Vi er inde i sidste uge inden den første Roskilde Festival i 3 år. Tidligere har vi kigget på onsdagen og torsdagens programmer, nu er turen kommet til fredag. En dag, der vanen tro byder på lidt af hvert. Fra de “små” danske, ukendte udenlandske fristeler og mere velkendte navne.
Læste du med i gennemgangen af onsdagens og torsdagens programmer, så kan du bare scrolle over den første del. Det er doven genudsendelse til nye læsere, som skulle have forvildet sig herind.
Jeg var længe i tvivl. Skulle man, skulle man ikke. Og skulle man bruge de senere års Corona nedlukning, som en fin streg i sandet og sige, hvis ikke “farvel og tak”, så “på gensyn en anden gang” til Roskilde Festival? Og for mit vedkommende trække stikket for en stime på 21 Roskilde Festivaler i træk.
Nu var stimen jo, på en eller anden måde, ikke brudt, men så da sat på pause. En kærkommen lejlighed til, at hoppe ud af hamsterhjulet. De seneste par års festivalløse somre har lært mig flere ting. Blandt andet, at jeg ikke var så afhængig/stavnsbundet/forpligtet eller forelsket i festivalerne, at jeg ikke kunne overleve uden. Det viste sig, at det kunne jeg godt!
Det første år uden festivaler var, som jeg har skrevet tidligere (og med alle forbehold og respekt for de der på den måde mistede noget af deres levebrød), en gave. Jeg slap for selv, at træffe valget. Andet år uden festivaler var mere af det samme, og en konsolidering af den fornemmelse af startende accept og afklaring: måske var det på tide, at bruge sine somre på noget andet og slappe lidt af?
Det betyder, at man er blevet for gammel, ik’?
Så kom programmet og jeg “kom til”, at dyppe tæerne lidt i det. Snart stod jeg i vand til knæene, så navlen og på ingen tid halsen… dammit. Hvis du ikke vil drukne, må du svømme. Og det viste sig, at en Roskilde nummer 50 “uden hovednavne og andre negative mishagsytringer fra SoME-råbekoret” bugnede med spændende og ikke mindst relevante og fremsynede navne. Plus Robert Plant.
Jeg joker, Plant var ganske enkelt en helt forrygende og kraftfuld oplevelse sidst han gæstede Roskilde, og blæst taget af Arena. Det er noget af det Roskilde kan: overraske på den en eller anden vis, når man mindst venter det. I dette tilfælde var det en gammel hanløve, der stadig havde nogle brøl tilbage under den gråsprængte manke.
Andre gange er det, det lille ukendte navn, på en af de mindre scener, som fejer bentøjet væk under en. Det kunne være en søvndrukken Richard Dawson, der virkede som om han havde sovet under Pavilions teltdug og lige var vågnet velsignet med tømmermænd. Det var herligt, og i år kommer han som end forbi igen. Samme scene, næsten samme tidspunkt.
Nogle navne er vokset i anseelse og berømmelse, og bliver “forfremmet” til en større scene, når det genbesøger festivalen. De fleste er her for første gang, og lander med deres lille brik i spillet (forhåbentlig) på den helt rette plads i det store, samlede billede, Dem skal vi kigge på en hel del af i det følgende, og i de følgende dyk ned i programmet.
Et program, som er vanskeligt at få et samlet indtryk af, og ligeledes komme med en samlet bedømmelse af. Det er med 800 navne (et skøn fra min side) det største Roskilde program nogensinde. Det stikker ved første øjekast i nogenlunde lige så mange kunstneriske retninger. Det ER på godt og ondt et puslespil. Men, ikke et, hvor det samlede motiv er givet på forhånd – du bestemmer selv, hvordan du samler billedet og hvordan det skal se ud!
Det kræver, at man vælger og vrager. Modsat mange andre festivaler, så bliver du ikke holdt i hånden hele vejen igennem programmet på Roskilde. Du bliver guidet, jovist, men en stor del af ansvaret for, hvad man i sidste ende får ud af festivalen er lagt over på publikum selv. Det er ikke det samme som, at festivalen får carte blanche, og ikke skal “stå til regnskab” for valgmulighederne, der tilbydes. De skal, trods alt også indgyde og inspirerer til, at man GIDER vælge.
Det følgende er et bud på, hvad man kunne vælge og mulige ruter igennem programmet, Men, det er også et forsøg på, at skabe en form for overblik. Det er ikke det komplette billede, eller “det rigtige valg”.
Jeg tilstræber, at sammensætte en nogenlunde varieret rute, så er du genre-fascist, eller lider af musikalsk tunnelsyn, så må du finde din egen vej rundt på Roskilde. Det bør du i det hele taget gøre – lyt ikke til en gammel idiot, som mig!
Gør du det alligevel, så er her, hvad fredagen kan friste med…
Fredag d. 1/7
Har du sovet godt og fået lavet nogle udstrækningsøvelser? Godt, for godt nok byder fredag ikke på helt så mange valgmuligheder, som torsdag, men vi skal stadig vælge og vrage mellem et kvart hundred navne.
Du kan starte “blødt” ud med Clarissa Connelly, der på de 4 år der er gået siden hun sidst var på Roskilde programmer, er blevet forfremmet. I 2018 stod sanger/sangskriver/vokalakrobaten på Rising med fuldt band i ryggen. Nu skal der prøves kræfter med Pavilion i middagssolen kl. 12.00. Måske en udfordring, meeeeen mon ikke Connelly har lært et par tricks siden sidst?
Synes du alligevel, at det er for fredelig en start, eller for tidligt? Så kan du spare lidt på kræfterne, dase en time længere og sætte kursen mod Avalon kl. 13.00. Eller, helst lidt før, for Rolo Tomassi går på kl. 13… Nuvel, der er ikke tale om navnet på skræmmebøhmanden som slap godt fra det i LA Confidential, men et progressivt britisk hardcoreband. Sheffield bandet har 17 år på bagen, og har konstant udviklet og eksperimentet med deres lyd. Noget af det virker fint på mig, andet bliver lige lovlig pop-pænt.
Da en eller anden tøddel vækkede Richard Dawson i bandbussen, og skubbede ham ind på scenen, på Roskilde Festival 2018 resulterede det i et personligt højdepunkt for mig. Det var først på aftenen, men Dawson lignede og lød som en der lige var stået op. Musikalsk var det måske ikke en åbenbaring, men så i hvert fald mere end hæderligt håndværk og ganske intenst. Men, som “øjeblik” og samlet pakke, var det en fest af en koncert. Dawson var mærkelig. Elskelig. Skæv. Humoristisk. Absurd. Meget britisk.
Nu er han tilbage, og en vanvittig booker har sat ham på allerede kl. 14.00 på Pavilion. Denne gang i selskab med, og bakket op af det eksperimenterende finske band Circle. Som om Dawson ikke var excentrisk nok i sig selv!
Lyder det for Monty Python’sk til dig, bassemand, så er der to andre fristelser kl. 14.30. Du skal vælge, hvilken retning du vil. Drej mod Mantra, og du finder L’Rain. Som er, øhhh, ja, mange ting på samme tid!? Typisk Roskilde booking, du burde bare læse præsentationen selv. Og så er der Ydegirl på Gloria. Det er dansk, så det er jo dejligt, men er ret sikker på, at det bare ikke lige er noget for mig. Har prøvet. Men, derfor skal andre da ikke snydes for “nordisk barok” og “dekonstrueret RnB”. Elsker du også Roskildes beskrivelser?
Medmindre du tager Africa Expressen på Avalon kl. 15.00, så er der faktisk mulighed for, at puste lidt ud nu. Helt indtil kl. 16.00, hvor du er nået over til Arena for, at se om Mitski er noget man skal kunne lide. Vi er ovre i indieland, men som med det meste på Roskilde, så er det ikke helt ligetil. Eller den rene, ufortyndede varer.
Dog er det med, at vælge “rigtigt” her. De næste timer er ganske tætpakkede, på tværs af den store plads. Således er der mulighed for mere dansk islæt i form af Mekdes, der indtager Pavilion med hendes moderen soul/RnB/balladepop kl. 16.15. Hvis du da ikke lige tager en afstikker ind i Gloria, og smager på noget Taraab musik fra Zanzibar, leveret af Siti Muharam et kvarter senere.
Det har vi dog nok ikke rigtig tid til, at nå da der er Arlo Parks på Avalon kl. 17.00. Skulle det være glippet med nogle af de andre moderne soul, her med et indie-twist, på programmet, så må det her være en sikker destination. Parks er kun 21, men lyder som om hun har været musikalsk aktiv i mindst lige så mange år. Det må være sådan noget naturtalentshalløj?
Lokker det ikke, eller er det ikke helt indie nok for sådan en P6er, som dig? Nuvel, så er det med at sætte i rask trav mod Pavilion, der leveres nemlig Snail Mail kl. 18.00. Det er sådan noget med et knust hjerte og en el-guitar, som blev brugt til at lave sange til alle de knuste indie-hjerter derude. Lyder det for deprimerende eller lidt for emo-teen?
Nå. Jamen, så er der to andre tilbud at vælge imellem til aftensmadstid kl. 18.30. Her kan der nydes tyrkisk RnB folk/pop fra Melike Şah, på scenen de døbte Mantra. Det kunne jeg da godt lokkes til, som dagens “udenfor min comfort zone” oplevelse. Gloria lokker dog samtidig med SlimeO, som er dansk “støjrock og skønsang”. Der loves også “vrælende saxofoner” og “autotunet acapella”. Det må man vist selv vælge om er en anbefaling eller advarsel?
Så tager vi altså lige en pause, inden det går løs med fredagens anden halvleg. Ah, kidding, det kører bare videre uden huller! Klokken 19.00 er der Alice Phoebe Lou, som ikke blot lyder som en random namegenerator, der har sat nogle navne sammen i en lidt uhensigtsmæssig rækkefølge.
Der er faktisk også tale om ret fed musik fra Sydafrika. Igen dufter det af indie, og igen leveret af en stærk kvindelig kunstner. Dem er der 47 % af på plakaten i år. Vi er der næsten. Det har jeg indtil videre ikke gjort et stort nummer ud af. Ikke fordi, at jeg ikke synes at det er vigtigt. Jeg synes bare, at det burde være en selvfølge og ikke noget vi behøver italesætte. Men, nu er det hermed gjort.
Inden vi fortsætter med en aldrende hvid mand fra Aarhus! Thomas Helmig har fået lov til, at snige sig helt op på Orange igen. For første gang siden 2001, hvor jeg faktisk så hans koncert på hovedscenen. Både for at se giraffen og i den tro, at det muligvis var første og eneste gang. Jokes on me, her 21 år senere, det burde jeg have set komme! 21 år… hvad fanden laver jeg egentlig stadig på Roskilde Festival?!
Nå, Helmig. Sikkert booket under påskud af, at Roskilde nummer 50 søreme ikke ignorerer den danske musikhistorie. Næææh! Her kan Helmig, med alt respekt, umiddelbart virke som et lidt kuriøst valg frem for eksempelvis Gnags eller D.A.D., eller andre kunstnere med en tæt forbindelse til festivalens historie. Der nu er blevet bands-non-grata, tilsyneladende. MEN. Tror Roskilde har set rigtigt.
Helmig og hans 80er pop (vi leger lige, at det er det han stadig spiller) er meget mere i tråd og lydmæssigt oppe i tiden igen blandt yngre kunstnere og publikum end Gnags og farrocken hos D.A.D. – uden at fornærme nogen her. På den led giver det mening, og virker kontekst mæssigt relevant at hive Helmig ind igen.
Det er 19.30 det går ned, en time senere er der anderledes smilende toner på Arena. OK, du kan også blive indfanget af koreanske shaman toner fra Ak Dan Gwang Chil på Pavilion, men ellers er der The Smile kl. 20.30. Et fint eksempel på, at Roskilde ikke nødvendigvis tilbyder det du tror, at du allerhelst vil have, men “det samme” med et twist eller i lidt anden version. “Jeg vil have Radiohead!”, “Nå, det kan du ikke få, men du kan få Thom York og Johnny Greenwoods sideprojekt”.
Og der er faktisk mulighed for, at nyde enten Helmig og The Smile i ro og mag uden, at stresse ud over hvor man skal hen næste gang. Sådan da, for du skal lige huske, at Konvent slipper deres doom løs kl. 22.30 på Pavilion. Endnu et navn i rækken af tidligere Rising navne, som har fået en velfortjent “forfremmelse”. Men, der er metal-clash i programmet! For på samme tidspunkt, skal Gloria testes og se om de intime rammer kan holde til Zulu. Det jeg har hørt fra det aktivistiske og politiske metalblandingsprodukt lyder temmelig heftigt.
Som om, at det ikke var nok, så er der blot en time senere fornemt besøg på Avalon. Klokken 23.30 kan man få fornøjelsen af selveste Jerry Cantrell, der normalt slår sine folder som guitarist/sanger/sangskriver i Alive In Chains. Han har dog også et par fine soloudgivelser på CV’et, men sætlisten ser ret Alice In Chains tung ud. Er det en super relevant booking? Måske ikke, men det da en kærkommen mulighed og en lille luns til det efterhånden lidt udhungrede plus 40 synge-med-segment.
Nu er jeg nok ved, at være lidt mør og træt. Skulle Gloria overleve Zulus hærgen, så er der dog Horsegirl når vi rammer midnat. Kraftedeme om det ikke er mere indie, hvis du ikke har fået den sult stillet?! Ville et dansk band, som kaldte sig Hestepige forresten være gangbart? For så tusser jeg lige det navn… Hvor kom vi fra? Nå, vi skal lige nå, at i kirke også. For CHVRCHES skal vist udtales “churches”. Skide franskmænd og deres halv-sære, luftige popmusik. Hvad siger I, er de ikke franske? Nå… hvorfor synes jeg så, at de lyder lidt franske? Anyway, de er skotske og inviterer til natlig messe på Arena kl. 02.00.
Det er så her, at jeg opdager, at der har været en tilføjelse til programmet. Da jeg både er for doven til, at få det presset ind i teksten med skohorn og da det kan fungerer som en advarsel om, at VÆRE VÅGEN PÅ ROSKILDE, smider jeg det ind her. Klokken 20.30 spiller TBA ikke på Gloria, men det er derimod blevet til GGGOLDDD. Devilution kunne lide dem på Roadburn, så det er nok noget for os også, ik?
Hvad fanden? Er du her stadig, hvorfor er du ikke gået i seng?! Det er ved, at være langt over min festivalsengetid, hvis jeg har proppet hovedet med indtryk siden middag (og skrevet om dagen før hele formiddagen!). Nå, men nu vi er vågne, så er der altså næsten-morgen metalvækning fra olme Primitive Man kl. 02.30 på Pavilion.
Det var da lige til, at blive rundtosset og forpustet over. Fredagen byder, naturligvis også på rig mulighed for, at få sig et sidestik, fysisk og mentalt. Roskilde mere end nogensinde, vi ses foran og mellem scenerne.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
