I høj sol, matchende humør og toner, indtog Lucky Lo Rising på Roskilde Festival med sang, dans og masser af looooove mandag eftermiddag. Det blev en varm, hyggelig og omfavnende oplevelse.
Kender I det, at man står og trænger til en god krammer, uden selv at vide det. Og så kommer den fra uventet kant. En fremmed er muligvis kun en ven, som du endnu ikke har mødt, eller lært at kende.
Jeg kendte lidt til Lucky Lo og hendes varme, rolige alternative popmusik inden dagens koncert. Jeg har, trods alt, haft tændt for radioen af og til. Og P6 Beat har været flittige til, at lufte eksil-svenskerens liflige toner det seneste år tid. Hun har haft flere singler i rotation, og lader også til, at have fået hul igennem til en del lyttere.
Der var i hvert fald mødt en pæn skare op til den tidligere gademusikant fra Umeå, så er vi også nok til, at kunne claime hende og kalde hende en af vores. Velkommen til Danmark, Lo! OK, hun har været bosat i København siden 2014, men alligevel, ik’?
Hun virkede som en af “vores”. Ikke på grund af noget så fjollet og ligegyldigt, som nationale tilhørsforhold og andet vi som folkeslag kan bruge uendelige tider på, at bruge som grund til at diskutere og slås. Nej, på grund af musikken og hendes væsen. Begge dele var vinderne på Rising.
Jeg har haft det “helt fint” med de fleste af singlerne, og har bestemt kunne høre HVORFOR de er blevet ganske populære. Stilen og lyden er måske bare ikke helt mig. Det vugger på sådan en, for mig, lidt halv-døsig, valsende/dansende måde, hvor jeg kan blive lidt… utilpas? Eller, som om jeg ikke helt kan fange rytmen, det går for langsomt, og alligevel hurtigt, på samme tid.
Det må være noget med rytmerne, eller tempoet, der får mit indre vaterpas ud af synk. Som, at køre i en langsom karrusel. Jeg kan ikke tåle karruseller. Det er nok noget med væsken omkring hjernen, eller mellemøret… Men, jeg blev virkelig godt tilpas af mødet med Lucky Lo foran Rising!
Der blev lagt stille ud, folk små-danser sammen med Lo, der snart går over i første (for mig) genkendelige nummer. “Receiving/Giving” svæver ud af højtalerne, der lige når, at knase lidt ubehageligt mod slut i sangen, mens jeg yndefuldt cirkler fra højre side, bag om publikum og ned til venstre. Lyden plejer, grundet læ og retningen scenen drejer, at være bedst der.
Hun har “det”. Hvad “det” så end er. Ja, hun kan synge, også live. Hun har et personligt særpræg på vokalen, hvor det lyder, som om at hun stedvis er lige ved, at lægge en tone for lavt/dybt. Og en snert af udefinerbar accent på nogle ord, som bidrager til, at efterlade et personligt aftryk. Hun har scenetække og tilstedeværelse med en rolig udstråling og sikkerhed, som om intet kan hyle hende ud af den. Det er muligvis erfaringen fra tiden som gademusiker, der spiller ind der.
Det er, som om man træder ind i en boble, Lucky Los helt eget, lidt små-skæve og “quirky” univers. Er det en blomstereng, på en lun sommerdag, hvor man snurrer rundt om sig selv? Et skolebal, hvor man føler sig halvkikset ovre i hjørnet, mens man opgivende ser på dem, der har helt styr på deres krop og fede moves? Eller, er vi til en form for instruktionstime i en danse-Yoga klasse, hvor Lucky Lo er instruktøren?
Lucky Lo og hendes musik er kort sagt “dans”. Rytmerne, melodierne, lyrikken og stemningen, det hele ligger på en eller anden led op til, og føles som en dans. En sammensmeltning, som blev ekstra tydelig live, når man så effekten af Lo’s toner, ord og bevægelser på scenen forplante sig i pladsens mange gæster.
Det var underligt hyggeligt, i glimt helt rørende, og også lidt… aparte? Måske var det varmen, men jeg følte mig både lidt ved siden af mig selv, og som om jeg trådte ind i en drømmeverden. “This is amazing”, udbrød Lo. Jaaaa, egentlig? Mens man overvejede, hvor passende/upassende det var, at en mand på over 40 stod og svajede med til en sang om “queer love”, som “Fruits In The Ocean”. Eller om man bør/kan små-danse til en sang dedikeret til “someone you miss”. Det virkede, alligevel helt rigtigt og gav mening.
Den dansende følelse blev understreget yderligere, da 4 glade dansere gjorde deres entré inden hittet “Ever!” blev sendt afsted. De blev på scenen koncerten ud, som om festen nu for alvor var igang og åben for alle. Det var den også. Lucky Lo havde været god indtil da, men satte trumf på mod slut, hvor en parade af stærke sange var linet op.
“God can’t save us”, havde det lydt tidligere, men hvem har også brug for ham, hvis man har en der kan “Supercarry” en. Vi fik ligefrem instruktion/opvisning af de rette trin til dette nummer. Formoder, at det stammer fra en tilhørende musikvideo? Med tydelig, lidt overdrevet ansigtsmimik og de lidt slow motion-agtige dansemoves, bidrog det til følelsen af, at være suget ind i et eller andet lidt absurd, men rart parallel univers.
“Find a dancepartner”, så vi kunne trippe rundt og stige cirklende op mod himlen til “Mary Mine”. “It’s getting varmer, people getting colder”, Lucky Lo’s ellers varme lyd er også fyldt med lyriske kontraster.
Det er bestemt ikke lalleglad popmusik, faktisk er nogle af Lucky Lo’s tekster ret mørke. Eller rummer i hvert fald vemod, tvetydighed og noget, der tynger. Men det fungerer som et filter. Eller en måde, at få løftet en byrde fra ens skuldre. En mental udluftning. Et skulderklap, en omfavnelse og det der uventede kram.
“Godt gået”, hørte jeg en ældre herre udbryde højt og spontant, da Lucky Lo og hendes dansepartnere på scenen forsvandt ud bag bagtæppet. Ja, det må man sige. Han lød overrasket, og ganske overvældet, som om det bare skulle ud. Det var, måske, også lige den velplacerede krammer, han stod og havde brug for?
Tror Lucky Lo forlod Rising med mere end en ny fan på pladsen. Jeg tror også, at jeg har fundet rytmen og de rette trin.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
