Den allersidste dans, før vi gik hjem, fik vi den i løbet af lørdagen på Roskilde Festival? Njaaah, det var mere afdansningsbal end weekendfest. Lørdag var lidt den nye søndag, hvor det blev til spredte toner fra Grace Ives, Militarie Gun, Tinariwen og Tobias Rahim. Blev der kronet en ny konge af Orange og hvor lang tid kan en toast holde sig varm i en taske?
Da vi forlod Roskilde sidst, var det allerede blevet lørdag i skriverierne fra fredag. Nu er det søndag morgen og jeg skriver videre om lørdagen. Det er som at rejse i tiden! Og lidt syret, hvilket blot forstærkes af, at jeg sidder hjemme på min egen sofa, og ikke i Roskildes alternative virkelighed.
Det var også en alternativ, tidsrejsende virkelighed, jeg vågnede op til efter Blur-gate fredag. Da jeg lukkede øjnene, kunne jeg kun lige knap gå, da jeg vågnede, i den modsatte ende af teltet med alt mit tøj på, var det begyndt at blive lyst. Det regnede vist derude. Men jeg skulle tisse. Fandt ud af teltet, det var morgen, klokken var omkring 8. Det var egentlig tid til at stå op.
Fik mig en stille smøg i regnen, kiggede lidt på vaklende naboer på restricted camping. Jeg var vist ikke den eneste, der tog en friaften igår. Sædvanligvis står jeg altid op senest klokken 8 på Roskilde, så har jeg klaret fornødenhederne og et bad og sidder klar i presseteltet ved 9-tiden. Så passer det med, at jeg er ude igen et sted mellem 13 og 14. Man finder jo en arbejdsrytme, og den er det en god idé at holde.
Jeg skulle dog lige ind og pakke en praktisk taske, men ville lige tjekke lidt nyheder på telefonen inden, så travlt havde jeg heller ikke. Da jeg vågnede igen efter en morgen-morfar, var klokken kvart i 10!! ARGH
I medieræset for sidste gang
Badet blev droppet, kun det mest presserende tøj blev udskiftet, det ER jo sidst på ugen så fuck det, og så afsted mod Backstage Village. Der virkede ekstremt døsig da jeg ankom et kvarter efter. Fredagen trak øjensynligt tænder ud overalt på pressepladserne. Også i presseteltet, hvor min “faste plads”, men er vel vanedyr, overraskende nok stadig var fri. Måske ved de, hvem der er bossen over den del af teltet?
Jeg fik hældt kaffe i koppen, strakt kroppen, pudset næsen (man inhalerer de underligste ting på Roskilde) og taget et hurtigt trucker-ansigtsbad ved en håndvask med varmt vand. Og så følte jeg mig egentlig i ganske fin form, i hvert fald bedre end fortjent. Tiden skred dog alligevel, jeg var jo trods alt over en time efter den normale tidsplan. De tidlige koncerter måtte droppes på forhånd og målet blev sat til 15.30.
SÅ var der pludselig masser af tid til at gøre arbejdet færdig, ikke stresse og måske også nå noget rigtig morgenmad idag? Tid er dog en sjov størrelse på Roskilde Festival. Der er både for meget og alt for lidt af den. Det føler man virkelig om lørdagen, som jo stadig er en hel musikdag. Men for mange peaker festen og festivalen nok fredag.
For nogle starter festivalen ugen lørdagen inden og tæller opvarmningsdagene. Og så går festivalen ind i sin anden halvdel onsdag, hvor den begynder for mange andre, der ikke tager de første dage med. Onsdag er kort, intens og hurtigt “overstået”. Så følger en torsdag med fuldt program, som tit kan føles lang, fordi den opsparede energiudladning dagen før giver tømmermænd af forskellig art. For mange ser festivalen så ud til at peake om fredagen. Og så bliver lørdag lidt en eftertanke. En bonus, men også med begyndende opbrudsstemning. Roskilde er alt for kort og lang på samme tid.
Tiden skred stille og roligt i presseteltet, hvor stemningen var noget mere løssluppen end de foregående dage. Udenfor var Mediebyen blevet godt fyldt, mest af større forsamlinger i de forskellige barer og spisesteder. Er lørdag store firmaudflugtsdag til Backstage Village? Jeg var der ikke efter mørkets frembrud i år, da jeg travlt med at mænge mig med pøblen uden adgang til det forjættede land. Der virker dog efterhånden dejligt støvsuget for “gratister og turister”, samt diverse kendisser på fribillet af en art.
De må gerne være her, forstå mig ret. Og Roskilde er også nødt til at pleje forbindelser og den slags, det har jeg fuld forståelse for. Men det er nu rart, at det lader til at Festivalen bevidst har gjort Backstage Village så “uattraktiv” som mulig for folk, der reelt kun kommer for at hænge ud og spille smart der. Og ikke komme ud og smage på den rigtige festival.
Tasketoast og koncertshopping
Den måtte jeg også hellere komme ud til. Klokken nærmede sig 15, da jeg endelig var helt ude af medievældets klamme kløer. Ah ja, morgenmad! Lad os komme på jagt på vej over mod dagens første destination på festivalpladsen, Eos.
Det Sunde Køkken, det er vist det biksen hedder, eller noget italiensk? Begge lokkede med min yndlings form for kø: ingen. Pasta lokkede den tomme, rumlende mave, som dog også var lidt ramt af hvidvinen fra igår. Ville det slå mig og fordøjelsen ud? Måske noget nemmere, så valget faldt på en såkaldt Falafel Burger fra Det Sunde Køkken.
6 tørre falafel “nuggets” i åbningen af en grovbolle med noget kål, grønt og dressing. Så svær at spise med hænderne med værdigheden i behold, at den udleveres med ekstra servietter og en plastikgaffel med i prisen på 80 kr.. Det var den ikke værd, men det kunne da spises. En underlig blanding af for langsom, men ikke helt mættende at spise. Det var næsten en pendant til Roskilde Festival i fast føde form. Det må blive en tør 3er ud af 6 nuggets til den.
Mellem de to boder lå Hjaltes, en festivalklassiker der stadig har deres toast på menuen. Engang kostede sådan en sag vist 15 kr, nu “slipper” man med 39. Jeg tænkte taktisk, belært af kø-helvedet var madboderne i primetime dagene før. Og indkøbte to toast to go, direkte ned i tasken med dem, hvor de kunne ligge og hygge sig i sikkerhed til senere brug.
Fotografen og den 11 årige assistent, også lidt ramt af festivaltræt- og mæthed, ventede ved Eos, sammen med en behersket skare af publikummer. Det var begyndt at regne, så jeg skiftede til egnet tøj på vej derover. Så kunne man også holde varme, laget af overlevende tøj, fra de forrige dage var ikke helt nok til temperaturer omkring 16 grader plus vind og regn.
På scenen var det amerikanske Grace Ives tur til at kæmpe lidt mod vejrguder og folks tømmermænd. Den er hård, også for os der lige fik fugtet den falafel udtørrede mund med en Fritz cola. De havde kun den sukkerholdige variant. Ved ikke hvad den smager af, kanel måske, men det er ikke cola. De burde kun producere deres zero variant, den er hæderlig.
Hæderlig var også Ives, der indtog scenen ene kvinde, kun bakket op af en laptop og en eller anden gammeldags udseende rytmeboks af en art. Traveling light, så kan man også tage toget uden problemer, når man ikke er stor nok til at have råd til en fin bandbus.
Ives spiller en eller anden form for enkelt elektro-pop. Båret i vid udstrækning af hendes ret levende og medrivende performance. Det skrabede setup gjorde jo at hun havde masser af plads at boltre sig på. Hun viste sig at have et solidt udviklet performer-gen, selvom den musikalske del hurtigt blev lidt ensformig. Det VAR meget skrabet.
Selvom Ives var både charmerende og ganske interessant at se på og lytte til, så satte monotonien ind. Mellem numrene virkede hun meget afslappet og fik joket lidt med publikum. Hun spurgte, i relation til vandet fra oven, hvad vand hed på dansk? “Sounds to me like you are saying happy birthday? Well, happy birthday to you all then!”. Hvordan “vand” kom til at lyde som “happy birthday” fik jeg ikke fat i, der må være gået noget tabt i oversættelsen mellem plads og scenekant.
Ovre på Gaia trak det stille og roligt på til noget med guitar, mens man fornemmede at det måske var begyndt at regne af. Den tog i hvert fald kortvarigt til i intensitet på den måde, hvor det minder om en karklud, som lige bliver vredet for de sidste dråber.
I Gaia var der optræk på noget college klingende rock/melodisk hardcore fra californiske Militarie Gun. De studieindspilninger jeg har fået lyttet til i farten op til festivalen har virket ganske lovende. Da de lagde ud med “Do It Faster”, som var en af sangene jeg kendte på forhånd, tænkte jeg både at de var en god start og frygtede det værste. Måske havde de lagt fra land med deres bedste nummer? Det havde de.
Eller også er deres øvrige materiale bare for ensformigt og overordnet ikke stærkt nok til at holde en rockfest kørende en hel koncert igennem. Ikke engang en relativt kort en, som denne. De var kun på scenen i 36 minutter, som føltes noget længere, da vi nåede frem til sidste nummer, “Big Disappointment”. Det var næsten ironisk passende.
Jeg vil dog ikke gå så vidt, som at kalde Militarie Gun en STOR skuffelse. Det var mest bare en middelmådig oplevelse, med et band der ikke rigtig havde det nødvendige værktøj, evnerne til at bruge det eller var oppe imod overmagten. De virkede lidt slatne i det, især forsangeren de få gange han snakkede mellem sangene. Laid back stener-californier eller småskæv/sløv? Og de fremmødte i teltet lige så.
Selvom det regnede udenfor, da koncerten gik i gang, så var Gaia langtfra fyldt. Dem der kom og blev, var kun sporadisk i stødet til at hoppe lidt. Der blev dog aldrig etableret den store, vedvarende forbindelse mellem musikken, bandet og publikum. Det virkede uforløst, aldrig helt i sync eller symbiose og pligtskyldigt. Fra begge sider.
Ved heller ikke om tendenserne til noget emo-rocket, både i stil, lyd og lyrik lige var det vi havde bestilt og håbet på. “Life in Decline”, som var titlen på et nummer mod slut, eller en sang, der blev præsenteret som “this is a lovesong. It goes out to everyone who’s on drugs”. Det hele virkede lidt “ehhhhh” og søgt. Læg dertil en råbe-synge vokal, der leverede hele møget i samme stil og toneleje hele koncerten igennem – det blev simpelthen trættende alt for hurtigt.
Ude i virkeligheden har jeg lige luftet hunden for første gang i en uge. Kontrasterne står stadig i kø, selvom Roskilde er et overstået kapitel. Man må jo hellere levere lidt på hjemmefronten, når man har haft mere eller mindre frit lejde i en uges tid.
Sahara på en grå og våd græsmark
Tilbage til den alternative virkelighed. Gnu-flaget var dukket op og de gnuer der stadig kunne gå var enige om, at det da var en meget god koncert, men lidt ensformig i længden. Ok så, hvis tømmermændsramte hjerne havde mest ret?
Næste mål var Orange og ørkenblues i gråvejr fra legendariske Tinariwen fra Mali. Bandet blev dannet i 1982 i Muammar Gaddafis lejre af tuaregiske oprørere. De synger og spiller lange sange, ofte om drømmen om uafhængighed til Mali, på deres lokale sprog Tamasheq eller fransk. Altså totalt folkeligt og egnet til Orange!
Og det mener jeg faktisk. Det er sundt med nogle input, kultur og noget radikalt anderledes på hovedscenen efter pop og rapfester af den ene eller anden art. Den slags er normalt “forvist” til de mindre scener på festivalen, hvor feinschmeckerne kan gå hen, mens festen foregår på de største scener. Det her bragte noget mere alvor tilbage på Orange. Tinariwen, deres stende og gentagne musik, og deres publikum i pitten havde dog nok haft bedre betingelser i mindre omgivelser.
Det var en lidt lukket forestilling for de indviede, selvom der da også var små klynger, og solo-stenere samlet ude på den store, åbne og lidt vindblæste plads bag pitten. Tinariwen virker nu heller ikke som en gruppe, der gør noget for at lokke folk til ud over at bare at spille deres vuggende ørkenblues. Og det gjorde de så i omkring 80 minutter. Spillede og sang.
Nogle gange var jeg indfanget og helt med. Andre tidspunkter gled jeg lidt ud af koncerten. Tror mange på pladsen havde det på samme måde, mens pitten lod til at være helt med. Det krævede nok lidt mere koncentration og tålmodighed, end jeg helt kunne mønstre på det tidspunkt af festivalen.
Pludselig spottede jeg så tilmed en flinker fyr, som lå i vores lejr et par år i midt-00erne. Ham skulle jeg da også lige hilse på. Han var lige flyttet til Bornholm, hvor familien havde købt et gammelt landbrug. Ok, den havde jeg ikke lige set komme. Hans venner, der stod i en lille klynge, lidt længere væk, talte også et par gamle kendinge. Både fra lejren i 00erne og for et her unavngivet, undergrundsband, der af og til har bragt sit lidt i problemer fordi det lidt er nogle rødder… De er egentlig nogle gode drenge, de får bare lidt for gode idéer når de drikker.
Nå, så stod kontrasterne endnu engang i kø på Roskilde, mellem regnvejr, ørkenblues, sniksnak om Festivalen før og nu. Vi fik hilst af, og jeg kom helt ind i koncerten mod slut, hvor Tinariwen også skruede ned for det hypnotiske og op for rytmerne. I en sådan grad, at jeg var lige ved at blive efterladt på den våde mark. Fotograf og assistent troede, at jeg blev hængende og snakkede efter koncerten og var ved at pakke sammen og rykke lidt videre.
Festival hacks for dumme anmeldere
Fotografen ville have kaffe, så vi gik mod Volunteer Lounge, hvor jeg helt havde glemt et lille festival hack, da jeg jagtede kaffe uden kilometerlang kø dagen før. I Volunteer Lounge kan frivillige, og bumser som os, tappe gratis kaffe, hvis man lige køber en papkop og beholder den. Hvorfor helvede havde jeg glemt DET?!
Jeg er sgu’ ikke lige skarp altid. Men det vidste vi godt. Roskilde er ikke kun kontraster, det er også uofficielt DM i “frem og tilbage”. Så tilbage mod Orange, ude i horisonten var der ikke kun mere regn, men også Tobias Rahim. På daværende tidspunkt havde jeg fornemmet i hvilken retning pilen pegede. Det var ikke mod endnu en nat i teltet, når man nu kunne få et lift lige til hoveddøren af fotografen og assistenten efter Rahim.
Ovre på Avalon, som vi passerede, var Whitney i gang. Havde du også glemt dem, eller at de spillede på festivalen i år? Yeah. Gloria på den anden side lokkende med tunge toner fra Deaf Club, men jeg var allerede halv-døv og ved at være træt af nye indtryk. Det er OK, der var ikke trækplastre eller viljestyrke nok til, at blive hængende meget længere og malke festivalen for de sidste dråber.
I stedet fik vi de sidste dråber fra oven op til Rahim. Forventningen om at det nok ville blive et tilløbsstykke, ikke mindst til højre for scenen, hvor det ofte klumper til pga. “trafikknudepunkter” og vejene der mødes, fik os til at søge mod venstre. Så var der mulighed for en nem “flugt”, når vi ikke gad mere og stadig nogenlunde udsyn nede fra området omkring/bag mindestenen.
Da damerne gik på madjagt, kom jeg i tanke om mine toast fra tidligere – festival hack nummer 2. Hjaltes kunne ikke holde sig varme i så mange timer, så det var en lidt lunken fornøjelse. Måske heller ikke helt fair, at give dem en lille madanmeldelse ud fra vilkår jeg selv var skyld i. Men hvad fanden, nu er jeg jo i gang.
39 kr. for to skiver toastbrød, en ret kedelig skive skinke og noget krydret smør, der prikkede lidt på tungen. Var der egentlig ost i? I så fald kunne jeg hverken se eller smage den. Det er ikke rimeligt. Havde den stadig kostet 15 kr., havde jeg nok tænkt, at den smagte af en 5er, altså kroner. Men 39?! 1 stjerne.
Tobias Rahim, Orange Scene, kl. 19.30
Tobias Rahim er også en stjerne. Endda en stor en. Større end sidste år, hvor han blæste teltdugen af Arena med en tidlig eftermiddagskoncert, som jeg skyndte mig væk fra da jeg så størrelsen på folkemængden og hørte lydniveauet af de skrigende kvindestemmer. Alligevel føltes det, som jeg også skrev om i min optakt, som om det her var et år for sent.
Jeg siger ikke, at Rahim har toppet eller er færdig, eller noget. Det vil tiden vise. Men sidste år havde han det, som er SÅ vigtigt, måske altafgørende i popmusikkens verden lige nu. Han havde momentet. Sidste sommer tilhørte ham, “Stor Mand” og øjeblikkets fulde opmærksomhed. Den slags er flygtigt indenfor den branche, hvilket hans nye, afdæmpede og ganske glimrende nummer, “Orange”, også lidt handler om. Den handler også om drømme, hvor meget han har arbejdet for at få dem opfyldt og hvordan “branchen” gør alt for at knuse dem.
Det er noget af en ballast for en selverklæret “perker”, at slæbe med op på Orange Scene. Men, “Jesus var også perker”, som han sang i koncertens indledning. Tobias Rahim skulle “kun” leve op til, at være en bejler, eller mulig kronprins til den Orange trone, smurt ind i olie og klædt i guld. No biggie, intet pres, Tobias.
Kunne han leve op til det hele? Nej. Han ER i glimt en stor mand, men “Stor Mand”; der faldt mod slut i den 75 minutter lange koncert, er også stadig hans største hit. Bedste sang? Det ved jeg ikke, så godt er jeg heller ikke inde i bagkataloget. Rahim er tydeligvis en moderne popkunstner med noget på hjertet, og en historie og baggrund, der er godt materiale til gode sange. Og hvis han allierer sig med de rigtige samarbejdspartnere, som Andreas Odbjerg (der selvfølgelig troppede op på Orange) på “Stor Mand”, så har han også et godt pop ører.
Men på Orange virkede det underligt forkrampet og uforløst, indtil den fine finale. Der var simpelthen, som om at Rahim og musikken ikke rigtig kom ud over scenekanten og fik kontakt til de mange fremmødte. Stemningen var i hvert fald ikke i nærheden af euforisk, i mange koncertens 5 kvarter. “Mucki Bar”, der blev leveret som andet nummer og burde have kickstartet folkefesten, landede eksempelvis på maven, på pladsen med et hørbart klask. Den burde være blevet overdøvet af fællessang?
Hvad var der galt? Svært at sige, nogle gange er “den” der, nogle dage er “den” der bare ikke. Måske var det sidstedags tendenser, tømmermændsramt publikum, for høje forventninger, kunstnerens manglede formåen, eller også var det her bare ikke Rahims øjeblik længere.
“Når Mænd Græder” skabte lidt fællessang, men man må sgu sige, at vi sang højere til Blur. Og vi var under halvt så mange. Det begyndte at virke sådan lidt bizart. De store følelser, og sange der fik ekstra store armbevægelser på scenen via nogle højrøstede korsangerinder, en kæmpe forsamling foran Orange. Og så virkede det hele lidt tamt og som en fest, der aldrig kom i gang og stille og rolig fes ud.
“Orange” kom også på Orange naturligvis, hvilket jo er mægtig poetisk et eller andet sted. Jeg håber sådan for Rahim, at han havde en helt anden opfattelse af koncerten og opfyldelsen af en drengedrøm, end jeg havde. Ellers må det have føltes som lidt af et antiklimaks.
Koncertens klimaks med den store sang, “Stor Mand”, “Vi 1” og lukkeren “Flyvende Faduma”, reddede koncerten fra at være en komplet fuser. Men kun lige. Og så var Rahim væk, og musikken forstummede, og det hele virkede lidt abrupt. Tronen er stadig ledig.
De sidste kontraster mødes
OG det er min teltplads på restricted camping også. For jeg tog det lange ben foran, og fotograf og assistent lige så. Jeg kastede et sidste blik, gennem træerne op mod Orange, hvor lyset fra scenen stadig brændte. Vi ses næste år, gamle ven. Jeg småløb ud fra pladsen, og damerne satte kurs mod parkering west og bilen. Planen var enkel: jeg pakkede gear og telt, de hentede bil og samlede mig op på vej hjemad.
Ved bagindgangen til Orange Scene, der hvor kunstnernes busser kan rulle ind, stod to unge vagter og holdt en dansefest helt for dem selv. Jeg kunne ikke lade være med at sende dem et smil og nik. Lige når man troede, at Roskilde var forbi, får man et lille øjeblik foræret at gå hjem på.
Nede ved restricted camping lå de to, som var på vagt ved området og sov på underlagt i vagt-pavillonen. Roskilde er kontraster til det sidste. Det er dem vel undt, i det mindste brugte de tiden fornuftigt på deres sidste vagt. Og aner ikke hvad de vagter har siddet der for hele ugen?! De har ikke tjekket armbånd en eneste gang og sidder bare for at sidde der? Verdens kedeligste tjans, holde vagt over et område, hvor der ikke sker en skid ud over folk der sover.
Jeg fik pakket ned på noget nær rekordtid, selvom teltet var drivvådt. Det skal jeg lige huske, at slå op så det kan tørre. Så det ved vi alle, at det kommer jeg til at tænke på næste år, når jeg skal bruge teltet igen.
Ingen slinger i valsen ellers. Jeg stillede også bogstaveligt talt de revnede, sprækkede og udtjente anmeldersko. De kom ikke med hjem. Det havde teltet heller ikke gjort, hvis det ikke var fordi at det vejede godt til på rygsækken, der var læsset til bristepunktet. Teltet faldt nemlig af på vej ned mod det aftalte opsamlingssted, så jeg måtte pakke om og slæbe mig det sidste stykke mod målstregen.
Bilen lugtede lidt af gammel ged. Det var muligvis mig, det manglende morgenbad og en festivaluniform, som jeg endte med at have på i 4 dage, i hvert fald det yderste lag. Jeg har aldrig haft så meget rent tøj med hjem fra Roskilde!
En times tid efter jeg forlod festivalpladsen stod jeg i min lokale Fakta, undskyld Coop 365, i det nordvestlige Herlev og prøvede at finde ud hvad jeg ville have til aftensmad. Ikke toast eller falafel, tak. Yderligere en time senere havde jeg vasket tøj, været i bad og spist aftensmad, og sad et øjeblik i total stilhed.
Klippede mit mediearmbånd. I princippet virkede det jo stadigvæk. Fuck, hvis jeg kunne få et lift, kunne jeg faktisk nå Pertubator på Apollo!
Vi ses næste år, Roskilde.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
