Ræset mod Roskilde Festival 2023 fortsætter. Og vi er allerede nået til den sidste dag, lørdag, hvor der alt efter kræfter, vilje og temperament venter en sidste lang dag i felten. Her kan du lukke festen med spirituelle benju-toner, et band der spiller på skrald, en stor mand på Orange, futuristisk scifi fra Columbia, college rock, klubmusik fra Golan Højderne, sort metal fra Norge, fransk cyperpunk, elektro-pop fra Belgien, ørkenblues… og begyndende Roskilde Blues!
Lørdag kan godt være en kamp. Og en kamp mod overmagten. Lysten til, at kaste håndklædet i ringen kan være stærk. Omvendt er man tæt på målstregen og ved at der er et helt år til næste tur på Dyreskuepladsen. De sidste kræfter skal mobiliseres, ballerne skal klemmes sammen. Heldigvis bestemmer man selv hvor målstregen er.
Den er, som årene er gået nok blevet rykket tættere og tættere på. Nu er det ikke engang sikkert, at det helt er nok, at der er et stort navn, eller mindre, interessante navne, som lokker hen på aftenen. Før i tiden kunne man godt trække den, køre på pumperne og holde gejsten oppe.
Det kan godt føles lidt som snyd, eller at give op, at forlade skuden inden den er halv – eller sænket. Sådan havde jeg det i hvert fald i mange år. Nu er der indtruffet en lidt større følelse af accept og, at man ikke pine og død behøver at få ALT med. Der kan næsten også være en form for tilfredsstillelse i at råbe “fuck det, I’m out”, og skride når man har fået nok af det hele.
Det følgende er samme indledende smøre som den fra gennemgangen af onsdag, torsdag og fredag. Så scroll lidt ned, hvis du ikke lige orker den igen.
29 koncerter. Det er det jeg får det til, når jeg har trawlet spilleplanen igennem på kryds og tværs. Altså 29 koncerter, som jeg enten finder interessante, eller som jeg synes man på en eller anden måde kan anbefale.
Det kan jeg naturligvis på ingen måde nå. Eller overkomme, hvilket også kommer til at gøre sig gældende når jeg løber de efterfølgende, endnu længere musikdage igennem. Jeg vil også tilstræbe, at tænke lidt “taktisk”, så man undgår at spænde for meget på tværs af pladsen. Og kigge lidt fremad, så jeg vælger ud fra hvor jeg med sikkerhed gerne vil befinde mig senere, som dagen skrider frem.
Jeg er også klar over, at jeg kommer til at vælge fra og prioritere. Og sikkert improvisere og ændre planer undervejs, når jeg står midt i det hele. Det er også en del af charmen ved så bugnende et musikudbud på en festival som Roskilde. Man kan aldrig helt forudse, hvad dagen bringer.
Mange af navnene er også ukendte for mig, så jeg er lige så meget på bar bund som mange andre sikkert føler sig. Jeg forsøger dog, at smage på lidt af det hele inden, vælge nogle kunstnere ud, som jeg tror jeg kommer til at se og dykker lidt mere ned i dem. Grundet tid kan det dog virke som en meget uoverskuelig opgave, der er ganske enkelt for meget på plakaten.
Puslespillet med de mange underlige brikker
Det stikker ved første øjekast i nogenlunde lige så mange kunstneriske retninger, som der er valgmuligheder. Det ER på godt og ondt et puslespil. Men, ikke et, hvor det samlede motiv er givet på forhånd – du bestemmer selv, hvordan du samler billedet og hvordan det skal se ud!
Det kræver, at man vælger og vrager. Modsat mange andre festivaler, så bliver du ikke holdt i hånden hele vejen igennem programmet på Roskilde. Du bliver guidet, jovist, men en stor del af ansvaret for, hvad man i sidste ende får ud af festivalen, er lagt over på publikum selv. Det er ikke det samme som, at festivalen får carte blanche, og ikke skal “stå til regnskab” for valgmulighederne, der tilbydes. De skal, trods alt, også indgyde og inspirere til, at man GIDER vælge.
Det følgende er et bud på, hvad man kunne vælge og mulige ruter igennem programmet, men det er også et forsøg på, at skabe en form for overblik. Det er ikke det komplette billede, eller “det rigtige valg”. Nederst finder du en Spotify spilleliste med 2-3 sange fra hver af de nævnte kunstnere. De er udvalgt lidt tilfældigt på baggrund af antal afspilninger, lidt nyt og et ældre (hvis det er muligt) og “mavefornemmelse”.
Som regel ser jeg bort fra hiphoppen og de mest “rene” elektroniske genre, ting vi ikke plejer at dække her på siden. Det er dog Roskilde, hvor det hele kan flyde lidt sammen, også musikgenre. Så det er ikke et fastlagt dogme. Derfor vil jeg anbefale, at man tjekker spilleplanen ud selv, der sker også andre ting end der bliver nævnt her.
Jeg tilstræber, at sammensætte en nogenlunde varieret rute, så er du genre-fascist, eller lider af musikalsk tunnelsyn, så må du finde din egen vej rundt på Roskilde. Det bør du i det hele taget gøre – lyt ikke til en gammel idiot, som mig!
Gør du det alligevel, så kan vi følges ad til…
Lørdag d. 1/7
Så er det med at få samlet stumperne, både de personlige ejendele og resterne af en selv. Sidste dag venter, og selvom man begynder at kunne høre den lille stemme i hovedet der hvisker “det er OK, bare tag hjem” bliver højere og højere skal der tysses. Der er nemlig stadig virkelig meget musik, at vride ud af Roskilde Festival spilleplanen.
Vi mangler jo sådan set lidt over 1/4 af programmet stadigvæk!
Endnu engang skal man stå tidligt op og komme i sving for at få det meste af det med. For mig gælder de samme regler som de foregående to dage, lige meget hvor tidligt jeg vælter ud af svedboksen, så er jeg presset på tid. Den sidste mediekaffe skal rense systemet og hovedet skal tømmes for fede holdninger om fredagens oplevelser.
Derfor når jeg heller ikke åbningen af GAIA kl. 12.00, som Girls In Airports står for. Det er i virkeligheden måske godt nok, kvaliteten af bandets musik skal jeg ikke kritisere. Jeg er bare ikke helt sikker på, at deres jazzede og eksperimenterende instrumentalmusik helt er mig? Jeg er bekendt med bandets gode omdømme, og jeg kan holde ud at lytte til noget af musikken. Men det er vist ikke helt mig.
Til listen af ting, som jeg desværre også får svært ved at nå, hvis vi skal være realistiske, kan man også tilføje to navne, der starter kl. 13.00. Jeg har. måske en lille mulighed for, at nå ud til Avalon til spirituelle benju-toner fra pakistanske Ustad Noor Bakhsh. Det lyder ellers som noget, der kunne være sundt for krop og sjæl. Og som man kunne få sig en god middagskoger til!
Grundet afstanden er det ærgerligt nok for optimistisk at tro at jeg kan nå helt til Eos til Fulu Miziki. Det er et musikkollektiv fra Congo, der kun skaber musik på instrumenter de selv har bygget ud af genbrugsmaterialer og skrald… værsgo, det mest Roskilde Festival’ske band på plakaten i år. Bandnavnet betyder endda noget i retning af “musik lavet af skrald”. OK, det ville naturligvis have været endnu federe, hvis de bogstaveligt talt bare lavede musik MED skrald fundet ude på campingpladsen. Men man kan jo ikke få alt.
Så sker der ikke lige det vilde indtil klokken 14.30, hvilket jeg godt kan nå, men nu virker det allerede lidt sent og som om dagen er ved at slippe en af hænde!? Vrøvl, afsted mod Gloria hvor den står på noget futuristisk scifi og traditionel colombiansk musik leveret af Lucrecia Dalt. Det kan være lidt farligt, at starte roligt ud i mørket på Gloria, men det er faktisk gået ganske glimrende for mig andre år med navne som Clarissa Donnelly og Sara Parkman.
Og så kan man jo stå der og stene lidt, eller tænke fremad. For nu skal der vælges mellem hele 4 forskellige tilbud!
Den første mulighed kommer til, at overlappe lidt med slutningen på Lucrecia Dalt. Klokken 15.15 er der nemlig storladen eksperimenterende indierock fra engelske Black Country, New Road. De har/har haft pressehypen og de positive anmeldelser der skal til, men er måske stadig lidt sådan et feinschmecker band? Jeg kendte dem i hvert fald kun af navn, og var egentlig ikke helt fanget af de langsommeligt opbyggende numre jeg lyttede til. Men det er som om, at jeg er begyndt at bløde lidt op. Så de er rykket lidt frem i bussen.
Man skal dog vælge rigtigt her, for de andre valgmuligheder bringer en på tværs af pladsen. På Eos bydes der på Grace Ives kl. 15.30, hun præsenteres som synthpop på Roskildes hjemmeside. De numre jeg har nået at lytte til er måske ikke helt det jeg normalt forbinder med den betegnelse. De har lydt mere som noget singer songwriter af en art. Jeg er faldet lidt for vokalen, og har man solgt mig på den, så er jeg næsten altid lidt på.
Der er dog også mulighed for noget helt andet, hvis man i stedet styrer mod GAIA en halv time senere. Klokken 16.00 skal vi nemlig til college fest med Militarie Gun. De beskrives godt nok som hardcore, men de numre jeg har hørt klinger mere i retning af energisk college rock i mine ører. Er det ikke sådan lidt 00er eller dufter af Amercian Pie? Tjooo, men Blink 182 er også tilbage /mesn Sum 41 siger farvel), og her får du det i en nyere indpakning.
Sidste tilbud takker jeg pænt “nej tak” til pga…. øhhh… personlig animositet?! Klokken 16.00 kan du opleve sangerinden Weyes Blood på Avalon. Jeg så hende sidst hun gæstede Roskilde Festival i 2019. Da spillede hun på Pavilion og havde stærke numre fra hendes daværende aktuelle album, Titanic Rising, med i bagagen. Og det var RØVSYGT. Hun havde udstråling og tilstedeværelse som bølgepap på scenen. Det bliver forhåbentlig bedre denne gang, men jeg hopper sgu’ lige over.
Det betyder jo ikke, at musikken stopper, vi skulle bare lige vælge destination her, så vi ved hvor vi cirka er på pladsen… Nu. Hvis det går som jeg tror, er jeg omkring GAIA/Eos. Det betyder, at der er lidt langt til Gloria, hvor man ellers kan høre moderne folk og country blandet med americana fra Kassi Valazza klokken 16.30. Det er måske værd, at små-sprinte efter, og så er man også i nærheden af Arena.
Her er der nemlig et af de mere hypede navne på årets plakat programsat til kl. 17.30. Caroline Polachek har nogle roste udgivelser bag sig de senere år, hvor hun har givet sit bud på pop. Hun er en af tidens mest hotte navne på popscenen, og det jeg har hørt er da også ganske glimrende. Det har, som så mange andre, noget 80er inspireret over sig, men her føles det på en eller anden måde ikke som en stiløvelse.
(Alternativt kan man tjekke danske Afskum ud på Eos kl. 17.30, som jeg tog på afstand da han begejstrede Rising sidste år).
Der er dog en chance for, at man slet ikke når over til Gloria og Arena i denne omgang. For i det man krydser forbi Orange er der mulighed for, at blive indfanget af Tinariwen kl. 17.00. Det er jeg i hvert fald stille og roligt blevet noget, deres forførende ørkenblues toner er dukket op på spillelisten. Bandets rødder strækker sig helt tilbage til slut-70erne, og de har gæstet Roskilde i både 2001 og 2010. Jeg KAN lokkes. Det er dog noget et navn/koncert, der er lidt afhængig af vejret. Er der sol og varme (hvilket vi da håber på ikke er blevet brugt op i maj/juni!), så er der nærmest optimale rammer til en eftermiddagsstener foran Orange.
Den er også farlig… parkerer man først foran Orange på sidste dag, så er der reel risiko for, at man bliver fastligger. Og Tobias Rahim er næste navn på den store scene, så kan man da næsten lige så godt…
Rejs dig op!
Whitney og deres bløde indie/folk på Avalon kl. 18.15, ehhhh. Har de ikke haft deres øjeblik i solen? Som et andet Fleet Foxes v. 2.0 med al respekt. De havde “den der sang” fra “den der plade”, som blev spillet heftigt på P6 i… lad os sige 2016. Da spillede de i hvert fald på Pavilion, en koncert jeg er ret sikker på, at jeg overværede, i hvert fald noget af? Og som jeg er lige så sikker på, at jeg ikke husker en skid af! 18.15? Nååårh, da står jeg da nok alligevel foran Arena eller sidder foran Orange…
Det er med at holde hovedet koldt, og jeg er ikke engang på festival endnu. OK, der er nok for langt, lige meget hvor man er, tilbage til GAIA for at opleve noget brasiliansk soul fra Liniker kl. 18.30. Det er derimod ikke helt urealistisk at man driver rundt i nærheden af Gloria, fra den ene eller anden side, alt efter om man valgte Tinariwen eller Polachek. Inde i lille, intime Gloria kan du få en solid knytter i mellemgulvet fra det brutale hardcore band Deaf Club. Er de døve eller bliver man døv?
STOR MAND, kæmpestor scene! Klokken 19.30 træder Tobias Rahim ind på mægtige Orange for at blive kronet. Er det et år for sent? Skulle kroningen have fundet sted sidste år, hvor han fyldte teltet og pladsen omkring Arena til bristepunktet tidligt på dagen? Da var han rødglødende og red på bølgen af hans fælles landeplage med Andreas Odbjerg, “Stor Mand”. Han har haft andre hits, men det nummer er svært at overgå.
Det behøver han naturligvis heller ikke. Jeg har intet at udsætte på, at Rahim spiller to år i træk på Roskilde og får Orange. Det er bare lige før, at det føles som om det kommer lidt for sent, eller lidt for tidligt, inden han lige trækker stikket lidt og kan vende tilbage som den sejrende helt. Men, det går så hurtigt i musikbranchen, at ingen ved om det her rent faktisk ER toppen? Han har skrevet et nyt nummer, der handler om “branchen”, det hårde arbejde og drømmene. Den hedder “Orange”. Nu bliver den del da til virkelighed.
(Samtidig kan man opleve et navn til et helt andet segment af publikum, der er nemlig legenden Angélique Kidjo på Arena).
Stakkels Siamese, der er klemt lidt inde mellem Orange og Arena på Avalon kl. 20.00. Det er jo ellers kompetent metal-pop, hvis man er til den slags. Ikke lige min foretrukne genre, beklager. Undskyld også til Sorry, dem når jeg sgu’ nok ikke, nu jeg har besluttet mig for, at se hvad al den virak omkring ham Rahim er for noget. Det eksperimenterende postpunk/skramlede rock m.m. band har fået GAIA i primetime kl. 20.30.
Rahim og Orange KUNNE også være et naturligt punktum for undertegnede. Der er ikke de helt store personlige trækplastre efterfølgende, det ER jo lørdag og der er sikkert en mulighed eller to for, at få et lift hjemad den tid af dagen. Men, sidste år klemte jeg sammen og blev hængende en sidste aften og nat i teltet. Og fik fornøjelsen af at The Strokes nedsmelte på Orange Scene, så det var det hele værd.
Bliver jeg i skyttegravene, så kunne man få sig en svingom ved GAIA kl. 21.00. Her er der musik fra Golanhøjderne fra Tootard, der bringer den mellemøstlige nat- og danseklub til Roskilde. I form af en blanding af arabisk pop, disco, funk og noget mere små-psykedelisk. I hver fald hvis man lytter til det dejligt afslappende og stenede nummer “Syrian Blues”, der vugger en mod varmere himmelstrøg.
Bliver det lidt for chillet, eller det modsatte, hvis de starter en fest, så kan der søges mod Eos. Her er der elektro-pop fra Belgien på programmet kl. 22.00. Bolis Pupul og Charlotte Adigéryhar samarbejdet om en lyd og et show, som Roskilde giver betegnelsen “elektropop cabaret”. Det lyder som om at de har noget på hjertet, ligesom musikken har sådan en sær tiltrækningskraft. Den lyder lidt skæv og “off”, alligevel iørefaldende, og hvis ikke dansabel, så som noget man kan stå og svaje lidt med til.
Skal du bare hamres ned og køres over med en tunet plæneklipper inden aftenen er omme, hvad så med at prøve noget grindcore? Klokken 22.30 er der rig mulighed for, at få pløjet mellemgulvet og fræset fjæset af, når Lock Up indtager Avalon. Det var da lidt en voldsom booking på falderebet, på så forholdsvis stor en scene! Måske der kommer til at være godt med plads til at moshe lidt…
Måske er alle smuttet til Lizzo kl. 23.00 på Orange? Hun har fået æren for at lukke den store scene i år. Hun gav en meget rost koncert på Apollo i 2019. En koncert, jeg valgte fra i sidste øjeblik og valgte at trække stikket i stedet for. Der var den, der med de valg man tager og det der med at holde ud og lige få det sidste med… på det tidspunkt anede jeg heller ikke, at vi først fik mulighed for at komme på Roskilde Festival igen 3 år senere. Nuvel, skulle man så tjekke hende ud nu?
Jeg har det lidt som om, at det helt rigtige øjeblik er blevet forpasset hvad Lizzo angår. Og så er jeg også en lille smule i tvivl om, om hun mon er et stort nok navn til at spille på Orange, men ligefrem lukke scenen. Det er nok lige så meget min egen uvidenhed/manglende føling med ungdommen, der spiller ind her. Er hun et stort navn for tiden?
Hvis det ikke lige bliver en afslutningsfest, der går over i festivalens historie, så kan man jo klemme det sidste ud og holde sjatfest på de mindre scener. Når vi runder midnat er der et sært overlap, mellem to ret forskellige navne, men nogle som kunne appellere lidt til samme publikum. På Apollo er der synth/horror/cyperpunk fra fransk Perturbator. Mens Witch Club Satan brænder Avalon ned med satanisk norsk black metal.
Overlappet er, at Perturbators bagmand har rødder i black metal miljøet, og at de ellers dunkende elektroniske toner også æller fans i metalmiljøerne. Ligesom det gør sig gældende med beslægtede navne som Carpenter Brut og Dance with the Dead. Selv har jeg trippet ret meget til et nummer som “Future Club”.
Men men men, festen stopper ikke her. Der er også Wargasm på Avalon kl. 00.30. Det er vel egentlig også et overlap, da deres hårde beats, kaotiske melodier og metalliske riffs kunne tiltrække fans af de to førnævnte navne. Giv lige “Salma Hayek” et lyt, det er sgu’ et ret vildt og voldsomt nummer. Måske er det også lige for meget? Der er da i hvert fald ikke skruet ned for noget…
Et navn, som jeg har det med at skrue lidt ned for, er danske First Hate. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor de har fået hul igennem med deres syntetiske 80er inspirerede lyd og mørke Dave Gahan klingende vokal. For mig bliver den en anelse træls og underligt påtaget. Det tror jeg ikke det ER, men det kommer til at lyde sådan i mine ører. Så jeg hopper nok lige over deres koncert på GAIA kl. 01.15
Et kvarter tidligere lukker Ukendt Kunstner Arena for i år. De er åbenbart ret store og kendte trods… I ved… OK, den joke kan jeg ikke få til at virke. Øhhhhm, ja. De er tilbage, mange er glade, jeg har aldrig rigtig forstået populariteten, må jeg indrømme. Men hey, ligesom med First Hate, så skal det da ikke afholde andre fra at fyre den af. Så kan vi gamle røvhuller jo bare skride i seng, eller helt hjem…
… Hallo, der er radikal og revolutionær sydafrikansk dansemusik med Phelimuncasi på Gloria klokken halv to! Vi ses oppe foran!!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
