Nye tider, nyt år og nye tiltag på Roskilde Festival. Hvilket blandt andet betyder et farvel til nogle kære, gamle kendinge og et velkommen til nye. Rising, Countdown og Pavilion bliver lagt i graven, men genopstår på græsk.
Det er da lidt vemodigt. Jeg har haft utallige gode stunder foran både Rising Scenen og Pavilion (Countdown har jeg omvendt været lidt for dygtig til at overse gennem årene). Og set flere gode koncerter end jeg kan huske. Men, man kan da prøve!
I anledning af, at Roskilde Festival har annonceret, at scenerne nedlægges, eller rettere gentænkes og omdøbes, tænkte jeg at jeg ville se lidt tilbage. Det har jeg gjort tidligere, blandt andet har jeg lavet 3 artikler om den nu tidligere Rising Scenes historie. Fra de første år som Campingscene, over Pavilion Jr. til den nu hedengangne Rising Scene. Som man dermed kan se er det langt fra første gang, at scenen (eller scener generelt) nedlægges, gentænkes eller opstår ud af ingenting på Roskilde.
Det er en helt naturlig proces, som har været en del af Festivalens DNA siden den spæde begyndelse. Scener kommer til, falder fra, flyttes, får en ansigtsløftning, nye navne eller hvad der nu skal til. Nogle er næsten urørlige, som Orange og Arena (tidligere, og for mange stadig, Grøn!), og gennemgår kun sporadiske moderniseringer og opdateringer. Andre udvikles, som Avalon, der har overlevet et årti med næsten årlige kosmetiske justeringer, flere flytninger og vist også en udvidelse.
Andre overlever ikke i længden, selvom der forsøges med kunstigt åndedræt. Gul blev til Odeon, flyttede fra den indre plads om i området “bag” Orange, hvor der nu er Downtown Camping. Her rykkede den lidt frem og tilbage på græstæppet indtil den blev nedlagt. Og genopstod som… øhh… var det Metropol? Som muterede til Avalon??
Som man kan se, er det en evig cyklus, hvor Festivalen prøver at tilpasse sig behov og skiftende tider. Technotelte dukkede op i slut 90erne, forsvandt igen, og blev erstattet af Ballroom og Astoria. Nogle tiltag hænger ved, som den lille, fine oase Gloria, mens andre, som sidste års Mantra Scene kun fik en enkelt sæson.
Forandring fryder og er ikke noget man skal være bange for
Derfor er det også kun lidt små-fugtige øjenkroge meddelelsen om Rising og Pavilions pension har medført her. Vi får jo de nye Eos og Gaia, som begge samtidig kommer til, at køre hele ugen. Så, vi har sådan set ikke rigtig mistet noget, udover nogle efterhånden lidt slidte teltduge. Det var måske egentlig også på tide, at der skete noget nyt med de to scener?
De havde begge et par indbyggede “svagheder”, der lidt går ud på det samme: de virkede lidt fastlåste. Med Rising vidste du hvad du fik (når du havde fundet ud af, hvor scenen lå i år) og kunne næsten regne med, at man i det mindste ville kunne holde ud at lægge øre til det meste af musikken. Det betød, at det blev lidt nemt og fristende “bare”, at parkere bussen foran scenen og blive siddende det meste af dagen. Eller vende tilbage til området til næste koncert.
Fordelingen mellem Rising og Countdown rent musikalsk har altid været sådan cirka pop/rock/metal/beslægtede genre på Rising, og mere elektronisk/hiphoppet/”ungt” poppet og festligt på Countdown. Cirka, for grænserne har været flydende og er blevet endnu mere udvisket de senere år. Derfor virker det også logisk, at Eos og Gaias musikalsk grænser virker nærmest udviskede. Samtidig betyder det, at man er nødt til at pendulerer mellem de to scener, hvis man vil se alle de navne som falder i ens smag.
Det virker OGSÅ som en af motiverne for gentænkningen af de to scener. At skabe mere bevægelse og “flow” rundt på pladsen, så det hele bliver mere dynamisk. Det betyder at gammelfar her må lette røven, men det er måske ikke nogen skade til. Man risikerer jo at gro fast eller få dårlige vaner.
Og det er lidt det samme, som gør sig gældende med Pavilion. Tidligere var Odeon og dens lidt afsondrede område blandt mine favoritscener på Festivalen. Både pga. placeringen, men også scenens musikprogram. Med lidt held kunne man nærmest holde sin egen lille festival der, fordi man kunne holde de fleste navne på scenen ud. Den placering og funktion overtog Pavilion, da Odeon blev aflivet.
Pavilion havde også sit eget lille hjørne på pladsen og et program, der gjorde at typer som undertegnede sagtens kunne opholde mig der hele dage – hvis man ikke lige tog sig sammen. Jeg er vist ikke den eneste. Hvert år har man kunnet observere og socialisere med “fastliggerne” i Gutter Island Baren, der vitterligt ikke så ud som om, at de kom andre steder på pladsen. Det gjorde jeg da, trods alt, selvom det var fristende bare at hænge ud ved Pavilion.
Den mulighed er væk nu. Gutter Island flytter til Gaia, og har dermed åbent hele ugen. For nogle bliver det nok “aldrig det samme”, men det er nok meget sundt at få rystet posen lidt…
Pavilion for feinschmeckere og festival-turister
Nå, skulle vi runde af for denne sludder for en sladder med, at kigge lidt bagud, nu det næste stykke tid kommer til, at dreje sig om at se fremad?
Pavilion har i årenes løb været garant for både store musikalske oplevelser, artige overraskelser, det uventede og fine pauser, hvor man har kunnet stene til ukendte toner i teltåbningen. Hvis man da ikke lige var gået i græsset, eller endt i Gutter hegnet længere udenfor den semi-intime teltdug.
Det var scenen, hvor man kunne være heldig at falde over store koncertoplevelser, som Jason Isbell i 2014. En koncert, som vi lidt ved et af disse tilfældige Roskilde-beslutninger endte at tjekke ud. Pavilion var næsten altid garant for en eller anden form for kvalitet, eller det var i hvert fald ikke kedeligt, det der skete på scenen. Som da The Armed brugte den, og det meste af teltet til, at interagerer med, og måske intimidere, dele af publikum til deres vilde “koncert” i 2018.
Eller Honningbarna i endnu et anarkistisk frontaltangreb i 2015, hvor de unge nordmænd fik sat så meget fut i løjerne at hele teltet var lige ved at koge over. Der var fra start så meget smittende energi, at det forplantede sig udenfor teltdugen, hvor et par efterhånden små-modne herrer fra vores lejr blev så eksalterede, at de smed trøjen, afleverede pung og mobil og stormede ind i teltet.
Det var nærmest den omvendte oplevelse af Protomartyr, der blev vores sidste koncert på Roskilde Festival 2016. Så kunne man da blive råbt lidt af på en vrissen måde, inden man pakkede sit habengut og daffede hjemad! Pavilion har egentlig ofte været scenen, hvor jeg enten startede dagen, eller endte den i en eller anden random koger. Det kunne være en sort nat med sort metal fra et band som Vattnet Viskar i 2014, eller udsyret trip med King Gizzard and The Lizard Wizard året efter.
Pavilion har også været scenen, hvor man har kunnet opleve mindre navne på vej frem, som måske, måske ikke bliver de næste stjerner. Eller bare har buzz og hype en periode, for så at forsvinde lidt igen. Navne som Slaves, Priests eller Fontaines D.C. har alle kigget forbi det lille telt i det foregående årti. Nogle har jeg set hele koncerter med, andre gange er jeg drevet forbi, eller også har jeg måttet tage flugten, når det hele lige blev for meget som eksempelvis til Squids sidste år.
Når man på den måde driver rundt, så er det jo ikke alt, der kan være et hit. Jeg mindes en maveplasker af en åbning på dagen med Turbolens i 2016, som et af de mere grelle eksempler. Eller små-kedelige koncerter med navne som The Weather Station, Julien Baker og Weyes Blood. Sidstnævnte vender tilbage i år, og sang nydeligt, men var lidt af et karisma vakuum på scenen. Der er ikke langt fra scenekanten ud til publikum på Pavilion, hun var ikke i nærheden af at komme ud over den….
Andre gange, har det ikke været kunstnernes egen skyld, at de ikke helt fik overtaget teltet. Der var nogle år, hvor larm fra naboscenerne, både Apollo og Avalon har været placeret lidt for tæt på Pavilion, truede med at overdøve musikken. I 2017 var det dog mægtige Orange, og bassen fra The XX, som var lige ved at kvæle Hamilton Leithauser. Han kæmpede dog bravt imod efter, at have adresseret den dybe rumlen fra det Orange monster i det fjerne.
Pavilion har dog i årenes løbe kæmpet lidt med, at scenens navne måske ikke har været kendte nok til, at dele af publikum mener de fortjener den fornødne respekt. Under mere stille stunder er der blevet knevret løs, især under mere stille koncerter. Ligesom teltet af og til har fungeret som forvokset paraply, når vejret har vist sig fra sin mere ubarmhjertige side. Hvilket også har medført, at visse koncerter er blevet baggrundsmusik for folk der ellers ville være gået forbi.
Når Pavilion har været bedst, og ramt den perfekte balance mellem dedikeret og interesseret publikum og en smal kunstner, så har scene leveret nogle af festivalens stjernestunder. Jeg har tidligere omtalt Richard Dawsons to meget forskellige koncerter på scenen i henholdsvis 2018 og sidste år. To klare højdepunkter, men også smalt og sådan lidt “udenfor nummer”.
Skal jeg pege på en samlende oplevelse, et af de der sagnomspundne Roskilde øjeblikke på Pavillon, så må vi tilbage til starten. I 2011 gav Spids Nøgenhat en nu legendarisk koncert på den lille scene, klokken lort om natten. Faktisk så sent, eller tidligt, at solen så småt var begyndt at kigge frem i udkanten af teltet da Uffe Lorenzen og kumpanerne messende gentog “er vi de sidste mennesker på Jorden?”. Et spørgsmål der sendte os ud i resterne af natten, mens folk tryllebundet sang videre lang tid efter musikken på scenen var forstummet.
Tak for øjeblikke som dette, og mange andre af meget forskellig art, Pavilion!
Det spirende vækstlag på den sølvgrå pyramidescene
Rising har som nævnt eksisteret i sin nuværende (OK, nu forhenværende form) siden 2014, hvor den karakteristiske sølvpyramide (Ok, første år var scenen ikke pyramideformet) tog over for Pavillion Junior. Som navnet antyder, så var det Pavilion Scenen der dobbelt jobbede i den periode med vækstlagsnavne i opvarmningsdagene og så normalt program under festivalen.
Fra 2014 var Upcoming, eller hvad man nu vil kalde det, tilbage på campingpladsen. Hvor Rising har vekslet lidt mellem, at være placeret først på Øst, dernæst mange år i træk på Vest og sidste år tilbage på Øst. Der sluttede det så også.
Og der blev lukket ned med stil, må man sige. Jeg har, naturligvis koncerterne fra 2022 relativt frisk i erindring, så der kan også opstå en skævvridning når man skal fremhæve nogle markante koncerter. Jeg vil ikke dvæle alt for meget ved det nyeste, men blot konstatere at sidste år var en ret stærk årgang hvorfra en del navne også er blevet booket til festivalens hovedprogram i år.
Jeg blev rørt tidligt til Reveal Party, da Emily og band åbnede scenen. Der blev danset til de tyrkisk/kurdisk/danske toner fra AySay, noget man måske kan gentage i år til TUHAF? Danset, på en stille, meditativ og opbyggelig måde blev der også til Lucky Lo i solskinnet. Rigmor satte en krone på deres hidtidige værk med en glimrende koncert, mens vi også fik en forsmag på Avskum, som virkelig har fået noget hype siden.
Og så var der højdepunktet for mig, faktisk et af hele festivalens højdepunkter da Brimheim og hendes overlegne orkester erobrede Rising. Selv et længere strømsvigt kunne ikke slå Brimheim og band ud, eller dræbe det smittende momentum, som de lige havde fået opbygget. Helt fortjent blev de også “belønnet” med en booking i år.
Kigger man tilbage over det seneste årti, så er det selvfølgelig svært at udpege tydelige tendenser og mønstre. Der er blevet booket i øst og vest, i takt med tider, toner og modeluners skiften. Dog synes devisen altid at have været “lidt af hvert” så publikum er blevet præsenteret for lidt pop, indie, et par metalnavne, en skævert eller to og noget decideret eksperimenterende. Gerne krydret med lidt norsk og svensk.
Hvis man skal finde en rød tråd for os, så har der altid været en række navne, som vi enten har fulgt eller anmeldt i året op til deres koncert på Rising. Det har givet sådan en god følelse af, at være med på en kunstners rejse og kunne “følge dem til dørs” inden de (forhåbenlig) voksede sig for store til os. Jeg vil ikke bedømme, hvem der så “lykkes” med at bryde op fra det vækstlag, som vi her på GFR også holder til i, og hvem der forblev nede i mulden. Mange BLEV også til muld igen.
Men, vi har været på dejlige udflugter med navne som Get Your Gun, Narcosatanicos, Black Book Lodge, Childrenn, The Love Coffin, The Entrepreneurs, De Underjordiske, The Awesome Welles, Bersærk, Shy Shy Shy, ORM, Slægt, Dør nr. 13, Kogekunst, Alkymist, Gullo Gullo, SØN, Konvent, Rebecca Lou, Dirt Forge… og listen kunne fortsætte i flere afsnit.
Jeg har som opvarmning og research siddet og skimmet vores gamle anmeldelser og reportager. Dem jeg har kunnet finde for, der er åbenbart gået lidt ged i arkiveringen hist og her i årenes løb?! Nuvel, jeg var lige ved at blive helt forpustet over hvor mange koncert vi egentlig har overværet på Rising i årenes løb, i al slags vind og vejr. Det er satme mange timer tilbragt i anmelderposition foran den scene.
Men, vi har også misset, eller lidt henkastet negligeret nogle navne, som senere voksede sig store og stærke. Det havde de nok gjort uanset, hvor meget opmærksomhed vi havde skænket dem. Kan se, at navne som Lowly og Barselona modtog vi med et lidt dovent skuldertræk og brugte deres koncerter på Rising til, at hvile os lidt med dem som baggrundsmusik. Man må sige, at de klarede sig helt fint efterfølgende.
Den største og mest åbenlyse “blunder” har nok været, at vi slet ikke omtalte The Minds of 99 da de gav koncert på Rising i 2014. Da var vi allerede træt af dem og hypen der var gået forud, så dem valgte vi, seje og trodsige som vi er, at ignorere fuldstændig. Så kunne de sgu’ lære det, HA!
Hvad HAR så været bedst? Bedst og bedst, det er så subjektivt, men lad os kalde det personlige højdepunkter fra Rising Scenen gennem årene. I nogenlunde vilkårlig rækkefølge og af mange forskellige årsager:
Piss Vortex og deres grindcore eksplosion i 2015, der blandt andet resulterede i den nu berømte “crowdsurfer i indkøbsvogn”.
Katinka og deres følte aftenkoncert i 2016, der nok var det første eksempel jeg oplevede på den scene, hvor man kunne mærke et mindre navn virkelig få og holde taget i publikum.
BAEST da de splittede scenen og pladsen foran fuldstændig ad med deres metalliske magtdemonstration i 2017. Støvet har muligvis ikke lagt sig endnu.
Girlcrush og deres vidunderligt uperfekte og voldsomt smittende opturskoncert i 2019, hvor man kunne mærke at publikum og band bare ville hinanden. Og det lykkes, de fik sgu’ hinanden.
Brimheim i 2022. Den har jeg vist snakket om?
Nu starter en ny æra for vækstlagsnavnene på Roskilde, Rising er en saga blot, men ånden og ideologierne bag lever tydeligvis videre når man kigger på det stærke program for i år. Scenerne og navnene er muligvis nye, men filosofien bag ligner sig selv. Jo mere ting ændrer sig, jo mere forbliver de det samme…
Jeg er i den heldige situation, at jeg har fulgt “den” scene siden den spæde begyndelse som Campingscenen i år 2000. Og i alle de efterfølgende inkarnationer. Jeg ser frem til den nyeste version og alle de spændende, forskelligartede kunstnere som får muligheden for, at skyde op fra vækstlaget på den.
Af Ken Damgaard Thomsen
