ML Buch udgav tidligere i år debut-EP’en Fleshy, og er således endnu et af de upcoming navne, Roskilde har fundet til Rising, som ikke er nået så bredt ud endnu. Måske hjalp mandagens koncert Buch et skridt videre, men en indadvendt optræden og problemer med en guitar spændte lidt ben.
Marie Louise Buch havde fået spilletidspunktet sidst på eftermiddagen, kl. 17.00 på Rising. Overskyet vejr og kølige temperaturer gjorde nok ikke noget for at trække folk til, men Buch, i dagens anledning med fuldt band (keys/kor, bas og trommer, ud over Buch selv med guitar), tog det i stiv arm.
Sættet åbnede med en ulmende opbygning inden Buch og bandet kom på scenen, og byggede videre, tålmodigt, og modigt, når nu man stod og skulle overbevise antageligvis en del publikummer med et lille forhåndskendskab til ML Buchs musik. Introen gled over i et mere regulært nummer, ‘Hug’, hvor vi for første gang fik Buchs vokal at høre. Det var dog den insisterende basgang, der gjorde mest væsen af sig her.
Der kom mere dynamik i den efterfølgende sang, med stille passager afløst af uptempo bas, perlende guitar og keys og trommer med et godt drive. Der var så vidt jeg kunne sjusse mig frem til, tale om et nyt nummer, og det lover godt for fremtidigt materiale fra ML Buch.
“Tak fordi I deler den her oplevelse med os, det er vildt fedt. Tak”, lød det fra Buch i front, som da også så ud til at nyde at stå på scenen. En genstridig guitar skulle dog siden tage opmærksomheden og der var ikke meget yderligere vokal kommunikation med publikum mellem numrene.
Et nummer med et mere slæbende beat, men stadig med god melodiøsitet, viste flere sider af Buch, men i sammenligning med de øvrige, faldt det dog i den kedeligere ende af Buchs univers. Heldigvis fik vi herefter den mere uptempo “This Far”, med godt drev i trommerne, og et fint omkvæd.
Og så var det guitaren begyndte at volde problemer. Der røg muligvis en guitarstreng på Buchs guitar. Indledningen fik i hvert fald en ekstra omgang under “Flow”, og Buch baksede med en anden guitar end den, hun ellers var begyndt med, men det blev nu reddet fint i land alligevel.
En mere stille sang fulgte, med bas og keys som underlægning. “I’m a nice little cooing dove”, synger Buch, og man aner en snert af den kant, der er på EP’en. Intensiteten bygges op, og forløses nogenlunde.
Flowet i koncerten er dog lidt udfordret af guitarproblemerne, for der skal lidt mere omstemning af guitaren til før “Everybody Needs”, bankes afsted. Der er lidt 80’er feeling over det med maskintrommerne til at supplere de organiske, og det fungerer godt live. Det kunne have været en stærk udgangsreplik fra ML Buch, men i stedet sluttes der af med et mere søvnigt, næsten trip-hoppet, sidste nummer, der slæber sættet i mål.
I flere sekvenser gjorde ML Buch en god figur på Rising, men det var også som om, hun aldrig helt fandt momentum på scenen, og lyden trådte helt i karakter. Det kan måske nok tilskrives den genstridige guitar, og de svære lydforhold, med vinden stående ind fra siden. Samtidig er Rising-scenen heller ikke just den mest intime scene, og jeg kunne forestille mig, at ML Buchs styrker ville komme bedre til udtryk i en mindre setting, med tag over og vægge omkring. Her følte man aldrig helt den stoflighed, der er på studieindspilningerne. Potentialet er tydeligt, men den store forløsning manglede – vi lander på 3 store stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
