Dag 2 på Rising bød på en helt række af gode til glimrende koncerter, masser af vind, støv og dertilhørende host og opstød – men ikke så mange sure! Her kan du læse store og små tanker om Gurli Octavia, Albin Lee Meldau, Kippenberger, Rome Is Not A Town, Luster og Cabal… og en anmeldelse af årets Dixie Burger!
Men det er først helt til sidst, jeg var nemlig i den heldige situation, at fotografen havde smurt en madpakke til mig og medbragt hjemmefra! Succes, fuck kø og tvivlsom mad, nu kører rugbrødsmotoren! Dog først fra først på eftermiddagen, da jeg landede ved Rising Scenen, så formiddagen måtte hjulene holdes i gang med Mediekaffe.
Og lige et shout out til Medieladen 2018, den fungerer og har kørt som den skulle fra start. Bemandet garderobe, ingen håndværkere der hamrer, saver og maler i mens man forsøger at sætte ord sammen, ingen udfald i internettet og kaffemaskinen brygger – sweet! Tak for det, det gør det hele lidt nemmere. Så mangler vi bare en massagebriks og en buffet, så skal I ikke hører mere brok herfra.
Til gengæld, er der så ikke lige en ansvarsperson, som kan sende en lommelygte ud til de to vagter, der sidder ved restricted camping? Det er en bælgmørk fodboldbane, hvor man medbringer sit eget telt, mod betaling, der også inkluderer gratis bad. Fair nok, men det virker lidt tosset, at vagterne skal sidde i total mørke og ikke kan se ens armbånd…
Anyhoooo, tanket op på mediekaffe og ude på ballade vandrede jeg mod Rising med en halv times tidsbuffer efter dagens skriverier. Det er sgu lidt noller, at være alene på skrivetjansen, man mangler ligesom en sparringspartner. Nå ja, og en til at tage 50 % af arbejdsbyrden – Jonas, kom herud, omgående! (jeg er med dig i ånden, og sporadisk korrektur! Red.)
Gurli Octavia ★★★★☆☆
Hvad den velsyngende Gurli manglede af gennemslagskraft når hun, lidt tyst og måske genert småsludrede mellem numrene, kompenserede hun til fulde ved, at have en virkelig stærk vokal. Musikalsk er det rimelig klassisk sanger/sangskriver folk-pop hun serverer, her i et band setup, men numrene er generelt velskrevne og Octavia har en flot, gennemtrængende og klar vokal. Her også stedvis bakket op af flot kor/andenstemme.
Det var sådan set hvad man fik under Octavias 40 minutter i solen, hverken mere eller mindre, og det prøvede heller ikke på, at være andet. Det lægger så også et ret stort pres på netop sangskrivningen og vokalen, der bliver de bærende elementer, selvom det kompetente band bakkede hende godt op. Det holdt det meste af vejen, selvom ens tanker begyndte at vandre lidt i anden halvdel af sættet. Det blev tilmed lidt rodet mod slut, hvor det virkede som om slutningen af koncerten blev lidt uforløst. Og bare… sluttede.
Ligeledes skulle koncerten lige trilles i gang, mens publikum kom dryssende mod scenen, men det begyndte for alvor at lette under andet nummer, “You Lay Low”. “Hold da op, det er eddermame dejligt at være her”, lød det heeeeelt roligt fra Octavia inden hun præsenterede “Waiting For Water”, der blev introduceret som en politisk sang, med en lille undskyldning om, at hun ikke var politisk nok. Det gjorde nu ingenting, for det var et nyt nummer, som hun beskrev som “en kærlighedssang til min far”, der var en af eftermiddagens smukkeste stunder. Blød og svævende let-country feeling, der stod rigtig godt til solskinnet.
Det var ikke en koncert, hvor støvet blev hvirvlet op fordi folk gik helt amok foran scenen, men, folk virkede opmærksomt lyttende og overordnet ret indfanget af Octavia og bands behagelige toner. Måske blev det også lidt for “pænt” i længden, musikalsk viste det kun rigtigt tænder under en guitarsolo i “Oh Mighty Cold”, men, igen, det er et mere underspillet ærinde Gurli Octavia generelt er ude i.
4 solskinsstjerner for en rar oplevelse.
Min wingman Mongo var muligvis endnu mere begejstret end mig og betroede mig i en stille stund under koncerten at han, trods hans lange hår, skæg og battlejacket, er “en sucker for god tøsepop”. Så vi har aftalt en date under Charlotte Gainsbourg senere på ugen…
Tiden gik, sådan lidt af sig selv, som den næsten kun kan på Roskilde, gad vide hvad vi lavede? I hvert fald blev det lynhurtigt tid til svenske Albin Lee Meldau.
Albin Lee Meldau ★★★★★☆
Var det et mindre gennembrud man var vidne til her, eller et forvarsel om en der står på en af Roskilde Festivals større scener indenfor nærmeste fremtid? Meldau’s fremtoning og stil vil måske dele vandene lidt, for hvor meget af det er et “act” og “påtaget” og hvor meget er den den virkelige Albin Lee? Hedder han overhovedet det?? På den led er der, trods en mere soul/poppet lyd, et vist slægtskab med en vis Father John Misty.
Om det delvist er en gimmick eller ej, og om man køber den, er nok en smagssag. Indledningsvis synes jeg han var lidt for meget, på sådan en lidt sjusket, stenet, nonchalant og lapset måde. Som om han nærmest ikke kunne blive bebyrdet med, at skulle optræde og synge… men… hurtigt blev jeg overvundet, jeg ved ikke om det var fordi jeg “fangede den”, eller om der var noget at fange, men pludselig havde han mig, og sikkert lige der hvor han gerne ville.
Han leverede to af sine stærkeste numre fra start i form af “The Weight Is Gone” og “hittet”, “I Need Your Love”. Bandet spiller godt, hans “svenske drenge”, som de blot præsenteres som, og Meldau stråler på vokalen, men på en måde der matcher hans lidt skødesløse og “jeg er en doven superstjerne” attitude. Han har helt klart noget sjæl i sin soul, men stemmen har også en klædelig ruhed hist og her, så det ikke bliver for flødebollet.
Sangene fremføres mens Meldau trisser lidt rundt på scenen, momentvis med en art forkrampet dans og gestikuleren, der på samme tid virker lidt hæmmet og “låst” men også rummer en ret treatralsk dimension. Han er svær helt af aflure og blive klog på. Passer det eksempelvis når han introducerer et nummer som, at det handler om engang han prøvede på, at købe hash i Spanien? Eller er det på Misty manér en art selviscenesættelse og en del af en selvskabt myte?
Et andet nummer, den afsluttende “6th Street”, handler om at blive dolket i Austin, og Meldau følger op med lidt snøvlende vrøvl om, at “so… let’s all get stabbed… or, no, nobody get’s stabbed, let’s.. ah… riot in Roskilde!”. Den slags små, skæve udbrud var der nogle stykker af, og igen mindede det mig en smule om første gang jeg oplevede Misty på Roskilde, da han væltede Avalon i 2015. Den slags small talk er der blevet mindre af med årene, men måske Meldau er klar til, at samle faklen op?
Din nydelse af ham og hans soulede toner afhænger nok af om man køber præmissen, men det kan et eller andet det her, og der er indiskutabelt noget star quality når Meldau står på scenen.
I går koksede jeglidt ud over alle de mennesker, som ikke “owner up” til deres bæltetaske og bærer den alle andre steder end omkring mavebælteregionen. I dag præsenterede min 6 årige assistent i dagtimerne stolt hendes nyeste ejendom… en spraglet bæltetaske, som blev båret tværs over skulder og brystkasse… There is no way to win this war… Og hun er også blevet pantsamler (på eget initiativ!) og har allerede tjent over 200 kr., i skarp konkurrence med de etablerede panthøge. Jeg har fejlet!
Ej, Rising området fungerer, som altid, som en glimrende “introduktion” til Roskilde Festival for de kommende generation der skal overtage, når jeg er groet sammen med en campingstol og ude af stand til, at rykke mig ud af stedet. Her er trygt, du får lidt af hele Roskilde pakken i mini-format, uden at det bliver for voldsomt. Og pantsamlerne opfører sig helt generelt høfligt og stille og roligt, så der opstår en slags usagt og indforstået aftale om hvordan vi alle gebærder os. Altså sådan overordnet, der er selvfølgelig undtagelser, på begge sider.
Kippenberger ★★★★☆☆
Jeg har ikke gjort nogen hemmelighed ud af mit regulære had overfor Kippenbergers første single i eget navn, landeplagen (på P6), og plagen generelt, “Op og Ned i Showbiz”. Fucking hell, den kan jeg slet, slet ikke tåle, især ikke Tobias Kippenbergers, i mine ører, helt overgearede vokal på sangen, hvor det lyder som om han har slugt Johan Olsen fra Magtens Korridorer og forsøger at rockbrøle en popsang i stykker.
Det er en smagssag. Og jeg har absolut intet personligt i mod Kippenberger, der virker som en cool nok dude når han eksempelvis er at finde på P6 Beat som snakkehoved. Jeg var ikke udpræget The Floor Is Made Of Lava fan, men kunne sagtens høre det, hvis det blev spillet.
Hvorfor al den udenomssnak? Fordi Kippenberger, og jeg indrømmer det da ikke gerne, spillede en rigtig god koncert med sit stærke band, sidst på eftermiddagen på Rising. Lyden på hans nye dansksprogede numre var “rocket op”, som det ofte er tilfældet i en livesituation, hvilket gjorde at Kippenbergers vokal bare, i min optik, passede meget bedre til materialet – og omvendt. Det glattede allerede en del knaster ud for mig, selvom jeg ikke synes, at alle af hans nye numre er lige stærke, men det er måske også en smagssag. Der er mange ordspil og finurlige/kække små formuleringer, men, det er ikke alt jeg synes er lige godt. Når det fungerer, som i eksempelvis “Penge Taler”, hvor Kippenberger fantaserer om en “gøb” under skranken i banken, så er det ret fint.
Kippenberger lagde ud med, at være en “slange i græsset” og sluttede med, at proklamere, at hans liv er en fest, på nummeret af samme navn, der lukkede sættet. Her fik han også lige fejret hjemstavnen Esbjergs oprykning til Superligaen, med svingende Esbjerg spilletrøje, rakt fra publikum og hoppestemning på og foran scenen. Folk tog generelt godt imod de danske numre, ja, også “Op og Ned I Showbiz” der lød helt tålelig i liveversionen (sådan, så indrømmede jeg det), men det var da han kiggede tilbage, at koncerten virkelig kulminerede og blev til en rockfest.
Var det lavt hængende frugter, de nemme kort og lidt “snyd”, at han fedede sættet op med to Lava-numre lige i streg? Muligvis, men jeg skal love for, at det var effektivt, så man tilgav det lidt billige trick, det er jo trods alt hans, og Lava-guitarist Lars Rock, der var med på scenen, sange. “Do Your Sister” blev introduceret med en lille anekdote om, at det var 11 år siden, at han første gang spillede sangene på Roskilde Rising, dengang på Pavilion Jr. og, at “folk gik helt amok” dengang. Det gjorde de også, da folk genkendte nummeret efter kort tid, her. Det er sgu’ et meget fedt nummer, altså. Men hey, Kippenberger spillede under opvarmningsdagene for 11 år siden? Og igen i 2018 – hvordan føles det mon? Status quo eller en ny start?
“All Out Of Love” tog for alvor kegler og fik det meste af fremmødet op på tæerne, mens Kippenberger slog fast, at han ER en glimrende rocksanger og frontmand. Det var der vel egentlig heller ikke den store tvivl om? Han er jo ligesom ikke nogen urutineret herre på en scene, og det skinnede tydeligt igennem. Så kan man diskutere om han ikke er FOR erfaren til Rising Scenen og burde have spillet på Pavilion?
Kippenberger virkede i hvert fald ikke for FIN til, at tage endnu en runde på opvarmningsscenen. Det giver en samlet oplevelse til 4 store stjerner og en anmelder, som måtte sluge nogle af sine fordomme sammen med et par kubikmeter støv.
Rome Is Not A Town ★★★★★☆
Her havde jeg egentlig tænkt mig, at tage en lille “anmelder-pause”, se musikken, ikke tage noter og bare suge lidt indtryk til mig. Man kan godt blive lidt mæt, hvis ikke helt død indeni, af hele tiden at skulle tage stilling til musik. Så, jeg havde pakket notesblokken væk og sat mig godt til rette da det unge post-punk/støj/rock band fra Gøteborg gik på.
Men jeg kom hurtigt op af stolen, da deres larmende, men stadig melodiske toner bragede og vred sig ud af højtalerne, hallo, hov, det var sgu da pisse fedt! Og ikke så meget pis, bare knaldhård og koncentreret levering, med masser af pondus og attitude, også meget mere end man måske kunne forvente af 4 meget ungt udseende svenske punkchicks.
De fucking claimede og ejede den scene og fik det lille, men dedikerede publikum på deres side fra start og slap ikke grebet de næste 40 minutter. Stedvis lød det som en skurrende og snerrende blanding af Joy Division og Sonic Youth, andre gange mere melodisk støjpunkrockende. Altså, igen et ungt orkester, som tager udgangspunkt i nogle koryfæer fra fortiden, men, med stil og personlighed nok til, at det ikke lød FOR inspireret af forbillederne.
Og så har de tilmed en række ret stærke numre at spænde attitude og den cool udstråling op på, hvor den semi-Hole grungede “I’m In A Brand” stak ud, og ikke kun fordi det var en af de numre, jeg rent faktisk kunne titlen på! For pokker, det var en knaldhård og overrumplende opvisning i, at man ikke behøver være grandvoksen mand for, at have hår på brystet og spille med musklerne.
Badass, de damer, totalt badass. Og lad os få dem til et intimt spillested nær dig i en fart!
Så prøvede jeg at kigge backstage ved Rising, som nu er blevet en helt lille oase for kunstnere, presse og lignende mediedyr og det er sgu’ et hit! Det kan virke som noget værre pamper lort og my shit smells better than yours, men vi er jo faktisk på arbejde, og mange af os for egen regning, så en bar med drikkevarer til 10 kr. stykket, gratis postevand, mulighed for lige at sidde stille i skyggen lidt og toiletter er tiltrængt “luksus”. Bare det, at man ikke skal bruge tid på en toiletkø sparer lidt kræfter, og nå ja, arbejdstid. Undskyld jeg er et mediesvin, jeg var det kun een gang!
Luster ★★★★☆☆
Det er kun omkring to uger siden, at jeg oplevede Luster live på Midsommer Festival, så det mindede på en del punkter som en genudsendelse. Bare i et forlænget cut, da Midsommer koncerten blev kortet ned til en halv times tid pga. Danmark-Peru fodboldkampen, i dag var der dog ingen benspænd på det punkt.
Til gengæld kunne bandet så ikke helt nyde godt af “all killer, no filler” tidsbegrænsningen fra Midsommer og måtte strække sættet lidt ud med nogle “fyld” numre”. Det havde også den ulempe, at Luster kom endnu mere ud i krogene af deres katalog af sange, hvor det skinnede lidt igennem, at det måske stadig er et band der leder efter deres helt klart definerede lyd. Det stritter simpelthen i lige vel mange retninger, når man bevæger sig fra ren solskinspop som “You’ve Got The Heat”, over mere tungt rockende og “vrede” numre som “Running Through Fire” og dunkende danserock som “Sexbeat”. Alsidigt, eller lidt for bredt favnende?
På den måde er der lidt for “enhver smag”, og mange forskellige facetter, men også en følelse af, at man ikke helt kan blive klog på hvad bandet er for en krabat. Og hvis der er plads til “alle”, så er det måske også vanskeligt, at alle kan lide alt bandet præsenterer. Det sagt, så leveres det hele usvigeligt sikkert og velspillet, og bandet har også noget udstråling og “karakter” på scenen, i dag bakket op af en korsangerinde, også selvom der ikke siges så meget fra scenen, eller er den store publikumskontakt. Og så er trommeslageren altså lidt af et bæst bag de gryder!
Ligesom på Midsommer Festival, så smed Luster to af deres stærkeste kort i koncertens indledning, først med den ultra catchy “My Sharona” huggende “New Pleasure”, der kort og godt bare er en super effektiv sætåbner. Bandets svendestykke er dog, indtil videre, den ekstremt smittende og fængende “You’ve Got The Heat”, her som tredje nummer, der lyder som om Robert Smith og The Cure er kommet i sommerhumør, har lejet en åben sportsvogn og cruiser igennem LA og omegn, mens de lytter til Randy Newmans “I Love LA”. Den rute måtte Luster for min skyld gerne drøne videre ud af, hvis der skal vælges en mere snorlige retning fremover.
Koncertens to modigste valg var da forsangeren blev alene tilbage på scenen og leverede den stille ballade “Nothing To Lose” (tror jeg den hedder), som koncertens næstsidste nummer, inden førnævnte “Sexbeat” dunkede koncerten færdig. Modigt, nøgent og ret smukt. Midt i sættet faldt en anden artig overraskelse, da bandet kastede sig ud i en vellykket fortolkning af Talk Talk klassikeren “Life’s What You Make It”, forklædt så det kunne lyde som et Luster nummer, men stadig med glimt af den herlige signatur guitar lyd fra originalen. Modigt og helt igennem acceptabelt “fyld” til, at spæde sættet op i længde. Så er det sgu i orden med mig, at levere et covernummer.
Vi ender på en lidt slingrende 4’er, der gerne vil have en mere præcis pejling på, hvad Luster egentlig er for en størrelse. Ud over et godt band.
Så gik solen stille og roligt ned, støvet begyndte at lægge sig lidt, så man kunne få hostet dagens fangst ud. Eller noget af den, størstedelen havde nok sat sig i den klump post-Copenhell snot og forstoppelse i knolden, som åbenbart ikke rigtig vil fordufte.
Der begyndte langsomt at dukke metaltyper af forskellig karakter op ved scenen, mens dagens tungeste indslag begyndte, at omdanne scenen til et mørk alter. Jeg vil ikke anmelde Cabal som sådan, det ville være unfair, da deres djentede og dakkedak hakkende og spruttende deathcore overhovedet ikke er min smag . “Kan du så ikke bare være objektiv?”. Jo, objektivt leverede de sikkert den forventede vare tilfredsstillende. Subjektivt efterlod det mig fuldstændig emotionelt kold og død indvending, I feel NOTHING, lige meget hvor tungt og ondt Cabal spruttede, spyttede og huggede til. Det hele mudrede sammen for mig, og lød for 80% vedkommende som variationer over samme, lille sang. Dakkedakkedakke breakdown dakkedakkedakke ONNNNNDT breakdown, dakkedak repeat.
Det fik gang i den kombinerede støv og kødklump forrest, så vagterne måtte op på tæerne og overvåge cirle pits og andre udskejelser. Blandt andet et grotesk antal forsøg på, at crowd surfe, der endte efter få sekunder med, at folk røg ned med et brag, eller slet ikke kom rigtig op. What the hell, people?! Var folk for fulde til at få det til at fungere? Ikke for fuld til, at kaste med mere eller mindre fyldte øl, så det ud til… Eller var det fordi, at hovedparten af de “rigtige” metalfans holdt sig på lidt sikker afstand og lod den overrislede ungdom, der bare lige synes metal er sjovt af gå bananas til i korte udbrud, havde overtaget de forreste rækker? Jeg dømmer ikke, som sådan, og er normalt tilhænger af en god omgang mayhem og hærgen, men det her så lidt… uskolet ud.
Oh well, Cabal fik da larmet igennem og i en sådan grad, at en meget myndigt agerende crowd safety supervisor på pladsen havde travlt med, at fremstå uhyre vigtig og “in charge”. Et morsomt skue i sig selv, vi overvejede faktisk bare at hægte os på hans to håndlangere, der blev kostet rundt, og se hvad der skete på hans stresstur rundt. Ellers, igen, stor ros til sikkerhedspersonalet oppe foran, der lod sagerne udspille sig og kun greb ind, når det blev lidt for uforsvarligt inden foran. No need to FUCKING PANIC.
Så var vi blevet musikmætte og jeg besluttede at følges med min wingman over mod hans destination, Get a Tent East, for at se lidt af det vilde lejrliv og inspicere området omkring Apollo og det tilhørende salgsområde. Lad os bare sige, at Roskilde ligner sig selv ude i kampzonen. Kæmpe anlæg, talløse store og små fester, forliste skæbner, den vilde ungdom, den ensomme stener der tager sig et hvil ved broen, tis, lort, affald, dyrekostymer, madrester, støv, døde telte og kollapsede pavilioner. Og et afsindigt lydtryk af en anden verden. Hvordan faen overlevede man en uge i det her før i tiden?!
Apollo området er som altid rigtig lækkert udført og madudvalget bugnende og spændende, i hvert fald i forhold til det magre udvalg ved Rising? Hvorfor virker det som om, at camping Vest bliver lidt røvrendt i forhold til Øst på det punkt? Nuvel, større udvalg gav, ta-dah, langt mere overkommelige køer over det hele, men, jeg er også et vanedyr og kunne lugte Dixie Burgeren.
Vores gamle ven, der de seneste år har skuffet i en grad så man kunne blive helt trist inden i. Vi er ikke tilbage i Dixie’ens velmagtsdage, der er stadig et eller andet der ikke helt spiller med den samlede smagsoplevelse, måske er det bollen der driller? Men, jeg vil godt kalde det et lille comeback, måske skyldes det også en justering af forventningerne efter flere års SVIGT? Burgeren fås i sin klassiske form til 65 kr. og så kan man ellers smide en ‘5er oveni for henholdsvis en skive ost og lidt bacon, så vi ender på 75. Alt efter temperament, og pengepung, kan man godt spare osten væk, den smagte ikke af en dyt og havde konsistens så den knækkede i stedet for at smelte. Ellers var bassen godkendt og fyldte i hvert fald godt i en rumlende dunk, nok til 4 stjerner i 2018 versionen.
Så var det ellers stille og roligt lukke ned tid for undertegnede, jeg tog en smutvej, efter at være kommet på øst-omvejen, ind over festivalpladsen, så jeg lige kunne stene lidt over den flotte aftenhimmel over et næsten færdigt Arena telt. Der var gang i en eller anden dansefest i de frivilliges område da jeg nåede videre ind, mwn jeg tøffede videre og endte aftenen med en rolig chiller foran teltet i nogenlunde ro… mens festen brølede videre inde på campingområdet – godt man ikke sover der, mand!
Af Ken Damgaard Thomsen (ord + mobilfotos)
Foto: Lene Damgaard
