Så er det allerede tid igen! Roskilde Festival har offentliggjort plakaten og de første reaktioner er, som vi kender dem. Er alt, som forventet og som det plejer at være? Vi har slået lidt koldt vand i blodet, ladet det simre og kommer med de første ord og tanker om årets program.
Vi kender efterhånden mønsteret og reaktionerne, fra de positive til de negative, og alt midt i mellem.
Det er altid det værste/bedste/mest gennemsnitlige Roskilde program nogensinde, alt efter hvem man spørger – eller netop ikke spørger, folk skal nok have en holdning. Mange af de først ytrede som regel af den mere umiddelbare, måske ikke helt gennemtænkte, eller reflekterede slags.
Har nogen spurgt mig?
Nææææh, men jeg tillader mig da, at have en holdning eller to alligevel! (Læs en holdning eller to om sidste års festival HER).
Og endda så fræk, at bilde mig ind, at jeg, om ikke andet, har lidt Roskilde erfaring og perspektiv at have dem i. Dette bliver, så frem jeg når frem til de hellige græsmarker min… øhhh, tælle tælle regne, så skal der trækkes noget Corona fra… det har da ikke gjort det nemmere, at tælle sammen!? Pfff… er det så min Roskilde Festival nummer 21 i streg?? 22??
Hvorom alting er, det er blevet til en del siden min første tur i 1999. Det betyder både, at jeg er ved, at være halv-gammel i gårde og har set en hel del. Ikke “det hele”, men en hel del af “det meste”.
Hovednavne er kommet og gået, endnu flere navne, som stod med mindre bogstaver. Kombineret med andre festivaler og et utal af større og mindre koncerter gennem årene, så føler jeg mig godt dækket ind, hvad det, som jeg (og min generation?) opfatter som store hovednavne angår.
De har været der, og jeg ligeså. Derfor betyder de heller ikke SÅ meget for mig længere, når jeg kigger på en Roskilde plakat. Det der var stort og det fedeste i 90erne og 00erne, er fortid nu, og de yngre generationer har andre prioriteret og smag, hvad musik angår.
Det kan, skal og må Roskilde Festival afspejle, hvis de ønsker at følge med tiden, være i trit med publikum (det yngre, som skal holde Festival kørende), være relevante, og fremtidssikrede.
Den årlige Roskilde-eksamen
De “krav” synes jeg allerede, at Roskilde lever op til med årets (og tidligere års) plakat. At ville favne bredt, på tværs af tid, generationer og smag, samtidig med, at være med på noderne og på forkant stiller store krav til bookerne.
Det ER en umulig opgave, at tilgodese og tilfredsstille alle. Prøver de det, har de tabt på forhånd. Så, det kræver også selvtillid, tillid til publikum og en god portion held og tro på det, at sammensætte en plakat. Læg dertil, at der (som altid de seneste mange år) IKKE er frit valg på alle hylder. Konkurrencen på koncert/festivalmarkedet er enorm, der er (for) mange om buddet, hvilket spreder top- og kvalitetsnavnene ud i et tyndere og tyndere lag.
Ud Fra den præmis, synes jeg OGSÅ at Roskilde har bestået årets Festival-eksamen. De har fået sammensat en alsidig plakat. En plakat, som har “lidt af det hele”, for rigtig mange uden, at det er endt med, at man skyde så meget med spredehagl, at man ikke rigtig rammer noget.
Det er tyndt på toppen, men udsigten er god!
Kigger vi i toppen af plakaten, og nogle af dem der stor med størst og næst-størst, så tegner det et billede af alt det ovennævnte.
Kendric Lamar, Queens of the Stone Age, Fever Ray, Rema, Burna Boy, Lil Nas X, Busta Ryhmes, Central Cee, Denzel Curry, Rina Sawayama, Sudan Archives, Blur, Christine and the Queens, Rosalia, Kesi, Japanese Breakfast, Lizzo, Angelique Kidjo, Carolina Polachek, Weyes Blood og Tobias Rahim m.fl.. Roskilde kan ved navne som disse sætte flueben i mange af deres kasser.
Du har musikhistoriens vingesus i form af navne som Blur, Qotsa og Busta Ryhmes. De to førstnævnte peger bagud, til Roskildes “rødder” i rocken, og appellerer til “min” generation.
Samtidig har Blurs Damon Albarn også historisk set et tæt forhold til festivalen og dens publikum, men nu er han ENDELIG tilbage med den musik, som mange nok (mere eller mindre hemmeligt) har hungret efter, mens man lyttede til et af hans andre nysgerrige projekter. Der er dømt nostalgi denne gang, hvilket der er og skal være plads til.
Et navn som Busta Ryhmes er næppe heller meget mere end nostalgi, til gengæld bygger han bro i programmet til yngre generationer og navne. Navne, som man kan se stå side om side med ham på plakaten, som netop kunne være hovednavne for de yngre generationer på pladsen. De, der er kommet for at se Kendric, Lil Nas X og alle de andre hiphoppere.
I den mere pop-rappede og populære ende også finder et dansk navn som Kesi. Der sammen med Tobias Rahim får lov til, at være blandt hovednavnene. Det er, måske på højeste tid, ville nogle mene. Rahim havde måske endda været endnu mere brandvarm på Orange sidste år, hvor han fyldte Arena, men moooon ikke han får bugt med den største scene også?
Christine and the Queens er et navne, som har gæstet festivalen flere gange og “arbejdet sig op”. Den slags fortællinger er også Roskilde. Mens, vi, forhåbentlig også snart er færdige med, at snakke om kønsfordeling og kvoter med et bredt spektre af kvindelige kunstnere, som Weyes Blood, Rosalia, Carolina Polachek, Rina Sawayama, Lizzo, Angelique Kidjo m.fl., som også peger både frem, tilbage og til siderne.
Angående sidstnævnte ville nogle sikkert tænke: er hun ikke et eller andet 90er one hit wonder levn?! Måske, men, du huskede hendes navn og nynner hittet lige nu (“AGOLO AGOLO AGOLO, velbekomme, ingen årsag). Samtidig har hun en lang og glorværdig karriere bag sig udenfor mainstreamen, ligesom hendes musik og dens rødder forgrener sig ud i og til nyere navne. Navne, som Roskilde historisk set har været gode, og meget opsatte på, at booke og give plads på plakaten. Ud fra dette perspektiv giver det mening. Om det så giver mening, at skubbe hende ind på Orange, som et hovednavn, festivalens sidste dag, det er et mere åbent spørgsmål.
Og det kunne også være et lille aber dabei ved hovednavnene over én kam, samlet set. Er det lidt for tyndt i toppen, hvad masseappel angår? En tilbagevendende diskussion år efter år, som det tynder ud blandt tilgængelige headlinere og hvad den gennemsnitlige Roskilde deltager angår. Kendric skal nok trække, og Blur i et helt andet segment. Tvivler på, at “ungdommen” generelt ved hvem fanden Blur er.
Men, det er jo efterhånden en gennemtærsket situation med de der Orange navne, og til dels også Arena. Det er jo også en af grundene til, at Jeg/man kigger længere ned på plakaten og forsøger, at scanne dem med mindre bogstaver.
Brandvarme Warm Up dage
Og med mindst finder man Rising/Countdown/Warm Up programmet, som ser særdeles stærkt og spændende ud i år! Jeg kommer til, at kigge nærmere på den del af programmet, men jeg er meget positivt stemt. Man får den velkendte blanding af navne, som vi også har anmeldt/omtalt/holdt øje med og så noget, der er fløjet under vores radar.
Her får du Roskilde som mikrokosmos, fra black metal med Angstskrig, over progget-spade med Feather Mountain, indiepoppede Gorgeous, mystiske mørke Heathe, lysere indie fra Kindsight, dans med Kalaset, punket Roskilde mave i form af Situationsfornærmelse, dansk/tyrkisk psych-rock sammensmeltning fra Tuhaf… pyha, man kan blive helt forpustet, INDEN man når til dansksproget 80er/nutidspop fra Zar Paulo. Og meget, meget mere.
Blandt andet alt det som jeg endnu IKKE kender af navne fra Warm Up progrogrammet. Måske når jeg endda over til Countdown i år, hvor jeg sidste år kunne have fanget eee gee. Det kan jeg så nå i år, for hun er blevet “forfremmet” til hovedprogrammet. Sammen med Afskum, Blæst (der åbner Orange!) og Brimheim, som spillede en helt forrygende koncert på Rising sidste år.
Det er altså ikke bare varm luft, når “man” påstår, at man kan se lidt ind i fremtiden under Warm Up-dagene. Det er også tilladt bare, at hygge sig og høre nogle koncerter, som ikke kun fungerer som appetitvækkere for hovedmåltidet senere på ugen. Rising kan føles, som en hel, lille festival i sig selv, hvor man går mere end mæt fra truget.
“Jeg kender ikke xxx-del af navnene, haha!”.
Selvom det, øjensynligt er blevet smart og trendy, at skilte af sin egen uvidenhed, så er for mig ikke nævneværdig grund til stolthed. Jaja, jeg ved, at det som regel er for, på en slet-skjult bagvendt måde, at pege fingre af Festivalen og dens bookere. Men, det kan jo være svært at følge med på flere punkter.
Det kan også blive svære med alderen, ikke kun pga. synet! Det kan også knibe med kondien, for de unge løber stærkere og stærkere, mens man selv, uundgåelig bliver tiltagende langsommere og har vanskeligt ved, at holde trit.
Også for en festival, hvis den ikke udviser det der rettidig omhu, sadler om og forsøger at følge med tiden. Eller, det er måske forkert formuleret. For Roskilde har i mange år haft, som ambition ikke “bare” at følge med tiden. Men, være den, være med til at tegne den, være på forkant med den. Roskilde Festival 2023 signalerer i følge en artikel på Festivalens hjemmeside en ny begyndelse. De første 50 år er overstået, nu gælder det de næste 50.
Det er altid sådan med den slags, at det nemt ender i floskler, kan være lidt svært, at se effekten af lige umiddelbart, eller bare er noget, der ryger hen over hovedet på mange Roskilde deltagere. Måske er det også i høj grad et mantra og mål indadtil, som man siger højt? Any way, Roskilde plakaten ligner ved første øjekast i høj grad de tendenser vi kender fra de seneste år.
Det betyder ikke bare, at det kan virke lidt tyndt i toppen, kig mod det med småt. Men, at der rent faktisk ER virkelig meget, at komme efter i største lag på plakaten: de små, de ukendte, de uopdagede, de underlige, de skæve og selv skæverterne.
Jeg har sgu da heller ikke hørt om størstedelen af disse navne, som står med småt, tror I jeg er lavet af tid?! Eller ikke har andet at lave?? Faen, mange af de her navne, da ville jeg ikke engang ane, hvor jeg skulle kigge hen for at finde dem!
Mod Roskilde. Jeg, du og man, også dig, der “aldrig har hørt om ALLE de her navne”, vi skal kigge mod Roskilde Festival. Og lytte, undersøge og forsøge at tage ind. Roskilde Festival tilbyder dig ikke en stor, fancy menu med alt det du kender, som kæmpe, umiddelbart indbydende musikalske retter. De tilbyder en møjsommelig sammensat, varieret og uventet buffet af muligheder.
Så kan man, og med rette ud fra et vist synspunkt, argumenterer for om man som kunde i butikken bør finde det rimeligt, at betale mindst 2400 kr. for den slags? Nordeuropas største upcoming festival?!
Ja, det er rimeligt og du får noget for pengene
Men, kun hvis du selv yder et minimum af indsats. Hvis du bare møder op og forventer, at blive forkælet efter alle kunstens regler, i til og fra hoved til røv, så er du på den forkerte festival. Med så mange Festivaler i Danmark, at man kan fodre svin med dem efterhånden, burde der være en for enhver tænkelig smag.
Måske er Roskilde ikke for dig (længere)?
Hvis du ikke gider, har tid til eller bare orker, at prøve på, at sætte dig ind i programmet, så er det måske værd at overveje. hvorfor du overhovedet bruger 2400 kr. på en billet. Og brokke hele vejen til og på Dyrskuepladsen. Eller, hvis du blot kommer for stemningen, så nyd DEN og lad musikken spille i baggrunden (bare husk, at snak, udover hvisken og korte kommentarer, foregår UDENFOR teltet, tak).
Er du alligevel bare lidt nysgerrig, eller frisk på at forberede dig til strabadserne, så har Roskilde Festival allerede sørget bare lidt for dig. Du kan eksempelvis klæde dig på ved, at sætte deres officielle Spotify spilleliste på. Den varer lige pt. 11 timer og 27 minutter, fordelt på 187 kunstnere. Det er måske et lidt usikkert grundlag, at danne sig en mening om en kunstner, eller hele festivalen, ud fra kun ét nummer på musiknavn. Men, det er en glimrende appetitvækker til, at dykke yderligere ned i buffeten på eget initiativ.
I skrivende stund spille D1MA og “Drøm Mig Væk”, det er dansksproget pop af en art. Det skal jeg måske tjekke mere ud… Hov, nu er der Soul Glo, det lyder som noget for rockfans? Lige før dukkede Militarie Gun op, det gav mig college punkrock/hardcore vibes, hvis det kunne lokke? Jeg er også blevet lokket til den mørkere side af Witch Club Satan. Lad dig ikke narre af det nuttede navn, de lød skide sure og onde i sulet. Til gengæld var ligeledes “onde med et sødt navn”, Candy ikke lige mig. Det lød, som om de havde optaget mishandling af grise og større landbrugsmaskiner.
Jeg har også været på en vidunderligt underlig, og overraskende udflugt med noget kaldet Fulu Miziki. Et congolesisk afrofuturistisk band, som “laver musik af skrald”. Fordi Roskilde! Og så videre til Leenalchi, der beskrives som new wave K-pop- Det har jeg ingen anelse om, hvad jeg skal synes om?! Men, jeg er lidt nysgerrig.
Sådan kunne man blive ved (der dykkes mere ned i programmet senere på sæsonen), de fleste videoer i artiklen her er sange, som dukkede tilfældigt op i mens jeg gjorde den klar til publicering.
Bare tryk play. Kast dig ud i det, se hvad der sker. Finder man sin nye yndlingskunstner nogensinde overhovedet? Sikkert ikke, men du får helt sikkert noget, som du ikke havde regnet med. Og, så husk det gamle motto fra Roskilde: More than music.
Mere end musik…
Roskilde Festival ER meget mere en “kun” musik. Det er oplevelser af enhver slags. Et sansebombardement. Fællesskab, endda på tværs af generationer, hvis man vil det. Det er pleje af gamle venskaber. Noget nyt, noget nostalgisk og noget du ikke vil synes om. Roskilde er ensomhed og kedsomhed. Det er tid til en stille stund, midt i larmen.
Det er alt for meget, alt for lidt. Du kan ikke nå det hele, men når alligevel for meget. Det er det, som man skal betale billetprisen for at få, ikke “bare” en række navne på en plakat. Og det er noget, som du ikke finder eller får nogen andre steder.
PÅ den led kan man sige, at Roskilde Festival aldrig rigtig kan dumpe. Men, det giver dem omvendt heller ikke et fripas, for selvfølgelig skal musikprogrammet helst være en bestået del af det samlede billede. Hvad det mangler af WAUW-faktor i toppen kompenseres der for ved, at det brede, farverige fundament endnu engang forundrer.
Hvis man gider åbne øjne og ører.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
