Så er vi i gang, Roskilde har åbnet hegnet for første gang i 3 år. Festivalen byder på et væld af kendte og mindre kendte navne, det kan godt være en jungle, at navigere rundt i programmet. Men, der ligger skatte begravet, vi har forsøgt, at markere dem på festivalkortet.
Ikke så meget udenomssnak, det har jeg vist gjort rigeligt i optakten, som kan findes HER. Jeg har styret udenom de største og mest åbenlyse navne på plakaten, og forsøgt at grave lidt efter det gemte guld. Om det lykkes må tiden vise, Roskilde kan og skal være lidt et sats af og til.
Nu er det tid til, at danse, rocke ud, nyde en stille stund og få sig en underligt oplevelse eller to.
En stille stund
Vi kan alle have brug for en mental puster, når man vælter rundt mellem scenerne. Der er dog også de mere umiddelbart stille koncerter, som kan sørge for sådan et pusterum.
Svensk, poetisk visesang, som af og til slår over i noget, der lyder som salmer? Ja, vi skal i “kirke” på Roskildes sidste dag. Og da søndagen ikke længere er i brug, må vi nøjes med, at være andægtige på en lørdag.
Det er Sara Parkman, der holder musikalsk gudstjeneste, og du er inviteret. Ok, det hele er ikke SÅ højtravende, som jeg forsøger at udbasunere her. Der er også plads til den mere traditionelle visesang. Det kan jo lyde mægtig gammeldags, og det er det vel også. Men, kunne det fungerer nogen steder på Roskilde, så virker Gloria, som de optimale rammer.
Det kunne blive en stille og sart start på dagen. Måske gåsehudsfremkaldende? Kan man fælde en lille tåre, hvis det bliver for smukt og højstemt? Bestemt. Jeg er næsten sikker på, at man går opløftet derfra og er klar på, at kaste sig ud i sidste dagens larmede strabadser og udfordringer.
Sara Parkman spiller lørdag, kl. 14.30 på Gloria
Er der liv i americana og roots musik, ud over den der repræsenteres via Robert Plant & Alison Krauss på Roskilde? Ja. I hvert fald hvis man lyttet til Sierra Ferrell Og det burde man for, er man til country med et feminint touch, så synger hun med en landlig engel.
Her bliver ikke genopfundet nogle genre, eller imponeret med innovativ sangskrivning, det lyder umiddelbart helt klassisk. Og for en Roskilde booking overraskende “rent”. Ikke nogen genremiks, underlige blandinger eller overlap. Det er lyden af de amerikanske sydstater, omsat til nogle virkelig glimrende sange, sunget af en smuk og klar røst.
Det går lige ind her i firmaet, og virker som en tidlig mulighed lørdag aften for, at fake at der er mange pollen i luften. Måske bliver det her man knækker og må kaste håndklædet i ringen efterfølgende?
Sierra Ferrell spiller lørdag, kl. 18.15 på Pavilion
Det er nu så dejligt ude på landet, åbenbart også i Irland, hvor selv en storby som Dublin, pludselig lyder som Nashville. Ciara Mary Alice Thompson er godt nok fra Irland, men hun har et nummer, der rent faktisk hedder “Nashville”. Og et der handler om, at hun ikke gider være en cowboy. Den er glimrende.
CMAT spiller poppet country, der dufter af lemonade i skyggen på verandaen, overalls og sommerhat med en stor blomst. Det er ganske uskyldigt og yndigt, meget glansbillede agtigt og meget langt fra beskidte landeveje og outlaw country. Det kan jeg også godt lide, men jeg har også en svaghed for det her poppede strads, når det lyder så kompetent som her.
Er det den perfekte start på sidste dag på Roskilde? Der kan hurtigt gå ren overlevelseskamp i den, men i middagsstunden har vi måske stadig kræfter tilbage i reservetanken.
CMAT spiller lørdag, kl. 12.30 på Pavilion
Lige i hjertekulen og dansebenene
Star Feminine Band flyder næsten over af naturlig musikalitet, som får mere garvede kunstnere på pladsen til, at fremstå som stive bogstøtter. Et børneband bestående af piger fra Benin, i alderen 11 til 17 år, der synger om ligestilling og emner som omskæring. Det kan næsten ikke blive meget mere Roskilde.
Men, det lyder ekstemt livsbekræftende, er smittende og svært, at stå/sidde stille til. Selv for en hvid, midaldrende eksil-jyde som undertegnede. Det er satme langt fra Tønder eller Herlev, men det går rent ind. Det er måske lige den middags-medicin man har brug for efter onsdagens tømmermænd, har meldt sig op af torsdag formiddag.
Så det er med, at komme tidligt ud af teltet og danse dagen i gang!
Star Feminine Band spiller torsdag, kl. 12.00 på Pavilion
Så skal vi have noget til hjertet, noget med sjæl. På trods af den klassiske soul/country lyd, man kunne måske kalde mikset af de to genre moderne, er Yola født i England og ikke USA. Hun lyder ellers, som om hun er flasket op med ægte amerikanske toner og store sangerinder. Hun har dog også været i kløerne på Dan Auerbach, der har produceret hendes to første plader.
Hvor hun end er fra, det har lyder helt naturligt og går rent ind hos mig. Musikalsk er blandingen af soul og country ikke så langt fra hinanden, som man måske kunne tro. Og så har Yola en vokal, der kan få højtalerne til at dirre.
Yola spiller torsdag, kl. 18.30 på Mantra
Den ligeledes (meget) britiske “lad” Richard Dawson har muligvis ikke en vokal, der får højtalerne til at dirre. Så er det i hvert fald ikke fordi, den er en naturkraft. Han er mere en gammeldags trubadur, der momentvis kaster sig ud i skingre, høje toner. Som giver han en underlig sårbarhed. Det næste øjeblik kan han lyde, som en afdæmpet folkesanger, for så at slå over i noget mere anarkistisk punktet.
Jeg oplevede ham på samme scene i 2019, som han optræder på i år med det eksperimenterende finske band Circle. En herligt rodet koncert, hvor Dawson virkede, som om han lige var stået op fra en eftermiddagslur efter en lang nat på pubben. Han virker ekstremt “hverdagsagtig” og nede på jorden, men musikalsk kan han altså vise tænder. Stedvis slog musikken over i noget, som kunne minde om metal.
Richard Dawson og Circle spiller fredag, kl. 14.00 på Pavilion
Spil noget med guitar!
Squid er musikalsk blæksprutte… der sprutter! Squid er vist i princippet post-punk, eller kommer ud af den “genre”. Hvis man har lyttet til et nummer som “Houseplants”, der på overfladen ikke handler om andet en, ja, stueplanter, så er der altså en del mere i spil her.
Jeg ved ikke helt, hvad man kan forvente, men jeg får Talking Heads vibes. Der er et eller andet boblende vanvid og absurde indfald til stede, som tiltaler mig. Noget af det lyder også, som om det grænser til et psykisk sammenbrud.
Squid spiller lørdag, kl. 20.00 på Pavilion
Er det post-hardcore? Er post-hardcore ikke lidt Emo? Turnstile er sådan lidt en genre-bastard, der er sat på i prime time onsdag aften. Det er muligvis det perfekte tidspunkt for et energisk band som dette.
Det kunne godt gå hen og blive den rockfest, som en del på pladsen stadig hungrer efter. Turnstile stritter lidt i flere retninger, men er samtidig ret melodisk, så de fleste burde kunne være med. Det er også et af den slags band, som det lader til, at Roskilde har fanget på det helt rigtige tidspunkt. Stadig unge og frisk, på vej op og måske på tærsklen til noget større?
Turnstile spiller onsdag, kl. 23.00 på Avalon
Vi skal da også have et bud til dem med hang til indie/alternativ rock, og som godt kan holde til, at være længe oppe. Hvad med, at give Horsegirl et skud? De amerikanske hestepiger rider ind på Gloria når fredag bliver til lørdag, og de er klar med skærende el guitar og slacker attitude.
Det dufter i bund og grund lidt af de alternative 90eres genkomst. Igen igen. Men, af alle de fine indienavne, som Roskilde byder på i år, så har det her et eller andet, som fanger min opmærksomhed. Jeg ved ikke om det er den afslappede “give no fucks” attitude og lyd. Det lyder lige på grænsen af ugideligt, men bliver aldrig dovent og dvask og blusser op lige når det skal.
Måske er det følelsen af rastløs ungdom, der gør udslaget? Minder det mig bare om, da jeg var ung, ubekymret og ligeglad i 90erne? Det var stilen og på mode dengang… det er det så igen med Horsegirl.
Horsegirl spiller fredag, kl. 00.00 på Gloria
Den danske vinkel
Jeg har kæmpet lidt med, at finde de danske band, som jeg ville anbefale her. Ikke fordi, der er mangel på gode bud. Men, nogle er for kendte, eller har allerede godt med medvind, som eksempelvis Joyce, eller Brimheim på Rising. Sidstnævnte fremhævede jeg også i min Rising gennemgang, og i bund og grund kunne jeg bare gentage mine pointer derfra: Se hende, og alle de andre på Rising, det hele er værd at tjekke ud.
Derfor vil jeg fremhæve AySay, der ligger og gemmer sig tidligt mandag aften. de dansk/kurdiske rødder er hørbare. Der er både noget genkendeligt, noget der kan minde om en “vestlig” popstruktur. Og så gør den “mellemøstlige”, lad os kalde det, det og simplificere groft, sig også gældende. Det gør, at AySay ikke bliver så fremmedartet for de brede publikum, at man bliver hægtet af. og samtidig er der nok indflydelse fra de kurdisk rødder, at musikken bevæger, og danser uden for de gængse streger og rammer. Det er kort sagt rigtig stærk og spændende miks og match.
AySay spiller mandag, kl. 18.30 på Rising
At Rising (sammen med mange andre scener for vækstlaget og koncerter generelt, selvfølgelig) kan være springbræt til, at man komme ind på den “rigtige” festival, er Konvent et eksempel på. Doom-metal bandet spillede en glimrende koncert på Rising i 2019, sidst der var en Roskilde Festival. i år står de på Pavilion i metalmusik prime time fredag aften.
Det må næsten være et optimalt tidspunkt for en omgang tons tung, dybt growlende og kurrende metal? Da det ikke flyder over med den rene metalvarer i programmet, må det også siges, at være lidt et skulderklap og en tillidserklæring til gruppen. De får en anbefaling med på vejen, også til ikke-metalfolk. Er du ikke normalt til metal, men nysgerrig, så er det her måske ikke et dumt sted, at starte, hvis du vil smage på noget tungt og langsomt?
Konvent spiller fredag, kl. 22.30 på Pavilion
Og jeg runder af med en anbefaling af noget mega Roskilde. Jeg har ikke den store viden om, eller kan helt beskrive, hvad SlimO er. Det er i hvert fald særpræget og helt sit eget. De støjer, kradser, der dukker autotune op i nogle acapella stykker, jazzede forløb og perioder med stor skønhed.
Hvorfor og hvordan er det lykkes et forholdsvis ukendt dansk band, at overhale indenom, suse forbi Rising og ende på Gloria? Det må kunne et eller andet live, det her. Jeg er pirret. Nysgerrig. Og lidt forundret. Det vist et passende punktum for en række anbefalinger, at runde af med noget der kunne være en lottokupon. Man ved aldrig helt, hvad man får på Roskilde…
SlimO spiller fredag, kl., 18.30 på Gloria
Jeg kan ikke engang garantere, at jeg følger mine egen anbefalinger! Man kan blive afledt, fare vil, få en massiv brainfart, tjekke ud eller blive lokket af noget andet. Der er flere overlap i min egen plan, som jeg tager på dagen og på mavefornemmelse. Gør det samme. Det har var bare et par skud fra hoften.
Måske jeg skulle gøre noget for mandekvoten. Mine anbefalinger endte med en helt skæv kønsfordeling. Nu har jeg ikke lige undersøgt hvilke officielle køn samtlige af de anbefalede kunstnere vedkender sig, men en hurtig optælling siger, at kun 2 ud af 12 navne er “mænd”.
Slå den kvote, Roskilde! Vi ses derude, lige om lidt er det NU.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Konvent, Roskilde Festival
LINK-O-RAMA:
I år kan du, naturligvis følge vores dækning her på hjemmesiden. Der vil være daglige reportager fra festivallivet, samt anmeldelser af stort, småt og endnu mindre.
Derudover er der jævnligt gak, løj og updates på vores Instragram profil, hvor vi også tillader os, at holde en lidt mere uhøjtidelig tone. Det er bare for sjov! Far-humor sjov! gfrdk/instagram und halløj.
OG, som noget helt nyt, så er vi kraftedeme på TikTok. Ja, sgu’! Men, bare rolig, den er i hænderne på en, der rent faktisk ved hvordan det virker og hvad det går ud på. Vores 10 årige all round medhjælper, pantsamler og nu officielle TikTok medarbejder har fået nogenlunde frit lejde. Så længe det ikke kun er videoer af hende selv, der danser til skrækkelig musik. Følg med og frygt ungdommen på… øh… TikTok. Søg på gfrdk! Er det sådan man gør?
Gennemgange af programmerne dag for dag: onsdag, torsdag, fredag, lørdag og Rising.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Konvent, Roskilde Rising 2019
