Modsat torsdag på Roskilde Festival, hvor der udelukkende blev set koncerter med kvindelige kunstnere, blev kortene blandet lidt fredag. En halv-sløj musikdag, begyndede kriser, regn og blæst, men også festivalens hidtidige kulinariske højdepunkt. Det kom fra uventet kant, musikken stod navne som Richard Dawson, Mekdes, Thomas Helmig og Jerry Cantrell for.
Rise and shine, sunshi… hmm, det så lidt overskyet ud, da jeg slog teltåbningen op. Mørke, truende skyer endda, samt den der følelse. Det trækker i festivalknæet, der kommer regn.
Hurtigt gøre sig færdig, på med det reneste par underhylere og afsted i sikkerhed i Pressecenteret. Hvor de var ved, at sprede flis ud i kanterne af teltet. Betryggende eller foruroligende? Dagens skriverier blev en ordenligt mundfuld, ikke kun fordi jeg fik set en del musik, men havde åbenbart en ting eller tre, at sige om det jeg oplevede torsdag med en fyldt notesbog til følge.
Det har jeg ikke “idag”! Jeg fik kun taget noter under gårsdagens (det må jo så være fredag, det er lige med at holde styr på dagene, når man skriver “bagud”!) første koncert. Så begyndte det at regne, man stod tæt under teltdugene til samtlige koncerter. I det fri blev det noget juks med noter på mobilen, der forresten havde fået festivalstress og afladede med omkring 5% i timen, selv når den ikke blev brugt. Nå, vi tager den på hukommelsen… #goodluckdeadbeat
Så, det bliver som det bliver, og beklager hvis jeg glemmer detaljer til koncerter, eller kokser rundt i et eller andet i det følgende. Hvis du læser med, men ikke var på Roskilde, tja, så er det jo ligemeget – du ved ikke hvad der skete!
Jeg kom lidt sent af sted fra Backstage Village, regnen ramte i spredte perioder og toiltetvognen løb tør for håndsæbe. Ellers var det mest dramatiske antallet af pænt hærget udseende pressefolk – nu strammer det til. Og, at jeg endnu ikke har set Burhan G sidde og chille med et glas pagne?!
Morgenmad. For helvede, jeg gjorde det igen. Kørte al den pressekaffe ind systemet kunne tåle (den er forresten dejligt stærk “idag”, det er så lørdag i dette tilfælde). Spiste en tør müslibar, valgte i et anfald af ligegyldig helsetrip, at købe den mest kaloriefattige variant. Den er tør. Og kedelig. Men, heller det end, at stå i kø ved Gorms Pizza Backstage Edition. OK, jeg gider bare ikke æde hans pizza.
Nå, blev lige forstyrret i min tankestrøm (nu taler jeg i “nutiden”; min nutid, altså lørdag, for dig er det “senere”) af en efterladt, ringende telefon på lyd i Pressecenteret. Det var selveste Louise Wulff, der ringede, kunne jeg skimte på den larmende fredsforstyrrer. Overvejede, at tage den og lige høre hvordan det går med hende.
NÅ, uden mad og drikke, dur mediehelten ikke og mister hovedet. Som de dukker i designertøj, der var opstillet på den nu tomme plads foran Orange, da jeg havde kurs mod Pavillon området. Jeg tænkte straks på en sygt god joke, fordi “presse”. Find den på vores Instagram, den har fået mindst ét hjerte-like #funnybones #morsommemedier #gfrdk
Jeg kombinerede morgen- og middagsmad med væske og styrede mod Gutter Island Baren, placeret som sidste stop før undergangen, venstre for Pavillon teltet. De havde fået malket koen, så der var frisk GutterMælk. Det hedder ikke White Russians nu, fordi, i ved… “Putin”. Og, ja, det var, igen noget jeg fandt på lige der! Bang, ud af ingenting: inspiration! I må gerne hugge navnet, bare jeg kan få en ekstra kop gratis GutterMælk ved lejlighed.
105 kr. for en dobbelt. Det var jo morgen OG middagsmad, så måtte hellere tanke op. De laver den forresten på gammeldaws maner, fra “bunden”, det kan tage lidt tid, men selskabet er hyggeligt. Og så slipper man for det der færdigblandede sprøjt på “tab”, som serveres visse andre steder på pladsen.
Richard Dawson & Circle, Pavilion Scenen, kl. 14.00
Sidst Richard Dawson gæstede Roskilde og samme scene, var det med et folk-rocket band i ryggen. Denne gang var han bakket op af det eksperimenterende, finske rockband Circle. Eller, de var faktisk mere end backing, det virkede som en ligevægtig koncert, hvor de fik lige så meget plads, periodevis mere, end Dawson. Ikke mindst deres tangentbasker fik lov til, at synge lead og bidrage heftigt på snakke-synge-reciterende vokal koncerten igennem.
Det blev også en markant anderledes koncert end den i 2018, hvor Dawson virkede tilbagelænet, meget hygge-snakkende og, som om han lige var stået op. Fredag var han fokuseret, meget lidt kommunikerende mellem numrene og inviterede ind i et helt anderledes musikalsk univers. Det virkede, som en sceance af en art. Eller én lang, sammenhængende musikalsk fortælling med en begyndelse, midte og en ende. Ikke, at det dermed ikke blev genremæssigt alsidigt.
Dawson startede med, at stå og stirre og søge øjenkontakt med hænderne på ryggen, mens bandet langsomt dronede koncerten i gang. Det tog flere minutter, hvor Dawson bare kiggede. Som om han sagde til publikum: “kom indenfor, lyt, I skal med til et andet sted nu”. Et sted, hvor folk, rock, metal, punk, teatralsk musik blandes til lange, semi-proggede numre, der stikker i øst og vest. Men, aldrig stak af. Det er organiseret “rod”, et kaos med en form for mening i. Den røde tråd er tilstede, men flettes ind i alt muligt.
Topmaven er blevet større, eller sidder højere og håret er blevet langt og fe-agtigt. Hvis han redte det. I det hele taget lignede bandet nogle, som havde været på festival i en uge. Undtagen den elegante trommeslager, og den vampyr-lignende tangent-troldmand. Var de karakterer fra en fantasy/horror-film? Som de nu lavede et alternativt soundtrack til? Det var sært. Tryllebindende. Underligt. Både lidt utilnærmeligt og sært inkluderende, man måtte gerne være med. Man skulle bare være koncentreret for, at følge Dawson og Circle, der ikke løb i cirkler, men ofte spillede i dem.
Der blev folk-headbanget, poseret dramatisk, langsomme bevægelser på scenen. Som et gammeldags dukketeater, hvor man bare ikke kunne se snorerne. Sangene blussede op, faldt ned igen. Slog krøller på sig selv. Stak af i metalliske retninger det ene øjeblik for, at slå over i noget mere punket det næste.
Dawson har ikke det man ville kalde en smuk vokal. Men han har en vokal, der formidler og går rent ind, hvis man lader den. Hold øjenkontakten. Det er karakterer og historier vakt til live. Historier om de spøgelser Dawsons mor fortalte ham om, om hendes oplevelser, på sygehuset hjemme i Newcastle, som i den forrygende “Lilly”. Det er sange skrevet fra perspektivet af et 32.000 år gammelt frø, som et egern sidder og gnaver i, som Dawson forklarede en af de få gange han talte til os.
“Ivy” var møghamrende tung, andre steder blev det mere “jazzet” og udsyret. Tangent-vampyren sad bare og snakkede uforståelige ord, som lød som oplæsning af gamle skrækhistorier, i længere perioder. Mens band og Dawson leverede det hypnotiserende lydunderlæg. Mod slut fik vi en over 10 minutter langt tour de force, hvor riff og melodi bare kørte rundt og rundt. Ned igen, op i tempo, næsten i stå, forfra. Og så eskalerende, som koncerten nærmede sig de 60 minutter. Det var betagende.
Band og Dawson sluttede i dramatisk positur midt på scenen, præsenterende gevær med instrumentvåben. Historien var slut. Og med et trylleslag var der brede smil, glade og taknemmelige blikke på hele scenen. Fortryllelsen og/eller forbandelsen var hævet?
Dawson er en original. En unik sangskriver, tekstforfatter og “karakter” på musikscenen. Han er en særling, som vi skal passe på og sætte pris på. Med Circle havde han fundet nogle ligesindede legekammerater. Det blev aldrig lige så hyggeligt og jovialt, som i 2018, det her var noget helt andet. Hvor er det FEDT, at man kan opleve den samme kunstner give to så forskellige koncerter på en festival.
Hvad finder han mon på næste gang? For, I inviterer ham da tilbage, ikke også Roskilde?
Så var det blevet tid til lidt familiehygge, mens den regn, som ramte pladsen under Dawson var stilnet lidt af. Roskilde er også ved, at have sat sine aftryk på en fotograf med slidte skuldre og en 10 årig, der suger lidt for mange indtryk. Koncerter er stadig lidt for meget, og “abstrakt” for den bette, at tage ind. Sammen med flodbølgen af mennesker og indtryk. Så går man lidt “indad” og prøver, at gemme sig i perioder, og man må forsøge, at hjælpe og være tilstede.
Det koster lidt på tiden og ressourcerne, når man også prøver, at arbejde. Men, det her skal også være på hendes præmisser, selvom man gerne må få rykket nogle grænser. Alt med måde, hun er kun 10. Det hjælper, åbenbart, at gøgle lidt rundt og stå på hænder. Mad er også godt.
Og nu vi er ved emnet, så var det tid til fast føde. Der var ingen kø ved Brændende Kærlighed, den variant der sælges mellem Pavillon og Orange. Hvor meget kartoffelmos kan man spise på en festival? Og hvor meget får man for 95 kr for en “stor” portion? Mindre end man kan spise og forlange for prisen, men sådan er det jo. Det er efterhånden mere løg og rødbeder end bacon og kartoffelmos.
Smagen var, “pfff, tja”, men jeg har prøvet værre. Det er svært, at fucke kartoffelmos op, men det lader til, at både den biks og Food For Sixty gør et dedikeret forsøg. Bah, jeg ved sgu ikke, til prisen må det være en stor 2er på Value for Money skalaen.
Mekdes, Pavillon Scenen, kl. 16.15
Unge Mekdes, som jeg vil skyde på et fra Aarhus, ik årh’, var så heldig, at det stod ned i stænger til hendes koncert. Og resulterede i et helt tætpakket telt. Der var, muligvis, blevet fyldt godt op alligevel. Mekdes er ikke høj af statur, men stor i stemme, udstråling og noget ulmende star quality.
Vi er der næsten, der mangler bare nogle flere virkelig gode sange til, at holde den kørende i knap en time. Det blev en smule ensformigt med blandingen af hiphop, moderne soul og RnB. Nogle spredte gæsterappere, som jeg simpelthen er for gammel til, at vide hvem er, gav lidt variation midt i sættet og mod slut. Publikum var meget begejstrede og velvillige til, at give Mekdes et fortjent moralboost. De af dem, der lyttede og ikke snakkede.
Det er bagsiden af medaljen ved et fyldt telt. Især et, hvor dele af tilstrømningen skyldes, at folk søger i læ og måske ikke helt “frivilligt” opsøger musikken. Der var en hel del snak bagest og i kanten. Og oksen, moslen og “nu skal JEG altså BARE i læ” attituder. Det var forstyrrende og stressende, der hvor jeg havde placeret mig. Umuligt, at give sig hen, lytte og få det hele med, når man hele tiden blev skubbet rundt og puffet til af skræppende regnslag.
Jeg trak ud. Foretrak, at stå i den silende regn lige udenfor teltet, i stedet for en uendelige tur i skubbe/snakkeklubben. Det var bedre i Gutter Island Bar regnen. Men, så blev jeg distraheret af en ny, bedste ven i de næste 20 minutter, “Martin”. Martin havde glemt sine smøger i teltet, en ven var på vej med forsyninger, men han var rygetrængende. Og så mig stå med en smøg i kæften i regnen, fordi jeg er sej.
Martin fik en smøg, var meget taknemmelig over denne gestus og min hjælp til det langsomme selvmord. Vi faldt i snak. Det var hans festival nummer 20, jeg er på 22 i år. Vi har næsten set de samme koncerter på Roskilde Festival gennem årene. Vi mindes nullerne. Forandringerne, både festivalen og en selv. Det var nogenlunde den samme “tur” vi havde taget, han havde dog sit sidste år på pøbelcamping i 2016 – jeg flygtede lidt før.
Vi var begge til den legendariske regnvejrskoncert med R.E.M. på Midtfyn i 2001. Og de lidt flade koncerter de spillede Forum i årene efter. Han var oprindeligt fra Fyn. Der blev snakket om dengang man kunne tage fra Roskilde til Midtfyn, 14 dages festivalliv i streg. Nu kan man tage den omvendte tur fra Tinderbox til Roskilde. Jeg vil hellere styrte på cykel end tage til Tinderbox. Martins smøger dukkede op, hans insisterede på, at vi røg en mere i regnen.
Pludselig var hans venner ved, at gå fra ham og jeg måtte pege ham i deres retning. Vi delte et sidste kram og anerkendende nik og skiltes, som nye best buds. Vi ses igen, derude Martin! Vi ses aldrig mere… Jeg var helt opløftet, det var et lille, personligt Roskilde øjeblik. Flere af dem.
Hjem til Aarhus, hjem til dig og aa, hva bah? Nå, fra Aarhus på Pavillon til Aarhus på Orange. Der var linet op til den store, ekstravagante, rockfest, fejring af jubilæet og Festivalen. Eller også havde det bare inviteret Thomas Helming for første gang siden 2001. Fordi: fordi de kunne!
Thomas Helmig og en masse gæster/turister, Orange Scene, kl. 19.15
Hvorvidt Helmig fortjente en så prominent plads og placering i programmet, er en diskussion vi kan tage når jeg runder af. Det er en længere snak, lad os koncentrere os om, hvad vi rent faktisk fik.
En næsten-samlende danskpopfest på Orange, foran en stor tilskuerskare, hvoraf overraskende mange blev hængende for, at synge med på de gamle ørehængere, da sluserne over pladsen igen blev åbnet. Helmig adresserede det et par gange fra scenen ved, at sammenligne med, at vande blomster. Thomas er en flink fyr og en høflig popdreng, selvom han er fyldt 57. Han rocker stadig en stram læderbuks, og et næsten uhyggeligt bredt tyggegummismil. Charmen er bestemt intakt og skinnede igennem i gråvejret.
Han havde heller ikke glemt performergenet hjemme i Aarhus, stemmen er dog stået lidt af på halvejen. Det var sgu egentlig en optræden af internationalt format, på en meget dansk måde. Det gik rent ind hos store dele af de sejlivede foran scenen, som momentvis skrålede med, så man skulle tro, at det var Jesu genkomst. Helmig havde også gudestatus rent musikalsk, i hvert fald i glimt.
Band og Helmig lagde stærkt ud med “Jeg Tager Imod” og “Det Mig Der Står Herude Og Banker På”. Så var vi sgu i gang. Sidstnævnte er jo utvivlsomt en dansk popklassiker, og svær ikke, at holde en lille smule af. Men, som man stod der, kunne jeg ikke lade være med, at tænke over HVOR banal og uskyldig den egentlig er. Sunget af en voksen mand på 57 kunne det godt virke lidt… naivt og pænt.
Derfor var det også klædeligt, at Helmig lidt senere hev Benjamin Hav på scenen til deres nye fællessingle “Hvidt Flag”. Så kom der pludselig noget kant og uforudsigelighed ind i den ellers velsmurte og strømlinede sceance. Hav vralte-dansede rundt, skar underlige ansigter og virkede både helt malplaceret i det funk-gøglede bandcirkus og helt rigtig. Dog var det lidt underligt, at Hav også lige skulle fyre “Den Dejligste Boy” af, mens Helmig gled i baggrunden. Da blev konstrasten til Helmigs uskyldsrene popunivers og Havs lyriske udskejelser meget tydeligt.
Hav drev langsomt i baggrunden, og af scenen, mens Helmig bevægede sig over i den engelsksprogede del af sættet. “Groovy Day” var lige ved at drukne, ikke kun fordi der kom vand fra oven, men den fremstod lige vel “groovy”-letbenet, måske var det lyden, som kæmpede lidt mod vejrguderne. Men, så blev koncerten reddet på sikker grund igen med “Stupid Man”.
Koncertens første peak, fællessang og brøl på pladsen. Den sad lige i skabet. Her kom der også så meget rock på drengen, som Smilende Thomas kan og tør. Til gengæld er han virkelig ikke bange for bagateller og banaliteter, men periodevis er det altså lykkedes ham, at få et eller andet ud af det, som bare fungerer.
Vi skulle hjem til Aarhus og lukke øjnene via “Malaga”, efter det havde været “Midnat I Europa”. Schlagere, som er meget, meget svære at hade. Især når de bliver modtaget, og behandlet, som her. Så var der dømt lejrbålsstemning om den Orange bålplads.
Mere af det, og den rockede popdreng, og jeg havde måske ikke kunnet få armene ned efter koncerten. Men, de ville det anderledes, dem på scenen. Nu fulgte koncertens tungeste del, at komme igennem. Ikke kun fordi, at regnslaget nærmede sig max belastning og shorts var et tydeligvis kritisabelt valg – jeg småfrøs dælme lidt. Og den ubærligt fesne bleg-funky retning koncerten gik i, leverede ikke noget man kunne varme sig ved.
Tidligere Prince-bassist Ida Nielsen blev hevet på scenen, få jublede, den røg nok henover hovedet på de fleste. Jeg vil ikke kritisere hende, og det øvrige band og korsangerinder, eller hvem/hvad Helmig ellers havde pakket i linie 888 fra Aarhus, men. ØRK. Jeg er generelt ikke en superfreak funky fætter, med mindre det er Rick James, bitch, eller lignende. Gammelfar dansker-funk med bismag af 80erne og 90erne, forsøgt opdateret til 2022. Den gled kun ned med møje og besvær og nu begyndte koncerten, at virke lang.
Så skulle Lord Siva af uransagelige årsager på scenen og synge “Solhverv”? Jeg måtte spørge sidemanden, hvem han var. Lord Siva? Troede det var en rapper? Jeg var, tilsyneladende, en af de få, som ikke havde hørt det nummer før, i hvert fald der hvor jeg stod.
“Nu Hvor Du Har Brændt Mig Af”, gav en sidste smagsprøve på, hvad denne koncert KUNNE have været. Kæmpe fællessang i det forlængede nummer, hvor koncerten nærmede sig 1 time og 45 minutter. Thomas takkede af, bukkede, smilede, og alt der hører sig til. Nå ja, den kom da næsten tørskoet i land, så tilgiver man den ulideligt lange funkudflugt. Ekstranummer?
Hvis alle behandler, det de kalder “deres yndlingssang”, på samme måde som Helmig, så skal de i skammekrogen. Som sidste, helt unødvendige punktum fik vi en hæslig dansepop opdateret version af Gasolins “Sirenesangen”. Pardon mit dansk, men det er sgu godt, at Larsen er død, så han ikke risikerer, at opleve eller høre om det forsøg på manddrab på en sang. Da var jeg lige ved, at lave “en Treo” og flygte fra koncerten.
Alt i alt var det vel… fint? Der var fine momenter, enkelte kæmpestore, hvor man tænkte, at Helmig og Orange var det eneste rigtige lige nu. Og så var der resten. Det var vel en halv-sejr på udebane? Hvis det giver mening…
Meningen og orienteringen kan man hurtigt miste på Roskilde. Især når vi rammer fredag, hvor de første alvorlige krisetegn kan sætte ind. Ud af det blå kan man blive ramt af en overvældende træthed, hvor man bare tænker “nu er det nok”. Så kommer man pludselig op igen, tager en slurk vin fra dunken og er sikker på, at man aldrig går hjem. Eller i hvert fald kommer næsten helskinnet igennem. Selv med våde strømper.
Man kan også blive så akut sulten ud af det blå, at man er ved at gå i panik. Det næste kan man ikke rigtige spise noget. Der er folk overalt. Jeg ser dem, jeg ser dem ikke. Der var lejrflaget, hvem er mon i live i dag? Er der kommet nye til? Der var min gode, gamle wingman, Mr. Mongo, der i mange år var en tro sidemand og støtte på Rising. Nu er han grundet job, alder og generel festival fatigue nede på en én-dags billet. Eller to, han fik lørdag med til udsalgspris.
Han havde benyttet sine første 4 timers tid på festivalen til, at drikke sig så hønefuld, at han næsten ikke kunne stå på benene. I hvert fald ikke sikkert. Alligevel løb han i cirkler. Rundt og rundt, så en nedtur. Op igen, rundt, ned, til siden, forfra. Så ham valgte jeg, naturligvis, at hænge ud med resten af dagen.
Tøserne var draget mod udgangen, en brugt fotograf og et træt barn. En uge på Roskilde er lang tid. De dropper lørdagen med Tour de France trafik og menneskevanvid. Jeg er on my own indtil søndag. Guderne være med mig.
Hvor skulle vi hen, hvem skulle vi høre og hvad sker der inden Jerry Cantrell halv tolv?! Konvent på Pavillon 22.30? Pis, så skal man på tværs af pladsen for, at nå Avalon en time senere. Det bliver noget rod. Little Simz? Stå og blomstre i semi-tørvejr ved Avalon allerede? Der er langt tid til Jerry. Lad os gå til Arena, måske kan vi nå noget af The Smile?!
Ja, det sidste minut af sidste nummer. Det lød afro-prog hidsigt og meget tillokkende. Vi kom for sent til festen. Hvad så nu? Hvor er resten gået hen?! Hvem har set Thomas (ikke Helmig)? Har han flaget? Hvor har de gemt madboderne ved Arena?! Hov, der var en vi kendte, placeret i campingstol i det nu næsten tømte Arena telt. Han blev helt glad i låget, da vi fortalte, at Jerry Cantrell spiller på Avalon om en times tid. Da vi altså fik gjort ham forståelig hvem Jerry er: sangskriver, guitarist og “den anden stemme” i Alice In Chains. Han elsker Alice In Chains, baby, men havde ikke lige fået med, at Cantrell skulle spille. Eller genkendte navnet i første omgang, da vi nævnte det. Fredag er hård.
Vi fik styret det fordrukne optog tilbage til Avalon og NU skulle jeg altså have noget aftensmad. Fuck, der er kun Meyers halløj i området, men køen er kort. Har ellers forsøgt, at undgå stedet, fordi: “Meyer, for helvede”. Det virker næsten for sell out for en aldrende Roskilde rotte, men sulten vandt over principperne.
Og det fortrød jeg ingenlunde! Det er et af de bedste måltider, jeg kan mindes at have indtaget under disse forhold. Valget faldt på en såkaldt Falafel Bowl med alt muligt fancy i, blandt andet ting og sager fra “Bornholm”. Så er det sikkert udmærket. Og det var det. En god blanding af spændende ting og sager, som jeg havde svært ved helt, at placere eller afkode i mørket. Men, smagen var glimrende, portionen tilfredsstillende, og prisen på 95 kr. virkede for en gangs skyld ikke helt ude i hampen. Jeg lander på 5 ud 6 spiselige bøllehatte til Meyer bowlen.
Jerry Cantrell m. band, Avalon, kl. 23.30
Så, det var Alice In Chains light? Jerry Cantrell har et par fine soloudspil under det tynde, lange garn, som han da også luftede et par bidder fra under den time lange koncert. Men, det var tydeligt (og ikke særligt overraskende, naturligvis) Alice In Chains materialet, som tog kegler og fyldte godt på sætlisten.
Det er hvad det er. Jeg havde ikke regnet med andet, men måske, at det havde fremstået som mere end Jerry med et AIC coverband i ryggen. Det blev kun til lidt mere end det. Og det er svært, at sige meget om selve koncerten, andet end at nævne numre. Det var en koncert, sangene blev driftsikkert leveret, Jerry er stadig en fed guitarist og kan også stadig ramme tonerne. Der var spredt gensyn/genhørsglæde, fællessang hist og her og så var koncerten slut. Og glemt.
En ting er, at man tager de gamle travere med på “solotour”, der virkede som en form for lønnet sommerferie. “Hey, det rigtige band holder pause, men jeg kan da finde et par andre fyre at slæbe med og nuppe nogle festivaler i ferien”. Noget andet er, at det kom til, at fremstå, som en lidt tam kopi af det, folk hellere ville have hørt. Det rigtige band.
THE guy, Layne Staley er død for længst. Jeg har vænnet mig til og accepteret New guy, William Duvall, på vokalen. Jerry havde, muligvis, holdt American Idol audition og fundet en eller anden dude, der ikke stod for meget i vejen og måske ikke ødelagde Staley-delen af numrene. Og dennes eftermæle. Fra THE guy, over new guy til some guy, som mest var no guy. Bandet af hyrede håndlangere var også lidt ligegyldige, det var Jerry der var the man, man.
Åbneren “Atone” (tror jeg det var) var småkedelig, “Them Bones” fik losset koncerten i den rigtige retning. Så døde momentum lidt i de efterfølgende numre, som blev høfligt modtaget i det knap fyldte telt. “Cut You In” fra den gode soloplade Boggy Depot burde være landet bedre, den har et fedt, knurrende riff. “No Excuses” skabte fællessang igen. Op og ned.
De genstridige, uopslidelige bidske bæster “Would?” og “Man In The Box” var lige ved, at få det hele til, at føles helt rigtigt. Og gik også sat lidt for meget gang i den værste form for festivalbrandert på Roskilde: Mænd på min alder, som for længst skulle være pakket i seng. Tosserne var lige ved, at hoppe og mosle den afsluttende “Rooster”, og mig, ihjel. Så LYT dog, i stedet for, at vælte rundt?! I hvert fald til Jerrys lidende, sjælefulde og stadig virile spade. Ham der no guy på den anden mikrofon var jeg ved, at være lidt træt af på det tidspunkt.
Jeg var generelt lidt træt, tror jeg. Der var ved, at være udsolgt. Udsolgt var der ikke helt hos Jerry Cantrell, men ud over en undskyldning for, at tage på betalt udflugt rundt i verden og lufte arvesølvet, var det svært helt at finde relevansen. Cantrell valgte festivalsættet på autopilot med et band, som selv på deres bedste dag nok ikke kan meget mere.
Men arvesølvet skinner stadig, når det får lov.
Der var dog ikke meget skinnende tilbage i mine afkræftede krop, “down in a hole”, eller bare den lange vej hjem til teltet. Jeg valgte, at trække stikket. Nu SKAL jeg holde ud indtil søndag, tak Tour de France. Og lørdag (som nu er idag, husker vi nok) virker uoverskueligt lang og tætpakket med potentielle musikalske lækkerier, hvis man orker.
Hvad man ikke orkede var dog tanken om ikke, at kunne komme på toilettet næste morgen. Da jeg ramte Restricted Camping var strømmen i toiletvognen gået. De moderne skure er afhængige af strøm til lys og skyl. Prøv, at finde rundt på alt nødvendigt i en mørk kabine kl kvart over et om natten. Prøv, at forestil jer vognens tilstand uden skyl dagen efter. Og ingen service vagter i sigte man kunne tippe om den lurende katastrofe. De er sparet væk om natten hernede.
Da jeg stod op i morges var vognen spærret af. Så er problemet i det mindste opdaget, men bliver det fikset på sidstedagen? Eller er må vi klare os selv herfra og ud? Roskilde Festival er ved, at være slut.
Nu handler det om ren overlevelse.
Af Ken Damgaard Thomsen (plus mobilfotos)
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
