Begyndelsen på enden! Roskilde Festival sluttede med en lørdag, der blev symptomatisk for festivalen 2022. En del fine momenter, et lille peak hist og her, men mest en ret jævn musikdag med navne, som Sara Parkman, Samba Touré, St. Vincent, Sierra Ferrell, Squid, Converge: Blood Moon og, nå ja, så der jo The Strokes! Som (forhåbentlig) selvdestruerede og begik karriereselvmord på Orange!!
Jeg startede lørdagen med, at få krampe, da jeg forsøgte at tage sko på i teltåbningen. Så var stilen ligesom lagt. Gårsdagens reportage sluttede på foruroligende vis med, at toiletvognen ved Retricted Camping var brudt sammen. Nu var den i det mindste afspærret, så nogen havde opdaget den ulmende katastrofe (det lyder i øvrigt som en gentagelse af situationen i 2017, red.).
Det var ikke lige et ekstra stresselement man havde brug for på sidste dagen. Så hurtigt afsted mod Mediemøllen, der er no way in hell, at toiletterne i Backstage Village ikke fungerer. Hvor skal Magnus Heunicke så fise den af?! Og de virkede da også i den ødemark, som Backstage Village fremstår som om morgenen/formiddagen. Når eftermiddagen rammer, så er jeg den, som skal ud af det rygklappercirkus i en vældig fart.
Slog min egen rekord i Pressecenteret, 6 kopper mediekaffe på 4 ½ time. Ja, så lang tid tog det mig, at rable løs om fredagens udskejelser. Uden noter, så kræver det lige lidt ekstra fokus og “ah shit, spol tilbage!”. Og så skal der uploades billeder, de skal lægges ind, WIFIen bliver langsom, når teltet stille og roligt fyldes op. Så skal man lige have sig en smøg og stå og glane ud i ingenting. Derefter bliver man distraheret af højrøstede “kolleger”, som ikke har pli, eller situationsfornemmelse nok til, at fatte at det her er en arbejdsplads. Ikke kun DIN. Jesus christ, nogle brallerhoveder, der er i mellem. Så gå dog udenfor teltet!?!
Harddisken var brandvarm efter det rekonstruktionsjob af hukommelsen fra dagen før, og trængte til brændstof. Nappede en kyllinge sandwich fra We Burger i området for frivillige. Ingen grund til, at “anmelde” den, den er fra lukket område. Nå ja, og festivalen er slut, så madanmeldelser giver ikke helt mening længere. Den var “fin”.
Så kogte jeg lidt i middagssolen, fandt skygge ved et lækkert træ ved Gloria. Studsede over, hvor man mon gik ind. Der stod entrance, men så meget lukket ud 15 minutter før koncerten. Nå, der er jo også indgang på den anden side af den lade Scenen ligger i. Måske bruger de kun den ene side? Derom og kigge. Nogle havde stillet sig i kø. Lige midt i solen, selvom der var skygge på den anden side. Jeg sluttede mig til dem, flokdyr som jeg er. Sidstedagen på Roskilde, er traditionelt fyldt med den slags gode og rationelle beslutninger.
Sara Parkman, Gloria, kl. 14.30
Traditionel, svensk visesang, der stedvis minder om alsang eller salmer. Det var da en behagelig måde, at starte ud på, tænkte jeg. Og det er jo fake-søndag, så næsten kirketid, også i Roskilde.
Sara Parkman trak stort set fulde huse inde i Gloria kirken, og jeg tænker ikke mange fortrød det valg. Det fede ved en scene som Gloria, på et monstrum af en festival som Roskilde, er ikke kun, at den giver plads og rum til mere intim musik. Indgangssystemet, og at scenen er lidt “gemt”, gør også, at de fleste, der finder derind, VIL koncerten og kunstnerne. De er ikke tilfældige forbipasserende, som lige shopper lidt af en koncert. Eller står og knævrer den ihjel.
Da Parkman efter det første, meget stille og andægtige nummer, fremført solo på scenen, lod sin kasket falde var, der så musestille i rummet, at man kunne høre den ramme scenegulvet. Man var næsten bange for, at trække vejret i frygt for, at forstyrre de lyttende, eller ødelægge stemningen.
Bandet kom stille og roligt på, violinist, guitarist, keyboard/orgel, trommer og så en percussion dude, der havde en masse spændende “ragelse” med. Som en kæde med muslingeskaller og andet, der kunne rasle, kratte og tilføre små detaljer til de højstemte viser og hymner. Parkman selv trak også lejlighedsvis en violin frem, så vi fik dagens første, men ikke sidste, dosis dobbelt-violin på en scene.
De næste numre er længere, stigende, der bygges op, foldes ud. Det bruser og er momentvis ganske sanseberusende. Parkman er drøn seriøs, når hun synger og performer de ofte flere hundrede år, hvis ikke mere, folkesange og viser. Mellem numrene er hun snakkesagelig, på en blanding af svensk og engelsk – hun kunne vist ikke helt beslutte sig. Virker ydmyg, overvældet og lidt betuttet over modtagelsen af hende, det voldsomt velspillende orkester og musikken.
Og modtagelsen VAR overvældende. Folk stemmer i, når de har luret omkvædet, svajer med, følger musikkens rolige opbygning, har fornemmelse for timingen i numrene. Det var virkelig, virkelig imponerende den indsats og dedikation de viste Parkman og orkesteret – og de havde fortjent det for deres egen indsats på scenen. Det var en koncert, hvor det hele smeltede sammen.
Stilen og genren Parkman synger og spiller lægger også op til det. Det er gamle “fællessange”, fra dengang man ikke havde meget andet, at samles om. Så fortalte man historier, og sang. Som et nummer, der var en 300 år gammel kærlighedssang, om et bristet hjerte. Der ifølge Parkman gav hende et symbolsk billede af en mand, der sad med et råddent æble i hånden. Det resulterede i et nummer med stigende tempo, smittende rytmer og noget, der kunne minde om stammedans.
Der var også eget materiale imellem, som matchede stilen fra de traditionelle viser, selvfølgelig var det hele moderniseret og “folk-rocket” lidt op.
Som en sang om en bjørn, baseret på en drøm Parkman havde haft, som var blevet hendes spirit animal. Først troede hun, at hun skulle dræbe bjørnen, men noget drømmetydning og halløj, havde fået hende til, at forstå, at hun skulle blive venner med den. Et voldsomt og dramatisk nummer, der lød som en kamp med det store rovdyr og slutteligt en forbrødring.
Et højdepunkt var den smukke og gribende “Ing-Maries Vals”, som jeg havde stiftet bekendtskab med på forhånd, og skrevet mig bag det gode øre. Sangen handler om en gammel kvinde, der levede et enkelt liv og var god til, at bruge hendes hænder. En hyldest til den slags kvinder, der måtte finde sig i at “passe deres job”, kendte deres plads i livet og ikke brokkede sig over det. Det er et smukt, smukt nummer, som også løftede sig, og blev løftet på Gloria.
Der blev rundet af med et nummer fra Sara Parkmans kommende album, som måske allerede er ude som single, syntes i hvert fald at kunne genkende dele af det. Der synges (på svensk, naturligvis) noget med “på vores grav skal der stå”. Endnu et flot nummer, som tematisk passede til rummet, omgivelserne og som punktum for en koncert.
Mod slut vandrede først Parkman, dernæst resten af bandet af scenen og ned blandt publikum, mens de sang videre. Og stillede sig op på en af de små “tribuner” ude i siden, lige hvor jeg var endt med, at stå efter det blev for varm helt inden foran, forresten. En rørende, effektiv og særdeles velvalgt måde, at slutte koncerten på. Som en del af rummet og os, fællessang, hvor vi alle var lige og en del af det.
Således kunne man højstemt og muligvis tilgivet bevæge sig ud af Gloria kirken. Renset for festival synderne, klar på nye.
Sidste dagen er og bliver underlig, ligesom ens krop og hjernes matchende forfald. Man bliver ubærligt træt, ud af det blå, kan nærmest falde i søvn stående, som om der bare bliver slukket for kontakten. Det næste øjeblik er man helt frisk og føler, at intet kan stoppe en. Repeat. Det samme med sult. Så har man et hul i maven på størrelse med en famliepizza, det næste øjeblik ville man ikke kunne tvinge en Hjaltes toast ned. Også fordi den nu koster 33 kr. og ser mere bleg og trist ud end nogensinde #trøsthjalte
Jeg daskede lidt rundt på pladsen, formålsløst og med alle planer i verden. Forsøgte, at etablere kontakt med flokken. Hvem var i live, hvem havde allerede kapituleret, hvorfor er I ved Arena? Big Thief, nå ja, men jeg er gået i modsatte retning. DER var Mor Toves, og ingen kø, jeg var ikke sulten, men skråsikker på, at jeg blev det lige om lidt. Købte alligevel ikke noget. Og blev ramt af junk-trang da jeg spottede Fish N Chips biksen 5 minutter senere på vej over mod Pavillon Scenen.
Goddammit, jeg vidste det. Og jeg vidste også, at jeg ville fortryde mit impulskøb – ikke mindst i morgen. Men, måske kunne jeg nå hjem til egne faciliteter inden det fedtede skrald ville den anden vej? Har ellers forsøgt, at være god ved mit tarmsystem i år og undgået junk- og burgerfælden. Undtagen en Dixi afstikker på førstedagen (det var altså med “e” tidligere! DIXIE. Det må man sikkert ikke skrive længere…). Kan ellers ikke mindes en Roskilde, hvor jeg er kommet igennem uden antydningen af festivalmave. Man bliver åbenbart, hvad man spiser?
I så tilfælde bliver jeg, heldigvis, hverken en fisk eller en pommes frites. For tror ikke, der var nok af nogen af delene i det lille kræmmerhus til 65 kr., som portionen udgjorde til, at have den effekt. Det har været en årlig tradition for mig, på et eller andet tidspunkt, at give mig selv den “gave/straf”. Komplet tåbeligt, men en eller anden tradition skal da holdes i hævd. Engang kostede den omkring 30 kr., siden er den kun vokset i pris og skrumpet i størrelse og smag. Det er bare friture, og det er ikke fedt.
Fik nærmest akut mavepine, og musikken fra den nærliggende Mantra Scene gjorde det ikke bedre. En eller anden debil partyrapper væltede ind og havde på hysterisk og over-hyper vis fået råbt “Copenhagen” 3-4 gange, i løbet af det første nummer. Så fulgte en sang om “titties”, og andre ytringer, som virkede helt i tråd med tidens og festivalens fokus på lighed, respekt og den slags. Det havde næsten været mindre upassende og malplaceret, hvis jeg var valset op til scenen og råbt “N-ordet” op til ham.
Hvem i helvede havde hyret den klovn?!
Således forstyrret i hoved og røv satte jeg kurs mod bedre smag og Pavillon. Her var der dømt rolige, afrikanske rytmer fra Samba Touré kl. 16.15. Trods det samme efternavn, er Samba ikke relateret til ørkenblues legenden Ali Farka Touré. I hver fald ikke biologisk, men klart i ånden og musikalsk, i det Samba var del af dennes band op gennem 90erne.
Rolig og hygsom musik til det begyndende eftermiddags solstik, hvorfor finde skygge, når der var plads foran teltet, lige i solen. Huskede dog, endelig, at tage solcreme på. Og sad ellers bare og chillede, luftede ud i den mentale rygsæk og begyndte, at skrible noter ned om dagens hidtidige oplevelser. OG lave plads i notesbogen til resten af dagen, så jeg ikke lavede en “fredag”. At skulle trække hele lørdag frem fra hjernebarken efter jeg kom hjem søndag virkede, som oplagt forsøg på, at spænde ben for mig selv.
Men, hvor helvede var de andre henne? Skulle vi mødes til St. Vincent foran Orange klokken 17? Fuck, det er jo lige om snart! Touré var ellers en fin koger, men gled lidt i baggrunden og blev et soundtrack til, at jeg sad og lignede en der arbejdede.
Mod øst, så! I østen stiger Orange op, og op på den skulle St. Vincent efter, at have fået generelt gode anmeldelser for hendes seneste koncerter på Arena. Nu skulle der prøves kræfter med den gigantiske hovedscene og det glubske gab af en plads foran. Orange har slugt kunstnere af større og mindre format gennem årene. Den kan være nådesløs og en utaknemmelig opgave, at skulle besejre.
At St. Vincent fejlede på fornem vis, og ikke bare faldt af hesten i forsøget, men aldrig kom i nærheden af, at komme op på den, var også delvist selvforskyldt. Hun kan jo ikke gøre for, at festivalen af uransagelig årsager mente, at hun havde en chance og passede ind på Orange. Men, ingen havde bedt hende om, at leverer de artsy maskinpop “kunst” sange, kamikaze style.
Det startede ud i et funkadelisk maskinelt helvede, der fik Helmigs Aarhusfunk til, at fremstå groovy i sammenligning. Lyden var rædselsfuld, uskarp, “dåset” og væltede rundt i højtalerne. Det rumlede og bumlede. Et nummer, som den ellers effektive “Los Ageless” lød, som en lydmand, der havde mistet forstanden. Vokal og de få instrumenter lød underligt ude af synk, som om der var forsinkelse på og de ikke passede sammen.
Til gengæld dunkede det så man kunne smage de der fish n chips en gang til. I mens frøken Annie Clark gav den, som en blanding af Prince light og en discount udgave af David Byrne. Kørt igennem en charmeforladt industrihal fyldt med gyselig, kold og lidt for selvbevidst samtidskunst. Jeg lavede en “Treo”, og udvandrede i protest efter 40 skrækkelig minutter.
Så var det da bedre, at slå et smut forbi pissetruget ved siden af Gutter Island Baren. Jeg ved ikke om det er kunst, men det satme stadig en af de bedste opfindelser, at truget er udstyret med små hylder. Så slipper man for, at finde på alle mulige mere eller mindre praktiske løsninger, når man kun har to hænder.
Sierra Ferrell, Pavillon Scenen, kl. 18.15
Fra en påstået stor kunstner, til en, hvor man kunne tænke, “hvor er de dog faldet over hende henne?”. Måske bookerne har været forbi en bar eller et halmballebal i West Virginia? Der var i hvert fald dømt country au naturel fra 33 årige Sierra Ferrell, der lignede et levende vintage glansbillede fra en svunden tid. Det duftede af country blomsterbarn, da hun indtog scenen med hendes to medmusikanter.
Lille setup, Ferrell i midten, flankeret af hovedsageligt violinist og gulvbas, helt fremme på scenekanten. De virkede stadig små i det lille telt. Heldigvis var stemmen stor, og tror Ferrell havde kunnet sunget teltet op uden mikrofon, hvis det skulle være. Til gengæld havde den særdeles velspillende trio det indledningsvist lidt svært på Pavillon, og kom ikke helt ud over scenekanten. Selvom de stod meget tæt på den.
De var lidt oppe mod overmagten koncerten igennem: den respektløse, grådige snakkeklub havde fundet vej til Pavillon. Og nu skulle der kraftedeme kagles løs, helst mens musikerne på scene kæmpede en brav kamp for, at overdøve dem med deres få virkemidler. De var i klart undertal.
Men, de gav den et skud. Det var som om violinisten havde luret, hvor det bar henad efter tredje nummer og gav den et skud med “Hello Roskilde”, og straks var der respons fra teltet. Fokus fra snakkeklubben var ebbe og flod koncerten igennem, kun momentvis lykkes det for Sierra Ferrell og makkerne, at få hele teltet med på country-festen. De mere lyttende i forreste del af teltet lod dog til, at ville de tre musikanter og koncerten. Så den blev båret frem og hjem til West Virginia på en del goodwiill.
Den syntes nu også fortjent. De spillede og sang jo ganske fortrinligt, hvis man er til den helt klassiske country med masser af hø i træskoene og landlig “idyl”. For, som altid med den slags, så skal man ikke lade sig narre af de ellers uskyldsrene og vellydende toner. Country, som denne, rummer altid masser af vemod og smerte.
“Silver Dollar” lyste op i koncertens første halvdel med sin tramperytme, efter vi var drevet lidt med strømmen i en gammel flodpram i nummeret inden. Det er i hvert fald billeder, som disse, man kan få, når vi rammer sådanne musikalske breddegrader. Den smukke, følte “West Virginia Walz”, hvor vi kom helt hjem og langt ude på landet, var lige ved, at blive endnu et af ofrene for årsmødet i samtaleforeningen.
“Bells In Every Chapel” led samme skæbne lidt tidligere i koncerten. En skam. MEN, så var det som om, det endelig lykkes, at få omvendt nok i teltet og, at Sierra Ferrell selv nåede langt nok ud over scenekanten til, at koncerten fik lidt tiltrængt medvind. Måske er hun lidt genert, måske var det størrelsen på publikum og scenen. Trods, at det er et lille telt, så fik jeg fornemmelsen af, eller det blev antydet af violinisten, at det her var en af de større koncerter hun nogensinde havde spillet. I hvert fald skulle hun lige tage tilløb, inden hun for alvor tog “springet”, og kom ud over den forbaskede kant.
Tror det vendte helt, da hun tog et nummer solo på scenen og slap helskindet fra det. Violinisten stod og filmede på hans mobil ude fra siden i mens. Så ved man, at det ER et lille setup. Og, måske en lidt særlig situation for Sierra Ferrell på udebane, langt fra West Virginia. Hun fik krammet på nok i teltet, efter det modige sats.
Et nyt nummer, hvor Sierra skiftede til violin, så vi fik dagens anden dobbelt op på det instrument, skabte stemning i teltet. Så var der lidt trampe-klappe fest på Pavillon. “At The End of The Rainbow” var koncertens, og en af dagens, stjernestunder. Havde håbet, at jeg ville blive rørt nok til, at jeg kunne fælde en stille, diskret tåre, bare fordi. Men, der skal åbenbart mere til i år. Er man blevet hærdet? Stadig et flot øjeblik.
Der blev rundet af med singlen “Jeremiah”, hvorefter benovelsen over størrelsen af det hele stod lidt malet i ansigtet, på Sierra Ferrell. Der kækt kvitterede med et “smell ya later”. Meget 90er! Det “later” blev dog meget kort efter, for mod forventning, “tiden” VAR gået, fik trioen lov til, at give et ekstranummer. Heldigvis gik der lige lang tid nok til, at kagle keglerne havde forladt teltet og man kunne uforstyrret nyde en rask omgang honkytonk.
Det startede med en slingrende tur op af en genstridig flod, fik sikker grund under fødderne og mundede ud i en herlig sving om til høstfesten. Godt kæmpet, godt reddet.
Så skulle der vælges, igen. Blive og se hvad Squid var for en størrelse, eller Haim på Orange? Eller, købe noget vietnamesisk supper som det viste sig at ende med. Jeg sprang lige over, kogt vand ovenpå maveknebsfremkaldende fritureræs virkede, som et unødigt sats. Vi sad lidt på en bænk i skyggen, bevægede os ud i solen, hvor jeg opdagede, at min mobil var væk?!
AH FUCK, jeg havde LIGE haft den! De forbandede, lorte “reserveshorts” med lidt for trætte lommer. Hurtigt tilbage, hvor vi kom fra, spørge dem, som nu sad på “vores” pladser om de havde set en mobil. Ja, lige før, en havde indleveret den i suppeskuret. Hvor jeg hurtigt fik den tilbage og proppet i en mere sikker lomme. TAK, tak hvem du end var, som fandt den og afleverede den. Jesus christ, var lige ved, at glemme at trække vejret ved tanken om de mulige konsekvenser ved, at miste sin telefon. Især når man ikke lige havde koordineret afhentning dagen efter med hjemmefronten.
Den slags stress situationer, hvis de ender med en succesoplevelse, har det også med, at give et godt, lille moral og energiboost. Nu skulle vi satme til Squid.
Som errrrrr… lidt en underlig rockblæksprutte. Navnet er velvalgt. De har ikke kun mange arme, også bogstaveligt, men stikker også i mange retninger. Og vifter rundt med dem, samtidig med, at der også er noget yndefuldt over det. Og så er det også bare et underligt dyr, at kigge på. Som kan skyde med blæk? Det kan Squid måske også.
Så sang trommeslageren, så bassisten og så guitaristen. 3 numre, 3 forskellige leads. Noget trut, noget stenet halv-jazzet instrument akrobatik. Post-punk? Ja, hvorfor ikke? Hov, der var et nummer jeg genkendte, men har glemt titlen?! Mere trut og udflugter på de mange instrumenter. De ser meget unge ud, gutterne på scenen. Men, spiller som om de har taget en overdosis Talking Heads. Og blandet det op med alt de kunne finde i rodekassen for alternative og lidt avantgarde rocknavne.
Det er musik af den slags, som folk som os, kan holde til at stå tæt på i omkring 20 minutter. Så begynder harddisken, at strejke igen. Vi måtte hellere gå lidt væk, inden den kortslutter, og Squid med.
Lidt på må og få endte vi ovre ved Orange, hvor Haim havde trukket en ganske imponerende skare. De så ud som om de var ved, at give den det sidste og runde af. De to numre, vi nåede at høre, lød godt. Der var gang i den på scenen, hvor de sluttede med, at tage en æresrunde Orange rundt, ned forbi publikum og ud bagved og så var det slut.
Måske man skulle have valgt en letfordøjelig sommerfest i solen med alle de andre?
Vi var ved, at have malket Gutterkoen godt og grundigt for dens mælk, hvilket ikke gjorde beslutningsprocesser nemmere. Over til Avalon og Idles, eller tilbage til Pavillon og Converge: Blood Moon?! Velvidende, at Idles ville irritere os efter 15 minutter. Men, hvad nu hvis Converge var mest Converge og knap så meget Chelsea Wolfe, hvor vi måske havde en chance for, at kunne hænge på?
Tilbage til Gutter Island, mere mælk! For meget mælk. Puha, 3-4 dobbelt GutterMælk er lige til kvalmegrænsen. Og gør, at man skvulper lidt, som en Arla tankbil. Det risikerer, jo at komme op, hvis Converge starter lige på og hårdt. Vi rykkede lidt længere ind i teltet, på opfordring fra nogle søde Crowd Safety vagter. Ud af teltet med det medbragte flag, eller lidt længere ind, så det ikke risikerer, at ramme teltdugen. Hvis jeg var 4 meter høj ville jeg nok stadig ikke kun prikke til dugen med spidsen af den flagstang, men OK, “yes ma’am”, vi rykker frem.
KAPOW, og var lige ved, at blive blæst baglæns ud igen, og helt ud på Camping Øst, da Converge lagde ud med arrig, HØJ hardcore. OMG, hvad har vi dog gjort? Heldigvis viste det sig, at det feje bagholdsangreb blot var indledende drillerier. Som håbet, så var Blood Moon konceptetet langt mere tungt, melodisk, slæbende, huggende og vildt i glimt. Og baseret på lange, stemningsopbyggende- og fulde passager.
Wolfe sneg sig ind og ud igen med jævne mellemrum, der var, desværre tendens til, at hendes vokal havde lidt svært ved, at trænge helt igennem muren af vred larm fra bandet. Det gik dog an. Og kombinationen af skiftende vokaler, hver for sig og sammen, fungerede rigtig godt. Det skabte noget variation og afveksling, og gjorde at man aldrig nåede, at gå død i nogen af dem.
Lyden på Wolfe var ikke eneste antydning af lidt grus i maskineriet. Converge var lige ved, at overdøve dem selv hist og her. Eller, lydmanden og udstyret havde måske svært ved, at følge med. Det var dog ikke ødelæggende for helhedsindtrykket. Sangtitler og detaljer gik tabt i sanseoverfaldet og effekten fra GutterMælken. Den positive effekt var, at man stod og blev dejligt blæst af musikken
Man var kort sagt blevet modtagelig igen. Converge: Blood Moon lød det ene øjeblik, som en tungere og om muligt endnu mere vred udgave af Alice In Chains. Så lød de som Tool på tungmetalliske stoffer. Mest lød de bare knusende eller betagende, når Wolfe fik plads og lov i lydoverfaldet.
Det endte med, at være dagens overraskelse og en af de bedre oplevelser på årets festival. Og hevet lidt op af den tidligere nævnte Crowd Safety “chef” i teltet. Hun havde svært ved, at stå stille under musikken og danse-hoppede, mens hun forsøgte, at bevare fatningen og skridte teltet af. Herligt, at der var så meget smæk på, at selve de orange veste er med.
Der var nu heller ikke anløb til sikkerhedsmæssigt udfordrende tilstande. Teltet var pænt fyldt da de startede, men kun de ihærdige holdt stand hele vejen. Det lykkedes os, lidt mod alle odds, at stå en hel koncert igennem på festivalens sidste aften. Ikke en uhørt bedrift, men bestemt ikke hverdag for os. Det blev så også årets sidste hele koncert for undertegnede. Meget passende, at det så lige blev en “det havde jeg ikke lige regnet med” oplevelse.
Desværre endte årets sidste koncert på Orange, som mange HAVDE regnet med og “frygtet”. The Strokes var store engang, i hvert fald kortvarigt da “The”-bands bølgen også lige skulle et smut forbi New York omkring årtusindeskiftet
Jeg var aldrig helt med på den galej, ejede This Is It, og det var så det. Det skulle man jo, hvis man ville prøve på, at være lidt med på noderne, men hooked blev jeg aldrig. Efterfølgende virker det også som om, at bandet har haft vanskeligt ved selv, at ride videre på bølgen og bevare status. Deres koncert på Orange Scene i 2011 var egentlig ganske hæderlig, om end sjusket og sløset, med kartoffeldansk snak fra halv-danskeren Julian Casablancas i front.
Den koncert huskes nok bedst for det “historiske” skybrud, der ramte under og lige efter koncerten. Denne aften undgik the Strokes naturkatastrofer, til gengæld var koncerten katastrofalt ringe. Det sørgede de helt selv for. Ledt an af Casablancas. Hvis han ikke var mere stangvissen end den gennemsnitlige festivalgæst, så skjulte han det virkelig dårligt. Han ragede rundt på scenen, når han kunne holde sig nogenlunde oprejst. Kravlede rundt andre gang, eller lå og vred sig. Mens hans snøvlede sig igennem sangene.
Det blev de, eller resten af dette udbrændte orkester ikke bedre af, skulle jeg hilse at sige!
Meget passende blev der lagt ud med “Bad Decisions”, i et meget lavt, uskønt lydbillede. Dårlige valg, af mig ved at troppe op, og Julian op til koncerten? Som forresten var en halv time forsinket, så bandet først fik hængerøven, deres egne og Julians i dette tilfælde, op på Orange ved 23.30 tiden. Allerede under den efterfølgende “Juicebox” stod man og ønskede, at de var blevet væk. Det var i hvert fald ikke juicebrikker vores ven Julian var tanket godt op på.
Når han ikke lige gjorde et forbilledligt forsøg på, at ødelægge en i forvejen lidt enerverende sang som “Hard To Explain”, så havde han gang i snakketøjet. Det var indstillet på ligegyldigt, mestendels uforståeligt, vrøvl. Og sikkert også sarkasme, af den slags der kun er morsomt, hvis man har pluspoint på kontoen. Julian og band var langt under nulpunkt.
Det lød skidt. Sløje sange, spillet og leveret mere sjasket end et tabt regnslag efter Thomas Helmig i går. “Fløde” forsøgte Julian, at udtale og more sig lidt over. Hey, det lød lidt bedre end når han prøvede på at synge. Bandet lod den fallerede rockstjerne gå planken ud, de stod bare og ventede på, at han besluttede sig for, at starte næste nummer. Friends likes these, huh? Ved heller ikke, hvor gode venner de er i det her band. Alt mindede om, at der bare var en kontrakt som skulle opfyldes.
“The Adults Are Talking”, ja tak, hvor? Er der en voksen til stede, der er en, som har fået adgang på børnebillet, i hvert fald mentalt, som har forvildet sig ind på Orange! “Selfless”, titlen må være ironisk, jeg var ved, at få nok. Jeg har set nok fulde forsangere sabotere dem selv, og trække os andre med ned i sølet. Roskilde Rendestenen undgår jeg helst, medmindre den ligger ved Gutter Island. Man stod og ønskede sig alle andre steder hen, end lige her. Det må være omvendt Orange Feeling?
Lige da jeg stod og manglede et tegn fra oven, eller et påskud til, at sige “fuck THIS shit”, fik jeg et lille, perfekt Roskilde øjeblik, at forsvinde ud i natten på. En sidemand signalerede, at han gerne ville have et hiv af min smøg. Hvad gør man ikke for en rygetrængende fælde, og for at score sig noget Festival-Corona. Han kvitterede med et taknemmeligt blik og en stor smasker på kinden.
En lille møzzer, at gå hjem på. Det var mit cue. Kiss my ass, Julian.
Mens The Strokes brækkede sig igennem “New York City Cops”, hvor er politiet når der sker den form for selvtægt, rundede jeg venstre om Orange. Med en Dixi Burger i mundvigen, og muligvis lidt på tøjet. Og en ekstra i rygsækken, haha! Alt har lukket i morgen, jeg vidste ikke hvornår jeg kunne komme hjem, og hvornår jeg ville være åndsnærværende nok til, at skaffe proviant udenfor pladsen. Morgenmadsdixi? Lad os give det et skud, og slutte madringen, der startede med en Dixi lørdag. For en uge siden.
Det var sidste aften, “Last Night” fik en tur i den Orange manege, mens jeg cirklede bagom og nærmede mig broen til fred og ro. Den lød også, som en gammel cirkushest, der havde bedst af, at blive trukket ud bag scenen og “sendt ud på bondegården”.
Sunday morning coming down
Her er Herlev, vi bringer en kort ekstraudsendelse. OK, det er søndag, jeg har brugt omkring 7-8 timer på, at nosse det her skriv færdig i løbet af dagen. Afbrudt af indkøb i Fakta. Så skulle der luftes en hund. Et bad, tak. Og noget mad. Hov, jeg har glemt halvdelen af det jeg skulle købe. Mon Netto er bedre end Fakta? Afsted igen. Der skulle også lige styres en tøjvask. Og en fotograf, som er blevet lidt skidtmads. Nu får vi sikkert alle en omgang Roskilde Corona. Fællesskab!
Nå, jeg “lovede” egentlig en afrunding/evaluering på hele Festivalen. Den gemmer jeg altså lidt, skal lige ud af den her Roskilde boble et par dage. Mit hoved har været begravet i den festival i flere uger nu. I et håb om, at lære programmet at kende og skrive om det her på siden op til. Plus en uges dækning. Time out. Så kan det hele også lige få lov til, at bundfælde sig.
Det her har været en lang, spændende og lærerig “rejse”. Jeg lærte noget nyt, ikke mindst om mit festivalliv anno 2022. Man er blevet 3 år ældre siden sidst, og 43 er åbenbart blevet for meget til en hel uge i telt, når der også skal skrives en halv-roman hver formiddag. Den evaluerer vi på, personligt, ved lejlighed. Jeg tror dog, at jeg fandt formen, og en formel der virker – lige nu.
Jeg sluttede min festival med, at sidde og vente på mit lift hjem på Aldis parkeringsplads, lige bag en række klassiske festivaltoilettønder. Hvor jeg spiste mit kongelige morgenmåltid bestående af en delvist opløst, kold og splattet Dixi Burger.
Det virkede underligt bekendt, som om jeg havde prøvet det før. Og sært passende. 43 år gammel, han kan sgu stadig, det gamle røvhul. Klassisk Roskilde punktum. Eller, det var nok bare endnu et komma…
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Selvsamme, fotografen var sendt på tidlig ferie
