Så fik endelig græs under hovene igen. 3 lange år er gået, siden vi sidst havde Roskildes friske græs under fødderne. Og den var endda frisk, så længe det varer. Her en længere sludder om alt og ingenting, en stemningsreportage og indtryk fra åbningsdagen.
Lørdag åbnede campingpladsen og 80.000 forventningsfulde og feststemte festivaltosser i alle aldre, nok mest yngre indtog East, West, Caravan og hvad det nu eller hedder. Men, musikken starter jo først i morgen?
Så hvad lavede sådan nogle garvede Roskilde rotter, hvis de ikke havde tænkt sig, at feste med den energiske ungdom? Vi varmede op. På vores måde.
Vi benyttede festivalens første dag til, at få banket rusten af GFR-vognen. Undertegnede kunne skrive sig lidt i festivalform, om alt og ingenting. Måske mest det sidste. Og fotografen, der så vidt vi kunne regne os frem til faktisk ikke har været i felten med dit udstyr siden festivalen i 2019, kunne forsøge, at skyde sig varm.
Ligeledes er der muligvis kommet nye læsere til, siden vi sidst var afsted. Som ikke er bekendt med formen og stilen, når vi er på Roskilde. Så, det her er også en art lille instruktion til det, der venter fra vores front den næste uges tid.
Normalt kan vi, måske godt fremstå lidt “korrekte”, tørre og sikkert også “konfliktsky” her på siden. Vi er kort sagt, ret flinke, hvis vi selv skal sige det. Ikke ukritiske, men vi forsøger, at pakke det pænt ind. Der kan godt mangle lidt brod, eller bare “action på drengen”, som de unge sikkert ikke siger. Det forsøger vi stadig, at fastholde når vi slår os løs på Roskilde, men tonen er som regel mere let, tilstræbt i øjenhøjde og personlig.
Det her ER en personlig oplevelse og beretning. Der vil stadig være anmeldelser, der holder stilen og formen, som man nogenlunde kender den fra vores øvrige dækning af koncerter. Selvom jeg af og til bevidst forsøger, at træde udenfor stregerne, eller helt slette dem. Så jeg ikke går og keder mig, eller kører for meget på autopilot. Det sidste er en reel fare, når man har gjort det her så tit og længe, som tilfældet er.
Reportagedelen af vores dækning er oftest meget mere personlig, og et “kig bag kulisserne”. Det kan stedvis minde lidt om en form for dagbog. Hvorfor så det og hvad fanden kommer det mig ved? Kan du så med rette spørge.
Det er er er indblik i festivallivet, som vi ser og oplever det. Roskilde er meget mere end musik, det forsøger vi at dække derigennem. Via observationer, ting der kan undre, anbefalinger og staldtips. Hvad er spiseligt og hvor skal man ikke gå på tønden? Har de pløkker? Det er også ris og ros. Ventilation, så man kan komme igennem en lang uge. Jeg får tømt den mentale skraldespand og i kan rode i resterne. Det er mere uhøjtideligt end vi kan have tendens til, at være når vi kommer til, at kravle lidt for meget op i numsen på os selv.
Og så er det en mulighed for, at man kan lære os lidt bedre at kende. Det er klart, at det sikkert er sjovere eller hvad ved jeg, hvis man kender også i forvejen. Men, jeg sigter efter ikke, at gøre det for internt. Stilen og formen i reportagerne vil ikke være for alle, det er klart, jeg håber dog, at man ikke vil tage det alt for tungt. Der er plads til glimt i øjet, når jeg rabler løs på Roskilde. Selv når der går brokke-far i den.
To skridt frem, et tilbage og et par stykker til siden og i cirkler
Jeg skrev overskriften inden vi tog afsted! Ramt af forsynet, eller bare erfaring?
Turen til Roskilde gik gnidningsfrit, trods DOMMEDAGSKLOKKER i tabloidpressen om MULIGT TRAFIKKAOS. Den fornøjelse gemmer vi til hjemturen næste lørdag, når Tour de France skal møve sig igennem Roskilde på samme tid…
Således opstemte efter en vellykket GRATIS parkering, fordi man kender sine tricks, intet ulovligt, men man ved da cirka hvor man kan være heldig (endnu en fordel ved at være gammel!) ramte vi medie check in muren. Det er altid spændende, hvad er lavet om, hvad er ikke blevet forklaret ordenligt, hvad fungerer ikke – mange muligheder for, at blive overrasket!
Og det blev vi.
Min egen check in forløb uden problemer, fotografen og vores junior medarbejder knap så problemfrit. Jeg skal forsøge, at koge den næste times gak og løjer ned til et nogenlunde forståeligt minimum. Det er ikke videre action packed læsning, og jeg er selv i tvivl om, hvad der egentlig skete. Bare forestil jeg temaet fra Benny Hill i mens i tygger jer igennem det næste. De af jer der kan huske den herlige melodi.
Punkt 1) Barnet. Hun er 10 og skulle derfor have en børnebillet, men stadig med ind som “medie”, eftersom hun er med os. Og grundet hendes alder jo ikke må daske rundt uden opsyn på festivalen. Det skulle klares ved en anden skranke. Hvor de mente, at den, der havde tildelt os akkrediteringen skulle have tilføjet hende i det online registreringssystem man selv uddeler de udstedte akkrediteringer i. Kontakt vedkommende. Ja, det er mig!
Det kunne man, så vidt jeg kunne se, bare ikke. Heller ikke medarbejderen kunne se det, da jeg loggede ind. Jeg blev sendt til en anden skranke, chip medarbejderne, der egentlig står for alt “chip i armbånd” relaterede opgaver. De kunne heller ikke hjælpe, efter længere baksen rundt i it systemr og telefonopkald, hvorefter de sendte mig tilbage til den anden skranke, som jeg kom fra. Altså, efter jeg var kommet om bag i check in køen igen udenfor bygningen… “pust”.
Nu kunne damen, som jeg skal påpege, var meget forstående, rolig, lydhør og hjælpsom, pludselig godt hjælpe ved at fifle lidt med nogle ting på computeren?! Vi skulle købe en børne mediebillet til ungen. Så skulle de bare lige finde en kortterminal, så vi kunne betale. Da gik jeg ud for, at trække lidt luft (jeg har udeladt de 5 gange, jeg gav den samme forklaring til forskellige folk).
Punkt 2) Fotoarmbånd. Samtidig med, at vi løb i cirkler grundet medie-barnet var der forvirring om fotoarmbåndet til fotografen. Normalt udleveres det sammen med mediearmbåndet, men det var de sikre på, at man skulle have i pressecenteret. Som ligger i Backstage Village inde på pladsen. Vi protesterede, høfligt, men no dice.
OKAY, vi spoler frem til efter vi havde fået slået mit medietelt op i møglummer eftermiddagsvarme. Det gik fint. Ud over, at man sgu’ bare sveder lidt mere, når man nærmer sig midt-40erne?!
Afsted mod Mediebyen/Backstage Village og pressecenteret. Som er lidt en jagt, når området er flyttet, lavet om og intet er skiltet endnu. “Det ligger i et hvidt telt”. Javel, et af de 50 deromme? Jeg spottede Politikens private skurvogn og tænkte vi måtte nærme os. Bingo. Og de havde, selvfølgelig intet hørt om nogen fotoarmbånd. Dem skal man have i medie check in. Da satte vi foden ned.
Som altid er de gamle kending i pressecenteret dog også nogle hjælpsomme sjæle, der kender Roskilde gamet. Alle blev vi enige om, at “sådan plejer det da ikke, at være”. Der blev ringet rundt og snakke frem og tilbage. AHA, man skulle kunne få fotoarmbånd BÅDE i medie check in og pressecenteret? De skulle bare lige have fundet armbåndene… et eller andet sted… OK, så. Huargh.
Det sidste vi hørte fra officiel hånd, som pressecenterets medarbejdere fik at vide var, at fotoarmbånd, når de ellers blev fundet, kunne fås begge steder. Men “de foretrak, at man fik det påsat i medie check in”. Vi valgte, at tage den i medie check in, når vi alligevel skulle den vej forbi på vej hjem om aftenen. Hvor fotografen fik at vide, at fotoarmbånd skulle afhentes i pressecenteret. Da tror jeg, at hun blev lidt bestemt og stram i betrækket. Allernådigst fik hun endelig sit armbånd. DER HVOR VI KOM FRA 5 TIMER TIDLIGERE.
Moralen er… øhhh… Det er Roskilde, velkommen tilbage?! Ej, det er ikke for, at hænge nogen ud, eller brokke bare for, at brokke. Det er også for, at illustrere, at Roskilde er en KÆMPE maskine, der er så mange ting, som der skal være styr på, at der kan komme grus i maskineriet i alle led og kanter. Man skal huske, at det meste også er drevet af frivillige, mange ved kun, hvad de selv er blevet instrueret i.
Det ER Roskilde. Man må tage det som det kommer, der går altid et eller andet “galt”. Selvom festivalen rent organisatorisk er en utrolig velsmurt maskine efterhånden. Men, det er altså en hel by med omkring 130.000 indbyggere, som lige pludselig skyder i vejret på få uger, hvor der skal tænkes på ALT. Utroligt, at der ikke er større problemer?!
Derfor var undertegnede nu alligevel ved, at blive en kende rundtosset i varmen, da vi blev sendt godt rundt manegen. Man skal bare pakke ekstra tålmodighed, og huske, at man ikke er universets centrum. Endnu et løft med kasketten til alle de frivillige vi var i kontakt med, er sikker på, at I har nok at se til ud over små-forkælede medietyper.
Tour de campingplads
Efter sådan en tur på forhindringsbanen, trænger man da til, at mænge sig med pøblen. Ud og mærke græsset på campingpladsen, inden det bliver trampet ned. Og forulempet i værre grad med dertilhørende duftgener.
Luften var ikke blot stadig møglummer, den var nærmest velduftrende? Jeg fik, i et anfald af minder og sentimentalitet faktisk lidt gåsehud, et kort øjeblik, da jeg trådte ud på Camping Øst. Det larmede. Der var liv overalt. Og der var den der helt særlige summen og stemning i luften, som ER Roskilde Festival på en åbningsdag. Baby, I’m back!
Men, kun for en kort bemærkning, naturligvis. Folk herude er nogle grisebasser og unge mennesker er generelt ulækre. Eller vent, mange af dem så faktisk enormt tjekkede og smart ud? Og meget rene?? Hvor lang tid har de ligget i kø, siger i? Vent, der var klager og utilfredshed over, at nogle skulle ligge i kø i 3 timer for, at få deres armbånd, fordi der var bøvl med systemet? UMENNESKELIGT! Ring til Ekstra Bladet!! Nå, ok, de var her? Med live update fra dette overgreb mod ungdommen?? Det er et sandt mirakel, at ingen blev traumatiseret, eller fik beskidte bukser.
Ej, der var sgu’ generelt højt humør, brede smil og fantastisk stemning. Jeg nåede endda, at høre brudstykker af både Rage Against The Machine og senere ACDC igennem den massive mur af soundsystemstøj. Rocken er ikke helt død på Campingområdet. Men, den er fortrængt til baggrunden af tidens tonefarver, og de er noget mere voldsomme for os ældre mennesker. Hver generation, hver deres soundtrack. Sådan skal det være.
Go West life is peacefull there?
Nå, der var Rising i det fjerne, så var de kommende dages arbejdsplads lokaliseret. Så kunne vi da lige så godt traske i adstadigt tempo mod Camping Vest, og se om der var endnu varmere der?
Det gik ikke hurtigt. Junior medarbejderen skal jo tjene hendes billet hjem, og spare op til en ny iPhone ved, at samle pant. Og der var pant. Også mere end hun orkede, at slæbe eller kaste sig over. Da vi forbarmede os og tillod, at hun holdt fyraften var de første to sække afleveret i pantbiksene rundt på pladsen. I morgen vil hun have en trækvogn med…
Hov, der lå Dixi Burger?! Vent, har de altid stavet Dixi uden “e” til sidst? Har jeg skrevet forkert i alle de år? Er “e’et” sparet væk? Eller er det mon noget politisk?! Jeg havde tid til, at gruble over både årsag, og mulige konsekvenser, mens jeg ventede på maden. Den var ventetiden værd.
Dixi(e) har været en redaktionsfavorit i mange år, men den har også været ujævn. Og der var en årrække i slut 10erne, hvor den skuffede. Men, men, men. Den er god i år. Eller, “den smager fucking godt”, som yngste medlemmet formulerede det.
Bollen er sprød og lækker, og smager ikke af en halv-fugtig svamp, som i kriseårene. Bøffen var stor og IKKE tør. Og så er det en halv-stærk fætter for en jalapenos svag mave som min, men det smager fandeme godt, det brændende møg. Prisen på 75 kr for den almindelige variant er også acceptabel i forhold til andre priser på pladsen. Den stiger dog til et lidt mere heftigt niveau, hvis man også ønsker bacon og ost. Det bliver til 5 ud af 6 på mundvandsskalaen til årets første Dixi(e).
Pavi party i provinsen
Det første jeg studsede over, da vi travede langs hegnet i retning vest var, at den indre plads virkede større end tidligere. Allerede da vi passerede bagom Avalon, i vores tur gennem Backstage Village virkede den scene rykket tættere på Arena. Nu, på den anden side af pladsen, virkede et større område op mod den velkendte bro, inddraget til festivalplads.
Og vi har, endelig fået en ny bro! Ja, den gamle stilladsagtige vakkelbro mellem øst og vest har fået en tiltrængt ansigtsløftning. Væk er muligheden for vertigo ved, at man kan stirre gennem trinene ned på togskinnerne. Trapperne er nu “lukkede”, ligesom konstruktionen har fået vægge, og virker lidt lavere. Det tager lidt af udsigten, når man runder toppen. Til gengæld føles det ikke længere, som om man har jelly legs på et underlag med sammenstyrtningsfare.
Til gengæld er det i godt vejr, som det var lørdag aften, stadig en støvet fornøjelse, at lande på den vestlige side.. Ahhhh, Roskilde støvet, hvor har vi savnet din søde kløe i øjne og bussemændsfremkaldende tilstopning af snydeskaftet!
Nå, vest lignede da egentlig sig selv? Satme mange hvide pavilloner? Og så slog det mig, så vi nogen af dem på Øst?! Måske lagde jeg ikke mærke til det i efterdønningerne af turen i medie akkrediterings flippermaskinen men, er pavilloner forbudt på øst? Jeg overså dem sikkert (ja, ja jeg gjorde, billederne fra øst lyver ikke, der var pavilloner. Godmorgen!). Men, ikke på vest, de var skudt op som paddehatte, så langt øjet rakte.
Ud af øjenkrogen observerede jeg også vest campingens uofficielle vartegn, vindmøllen, der helt ukarakteristisk stod helt stille. Hurtigt, en eller anden, tænd for ventilatoren, her skide lummert!!!
Eller var der efterhånden godt gang i en helt klassisk Roskilde aften på campingområdet. Tider og toner skifter, nye generationer kommer til, men der bliver stadig øl bowlet, bromancet og romancet, pisset i hegnet og væltet i selvsamme.
Jeg spurgte den 10 årige junior medarbejder om hun glædede sig til, at ligge herude og fest med vennerne. Ja, ja det gjorde hun. Så, synet er nok ikke så skræmmende og/eller frastødende, som man kunne tro for unge øjne? Hun syntes, at det så ud, som om folk havde det sjovt. Sagt efter, hun så en ungersvend lægge næsegrus i græsset, armene ind til siden, mens hans venner forsøgte af dødløfte ham op. Da spurgte hun godt nok efterfølgende, “hvorfor drikker folk egentlig øl?”…
Hendes fest blev ikke mindre af, da hun opdagede, at en fra tv-serien Akavet arbejde i en af pantboderne, Og på vej ud fra pladsen lidt senere passerede vi først en vis “Stampe”, og dernæst “Jesper Ølgård”. “De er YouTubere, og meget kendte!”, forsikrede eksperten på området mig. Og fortsatte med, om SÅ berømte folk, mon kunne gå i fred på en festival. “De er jo YouTubere!!”.
Hun var så imponeret, at hun straks måtte ringe til ikke en, men to veninder derhjemme og berette om hendes livsændrende oplevelse. Jeg nikkede bare. Hver generation og deres berømtheder!
Mens vi gik tilbage over broen i retning medie check in og nød de sidste stråler af solen, på en tiltagende truende aftenhimmel, spekulerede jeg over, hvornår mon Burhan G og Peter Mygind lander i Backstage Village… jeg er allerede tilbage i morgen. Jeg skal baaaaare lige hjem til Herlev og have en sidste lur, inden den står på en uge i telt for den aldrende festivalrotte.
Vi går aldrig hjem, OK, men så kun i dag.
Af Ken Damgaard Thomsen (plus mobilfotos)
Foto: Lene Damgaard Thomsen/GFR, Roskilde Festival
