Endelige ramte den der Orange Feeling på Roskilde Festival. Der blev også gået en del for at finde den, hvor man kom forbi navne som Ganger, Florence Adooni, Body Type, eee gee, Jammjam, Kesi(?), den anatolske syrefolk og så var selvfølgelig Blur.
Har det regnet i nat? Nååårh, synes også jeg hørte et eller andet rasle på et tidspunkt. Og der var en lille vandpyt i forteltet? Jeg sov åbenbart fra det meste?! Følte mig umanerligt frisk, veltilpas og i godt humør, da jeg planmæssigt trissede mod tisvognen og morgenbadet klokken 8, sharp.
Tilstanden for toiletvognen på Restricted Camping begynder at ligne sig selv. Toiletterne er mere rene inde på pladsen. Måske fordi, at de rent faktisk BLIVER gjort rene!?! Og hvad pokker spiser og drikker folk der bor på Restricted? Stram op, især bagtil! Nå, men ellers gik jeg fløjtende ud fra badet og syntes at alt kørte foruroligende godt. Kunne man slippe for repressalier ovenpå morgenmad med karry og junket aftensmad dagen før?
NIX. På vej over broen mod Mediebyen var der et eller andet, som virkede ude af sync. Hmmm. Det var vist ikke smart, at bælle mediekaffe inden, der blev taget vare på det truende problem. Better safe than sorry, ikke mindst på Roskilde. Medietoiletter indenfor realistisk afstand. Men Backstage Village var… ikke.. åbnet endnu? Øhm, klokken nærmede sig da 9, og presseteltet har da så vidt jeg ved døgnåbent.
Indgangen var dog afspærret med hegn og ingen vagter i sigte. Nuvel, så kan man jo ikke spørge nogen om lov. Så, lidt civil ulydighed senere var jeg på den rigtige side af det hegn og et uforstyrret toilet. Jeg har tidligere brokket lidt over, at der var lidt langt til nærmest toilet fra presseteltet. Sidenhen har jeg så opdaget, at der faktisk ligger en lille toiletvogn i forlængelse af presseteltet, gennem en udgang placeret LIGE ved siden af der hvor jeg plejer at sidde… Jeg lider vist af sporadisk tunnelsyn.
Nå, pludselig kunne man høre Blur fra Orange mens der blev skrevet løs. Det lød live? Det var det, de holdt simpelthen lydprøve klokken 10 om formiddagen, Damon skulle åbenbart have det maksimale ud af Roskilde Festival? Det lovede godt for aftenens koncert. Og gav lige en fed bonus til dem, der stod i kø til pitarmbånd lige ved siden af Orange. Gnu-lejrens britpop udsendinge kunne berette, at køen til armbånd til Kesi var markant længere end til Blur. Det lovede OGSÅ godt for aftenens koncert!
Jeg fik hældt et par spande kaffe indenbords, røget en pressesmøg eller to for meget og var klar til at rykke lige da Guldimund indtog det nærliggende Avalon telt klokken 13. Han kunne nok godt have fået Arena, for hold da op hvor var der mange mennesker omkring Avalon. Kødranden bredte sig langt ud på pladsen, de omkringliggende passager og veje. Det var lige før, at jeg ikke kunne komme ud af Backstage Village. Væk fra det morads i en fart.
Tour de Roskilde igen igen
I stedet fik jeg samlet assistent og fotograf op på vejen, efter at have givet dem valgmuligheden: dansk dans eller ghanesisk gospel? Den 11-årige valgte dansk, så vi vandrede mod Arena for at se hvad Ganger havde gang i klokken 14.00. Dagens koncertskriverier kommer til at minde lidt om mit rekordforsøg fra igår. Det fungerede for mig, at gå på opdagelsen i buffeten af mere eller mindre ukendte navne, tage smagsprøver og ikke nødvendigvis hele måltider. Altså fulde koncerter, madmetaforen stak lige af.
Også set i lyset af, at jeg løb på en del bekendtskaber i løbet af dagen, som der også lige skulle hilses på. Så det blev en social eftermiddag, hvor jeg periodevis var noget afledt og lod musikken spille i baggrunden. UDENFOR teltene, står selvfølgelig ikke og snakker inde i teltet under en koncert!
Ganger lagde ellers godt ud, der var nydeligt fremmøde, kunne jeg se fra vores placering foran Økobaren foran Arena. Hvor de sælger drinks med tomat og agurk, fordi “sundt”? I hvert fald økologisk. Og kapitalistisk. Jeg valgte dog den tarveligt udseende bar ved siden af, som vist bare hed noget med “cocktails”. To stk. drinks fra hanen inkl. glas 208 kr… Inden man nåede at græmme sig, tænkte jeg “hul i det”, det er lønningsdag.
Gnu-flaget var allerede parkeret ved baren da vi ankom, så de gale flokdyr var ved at tanke en god eftermiddagsbrandert op. Jeg aner ikke, hvordan pokker de kan holde til det flere dage i streg. Ganger spillede deres ny-klassisker, “Olympisk”, den der handler om at stjæle et tv i et sommerhus for at kunne se OL. Den er baseret på sande begivenheder, så det er jo nærmest true crime sat til en gyngende rytme. Det er nu stadig et fint nummer, selvom Ganger har skiftet ham flere gange siden.
Så vidt jeg forstår det, så har de gang i et udvidelsesprojekt, en EP-trilogi, hvor hver har sit eget tema og stil. Den aktuelle 2er skulle være baseret på et eller andet med bagmandens fars breve til moderen i 80erne. Derfor er musikken også blevet mere 80er inspireret, stedvis også lidt klubbet. Det er vist den retning Ganger går endnu længere med næste gang, lod jeg mig fortælle af Gnu-lejrens Ganger ekspert, der stod og hoppede et sted inde i teltet?
Der kom også godt med drøn på danseklubstemningen som koncerten skred frem, mens jeg fik festivalens første lag solcreme smurt på. Nogle mente, at jeg efterhånden så lidt tør og gennembagt ud. De skulle bare vide hvor halvbagt jeg arbejder imens, haha! Nå, jeg prøvede en drink med rabarber bagefter. Den var foruroligende god. Det smagte sgu’ godt idag, det dyre sprøjt. Den skulle times, jeg skulle peake mellem 22 og midnat.
Efter en omgang rundesnak havde vi brug for, at bevæge os lidt. Så vi trak mod Gaia og den ghanesiske gospel fra Florence Adooni, der stadig var igang da vi nåede frem. De var nået til sidste nummer, “The Uh Uh Song”, som Florence kaldte den. Den levede fint op til den titel. Det skulle dog vise sig, at det langtfra var koncertens afslutning, eller sidste nummer. De blev ved mindst et kvarter mere, til stor jubel for de fremmødte i og foran Gaia, hvor vi også placerede os i solen.
Jeg var nået til det klassiske punkt, hvor efter nogle dage på Roskilde trænger til ro af og til. Men lige så snart man sætter sig, bliver man træt. Så det går ikke i længere perioder, man er nødt til at holde sig i gang på en eller anden måde. Heldigvis var der et glædeligt gensyn under opsejling. Fotografens (og min) gamle veninde, som jeg har kendt i over 20 år, fotografen længere. Og som vi tog på Roskilde sammen med mange år i 00erne. Hun debuterede som 15 årig på Roskilde Festival 1994. Det giver anciennitet!
Vi har dog stille og roligt mistet kontakten, efter at der gik voksenliv, og det der hører til, i den, og nok ikke set hinanden i 6-7 år. Hvor hun heller ikke har været på Roskilde. Nu var hun tilbage, fredag og lørdag, hvor hun og kæresten ankom med telt og gik direkte ind på West og fandt en ledig teltplads nær vindmøllen. Rutineret.
Adooni og det velspillende og levende band fik rundet af, mens gensynet nærmede sig. Jeg fik en White Russian som morgenmad. Gutter Mælk er godt for maven og den fylder, nu man var for dum/glemsom til at finde noget fast føde.
Det blev et glædeligt gensyn, der kom til at strække sig ud over resten af dagen, med spredte pauser og i forskellige konstellationer, når jeg lige trængte til at gå en anden vej. Jeg bliver også mere og mere en solorytter, som festivalen skrider frem. Det er min måde at koble af på, når nu det med at sidde ned for længe er farligt. Så går jeg lidt rundt, for mig selv og hviler hovedet på den måde. Omgivet af en milliard mennesker, larm og indtryk, men altså, det fungerer faktisk ok.
Først nåede jeg dog, at indtage hele Body Type koncerten, noget af den forskellige steder inde i Gaia teltet. “We got an hour worth of rock ‘n to play for you, is that ok?”, lød det kækt fra en af de 4 kvinder der udgør bandet. Det var det, og Body Type var faktisk mere end OK, de var gode.
Præsenteret som “punket” i programmet, men der var nu ikke så meget punk over deres lyd. Det var rock, som både rummer noget lidt smadret og beskidt og så noget mere poleret og melodisk, der næsten kunne flirte med lidt collegerock lyd? Det virkede. Bandet spillede og lød fedt, og lyden var god. Det var alt det Big Joanie ikke formåede, eller havde evnerne til, i onsdags.
De har også gode numre nok til, at holde en rockfest kørende en lille times tid. Med fine sange som “Buoyancy”, “Palms” og den afsluttende “Miss The World”. Det var et sæt der flød, numrene flød også lidt sammen, men Body Type fik da vist, at rocken HAR en plads på Roskilde. Mere om det senere.
Gnuflaget var også dukket op, nu med udvidet besætning, som dem skulle man også hilse på. Og lige høre hvad der var op og ned. Ganger havde været fedt. Så fedt, at resten af dagen var lidt lige meget for vores Ganger fanboy. Flaget gik solo mod Eos og Eee Gee, der var nok brug for lidt “ro”? Vi blev hængende, indtil Body Type fik raset ud og af, en fin eftermiddagsrenser koncert.
Derefter splittede jeg op med fotograf og Assistent, der søgte mod Arena for at smage på noget japansk morgenmad i form af Japanese Breakfast. Nogle Gnuer gik med, andre stak i retning af Orange og ungdomsfesten fra Jammjam, der indtog hovedscenen med et væld af gæster.
Eee Gee var fint, men blev aldrig mere end behagelig baggrundsmusik. Vi stod også et godt stykke ude på pladsen, da vi ankom lige omkring koncertstart og de gode pladser for længst var taget. Hun er egentlig en spøjs størrelse rent musikalsk, hvor country og pop blandes. Men ikke 1:1, langt de fleste sange er enten det ene eller det andet, men sjældent blandes genrerne i samme nummer.
Jeg stod også og funderede lidt over om henholdsvis Eos og Gaia, og deres placering, egentlig fungerer optimalt og efter hensigten? Jeg kan ikke helt blive enig med mig selv. For på den ene side gør de, især i opvarmningsdagene. Men efter mange år med Pavillon og Gutter Island Baren “nede i hjørnet”, hvor Eos nu er placeret, virker Gaia stadig lidt fejlplaceret. Og hyggen og den intime stemning, især omkring Gutter Island, er forduftet. Det er synd. Nu er det “bare” en bar, som ligger lidt midt i det hele.
Eos lider under, at open air scenen og pladsen foran kan virke meget stor og åben for kunstnere, der ikke lokker mange til. Men tætpakket og for lille når der er trækplastre på. Og så gør placeringen, at pladsen også kommer til at agere gennemgangspassage for folk, der skal ud på camping eller over til Apollo.
Nuvel, Eee Gee gik Bee Gee(s) med et covernummer, og forsvandt mere og mere ud i horisonten for os. Flagholderen var skredet, og havde overladt ansvaret for stangen til os. Han skulle “spise og drikke”, altså have mere “ro”? Vi blev enige om, at gå parade med flaget tværs over Orange og finde nogle bortløbne Gnuer, der stod og festede med ungdommen til Jammjam.
Lige da vi krydsede Orange via hovedvejen oppe ved Grand Stand. Der nu har fået en indbygget bar i tribunen, fordi selvfølgelig har den det. Hvis der kan presses en bar ind et sted på den her plads, så bliver det kraftedeme gjort. Til de smittende rytmer af Laid Backs “White Pony”, der gik over i en liflig “Sunshine Reggae” kæmpede vi os igennem mængden og modkørende trafik. Jeg kiggede ud over den enorme solbeskinnede folkemængde og fik en lille snigende fornemmelse. Den der følelse, som kun Roskilde kan frembringe. Den Orange følelse. Og så til Jammjam?! Milde himmel…
Christopher kom på scenen, da vi fandt den festglade Gnu-udstikker flok over i højre side af pladsen. Han er jo en charmerende ung mand, der har styr på sit shit, ingen tvivl om det. Men det er godt nok også meget uskadeligt og glat. Han nød dog tydeligvis han 10 minutter i den Orange sol, og det er ham vel undt. Det værste jeg har at sige om Christopher og hans musik er, at jeg egentlig ikke har noget at sige om den. Og de unge var ellevilde.
Næste gæst var selveste Ida Corr, som blev hævet ud af glemmebogen og ind på Orange. She’s still got it. Hvordan hun undgik at blive en større stjerne, og al respekt for hendes karriere i øvrigt, er for mig lidt en gåde. Nu til dags er hendes gamle hits måske lidt ramt af tiden de stammer fra, det ER meget 00er dancepoppet. Men de holder stadig som feststartere. Og Corr sang og performede som om der ikke var gået 15 år, eller mere? Der kom syyyyygt gang i festen og dansebenene rundt omkring.
Det var næsten synd for Lukas Graham, der uden større fanfare og armbevægelser sneg sig ind på scenen efter Corr dansede af. Folk var lige helt oppe at støde, og så kom Graham med et par stille ballader. Ikke hans fejl, og planlægningen er svær, der skal også være bølger i en koncert. Godmodige Lukas’ lod blev at seancen her ramte en bølgedal.
Jeg trak stille og roligt væk i retning af Gloria, selvom Lukas Graham virker som en flink og følsom fyr, så er musikken ikke lige mig. De der rørstrømske ballader og tekster bliver ganske enkelt for meget for mig. Han synger dog glimrende live.
Bagel bommert, anatolsk syrefolk og den lange vandring
Fra blævrende soulpop til anatolsk syrefolk? Ja, kontrasterne står stadig i kø på Roskilde. Men hvor ellers kan man opleve et navn som Derya Yıldırım & Grup Şimşek samtidig med danske popstjerner, amerikansk indiehalløj og hvad ved jeg ellers på de andre scener? Førs gik jeg dog på madrov, den manglende morgen- og middagsmad var ved at indhente mig, og jeg havde lige 10 minutter tilovers.
Jeg gik lidt forvirret rundt mellem staldene, hvor der er en masse kringlede kroge, hvor man kan fare vild. Og faldt over en godt gemt Bagelbiks. Bagel? Ok, ingen kø midt i aftensmadstimerne? Ja tak. Og så kunne jeg ikke finde mit kort, da jeg skulle betale. For helvede. Alt blev rodet igennem, taske, lommer, pung. Nå, så måtte jeg lige træde lidt væk, så jeg ikke bremsede køen bagved. Og straks fandt jeg det dumme kort, godt skjult i min pung, så “det ikke blev væk”. Jeg vendte mig om, klar på bagel og der var ud af ingenting opstået en 30 meter lang kø?! WTF.
Nå, så måtte vi køre lidt videre på pumperne. Ind på Gloria efter lidt tid i kø udenfor. Derya Yıldırım & Grup Şimşek lod dog vente på sig, og gik først på 7 minutter efter annonceret starttid kl. 18.30. Måske skulle folk lige have tid til at komme ind på Gloria, der blev i hvert fald godt fyldt. Jeg fik en plads helt oppe ved scenekanten, men langt ude til venstre. Så langt, at jeg næsten kun kunne se ryggen af guitaristen, som det eneste af bandet.
Det var ikke helt optimalt, så jeg trak bagud og til siden efter det første nummer. Og satte mig på de billige rækker. Den her musik inviterede til at lukke øjnene og søge lidt ind i sig selv. Drive væk, mens de smittende og hypnotiske rytmer tog over. Det blev næsten en helt meditativ oplevelse de næste 30 minutter. Når jeg engang imellem fik et puf af en forbipasserende, eller frivilligt åbnede øjnene, kunne jeg se dansende ben og vippende fødder foran mig. Til siden sad andre og kørte mit lille trip for sig selv.
Var det en ud af kroppen oplevelse eller ind i? Jeg tænkte ikke rigtig noget, eller døsede hen i drømmebilleder eller lignende. Det var mere som om at jeg blev tømt og ladet lidt op igen. Da jeg næsten var fuldt opladet, blev processen dog afbrudt. En venlig vagt prikkede til mig og gav tegn til, at vi skulle rejse os. Der var ved at være pres på Gloria pga. tilstrømningen udefra. Godt det samme, momentet var slut og jeg besluttede at fordufte og få fyldt kroppen med andet end zen.
Udenfor var der kø for at komme ind på Gloria, så min forsvinding gjorde da mindst en anden gæst, som så blev lukket ind, glad. Forhåbentlig. Dernæst fulgte en LANG ørkenvandring for at finde et madsted, hvor der ikke var en uoverskuelig lang kø. Jeg kan ikke så godt det der med at stå i kø lang tid længere. Det trigger åbenbart de der tidligere nævnte stresssymptomer og kan gå over i noget der virker som mindre angstanfald. Ikke hvor jeg bliver bange, men bare gal i skralden. Det er ikke så klædeligt, så jeg undgår at sætte mig selv og omgivelserne i den slags situationer.
Er det nemt at undgå køer på Roskilde Festival? Absolut ikke! Men jeg går gerne langt for at forsøge.
Det blev til det meste af pladsen, og lidt af campingområdet, rundt inden jeg endte der hvor jeg frygtede. Men inderst inde godt vidste, var det mest realistiske bud på kort kø. Food for Sixty. Ørk. Boller i karry havde assistenten allerede prøvet og gæsteanmeldt, så jeg tænkte, at Brændende Kærlighed var vejen at gå. Så undgik jeg også at spise karry to dage i træk, og kartoffelmos lægger nok en god bund i en tom mave. Der var 8 minutters ventetid på mos, da de var bagud på baconfronten. Goddammit, så stik mig dog de der kødboller og ris i karrysovs. Er det værre for maven end Kesi, som var gået i gang på Orange lige ved siden af?
Den var som forventet. Assistenten gav den 4 med pil op, men hun er også altædende for tiden. Så flink er jeg ikke. Food for Sixty holder ikke meget mere end de lover, og man ved hvad man går ind til. Med de opskruede priser alle steder på pladsen, er det her det billige alternativ. Og det er også en tilsvarende smagsoplevelse. Det er mad og det er ikke decideret uspiseligt. Mere er der at sige end det bliver en neutral 3er på value for money skalaen.
Når noget kommer ind, så skal der nogle gange noget ud. For at holde min veltilrettelagte Blur-plan, så var musikkalenderen ryddet indtil. Blandt andet for at få tid til et toiletbesøg, better safe than sorry. At opdrive et toilet uden kø på dette tidspunkt er ligesom at finde et madsalg uden ditto. Jeg tænkte at Backstage Village var den bedste mulighed, selvom det betød at jeg skulle krydse ungdomsgildet og Kesis studenterfest på Orange. Han har flere penge end problemer, sang han. Det må være rart. Jeg har mest problemer med hans debile musik. Bilder mig selv ind, at jeg forsøger at være åben, rummelig og positiv over for Roskildes program. Der er dog grænser.
Et problem mindre efter en tur på mediemøllen, og jeg var klar til at møde fotografen og assistenten. Den 11 årige ville gerne op og se lidt af Kesi… Naturligvis ville hun det. Familiehyggen vandt, vi gik tilbage hvor jeg kom fra og fandt en plads omkring ind/udgangen til pitten på den tætpakkede plads. De unge kunne lide det, men de kan også lide Bacardi Breezer og det er Prime. Jeg må gerne være gammel mand, som ryster på hovedet, bare en enkelt gang i år.
Rent taktisk var det dog en større blunder en koncerten. Da den var slut, blev vi fanget mellem to evigt lange menneskestrømme, der kom ud fra pitten. Heldigvis stod der en lille flok fuldvoksen handyr parkeret lige foran os, som skjold og fik skærmet os af fra det værste pres. Det tog laaaang tid inden det tyndede ud og vi kunne bevæge os 5 meter ind foran Orange, hvor der var masser af plads.
Vi søgte mod Mindestenen, hvor vi havde aftalt meet up med tidligere nævnte veninde. Blur nedtællingen gik ind i den afgørende fase. Det var så også her det endelig fes ind i min tiltagende skallerhjerne, at Blur IKKE gik på klokken 22, men først en halvtime senere. Så var der jo MASSER af tid fra kl. 21!
Tiden blev brugt fornuftigt på at snakke, hvile benene og forpleje. Assistenten havde lyst til æblekage til 35 kr. fra Food for Sixty, jeg var den glade giver. Der var opstået kø ved den billige biks, men vi hyggede os. Efterfølgende skulle der tankes hvidvin, det skal ikke lige så hurtigt ud igen som øl og drinks, så det er vejen frem, hvis man skal stå midt for Orange en hel koncert.
Blur, Orange Scene, kl. 22.30
Damon Albarn elsker Roskilde Festival, det prøvede han ikke engang at lægge skjul på. Han omfavnede det og bandet fulgte trop, da han storsmilende indtog scenen og de gik i gang med det nye nummer “St. Charles Square”, der viser at Blur stadig ikke står stille. Faktisk er der stadig bid i de aldrende herrer, for det er en ruskende sag.
Blur var kommet for at vise at rocken stadig har en plads på Roskilde, også på Orange. Men på samme tid kom det også til at understrege det modsatte. At rocken netop er fortid på Orange. Det her var ikke til og for de unge, og vi gamle, der var på deres alder da Blur kom frem, er ikke talstærke nok til at fylde pladsen bag den fyldte pit ud. Overhovedet. Hvis man frygtede at komme til at stå tæt, så forsvandt den følelse allerede under første nummer. Der var ikke gabende tomt, men jeg tror ikke der kunne være meget mere end 20-25.000 samlet på plads med plads til 3-4 gange mere.
Det gik lidt ud over følelsen af et stort fællesskab. Men de, der mødte op og blev, fik heldigvis dannet et godt fællesskab i mindre skala. “There’s No Other Way” startede fællessangen allerede som andet nummer, og promillen blev kickstartet. Damon var klar og tændt, sang bedre end frygtet og bandet spillede råt. Utøjlet og stramt på samme tid. Der var næsten noget garagerocket over Blurs lyd denne aften.
Og så viste Graham Coxon, at han, hvis ikke er undervurderet, så i hvert fald lidt overset i diskussionen om at være blandt sin generations fedeste guitarister. Han ligner muligvis din mest nørdede klassekammerat, nu som halv-gammel, men hans guitarspil slår fucking gnister. Mens den kompetente rytmesektion gør, hvad de skal og holder sammen på det varierede materiale.
“Popscene” og “Tracy Jacks” holdt 90er festen i kog og byggede op til det første store højdepunkt. Det genkendelige riff fra “Beetlebum” vakte straks genklang, folk var klar på at synge nu. Og der blev skrålet med, som var vi alle 25 år yngre. Ikke i samme omfang talmæssigt som dengang, men man kunne da høre koret foran Orange. Jeg var selv ved at have sunget mig varm, hvilket kan høres idag.
Albarn kunne nok kun se og høre de fyldte pits fra scenen, mens vi andre gemte os i mørket. Han lod sig i hvert fald ikke mærke af det, hvis han fornemmede at der ikke var udsolgt på pladsen. Det var der heller ikke på scenen. Hvis Damon har ømme 55 år gamle kinder idag, så er det fordi hans hjertelige smil strålede om kap med hastigheden af min promille.
“Coffee and TV”, “End of a Century”, “Country House”, “Parklife fulgte i røven af hinanden som en skramlet hitparade. Nu var ALLE for alvor varme. “End of a Century” skilte sig positivt ud, den “glemmer” jeg altid lidt, når jeg af og til dykker ned i Blurs bagkatalog. Det er sgu’ en meget fed hymne. “Country House” har vist altid været lidt af et sort får i flokken, ikke mindst for bandet selv. Jeg tror ikke at de kan lide det nummer.
Den er også tidligere blevet fremført noget jabbet og pligtskyldigt live, som om bandet bare skal have den overstået. Denne aften omfavnede de også den, især Albarn, der introducerede den ved at sige, at det nu endelig var gået op for ham hvad den egentlig handler om. Ham selv. Og så blev den sendt af sted i en herligt smadret, men stadig medrivende version. Inden de gjorde det samme med “Parklife”.
Så skulle vi lige lidt ned og have pusten inden slutspurten. Den langsomme og lange “Sing” virkede lidt for lang og var nok lidt malplaceret, men så kunne man lige genvinde fatningen, inden “Girls and Boys” væltede ud fra scenen. Det gamle partynummer, der er en tilstræbt parodi på et “ferie/Ibiza” festnummer om britiske turister og deres opførsel, fungerer nok bedst som den oprindeligt lyder. Her fik den garagerock overhalingen, hvilket stadig fungerede, men måske ikke ligefrem klædte sangen.
“Advert” var sidste pusterum inden finalen. Så var det “Song 2” tid. Blurs vel eneste regulære rocksang når det gælder studieversionerne. Her var den “blot” en i rækken af rockede udbrud fra Blur. Går den stadig rent ind? Jeps! Og Coxon savede for sidste gang pladsen midtover.
Afslutningen stod mindre i den kropslige oplevelses tegn, og var til følelserne og de store hymner. “This Is a Low” bliver aldrig nogensinde et lavpunkt. Det blev et emotionelt peak, og jeg fik “sunget” sjælen ud. Den blev efterfølgende masseret nænsomt med “Tender”, der viser hvor selvmodsigende og spraglet et repertoire Blur har. Mens sjælen fik massage, blev der messet med, ført an af Biskop Albarn. Den nye, behagelige “The Narcissist” fulgte trop, en sang der vokser for hvert lyt.
Albarn og Blur sendte os op mod nattehimlen, forbi satellitterne og ud i universet med det obligatoriske afslutningsnummer, “The Universal”. Den sidste renselse og syng dig ud af den fucking krop oplevelse. “It really really really could happen”, og det gjorde det. Blur bragte rocken tilbage på Orange på mere vellykket vis, end man næsten havde turdet håbe på.
Med en mand i front, som ikke blot siger, han elsker Roskilde. Han ER Roskilde, og en af os. Som er med til at holde liv i det Roskilde var engang, og stadig kan være i glimt. Sikke et glimt.
Rocken der blev væk og slingrende hjemtur
Det var en gaven til os gamle Roskilde-rotter i år. Blur er fra en efterhånden svunden tid, dengang rocken regerede på Roskilde og Orange. Nu er den i bedste fald marginaliseret. Af tiden, omstændigheder, nødvendighed og bookernes valg. Forståeligt på nogle punkter, Men også meget beklageligt og lidt unødvendigt. Det er måske ikke musik for de unge anno 2023, og man kan ikke tilgodese os unge anno 1993 længere. Fair nok.
Så bred og stor en festival, som Roskilde er og forbliver, så BURDE der dog være mere plads til rock og metal. Med alt det mere eller mindre obskure, som festivalen forsøger at tvinge ned i halsen og ørerne på ungdommen, ud over de til dem målrettede bookinger, så er der plads til rock og metal også. Der er scener og spilletider nok. Og det virker unødigt “snobbet” ikke at booke nogle flere regulære rock eller metalbands.
Jeg havde muligvis sunget så meget, at jeg manglede ilt til hovedet. Eller også var et par liter vin på et par timer på lidt for tom mave en medvirkende faktor? I hvert fald kneb det lidt med balancen, og jeg måtte lige sidde lidt og genvinde fatningen. Puha, jeg drikker vist for sjældent. Eller for intensivt når jeg endelig giver slip.
Hjemturen mod teltet blev laaang og slingrende. Hovedet var helt klart, men de slidte ben gad simpelthen ikke holde kursen. Jeg fik dem dog slæbt frem til destinationen, og bugseret ind i teltet. Hvor jeg…
KRAMPE, hvor er jeg, regner det, hvad er klokken?! 8? Allerede?? Jeg faldt åbenbart i søvn i mit tøj, skoene var dog kommet af. Hvor pokker blev den nat af? Er det lørdag??
Det er lørdag, og jeg er allerede bagud.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: En blanding af mobil fra Ken + Lene Damgaards skud
