Roskilde Festival er næsten klar til at åbne portene til en uge med musik og… andre aktiviteter! Men hvad er Roskilde Festival egentlig for størrelse her i 2023? Efter at have gennemgået de enkelte spilledage følger her nogle sidste, overordnede store og mindre tanker om festivalen, inden vi skal opleve det hele i praksis.
Er det her så ikke bare lidt en sludder for en sladder? Jo ho! Og “content”, som bekendt er “king”. Det følgende står helt for egen regning og er blot nogle tanker jeg løbende har gjort mig om Roskilde, inden jeg overhovedet er kommet afsted.
Normalt samler jeg op efter festivalen, hvor jeg snakker lidt om løst og fast, og fordøjer oplevelserne fra den netop overståede festival. I år tager jeg så lidt forskud på det hele. Det meste af nedenstående startede egentlig som dele af indledningen til mine gennemgange af de enkelte spilledage (onsdag, torsdag, fredag, lørdag og opvarmingesdagene). Men så synes jeg, at det hele blev lidt for langt og fragmenteret.
Så der er blevet klippet, klistret, lagt lidt til og trukket fra og så har jeg stykket lidt ekstra indhold til siden sammen! Malke malke den fede festival-ko.
Hundrede gode grunde til at tage på Roskilde Festival
100. Så mange koncerter får jeg det til når jeg tæller alle dem sammen, som jeg i en eller anden grad har nævnt i ovennævnte artikler. Koncerter som jeg enten kunne finde på at se eller på anden vis anbefale, eller bare fremhæve.
Det er da sådan set ret godt gået for en festival, og et tilhørende program, der år efter år klandres for at være tyndt eller ligegyldigt. Jeg tager ofte Roskilde og deres bookere i forsvar på den ene eller anden facon. De får ikke frikort, men der skal vitterligt en del til, at jeg kalder et program dårligt. Især på forhånd.
Omvendt er det også lidt vanskeligt at kalde det godt, når man ikke ved hvordan det hele falder ud. Det siger sig selv. Så kan man kigge på, hvordan det ser ud “på papiret”. Det er dog heller ikke så ligetil, da det hurtigt bliver overvældende, hvis ikke uoverskueligt. Hvis man, som undertegnede, rent faktisk har været stort set hele programmet igennem, det vil sige læst beskrivelserne af kunstnerne og lyttet til musik fra en stor del af dem, så kan det også være svært at bevare overblikket
Lige pludselig lyder det hele godt! Eller er i hvert fald noget, man mindst ville kunne holde ud at tjekke ud, hvis man er nysgerrig og har en nogenlunde bred musiksmag. Det er vel godt, ikke? Joooh, men der kan også opstå en situation, hvor man får lidt tunnelsyn og glemmer det større billede. Det, der tegner sig mere og mere tydeligt når man står midt i det hele.
Der, hvor man begynder at savne noget man kender. Hvor man går lidt død i nye oplevelser og tilhørende indtryk. Når man er blevet mæt, træt og trænger til en opkvikker og redningsplanke. Dem skal man endnu engang skimte langt efter, medmindre man vitterlig kender mange af årets navne på forhånd, og de er lige tilfældigvis ens favoritkunstnere.
Den følelse bliver blot yderligere forstærket, hvis vi får en festival med dårligt vejr. Og vejrudsigterne ser efterhånden lidt våde og blæsende ud. Det kunne godt forhøje behovet for redningskranse i programmet. Jeg overlevede 2007, så klarer den nok, men da havde jeg også en lejr at sejle rundt i. Regnvejrsår giver de bedste lejr-år, man rykker sammen og er tvunget til at få det bedste ud af at være i samme båd.
Tilgengæld kan regn også lægge en dæmper på musikken og stemningen til koncerter. Ligesom det bliver besværligt og langsommeligt, at bevæge sig rundt mellem scenerne. Og så kan det måske skade motivationen for at opsøge det ukendt, når man skvulper rundt i skidtet på pladsen.
Men, det har intet med bookinger at gøre, eller er noget vi kan gøre meget andet ved end, at pakke ekstra strømper og regntøj. Var der ikke et eller andet med, at der var hul i mine gummistøvler, hmmm?!
Programmets holdbarhedsdato
Det kan også være en generationsting. Jeg er efterhånden midt i 40erne, og lige meget hvor meget jeg prøver, så kan jeg bare ikke følge med ungdommen i alt. Heller ikke hvad musik angår. Og, måske vigtigst af alt, jeg kan heller ikke relatere til alt, som de lytter til eller synes er the shit lige i år.
Samtidig går det enormt hurtigt. Holdbarhedsdatoen på hovednavne (og navne generelt) bliver kortere og kortere, og kan føles som om den af og til kun løber en sæson eller to. Måske mindre. Det lægger også et forhøjet pres på bookerne. De skal ikke blot have fingeren på pulsen, men i endnu højere grad end tidligere være på forkant. Og villige til, at rykke på de nyeste trends, tendenser og hotte navne.
Det er nok noget af det, der kan være medvirkende til, at visse anmeldere, kritikere og publikummer finder, at de årlige plakater savner substans, dybde og hvad der nu eller slynges ud. De kan have en pointe, ud fra et vist synspunkt. Men, det er også en forenkling, taget ud af en meget større og kompleks kontekst og lidt nedladende. Bare fordi noget ikke holder sæsonen ud, eller er et eller andet form for viralt fænomen, gør ikke nødvendigvis musikken dårligere. Eller betyder, at et samlet program mangler tyngde.
Tiden er bare en helt anden end i de “gode gamle dage”. Jeg har fundet virkelig meget, som jeg finder spændende, eller ligefrem godt i årets program. Det er ikke det samme som, at jeg har fundet mine nye yndlingskunstnere, eller at jeg kommer til at huske dem efter festivalen. Det har jeg efterhånden indset og accepteret. Der kommer jo nyt næste år…
Det har dog også noget med mig selv at gøre og den tidligere nævnte alder. Der er, må jeg erkende, bare ikke så meget plads på harddisken længere. Den er også blevet lidt langsommere. Ting har svære ved for alvor at blive lagret i langtidshukommelsen. Det er lige før, at det kan anses som en fordel og passer perfekt til Roskilde Festival anno 2023!
Fornyelse skal der til
Noget der dog slog mig da jeg løb programmet igennem er, hvor FÅ “old timer” navne der egentlig er på plakaten i år. Andre medier, som Bloggers By Choice, har tidligere luftet “teorien” om, at Roskilde skal, og også udfører, en form for bevidst/ubevidst kurskorrektion hvert 5-7 år. År, hvor ændringer i musikprofilen osv. bliver virkelig tydelig. Brydningsår kalder de det. I år, blev det spekuleret, kunne det være endnu sådan et år.
Der er måske noget om snakken. Det er jo vanskeligt at bedømme når man står i det, og lettere når man om et par år ser tilbage. Men, som sagt, det der slog mig for nylig var den nævnte “mangel” på ældre navne. Roskilde har haft for vane de seneste år, at booke et par navne af ældre dato i sub-headliner klassen, som Erasure, Simple Minds, New Order, Robert Plant, David Byrne, hvad der nu lige var på tour. Og det KAN jo være en af grundene, at der ganske enkelt ikke lige er nogen på turné i Roskilde perioden.
Det er bare påfaldende, at der på nær Busta Ryhmes (som jeg lidt ser som et kuriosum af en booking) og måske Angelique Kidjo er et totalt fravær af legender af ældre dato, fortidslevn af svingende kvalitet og deslige – fra top til bund på plakaten. Er dinosaurerne for alvor ved at uddø på Dyreskuepladsen eller er det bare et tilfælde?
Eller et resultat af at Dylan, Young, Springsteen, Stones, McCartney, Wonder, Waters, Wilson og alle de andre HAR været her…
Den samme gamle sang
For, lad os bare erkende det, Orange tilhører efterhånden de yngre generationer. Som det sig hør og bør, selvom jeg sagtens kan forstå at visse Roskilde veteraner føler sig lidt fremmedgjorte. Alt var bedre i de gode, gamle dage, programmet er tyndt, der mangler reelle hovednavne og lignende fortærskede sange. Men, der er jo også lidt om snakken.
Orange SER igen lidt tyndt besat ud, hvis man udelukkende kigger på størrelsen, genkendelses- og “wauw” faktor og historisk ballast. Hvad man nu kan finde på af parametre. Grundene dertil er mange, og jeg har selv forsøgt at komme med nogle bud og forklaringer gennem de sidste mange år efterhånden. Det gider vi ikke dvæle mere ved, blot konstatere, at det er et faktum (med modifikation OG enkelte undtagelser) at der ER mangel på de helt store, samlende headlinere.
I år skal det være Blur, som samler generationerne. Det er måske lidt optimistisk. Jeg elsker Blur, men de har bare ikke samme genkendelsesfaktor, som andre bands fra samme generation. De er også mere sære, og bagkataloget er temmelig spraglet, selv deres hits stikker i mange retninger. Desuden har de ikke rigtig været en del af tidsånden, eller bare i den brede offentligheds bevidsthed i rigtig mange år.
Den gennemsnitlige festivalgænger på Roskilde er cirka 24 år. Har de noget som helt forhold til et navn som Blur?! Jeg håber det, og jeg håber de kigger forbi og fester med os andre. Om ikke andet for at se, hvem der kan huske teksterne dårligst: os, eller Damon!
Forstå mig ret, jeg glæder mig til et gensyn med Blur. Det er nu præcis 20 år siden, at jeg senest så dem på Orange! I 2003 var de lige ved at være færdige og klar til den halv-pension, som de nu har holdt kørende lige siden. I 2003 blev en hel del af dem der har købt billet til i år født… hvis de ikke kommer for Blur, hvorfor kommer de så?
Har Roskilde Festival regnet den ud?
Jeg vil lige argumentere lidt for, at Roskilde har gjort mange ting rigtigt nu, udbuddet af “store” navne er blevet stærkt begrænset. Det er efterhånden et par år siden, at festivalen sadlede om og meldte ud, at man ikke kunne regne med navne i Bruce Springsteen klassen fremover. De booker dem, naturligvis hvis det er muligt.
Kigger man på andre festivaler i Danmark, så virker de dog langt hårdere ramt af tendensen. Det er det tynde øl og alt for meget brød i forhold til smør. Måske med undtagelse af Copenhell, der bare booker alt de kan komme i nærheden af og har sat sig tungt på rock og metallen.
De er på mange måder en nichefestival i efterhånden gigantisk format, der har publikumsopbakning, musklerne og mulighederne for, at holde den kørende med puljen af tilgængelige headlinere. Bands, som turnerer hvert 3-5 år, som publikum er villige til, at se igen i en eller anden kombination. Det kan de gøre, fordi ingen af de andre festivaler satser på metallen i nogen nævneværdig grad længere. Hvor længe? Det må vi se, der er nok en udløbsdato for den model.
Det gør så, at Roskilde, Northside, Tinderbox, Heartland, Smukfest og alle de andre lidt kæmper om det samme marked. Et marked, der skrumper ind, hvor et band som Muse (og andre!) er headliner, eller blot på plakaten, på forskellige festivaler to år i streg. Den holder ikke i længden. Det tror jeg i hvert fald ikke. Samtidig må der i højere grad satses på de danske navne, ikke at jeg har ondt i røven over at de får arbejde. Men det gør, at intet føles eksklusivt længere. De danske navne, der smides op på større og større scener, kan opleves mange, mange steder henover en sommer. Og den næste…
Det fik Northside at føle i år. Der er mange faktorer der spiller ind, men faktum er, at de manglede at sælge i omegnen af 10.000 billetter. Uden at male fanden på væggen, så begynder det, beklageligvis at dufte lidt af en Midtfyns dødsspiral. Det gik stærkt da midtfyn gik fra at være næststørst, og et par år en ligeværdig “modstander” til Roskilde til at den gik fallit. Færre solgte billetter, færre indtægter, færre penge til næste års program = tyndere program og færre gæster året efter. Det er en ond spiral.
Nu skal det ikke handle om Northside, det var blot et oplagt eksempel på, hvad der kan ske, hvis man IKKE sadler om. Udviser rettidig omhu eller kan overleve på goodwill og “fortællingen” og ånden. Den er de også ved at formøble.
Den er det lykkes Roskilde Festival at sælge. Der er igen udsolgt før tid. Roskilde forærer hele overskuddet væk, det er en del af princippet, så på den led har det nok ikke direkte indflydelse på bookinger år til år. Men det giver ikke blot moralsk medvind, det bidrager også til fortællingen. I Roskilde kan man sælge billetter på trods af manglen på hovednavne og råbe-kortet om, at programmet er tyndt og fyldt med ukendte navne.
Ja. Det er pointen! Du får ikke blot “mere end musik”, Roskilde ånden, den Orange følelse, fest i en uge, druk og hor, og alt muligt som ikke handler om musikken på scenerne. Du får faktisk også tilbuddet om, at få nogle musikalske oplevelser, som du ikke finder i en samlet pakke nogen andre steder i festivallandskabet.
Er det derfor de kan sælge 80.000 billetter før tid? Tja, medvind og momentum er en sjov ting. Det omvendte er en helt reel og selvforstærkende ting! Det kan de mærke andre steder nu, hvor de stadig insisterer på at sælge festivaler på et line up af tiltagende udvandede gengangere.
Det er muligt, at nogle af dem på papiret er mere imponerende og springer i øjnene. På papiret. Du kan bare ikke blive ved med at sælge den samme plakat.
Derfor er Roskildes plakat den mest ambitiøse, og bookingprincipperne de mest fremtidssikrede. Roskilde har formået at tilpasse sig de skiftende omstændigheder. Eller også tager 80.000 gæster fejl??
Det ved vi måske lidt mere om, om en uges tid. Indtil da skal vi ud og opleve det uventede, ukendte, i regn og blæst, hvis det er sådan det skal være og skråle med på Blur…
How we like to sing along
Though the words are wrong
It really, really, really could happen
Yes, it really, really, really could happen
https://youtu.be/T1QEKHg0UBw?t=5292
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
