Søndag sidst på eftermiddagen indtog Ida Laurberg Eos Scenen på Roskilde Festival med en samling stærke, dansksprogede popsange. Det var lige før, at det talstærke publikum smilede om kap med solen, når de ikke lige havde travlt med at synge med.
Som forklaret i min reportage fra søndagen (hvor man også kan læse andre anmeldelser), så dobbeltjobbede jeg som fotograf og skribent denne dag. Jeg holder mig normalt til, at skrive, men uforudsete udfordringer forhindrede fotografen i at deltage. Derfor var mit fokus også på fotografering i koncertens begyndelse.
Vi starter lidt in medias res, der hvor koncerten med Ida Laurberg begyndte i reportagen. Læs endelig den for at få den fulde sammenhæng
Da jeg kom tilbage til Eos en times tid efter jeg havde forladt den, var der sket en del. Jeg skal love for, at de solbrændte fuldehoveder i alle aldre var nået frem. Plus en ordentlig flok godtfolk allerede 10 minutter inden Laurberg skulle på. Der blev tætpakket på området foran Eos, faktisk kunne der under koncerten nok ikke presses mange flere ind på den del af pladsen.
I graven med de andre fotografer havde jeg nu selvtillid nok til at bevæge mig mere rundt. Eksperimentere med fodstilling og teknikker. Og uforvarende kom jeg til at dunke en kollega oven i skallen med mit kamera, da jeg tog det ned efter at have skudt løs. Den vertikalt udfordrede herrer havde åbenbart sneget sig ind under mig foran scenen, uden jeg opdagede det. Han reagerede dog ikke på mit lille gok i nødden, så det hører nok med til jobbet?
Laurberg kvitterede for det store fremmøde ved at vise, at hun har knækket koden og fundet en gangbar vej ved at skifte fra engelsk til dansk. Og lægge den musikalske stil om fra tidstypisk P3 pop om til noget, der næsten kunne minde om noget der kunne blive… moderne og opdateret dansktop?
Og det var ment som en kompliment. For det fungerer. Selvom hovedparten af numrene på sætlisten var nye og helt ukendt for publikum, så havde hun og bandet fat i den store menneskemængde. Både fordi Laurberg er en utrolig sikker sanger og performer, der virker i total kontrol, men stadig afslappet og naturlig. Og fordi rmange af hendes sange simpelthen er rigtig gode.
Tidligere på dagen optrådte Agnes Hartwich (anmeldt tidligere nævnte reportage) på samme scene med sange, der handler om ting, situationer og følelser, som jeg ikke helt kan relatere til længere. Laurberg er 23, jeg er 44, så vi er ligesom lidt forskellige steder i livet. Forskellen til førnævnte Hartwich og hendes teenpop lyrik er, at jeg kan føle Laurberg når hun synger hendes tekster om, at “hvor hårdt det var at være teenager”. Hendes øvrige sange, der ikke nødvendigvis handler om at være teenager, rammer også plet fordi Laurberg er god til, at præsentere det lyrisk interessant og troværdigt.
Laurberg var i det hele taget god til at kommunikere, på den der selvsikre måde, hvor der ikke blev fumlet rundt eller ledt efter ordene. Enten havde hun planlagt hvad hun ville sige mellem sangene, eller også har hun bare en naturlig evne til at kommunikere med og til publikum.
Med en sang som “Hjørnetand” har hun også den næste stærke single klar. Den bliver et hit. Den adskiller sig lidt fra hendes aktuelle radiohit, “Terrier”, som flere råbte efter koncerten igennem ved at være endnu mere “dansk toppet”. Men på den gode, folkelige og stadig finurlige poetiske måde. Det kan godt være både letforståelig og raffineret poplyrik på samme tid.
En evne, som eksempelvis Andreas Odbjerg også besidder. Han og Laurberg er aktuelle med popbaskeren “Jeg Kan Rigtig Godt Li’ Dig”, som om muligt er endnu mere moderne dansktop. Så der var fællessang og jubel, da Odbjerg gæstede scenen omkring halvvejs gennem koncerten. Laurberg kan nu også selv, og viste også alsidig og ganske imponerende stemmeakrobatik mod slut i et nummer, som vi her kan kalde “Jeg vil give alt for at mærke dig”? Med stort bifald til følge.
Laurberg trak også lige sing-a-long kortet, og skabte den sidste bro til dansk musikhistorie og dansk toppen med et vellykket cover af Halberg Larsens’ “Magi I luften”. Tro mod originalen i omkvædet, gjort til sin egen i et lettere omarrangeret vers. Egne numre mod slut om at være forelsket og noget med “Lige før lukketid” var OGSÅ stærke numre. Som byggede op mod det sidste klimaks og den endelige forløsning.
Som et fornemt punktum kom den længe ventede “Terrier”, naturligvis. I en tiltagende syng med venlig version, der virkede som om, at kunne have fortsat flere minutter ud i aftensolen. Liveudgaven leverede altså som fællesskabsfølelse, rent musikalks var det lige før, at nuancerne var ved at drukne lidt. Den labre let janglede guitar, som kigger frem i studieversionen var i hvert fald ved at blive overdøvet.
Det’ til dig, der ikke ser mig, når jeg er her
Det’ til dig, der bar’ går ind i mig – Ka’ du vær’ der?
Vi så dig, og vi hørte dig, Ida.
Det kan godt være, at Laurberg med egne ord kun er 1.60 høj, men den danske pophimmel er indenfor rækkevidde, hvis hun fortsætter stilen hun lagde på Eos. Den formår nemlig at relatere til både fortidens og nutidens unge. Gør man det, så favner man bredt. Det er ikke det værste sted at befinde sig.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Ken Damgaard Thomsen/GFR
