Og det blev tirsdag, vinden lagde sig, solen kom frem og Rising var nået til sidste “opvarmningsdag”. Her fik vi rock fra aarhusianske Modest, tysk garage-kraut fra Odd Couple, et eller andet fra svenske Shitkid (0 stjerner!), god post-rock fra ligelede svenske STIU NU STIU og en fin afslutning med Dør Nr. 13.
Og mad fik vi også, men først et bad og så afsted til medieladen der nu var ved at få sat den famøse kaffemaskine op. Den blev endda funktionsdygtig omkring middag, så vi nåede at skyde to kopper lige i dunken, inden vi igen trissede ud på pladsen.
Tirsdag er traditionelt en dag hvor man kan mærke, at flere er kommet til, inden det for alvor går løs onsdag. Også i vores tilfælde, hvor vores trofaste (og for gamle læsere kendte) wingman “Mongo” stødte til. Det vil sige, han ankom allerede sent mandag aften efter en familieudflugt i Cirkus Summarum, en “poetisk oplevelse”, lød hans bevingede ord, så han havde allerede hvidvinstømmermænd da vi satte os sammen ovre i området ved Apollo Countdown. For der ligger Dixie Burger jo i år.
Vores forventninger til det engang så hæderkronede måltid var nok justeret, efter de sidste to års skuffelse. De reklamerer stadig med “new organic bun”, så… er den “ny” ny, eller den samme som sidste år? Anyway, prisen er den samme, 65 for standard modellen, +5 kr. for ost. Og smagsoplevelsen er også stagneret. Det er bare ikke rigtig en spændende burger længere, især ikke når man ved hvordan den smagte nogle år tilbage. Og den der bolle er sgu ikke det store hit. Men mæt det blev man da, og uspiselig er den ikke, så 3 stjerner (RIP real Dixie).
Så var det tid til bajere! I solen! Fordi så kloge er vi, haha!! Så der gik lige en time eller to med kolde øl, rekreation, røverhistorier og den slags pusterum man SKAL huske at give sig selv, så man ikke bliver bims af al den musik og de indtryk der skal konsumeres.
Vi ankom ved Rising Scenen ved 15 tiden, i fin tid inden Modest gik på, så der blev indkøbt en ramme RÅ. I øvrigt, 130 kr.+ pant for 24 dåser almindelig Tuborg (eller 20 RÅ)? Det er sgu da mere end godkendt, thumbs up herfra.
Modest ★★★☆☆☆
Modest er begyndt at have en fin hype i visse mediekredse, det forstår man egentlig godt. De har en lyd der burde ramme bredt indenfor et musikinteresseret publikums smag, og en nogenlunde bred aldersskare.
Bandet lyder nemlig som om de blander elementer fra post-punken, især vokalen, med ret fængende 90’er rock melodier, men også ekkoer af et band som eksempelvis The Cure. Problemet i løbet af sættet var, at man begyndte at savne nogle selvstændige idéer og noget som ikke lød som om det var lånt andre steder fra, og klistret ganske kompetent sammen.
Det lyder kort sagt som om de unge gutter har været på rov i forældrenes pladesamling, hvilket jo er helt naturligt, og også giver dem en potentielt bred appeal. Problemet for mig er, at jeg er vokset op med de bands de i mine ører kommer til at lyde for meget som – jeg var nok cirka ung, da de blev født. Det kan være en generationsting, og er du ikke “belastet” af samme ballast, så er det måske slet ikke noget du bider mærke i.
Noget andet de så kunne øve sig på, og det kommer jo nok med tiden, hvis de får spillet nogle flere koncerter, er at få deres numre længere ud over scenekanten. Ikke at der skal gå gak og gøgl i den, det ligger ikke helt til stilen, men det er noget med scenetilstedeværelse og udstråling, noget som nok bare kræver lidt mere modning.
Og med netop modning kunne Modest godt blive et navn, som man skal holde øje med indenfor de næste par år. De har helt sikkert byggestenene, nu mangler de bare at få konstrueret noget mere mindeværdigt med dem end tilfældet var her.
Så var det tid til lidt øl-karma, som beskrevet i går, så fik vi på førstedagen i felten en øl af en tilfældig nabo der proklamerede at “der er ingen på Roskilde der ejer øl, det er vores alles”. Så da to rasker gutter spurgte om de ikke måtte få en øl, ikke købe, men få, så uddelte vi prompte, uden at tøve. Karma sendt videre ud i universet, og vi fik lov til at føle os som større mennesker end vi i bund og grund er!
Odd Couple ★★★☆☆☆
Eins, Zwei, drei, rock aus Berlin, så blev der fyret op for garagerocken fra duoen Odd Couple, der i dagens anledning var vokset til en kvartet. Ja… hvad er der næsten at sige til den slags? Det lyder lidt som om de har lyttet til Jack White, eller de samme ting som han har ladet sig inspirere af…
Indledningsvis virkede formlen lidt tyndslidt, med derudaf garage/retro rock af den ret klassiske, og egentlig også ret ordinære salgs. En formel der virker svær at fucke up, men også en hvor det kræver virkelig gode melodier, eller nogle fede hooks og riffs, for at skille sig ud fra den enorme mængde. Der synes jeg tyskerne kom til kort under koncertens første halvdel.
Bevares, det var bestemt velspillet, men man tænkte også for sig selv: “hvorfor ikke booke et dansk navn, der ville kunne gøre det samme mindst lige så godt?”. Men OK, lidt international kolorit skader jo ikke… men så kunne det da godt have smagt af en del mere, nu det endelig skulle være? Tyskerne rockede og fuzzede nu ret fint igennem, og den lettere overstyrede vokal fik man også vænnet sig til, så det gik aldrig helt i tomgang.
Men så skete der noget som koncerten gled over i sidste halvdel, Odd Couple blev stille og roligt mere eksperimenterende og bredte deres lyd ud, så vi kom ud af garageporten. Pludselig begyndte man at ane noget i fundamentet, der lød helt hen ad noget Kraftwerk – bare spillet som rock. En form for medrivende autobahn-rock, som flød effektivt fremad mens man selv blev taget godt med. Halløj, meget mere af det, fremfor den lidt tyndslidte garage-rock, hvor man kan råbe “My Sharona” i hvert andet omkvæd.
Und jetzt etwas ganz anders! Det næste er ikke for at starte, eller et indspark i, en eller anden køns- eller feminismedebat, men det er svært at skrive om, uden lige at få nævnte begreberne. Den stod nemlig på svensk “kick ass drum machine punk” fra en feminist der i følge introduktionen “ikke gi’r en fuck”. Så der burde et eller andet sted være noget på spil, et budskab, noget hjerteblod, stærke holdninger, noget provokerende, noget der rykker grænser, noget der rykker et eller andet?
Shitkid ☆☆☆☆☆☆
Det var der bare i min (vores, uden at jeg skal tage min kollega helt til indtægt for mine dåske holdninger), optik ikke under denne tre kvarters farce. Ja, det var en farce, og ikke en morsom en.
Frk. Shitkid gik alene på scenen og brugte hvad der virkede som en mindre evighed på at justere en mikrofon ved keyboardet, mens hun rablede lidt løsrevne sætninger af. Koncerten, hvis man kan kalde det det, måske var det en slags performance art eller et “statement”, blev indledt med et nedbarberet solonummer, som egentlig var ganske fint for hvad det var.
Så kom resten af kvindebandet på scenen, og så begyndte Shitkid for alvor at sætte sig selv i scene. Det var nemlig det, det i bund og grund var og handlede om, selviscenesættelse, ikke som en raffineret kommentar til et eller andet, men et (muligvis fordrukkent) egotrip. Og dermed også uendeligt uinteressant. Shitkid vred sig døsigt til de rodede og sjusket leverede (sikkert med vilje, “sooo punk”) toner, krydret med usammenhængende proklamationer om at hun lige havde haft sin menstruation så hun havde hverken “PMS eller mens” nu. Interessant og voldsomt provokerende! No fucks given, hun var for vild, fordi hun havde skrevet sætlisten på benet og opfordrede folk til at fotografere den, fordi “she didn’t care”, når hun ikke lige havde travlt med en wardrobe malfunction og flashede sit ene bryst på den der “ups, hvor skødesløst af mig” måde, der virkede nøjagtig modsat i udførelsen.
Måske var hun bare fuld, det påstod hun i hvert fald, hvilket jo er en bedrift i sig selv, men måske ikke noget at være stolt af? Men hun gav nok ikke en fuck, fordi hun var så sej og ligeglad! Det syntes også at være det eneste reelle budskab her. Se mig. Ikke som en kommentar til det moderne samfund, kendis kultur, reality begrebet eller hvad fanden ved jeg, selv det havde også været fortærsket og set før, men dog været en form for indhold. Det her var en tom skal.
Det er fint med mig at sige fuck konventionerne og sådan set også fuck det hele, som et eller andet nihilistisk statement, men hvorfor stille sig op på en scene hvis du bare er ligeglad med alt og det er det eneste budskab? For at få opmærksomhed. Den fortjente Shitkid kun i meget ringe grad. Det var indholds- og formålsløst, blottet for nogen form for ironisk distance og jeg har set dem fuldere, vildere og dummere, hvor det i det mindste havde en form for underholdningsværdi.
Spild af tid og opmærksomhed, og hvis der var et underlæggende feministisk budskab, så tror jeg ikke hun gjorde sagen en tjeneste. Men vi går ind for 100% ligestilling, så kvinder kan også få dumpekarakter!
Efter den oplevelse trængte vi til et solidt måltid mad, så kursen blev sat mod Eat Beer boden, som ikke har rykket sig mange meter i alle de år jeg kan huske. Chili Con Carne var målet, og den skuffede egentlig ikke, både portionsmængde, smag og pris er rimelig. 60 kr., det er bestemt i den rimelig ende herude, og OK, den smager som den nu gør, det er Chili Con Carne, ikke nogen overraskelser der, men et hæderligt og solidt måltid, også til et par store drenge, så vi kalder det 4 fine stjerner med plus point for value for money.
STIU NU STIU ★★★★★☆
Efter Shitkid var det op til dette post-rock/punkish band at forsvare de blå-gules ære og det gjorde bandet med den rødhårede, kvindelige forsanger i ret overbevisende grad. Det var ikke en af den slags koncerter der vandt ekstra point på fællesskabsfølelsen og euforisk stemning blandt det pæne fremmøde foran scenen, dertil er udtrykket og stilen for introvert og distanceret, men som et personligt lille trip var det virkelig godt.
Bandet indledte uden forsanger med en længere tung, nærmest doom-punket, instrumental sag, som gik lige i mellemgulvet og nakkemusklerne. Dejligt højt og med masser af tyngde. Så kom der vokal på, en af de mere højstemte, så det, uden at matche deres spændvidde, kunne lyde lidt henad Kate Bush møder Björk, uden de vildeste af deres stemmemæssige udflugter. Musikken begyndte at vise tænder, hugge og vugge tungt, truende, langsomt og tålmodigt opbyggende, et element bandet havde virkelig godt styr på koncerten igennem. Ja, det var måske ikke ligefrem crowd pleaser musik i bred forstand, men bandet havde styr på virkemidler, doseringen og ikke mindst at levere effektivt pay off for opbygningen, så det var indsatsen værd at følge med.
Periodevis blev det en helt hypnotisk oplevelse, hvor jeg bare stenede væk, til et andet sted, men uden at musikken trådte så meget i baggrunden at det blev til ligegydlig underlægningsmusik – det var på grund af musikken denne tilstand indtrådte. I det hele taget var der noget meget organisk over hele seancen, selvom musikken virkede stramt eksekveret i timing og levering, en balancegang, hvor det nemt kan komme til at virke for kontrolleret eller kalkuleret. Det var bare ikke tilfældet her.
Mod slut trådte den mere punkede energi tydeligere frem i udtrykket, igen godt timet, da vi her var lige på grænsen til at trænge til en opkvikker. Inden bandet igen satte tempoet lidt ned i en langsomt udviklende afslutter, der blev et passende punktum for en virkelig stærk koncert.
De 5 stjerner er udtryk for en ret individuel oplevelse, blev du af en eller anden grund ikke indfanget og inkluderet i deres univers, så var oplevelsen måske en lidt anden.
Øhhhh, hvad lavede vi så bagefter?! Chillede lidt i de sidste stråler fra aftensolen, formoder vi, og gjorde os klar til at se Dør Nr. 13 og det efterfølgende interview med bandet bag Rising Scenen. Begge dele kan du læse mere om andetsteds her på siden.
Efter Dør Nr. 13’s koncert havde vi lige en tre kvarters tid til at drysse rundt og suge indtryk. Vores Mongo-sidekick havde trukket sig tilbage, det er hårdt for den aldrende herrer at sidde og tylre bajere i solen og tage sig en lur af og til i campingstolen. Redaktionen trak op mod teltet placeret lidt længere væk fra Rising, hvor der i opvarmningsdagene hart været forskellige arrangementer, blandt andet nogle sessions hvor to Rising bands snakker med hinanden og bytter en sang. I aften var det dødsmetallerne BAEST, der nedlagde Rising dagen før. De skulle spille et nummer som afrobeat gruppen The Kutimangoes ellers har på repertoiret. Og omvendt.
Det var så stort et tilløbsstykke, at vi ikke rigtig kunne se en skid, men lyden fra snak og musikken gik rigtig fint igennem. Snakken, styret af en en ordstyrer, var hvad det nu var, lidt standardspørgsmål om de to bands forhold til genpartens genre og musik og så videre, fællestræk og lidt hyggesnak. At lytte til de to bands udgaver af hinandens musik var også ganske kuriøst, The Kutimangoes fik BAEST’s “Wormlord” til at lyde som om den hørte hjemme i Vestafrika, mens BAEST trak “Fire” helt ned i helvede.
Igen synes jeg, dømt udfra både publikumsreaktion og lyden, at BAEST skal have et kæmpe skulderklap, de har virkelig sat deres aftyk på de her opvarmningsdage og må komme ud på den anden side styrket og med godt med momentum i ryggen.
Efter interviewet var det tid til mere forplejning, ja, vi er på 3 måltider nu! Det blev en håndmad i form af en sandwich fra kiosken, en af den slags der har ligget på køl, pakket ind, i Gud ved hvor lang tid. Men hey, 20 kr., don’t mind if we do! Med et sikkert greb om vores bytte kastede vi os igennem den massive party zone der strækker sig fra Rising City ned mod skate og udgangene. I mørke er det med at være på mærkerne, så man ikke bliver blæst omkuld af et overgearet anlæg eller væltet af en eller anden eksalteret dansemus. Efter noget zig zag løb og diverse små omveje kom vi helskindede igennem og kunne guffe natmaden foran teltet inden vi gik til ro.
Eat, sleep, repeat. I morgen skifter festivalen karakter, tak for i år Rising. BAEST, BAEST, BAEST.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
