Lad os få kørt Roskilde Festival 2023 i garagen og lukket porten ned for i år. Et år, hvor de fleste mindeværdige øjeblikke ikke kom fra musikken, men der var dog spredte højdepunkter.
Hvordan opsummerer man knap en uges festival, hvor man kun når at opleve en brøkdel af alt der sker? Både musikalsk og alt udenom. Det vil aldrig blive andet end et regnestykke og resultat uden alle mellemregninger.
Samtidig har jeg af flere omgange skrevet mere overordnet om Roskilde Festival anno 2023 for at pejle mig ind. Og nedfældet tendenser jeg synes at kunne spotte på forhånd. Mange af disse er også baseret på indtryk fra sidste år, og en udvikling man har kunnet fornemme inden corona. Så der vil naturligvis også være gentagelse af pointer.
Alt det sagt for at understrege at dette er en subjektiv vurdering, baseret på personlige oplevelser og tolkning heraf. Det er ikke sandheden, men forhåbentlig en del af den og det større billede.
Jeg allerede har skrevet rigtig mange, for mange vil nogen sige, om Roskilde Festival 2023. Og løbende forsøgt at se og tegne de store linjer. Det gør jeg selvfølgelig først og fremmest fordi jeg stadig brænder for, elsker og vil Roskilde. Også selvom man af og til kan føle, at det ikke er helt gengældt. Eller at jeg selv glemmer hvorfor jeg gør det her!
Personligt blev det en festival, der kom uventet sløvt fra start. Jeg havde forberedt mig ret grundigt og intensivt i ugerne op til festivalen – synes jeg selv. Måske også for meget. Som jeg beskrev i en af reportagerne under festivalen, så har den mentale sundhed skrantet i tiltagende grad, i alt for mange år, hvor jeg ikke gjorde noget ved det. Indtil hjernen sagde fra med stress og depression til følge.
Nu tager jeg “slap af, bro” piller og de hjælper. Jeg bliver dog stadig træt, udmattet og umotiveret, hvis jeg presser systemet for hårdt. Optakten til og de første opvarmningsdage var åbenbart for meget. I hvert fald løb jeg alt for hurtigt tør for kræfter, da jeg havde brugt formiddagen på at skrive og eftermiddagen på koncerter. Og måtte skuffet over mig selv tage tidligt hjem alle opvarmningsdage.
Da jeg endelig accepterede det, og at det var ok og godt nok, var det som om det begyndte at vende. Da festivalen “rigtig” gik i gang, var formkurven ikke blot stabil men opadgående. Og selvom jeg tog anden del i telt og egentlig arbejdede endnu mere, kom jeg ret godt igennem. Selvom jeg godt nok har været noget træt her efterfølgende, men det er sgu ikke noget nyt eller uventet.
Jeg deler ikke dette for sympati eller lignende, men det er en del af den historie jeg forsøger at fortælle om Roskilde. Og kan også påvirke min opfattelse og bedømmelse af visse ting. Så det virker mest rimeligt at smide de kort på bordet også. Og så lad det være en opfordring til andre, ikke mindst træhoveder, mænd på min alder. Lyt til faresignalerne og gør noget, det her slår os ihjel.
Strandet i midterrabatten
Den overordnede følelse, som jeg sidder tilbage med, når jeg har ladet Roskilde Festival 2023 simre et par dage, er, at der var for få virkeligt mindeværdige koncerter og øjeblikke. Det kan skyldes held eller uheld i koncert lotteriet, forkerte prioriteter og alle mulige faktorer. Men, jeg er også nødt til, at bedømme det ud fra mine indtryk og trække en streg i sandet et sted.
Der er ganske enkelt, ligesom sidste år, for langt mellem både snaps og redningskranse i programmet. Et program, som jeg altid forsøger at være positivt indstillet overfor og gå ind til med optimisme og åbent sind. Jeg finder altid noget spændende, noget jeg ikke kendte som jeg falder for eller en masse jeg bare gerne vil tjekke ud inden festivalen. I praksis går de lidt for ofte som i år, hvor der var (for få) spredte højdepunkter, nogle bundskrabere og så alt, alt for meget i midten.
Middelmådige oplevelser er de mindst mindeværdige. Og det er dem der er flest af på Roskilde Festival i disse år for en som mig, der forsøger at komme rundt og høre lidt forskelligt – og gerne ting jeg ikke kender, eller kun lige har lært at kende i ugerne op til. Det gør desværre både, at der mangler noget genkendelse, de fleste navne og deres musik når ganske enkelt ikke komme på rygraden eller ind under huden inden. De fleste savner også noget historisk ballast, som giver noget vægt og tyngde, når musikken spiller.
Og så er det som om, at enhver “idiot” efterhånden kan få mindst en sang eller to til at fremstå ganske godt i studieversionen. Live bliver mindre kendte navne, eller dem med et begrænset bagkatalog, alt for ofte udstillet når de står på en Roskilde Scene. Også selvom de kun spillede 35 minutter. Hvis de skal fylde mere ud bliver det blot endnu mere tydeligt. Løber man så ind i en hel række af “den slags” navne i løbet af flere festivaldage i streg, så begynder man for alvor at savne det jeg kalder redningskranse. Noget man kender, som man ved med stor sikkerhed bliver godt, eller bare kan relateres til i en time.
Mængden af for en mindre kendte navne gør også, at man bare bliver hurtigere fyldt grundet de mange nye indtryk. Så begynder man nemmere at blive lidt rastløs. Løsningen blev for mig at smage på flere navne i mindre bidder. Og så gå videre, når jeg havde fået nok. Det går selvfølgelig lidt ud over helhedsindtryk af de enkelte koncerter, og er egentlig også lidt unfair over for de optrædende. At vandre rundt trætter dog også i længden på anden vis, så ingen af modellerne er helt optimale.
Det er selvfølgelig også lidt et eksempel på “tiden” og symptomerne herpå. Streaming har gjort alt meget flygtigt, flydende og ikke mindst udflydende. Man kan “gratis” zappe rundt, eller trykke på shuffle. Også på Roskilde. Det går lidt ud over fordybelsen. Der er naturligvis undtagelser, og det er jo også op til en selv, men jeg prøver lige at zoome lidt ud her.
Så spil da noget ROCK!
Zoomer man ind, så var der også problemer med kvaliteten af visse bookinger. Det er stadig fedt, at man kan opleve et band der spiller japanske arbejdersange, et band der har bygget deres egne instrumenter af genbrugsgenstande, K.pop eller hvad ved jeg af mere eller mindre obskure ting. Roskilde Festival må være en af de største festivaler for smalhed og niche?
Rocken har dog trange kår. Og når nogle af de få rocknavne, i forskellige subgenre, som er booket, falder mere eller mindre igennem, så kommer man til at savne noget ordentlig guitar mellem alle de mere kuriøse indslag. Jeg så frem til Big Joanie onsdag aften, men de lød som et band, der nærmest stod med deres instrumenter i hånden for første gang. Body Type var fint, men jeg kan ikke huske koncerten i dag. Og Militarie Gun var en kort, men noget uinteressant og monoton oplevelse. Andetsteds har jeg kunnet læse mig til at et navn som Special Interest faldt helt til jorden på Gloria, jeg så det ikke selv.
Når man samtidig, som jeg, forsøger at opleve lidt forskelligt, og ikke har tid til at runde samtlige “rock” koncerter i spilleplanen, så virker det pludselig endnu mere magert når dem jeg når ikke var tiden værd. Som jeg skrev efter Blur anmeldelsen i fredagens reportage:
“Det (Blur) var en gaven til os gamle Roskilde-rotter i år. Blur er fra en efterhånden svunden tid, dengang rocken regerede på Roskilde og Orange. Nu er den i bedste fald marginaliseret. Af tiden, omstændigheder, nødvendighed og bookernes valg. Forståeligt på nogle punkter, Men også meget beklageligt og lidt unødvendigt. Det er måske ikke musik for de unge anno 2023, og man kan ikke tilgodese os unge anno 1993 længere. Fair nok.
Så bred og stor en festival, som Roskilde er og forbliver, så BURDE der dog være mere plads til rock og metal. Med alt det mere eller mindre obskure, som festivalen forsøger at tvinge ned i halsen og ørerne på ungdommen, ud over de til dem målrettede bookinger, så er der plads til rock og metal også. Der er scener og spilletider nok. Og det virker unødigt “snobbet” ikke at booke nogle flere regulære rock eller metalbands”.
Ligestilling og rummelighed for enhver pris?
Der er stort fokus på ligestilling og mere eller mindre bevidste kønskvoter, Roskilde er virkelig gode til at få kvindelige kunstnere på plakaten. Og hurra for det, det støtter jeg. Det kommer dog også til at tage tid og en indsats hele vejen ned “gennem rækkerne” og i alle led, så vi kan få lige så mange kvinder til at lave musik og blive eksponeret i samme grad som mænd. Det har jeg forståelse for og forsøger at bakke op om. En bivirkning af dette bliver dog desværre at man måske ikke altid booker de navne som er de bedste indenfor en genre.
Det skal ikke lyde som en kritik af kvinderne på plakaten, indenfor poppen er de eksempelvis kvalitetsmæssigt langt foran mange mandlige kunstnere i min optik. Men Roskildes insisteren på at booke “ligestillet” gør, at man også præsenteres for lidt for mange middelmådige navne og koncerter. Den slags, som man går fra og tænker, “nå ja, det var da fint” og så er det glemt igen.
Forhåbentlig er det dog medvirkende til at niveauet hele vejen rundt hæves, at flere bliver inspireret til at gribe et instrument og at vi om 10 år slet ikke skænker den slags en tanke. Fordi det er blevet naturligt og normen, at der er ligestilling i branchen. Også på tværs af ALLE køn og hvad ved jeg – som Roskilde også gør deres for at være inkluderende overfor.
Jeg er skide ligeglade med folks køn, seksualitet og hvad man ellers kan finde på at bruge tid på at diskutere. Ser blot frem til den dag, hvor det ikke nødvendigt at diskutere overhovedet, og accepten er blevet en selvfølge. Så kan vi måske bruge lidt mere tid på musikken…
Og vi tager en pause for, at kigge på hvad der var bedst/værst på det punkt, i næsten vilkårlig rækkefølge.
Bedst: Blur, Tender Youth og det sidste forrygende kvarter af Rina Sawayama.
Værst: Big Joanie og Busta Ryhmes (som aldrig burde have været booket).
Roskilde Festival, hvor skal du hen nu?
Og hvor skal den så hen? Pilen har i årevis peget i retning af pop og hiphop, hvilket nok blev helt tydeligt i år. Det er ikke en pludselig udvikling, men en naturlig overgang, der har været i gang i de seneste 10 år, mindst. I år virkede det dog som om, at det sidste skridt blev taget.
Det er fair nok. Roskilde skal spejle tiden, gerne være lidt på forkant faktisk og møde publikum der hvor de er. Gennemsnitsalderen på en Roskilde gæst er omkring 24, hvilket betyder at en stor del også er noget yngre. Den målgruppe skal selvfølgelig tilgodeses, de er nutiden og den umiddelbare fremtid, som der skal sælges billetter til. Så det er blevet deres i større grad festival, og det den er henvendt til, mere end min. Ligesom jeg/vi overtog den fra de forrige generationer.
En naturlig udvikling, som også kommer til at ramme dem, som er den primære målgruppe og i fokus i disse år. Der hvor det skrider lidt er, at balancen blandt navne på plakaten er vippet lidt for meget i én retning, Det ene burde ikke udelukke det andet og der burde være plads til alle.
Jeg vil ikke tage stilling til om et navn som Kesi hører hjemme på Orange, eller kvaliteten af musikken. Den siger mig ikke noget, og den og koncerter som disse er heller ikke for eller til mig. Det ville være ligesom en yngre Kesi fan kom og svinede Blur til overfor mig… De ville tage fejl, og Blur er rigtig musik, men sådan er jeg ikke!
Ej, de to navne demonstrerer på en eller anden vis, at der er og skal være plads til forskellig musik på Orange. Og hvis “rocken” får lov, så kan den stadig et eller andet helt specielt, når den bliver blæst op i Orange format. Især fra et band og en frontmand, som tydeligvis nyder at være lige her, lige netop nu.
En anden “gevinst” ved at booke bare lidt mere i retning af de ældre generationer er, at det måske kan give lidt musikalsk opdragelse. Onde tunger påstår, at de unge er “historieløse”. OK, men jeg tvivler på, at de hverken er dummere eller mindre nysgerrige end “os”. Så må det skyldes manglende oplysning og/eller opdragelse? Skulle vi, Roskilde og os ældre gæster, ikke prøve at tage den på os, hvis de ikke får det med hjemmefra? Det kræver dog, at Roskilde lige giver en hånd ved at booke, så vi gamle har noget at bruge som eksempler.
Jeg oplever dog, selv de smalleste koncerter, stort set altid et meget sammensat publikum. Og de unge, der dukker op virker ofte ret opsøgende, lyttende og nysgerrige. De, der er for stive, går videre ret hurtigt. Bare de ældre, som er blevet lige så fulde, gjorde det samme. De bliver ofte stående og snakker i stedet for.
Men på de større scener, er det lige nu nok svært at lokke et ungt publikum til navne, som vækker genklang hos de ældre generationer.
En velfungerende, men dyr by at leve i
Organisatorisk er Roskilde Festival stadig en imponerende bedrift. Det meste kører, og til tiden. Og gør det ikke, som med Ticketmasters sammenbrud, så forsøger man at finde en anden midlertidig løsning. Man glemmer måske lidt, at alt det man går rundt i bliver bygget op stort set fra bunden i uger, dage og også timer og minutter op til at portene slås op.
Det er en hel by, som etableres, drives og holdes i gang af frivillige. Hvis noget står et sted på pladsen, så er der en eller anden, som har brugt tid på det. Fået en idé, og fået den ført ud i livet og placeret lige på det sted. Det er jo egentlig helt vildt.
Pladsen fungerer i det store hele, der er altid plads til forbedringer. Gaia var “bare” Pavilion Scenen og Eos Countdown/Mantra, som havde byttet plads. Jeg ved stadig ikke helt, om jeg synes at det fungerede helt optimalt. Men det var heller ikke fordi at det IKKE fungerede.
Gloria, den lille indendørs scene, er ved at være et problembarn. Grundet en maksimum kapacitet var der ofte alenlange køer, stop-proppet og møgvarmt derinde. Er man uheldig kommer man også til at gå forgæves, da ingen bliver lukket ind før nogen går ud, når stedet er fyldt op. Gloria er dejlig til de helt små navne, det intime, det skæve eller energiudladningerne. Hvis man kan komme ind.
Apollo hjørnet af pladsen virker ret uattraktivt, kold og kedelig. Det virker, som sidste år lidt som spild af plads, at den sidste del af det område ligger øde hen og “bare” ender i en udgang. I modsatte ende er Arena ganske lækkert, og har fået en udendørs storskærm på højre side af teltet.
Der var kommet langt flere siddepladser og små oaser til, spredt ud over meget af pladsen, ikke mindst området omkring og imellem Eos og Gaia. Det var virkelig lækkert at pladsen der blev udnyttet kreativt og effektivt, noget der før har manglet på den indre plads.
Til gengæld kan der næppe presse flere barer, især sponsorbarer ind på på den stakkels festivalplads. Det er dejligt at man kan få alt muligt andet en Tuborg øl, det gider de unge nok heller ikke hælde ned i længden. MEN det er ved at tage lidt overhånd og det pynter godt nok ikke. Man kan nærmest ikke kigge i nogen retning uden at se en eller anden kapitalistisk bar. Det skærer i mit non-profit hjerte.
Profit er der forhåbentlig masser af i de foreningsdrevne spisesteder rundt omkring, for madpriserne har forhåbentlig også nået toppen. Omvendt, så virkede det heller ikke som om, at priserne på pladsen overordnet havde fuldt samme himmelflugt som det øvrige samfund. De lå cirka på niveau med sidste år. Som jeg dog stadig synes er i den højre ende for hvad man får for spareskillingerne.
I det mindste støtter man gode formål, hvis man handler de rigtige steder. Det samme gør sig gældende for drikkevarer. Ikke mindst dem, som går lige i lommen på nogle coperate fuckers, der mener at det er rimeligt at tage 100 kr. for en drink fra en tappehane.
Hvis det skal være en festival for alle, og inkluderende, så skal man passe på at det at man ikke udelukker for mange rent økonomisk. Var man villig til at gå lidt rundt, inden man slog til kunne man dog opstøve noget spiseligt i et nogenlunde rimeligt leje omkring de 75 kroner.
Lidt flere ridser i lakken, tak
Jeg forstår godt, at vi ikke skriver 1970erne længere, faen selv 90erne er ved at forsvinde ud af bakspejlet. Man kan ikke drive festival som i gamle dage, og de unge gider det nok heller ikke. De kræver bedre forhold og mere “luksus”, og det er ok. Er sikker på, at det er noget, som Roskilde selv er opmærksomme på, men de skal også liiiige passe på, at det hele ikke bliver FOR pænt.
Og der tænker jeg hele vejen rundt. Fra alle de korrekte holdninger, over special camping og utallige tilkøb man kan gøre, så ankomst og adgang bliver så gnidningsfri som muligt til gode toiletforhold overalt. Det sidste er da rart, og de andre ting enten er prisværdige eller fedt for dem, der har råd. Men jo mere glat og friktionsfri Roskilde gør hele festivaloplevelsen, jo mere savner jeg et eller andet sted noget grimhed, splinter og vildskab.
Jeg siger ikke, at de unge pine og død skal ligge i kø udenfor hegnet, som ingen rigtig ved hvornår åbner i en dag eller to inden. Eller skide i en uge på en plastiktønde, der tømmes efter den er blevet fyldt. Men jeg er næsten sikker på, at det ikke ville skade. Bare en eller anden form for modstand, uforudsigelighed og noget der kradser rundt omkring.
Heldigvis kan man stadig finde ekstremer hist og her, hvis man leder længe nok. Og kontraster i indtryk, også i det små. Som når man kan observere, at Champagne Lounge, som der selvfølgelig er en af på pladsen, ligger direkte over for en gigantisk pølsevogn. Pølle og pagne? Roskilde, du kan stadig i glimt.
Noget som til gengæld IKKE behøver ændres, er folks, inklusive de frivillige, vagter og andet godt folk rundt omkring på festivalen og deres humør og imødekommenhed. Jeg oplevede virkelig ikke mange “ubehagelige typer” blandt gæsterne. Ung som gammel, alt midt imellem, folk virkede meget høflige. Og jeg lagde kun mærke til en eneste frivillig bag en disk, som ikke var venlig, smilende og ønskede en god festival. En! Det er godt nok godt gået, alle i frivillige derude og med til lige at give et lille, nødvendigt løft hist og her.
Ånden findes stadig
Det er måske også derfor, at forbindelsen til “det gamle Roskilde”, trods de mange fine nye minder, der trods mine spredte kritikpunkter også var der, står stærkest. Og det er det jeg i sidste ende tager med hjem. Roskilde tilhører de yngre generationer nu, de skal have plads og lov til at gøre festivalen til deres. Og danne deres egne historier og sætte aftryk..
Jeg nød selskabet fra den gamle Gnu-lejr, der ufortrødent forsøger at tilpasse sig, OG insistere på, at gøre som vi altid har gjort. Mere eller mindre tilfældige møder med gamle bekendte, en folkeskole ven og folk, der med årene er forsvundet fra lejren, var alle herlige gensyn. Samt satte en streg under, at nok er meget nyt og de unge gæster i overtal, men vi findes stadig.
Og vi giver ikke slip i Roskilde Festival uden kamp. Måske kan vi endda, hvis vi får lidt hjælp, få lov til stadig at præge festivalen og pladsen lidt i en anden retning. Udviklingen kan vi ikke standse, men bliver vi ved med at møde op og synge med på Blur, så kan man i det mindste høre at vi stadig er derude et sted. Så skal vi også nok komme og se hvem ham der Kesi er for i filejs.
Roskilde Festival 2023 er hermed i historiebøgerne. Musikalsk var det for mig personligt måske mere til glemmebogen, det må vi se. Men man må tage hvad man kan få, og jeg agter at prøve igen næste år.
Som den 11-årige assistent, der har været med på Roskilde siden hun var 6, opsummerede det på et tidspunkt lørdag efter en uge på festival: “nu tror jeg endelig jeg forstår hvad Roskilde går ud på”. Jeg tror det var positivt ment.
Og så ikke ET ord mere om Roskilde Festival for i år! Jeg sværger!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival 2023
Reportager inkl. anmeldelser fra: lørdag, søndag, mandag, tirsdag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag. Samt en Ida Laurberg anmeldelse, der blev hævet ud af søndagens reportage for at spare plads.
