Hvad skal vi bedrive tiden med, inden det endelig er tid til Roskilde Festival? Og hvad skal man bare ikke gå glip af når tiden endelig er inde?! Her er en kombination af tidsfordriv og nogle personlige anbefalinger til hvad man kunne se når solen skinner/regnen rammer i næste uge.
Festivalen byder på et væld af kendte og mindre kendte navne, det kan godt være en jungle at navigere rundt i programmet. Men, der ligger skatte begravet, vi har forsøgt at markere dem på festivalkortet.
Ikke så meget udenomssnak, det har jeg vist gjort rigeligt i optakten. Jeg har tilstræbt at styre udenom de største og mest åbenlyse navne på plakaten, og forsøgt at grave lidt efter det gemte guld. Om det lykkes må tiden vise, Roskilde kan og skal være lidt et sats af og til.
Det følgende er nogle mere personlige anbefalinger end den mere generelle gennemgang af programmet (onsdag, torsdag, fredag, lørdag og warm up). Er det must sees? Tjaaa, joooo. Er det mine absolutte favoritter ud over diverse større hovednavne? Njaaaaah. Det er i hvert fald navne jeg vil forsøge at få set! Men jeg kommer helt sikkert til at misse nogle af dem i farten…
Mere end pære punk
Åbningsaftenen kunne starte med “Opening Night”! Det er i hvert fald et nummer, som det californiske hardcore band Scowl har skrevet. Det er en ganske potent feststarter, der lægger energisk ud, tager den lidt ned og bygger op inden det letter igen.
De har også et nummer, der hedder “Bloodhound”. Den lyder ikke helt så tilforladelig, som en blodhund eller kan se ud. Det er tungt, bistert og sammenbidt. Scowl bider kort sagt fra sig. Der er tyngde bag den aggressive kvindevokal i front, masser af temposkift og en frådende attitude. Noget af en feststarter som et af de første navne på plakaten!
Det eneste problem her er af mere personlig karakter. Jeg kommer nok ind på pladsen modsat af hvor Scowl sparker løjerne i gang. Og det kræver også, at jeg kan løsrive mig fra en normalt hyggelig “velkomst/gensynsfest” i den gamle lejr. Hvor tiden godt kan skride lidt på en i forvejen kompakt onsdag.
Scowl er dog et godt argument for at lette bagdelen.
Scowl spiller onsdag kl. 17.30 på GAIA
Feministisk sort punktrio! Hvabehar, hva? Kan det næsten blive meget mere i tidsånden og “Roskilde”. Ok, jo, der kommer jo det der afrikanske band, som spiller på hjemmebyggede instrumenter lavet af skrald. En skam, de er mænd.
Big Joanie blev dannet i London i 2013, og har med lidt hurtig hovedregning allerede et årti på bagen. Debutalbummet udkom dog først i 2018, udsendt via noget Thurston Moore relateret forlagshalløj. Det skader ikke at have de rigtige hvide mandevenner selvom man er sort feminist. Big Joanies medlemmer kæmper for mere diversitet på punkscenen og har blandt andet arrangeret deres egen DIY festival til formålet.
Det er politik, men hvis ikke musikken holder, kan det hele ligesom være ligemeget. Det synes jeg heldigvis, at den gør. At betegne Big Joanie som værende “punk” er i virkeligheden lidt smalt. Det er også rock, der er noget “elektronisk” pulserende over et nummer som “Fall Asleep”. “Cranes In The Sky” er mere krybende og knurrende.
Big Joanie spiller onsdag kl. 19.15 på GAIA
Det svinger på en eller anden sær, skvulpende og alligevel “mekanisk” vis når Special Interest pumper et nummer som “Cherry Blue Intentions” fremad. Er det punk? Post-punk? Elektrisk punk? Sådan betegner Roskilde Festival bandet fra New Orleans.
Det rykker, rocker og sumper i hvert fald på en sært dansabel måde. Der er også noget poppet over det, som man eksempelvis kan høre i sangen “Midnight Legend”. Det kunne lyde som et værre miskmask af genre, men det hænger egentlig ret godt sammen, det jeg har hørt fra gruppen der har eksisteret siden 2016.
Disco-punk står der sgu’ også. Den køber jeg og overvejer stadig om det egentlig ikke var en tur værd ind i Glorias mørke en torsdag aften?! Jeg er åbenbart bedst til at besøge Gloria meget tidligt, eller meget sent på dagen. Skal man bryde det mønster, er jeg meget fristet.
Special Interest spiller torsdag kl. 20.30 på Gloria
Jeg ville hjertens gerne anbefale en masse metal, men der er bare ikke rigtig noget på plakaten. Altså den rene varer, hvor metallen ikke er blandet op, kombineret med andet eller indgår som et mindre element i musikken. Og jeg ville gerne pege på et metalhovednavn, eller bare et stort navn i programmet.
Så bliver det lidt by default… Electric Wizard. Det skal helst ikke lyde som “i mangel på andet/bedre”, men de er nok det mest prominente, rene metalnavn på årets Roskilde Festival. Jeg så bandet sidst de gæstede Dyrskuepladsen i 2014, samme år hvor plakaten også talte navne som Deftones, Rob Zombie, Carcass, Nails, Corrections House, Phil Anselmo, The Psyke Project vs Helhorse… det var en anden tid! Oplev dem sidste år/i år/næste år på Copenhell!
Electric Wizard spiller doom. Tung, røget, stedvis psykedelisk stoner doom metal. Værsgo og inhaler.
Electric Wizard spiller torsdag kl. 22.30 på Avalon
Skal vi bare udnævne GAIA til den scene med det bedste program? Pavilion V. 2.0 slår til! Det må være Gutter Island Bar effekten. Det er i hvert fald igen den lille teltscene, som løber med et kryds i notesbogen, som der er vokset støt jo mere jeg har fået lyttet.
Body Type har 2 plader ude, en fra sidste år og en der lige er udkommet. Begge er ganske glimrende og medrivende, hvis du er til den lidt kølige, stramme jeans og solbriller indenfor rock/post-punk. Det er hvert fald det denne australske gruppe leverer i velsmurte strømme. En genre, som jeg også hurtigt kan køre lidt død i, når det bliver cool med cool på. Men, jeg synes egentlig at bandet får varieret formlen fornuftigt på de to plader.
2 kvindelige vokaler, der væver sig lidt ud og ind af hinanden. Stramme, trimmede sange med tilpas ørehængere melodier. Det ER sgu’ ret effektivt det her, selvom opskriften er gennemtestet.
Body Type spiller fredag kl. 16.00 på GAIA
De bløde, de traditionelle og de lidt eksotiske
Skal vi have os en tidlig torsdagstuder? Der er potentiale til en lille, voksen tåre i øjenkrogen når amerikanske country-Courtney indtager teltet tidligt torsdag. Alt for tidligt kunne jeg også skrive. Jeg har sikkert moderate tømmermænd og travlt med at nedfælde gårsdagens oplevelser og unoder, så spilletidspunktet gør det hele lidt presset.
For dem, der når frem i tide, virker det som en dejlig måde at starte dag nummer to på. Det er lidt gammeldags, en smule rørstrømsk og “ømt”, men også så forbandet smuk på en helt klassisk og enkel måde.
Courtney Marie Andrews er født i 1990, så hun kan også få mig til at føle mig gammel. Hun debuterede som solokunstner i 2016, men begyndte faktisk karrieren et lidt andet sted. blandt andet har hun fungeret som korsangerinde, keyboardspiller og livemedlem for emo/punk-pop bandet Jimmy Eat World, der spillede på Roskilde sidste år.
Der er sådan lidt Joni Mitchell følelse over Andrews og et nummer som eksempelvis “Satellite”. Hvis det appellerer til dig, så er det med at komme tidligt ud af fjerene.
Courtney Marie Andrews spiller torsdag kl. 13.15 på GAIA
Kan man få for meget banjo? Naturligvis ikke. Derfor kan du roligt bevæge dig ind i mørket på Gloria tidligt torsdag eftermiddag, når der er visit fra et vaskeægte “banjovidunder”. Det kaldes Nora Brown i hvert fald på Roskildes hjemmeside. Nu har jeg lyttet lidt, jeg er ikke ekspert, men jeg vil påstå at hun er ret habil på den hillbilly spade.
Hun var blot 13 år gammel, da hun udsendte sit debutalbum i 2019. Så hun må jo være en 15-16 år nu… det er lidt rystende, på den gode måde, når man lytter til hendes musik og evnerne!
Det eneste “problem” her er, at hun går på cirka et kvarter efter ovennævnte Courtney Marie Andrews er færdig på GAIA. Så man skal lige have det lange ben foran, og magte at snuppe to koncerter i streg. Men, hvad gør man ikke for at få noget banjo. MERE BANJO.
Nora Brown spiller torsdag kl. 14.30 på Gloria
Aflysninger er ikke fede, men nogle gange kan erstatninger falde heldigt ud. Kan I huske dengang det blev annonceret fra Orange, at Drake havde aflyst og spredte buh-råb kunne høres? Erstattet af juble, da Jack Black blev annonceret som erstatning. Den helt samme indvirkning har aflysningen fra svenske Léon og annonceringen af ligeledes svenske Ellen Krauss nok ikke.
MEN, jeg kastede mig straks over Krauss’ musik og faldt en stille perle, som sen tilføjelse til programmet. Det er roots-folk med poppede melodier, ikke nogen musikalsk revolution eller et nybrud. Ganske traditionelt faktisk. Ikke desto mindre er det jeg har hørt dog godt.
Hendes univers virker meget sagte og roligt, nydeligt kunne man også sige. Sangene er dog rigtig fine, vokalen klar og flot. Det kunne blive en dejlig sidste på eftermiddagen hygger i solen ved Eos. Der er dog også en indbygget risiko for at det går hen og bliver lidt FOR hyggelig. Og ender med at blive en kende kedeligt og slumrende.
Så det her er lidt en “det kunne gå begge veje” anbefaling.
Ellen Krauss spiller torsdag kl. 17.00 på Eos
Jeg bliver mere og mere overbevist om, at det helt rigtige er at begynde fredagen med noget ghanesisk gospel! Ikke fordi, at jeg er religiøs i nogen udstrækning, eller at de kalde mig den sønderjyske (eksil) sangfugl. Næææh, men Florence Adooni giver mig lidt lyst til, at svinge arme og hofter og give lidt slip.
Siden jeg skrev gennemgangen af de enkelte spilledage i begyndelsen af juni, har jeg haft tid til, at lytte flere kunstnere lidt grundigere igennem. Adooni står som en parentes i gennemgangen, det var nok en fejl. Jeg har stadig ikke hørt et nummer fra hende og hendes herlige orkester, som jeg ikke kunne lide.
Der er en dejlig stemme i centrum, behagelig og varm lige frem. Dansende rytmer, der spreder sig som en steppebrand. Og masser af horn og trut, der lige giver det hele et pift. Det kunne godt ende i en tidlig fest, som kickstarter til en laaaang fredag (endnu længere, hvis jeg når ud af Backstage Village tidligere end frygtet). DANS!
Florence Adooni spiller fredag kl. 14.15 på GAIA
Kan man få sig en fin koger uden at inhalere røg eller guffe svampe? Det skulle være muligt og Roskilde præsenterer altid nogle “skæve” navne, der kunne tjene samme formål. En del af dem finder vi på de mindre scener som Gloria.
I det lille intime mørke finder man i år alt fra de helt stille stunder, til alternative dansefester over hårdtslående musikalske håndmadder til… ting som anatolsk syrerock!
Derya Yıldırım & Grup Şimşek salder i sidstnævnte kategori. Det lyder som et navn, som ikke kun er i stand til at bygge en solid trance op. Men også som et man burde tjekke ud alene pga. musikaliteten. Det er lige så dansende, som det er syret. Så man langsomt transporteres væk af de cirklende, æggende og repetitive rytmer og melodier.
Jeg har især forelsket mig lidt i nummeret “Nem Kaldi”, der både emmer af psykedeliske 70ere, vandpibestemning og groovy dansefest. Om det sender en op, ned eller sidelæns ud i aftensolen er jeg dog ikke helt klar over
Derya Yıldırım & Grup Şimşk spiller fredag kl. 18.30 på Gloria
“Are you sitting on your porch writing songs?”, spørger og lyder Kassi Valazza som på åbneren af hendes nyeste plade Kassi Valazza Knows Nothing fra tidligere i år. Det ved jeg ikke en skid om, men jeg ved, at hun lyder som en, der sidder på verandaen og skriver sange. Fremragende sange!
Der er nogle kunstnere, ofte kvinder (beklager min sexisme og forskelsbehandling), som bare har en stemme og klang, der bare rammer et eller andet dybt inde i mig. Det her americana/folk/country ved jeg simpelthen ikke om jeg tør se. Jeg blev helt rørt allerede i det ovennævnte første nummer.
Er det her lørdagen og muligvis hele festivalens stille tuder af en koncert? Jeg kan ikke engang gemme mig bag solbrillerne, eller lave “støv i øjet” finten, for hun spiller på Gloria! Så man kan tilmed komme helt med op på verandaen. Det er kraftedeme som at høre Emmylou Harris eller høre First Aid Kit synge om Emmylou. Det kan jeg næsten ikke overskue.
Jeg havde hende egentlig stående i en parentes i min gennemgang af lørdagsprogrammet, klemt inde mellem andre navne. Så satte jeg Kassi Valazza Knows Nothing på. Nu ved jeg INGENTING ud over, at hun er forfremmet til must see…
Kassi Valazza spiller lørdag kl. 16.30 på Gloria
Så spil da noget dansk
Så spil da noget dansk! OK, det bugner naturligvis med danske navne under opvarmningsdagene, mens tilbuddene er lidt mere spredt ud i hovedprogrammet. Jeg vil, som altid, nærmest anbefale alle navne i opvarmningsdagene. Det er virkelig et stærkt line up, der præsenteres søndag til tirsdag.
Jeg vil alligevel lige sende et skud, og lidt ekstra opmærksomhed ud efter 2 navne i hver sin ende af opvarmningsdagene.
Morgenstund har guld i mund! Eller af og til har den da, jævnligt måske? Stundom er et gammelt ord for af og til. De spiller hverken om morgenen, eller bruger vokaler i nogen større udstrækning. Så… det endte hurtigt i noget vrøvl!
MEN bandet Stundom er første navn på scenen under opvarmningsdagene, så med lidt god vilje kan vi kalde det en form for morgen i overført betydning. Og der kunne også gemme sig en lille gylden stund her. Ikke nok med, at de er det første navn på scenen, de skiller sig også ud ved hovedsageligt at være et instrumentalt band. Og så spille gammeldags og traditionel folkemusik.
Er det lidt af et sats som åbner? Jo, og jeg var også indledningsvis lidt skeptisk og tænkte lidt overbærende “typisk Roskilde”. Så fik jeg lyttet lidt mere. Og ud over at repræsentere noget, der både peger bagud i vores egen musikhistorie,samt er en anderledes og overraskende booking, så begynder jeg at kunne se fidusen i det.
Det her KUNNE godt være den helt rigtige åbner og en skjult guldgrube i programmet.
Stundom spiller søndag kl. 14.00 på GAIA
På samme scene, i den anden ende af opvarmningsdagene finder vi Zar Paulo. De behøver vel efterhånden ikke nogen nærmere introduktion? Jeg har også selv fremhævet dem flere gange, både inden de blev annonceret og i mit skriv dedikeret til opvarmningsdagene. Det er efterhånden svært at finde på noget nyt at sige, og noget jeg ikke har ævlet om tidligere.
De har som eneste navn toppet Repeatlistens årslister 2 gange, første gang i 2019 med “I Løb” og seneste i 2022 med “Klap For Fædrelandet”. I år “vinder” de sgu’ nok med “Tæt På Paradis”, jeg har i hvert fald vanskeligt ved at se hvordan den single skulle kunne blive truet. Så skulle det da være af Zar Paulo selv! De har om ikke andet en uforlignelig evne til, at udsende forrygende singler.
Men der er mere. Deres album Elendig Software er fyldt med fremragende sange udover de mange supersingler. Faktisk har de vel kun lavet et enkelt nummer, som jeg ikke er helt oppe at ringe over. Den hedder “Ravage” og er “kun” god.
I mine ører kan de alt det som Minds of 99, et band de ofte sammenlignes med, kan og har fået stor succes med. Bare bedre. Jeg kan ikke, og har aldrig kunnet fordrage Minds. Alt ved dem irriterer mig stort set. Omvendt elsker jeg alt og mange af de “samme” elementer ved Zar Paulo. Det giver vel i bund og grund ikke mening? Heller ikke at sammenligne, selvom jeg godt kan se hvorfor mange gør det.
Hvis der er nogen som helst form for logik og retfærdighed til, så fortsætter Zar Paulos opstigning. Pilen peger kun opad (og mod Orange). Og det her er et af mine absolutte hovednavne på Roskilde Festival 2023.
Zar Paulo spiller tirsdag kl. 22.15 på Eos
Det er ved at være et årti siden, at jeg har set en åbningskoncert på Orange Scene. Hvis vi trækker den fra, det var Outkast i 2014 og den virkede lidt atypisk og var ikke den gængse “åbningskoncert”, så skal vi tilbage til 2012. Da åbnede Kellermensch hovedscenen. Nu talte jeg lige efter, ud af de hidtil 22 Roskilde Festivaler jeg har været på, har jeg set 7-8 åbningskoncerter.
Skal 2023, og festival nummer 23, være året hvor jeg er med til en igen? Det er Blæst der får fornøjelsen, og udfordringen, at byde velkommen på hovedscenen (og forsiden af eb.dk med en en overskrift ala “Helt blæst”, “I modvind på Orange”, “Åbningsnavn blæste væk”…).
De sipper på det der juice der, og så har jeg anmeldt deres første EP Vindstille (se, de kan også selv!) tilbage i 2020. Meget mere kender jeg egentlig ikke til bandet endnu, ud over skriverierne sidste vinter, da de trak stikket for en stund efter at stress og press var ved at tage pusten fra dem (pun intended).
Jeg er sådan set nysgerrig efter hvordan de kommer ud af kampen mod den overvældende Orange Scene, men min deltagelse afhænger også lidt af vind og vejr på dagen. Nu skal jeg nok stoppe med de der fesne ordspil, inden jeg selv mister pusten helt. Jeg kan nok godt nå at få det meste med inden jeg driver mod GAIA for at fange tidligere nævnte Big Joanie.
Blæst åbner motherfucking Orange Scene onsdag kl. 18.30
Et andet hovednavn er også dansk og det finder vi i hovedprogrammet. Det er dansk/færøske Brimheim og band. Som gav en fremragende koncert på Rising sidste år inklusive strømafbrydelse. Heldigvis røg energi og strøm ikke af Brimheim og hendes velspillende band under afbrydelsen. De vendte tilbage og åd Rising råt.
Live er Brimheim og bandet betydeligt mere rocket og tungere end i studieversionerne af de i forvejen glimrende sange. Det lænede sig op af klassisk rock, som Springsteen og Young da jeg stod der i solen sidste sommer og blev blæst godt bagover. Det var en koncert, der helt fortjent gav dem en plads på plakaten i år og en mere prominent scene i form af Avalon. Den burde de rent musikalsk sagtens kunne fylde ud.
Brimheim selv jokede med, at næste år (i år) kunne vi ses på Orange Scene. Den tror jeg faktisk også, at de ville kunne spille op, hvis de leverer i samme stil som sidste år. Men mindre kan også gøre det, så får vi også intimiteten i musikken med.
Brimheim spiller onsdag kl. 23.30 på Avalon
Kan vi tåle lidt syntetisk pop/rock? Gu’ ka’ vi så. Det er jo egentlig mægtig tidstypisk og moderne, selvom de nyere kunstnere ofte låner fra genren storhedstid i 80erne. Efter at have været stil non grata i mange år, så er synthen virkelig blomstret op igen. Og i mange afskygninger.
I denne afskygning får vi den stramt eksekveret og leveret af to danske søstre. Prisma har haft fart på siden de for et par år siden pludselig fik hul igennem med en række singler på P6. Et par måneder senere rockede de koncerthuset til radiokanalens P6 Rocker. Var de lykkes med at få hul igennem uden opbakningen fra den front? Jeg tror det.
Selvfølgelig skal man have opbakning og eksponering for at blive hørt. Men med så mange velsmurte sange og singler, så var det nok lykkes synth-douen på en eller anden måde. Man kan ikke holde “Andy”, Drive, “Seven Greedy Girls”, “Bangs”, “I Never Wanted To Meet You”, Villians of the Night” og hvad de ellers hedder nede.
Hold da op hvor har de egentlig allerede mange kendte numre/hits?! Sidste år spillede de en del af dem på Rising, flere er kommet til og nu er de klar til at skyde dem træfsikkert afsted på Avalon
Prisma spiller torsdag kl. 00.30 på Avalon
Det var det, 16 navne ud af cirka 180. Du kan sikkert finde omkring 150 andre bud på noget der er værd at tjekke ud i programmet. Det er i hvert fald ikke valgmuligheder, det skorter på.
Hov, vi har da lige et sidste regnskab at gøre op. Ud af de 16 navne nævnt her er 14 enten kvindelige kunstnere eller del af et band, hvor kvinder står i front eller har en markant rolle. Det er sgu’ da en helt god kønskvote for en hvid mand på 44, der er født i Sønderjylland, hvor det vildeste der blev spillet var Giro 413, tyske schlagere og et band der hed Showaddywaddy!
Så må vi se om det lykkes at finde lidt flere pølsefester i løbet af festivalen…
I øvrigt melder DMI i skrivende stund om 33 millimeter regn mandag i Roskilde, det kunne jo være hyggeligt, for alle, men husk: du bliver tør igen og solen vender tilbage i løbet af tirsdag. Så kan vi mødes under månen til Zar Paulo og komme lidt tættere på paradis.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
