Dør Nr. 13 samlede godt med folk i aftensolen foran Rising tirsdag aften, og viste at de har hits til at få folk med, men også at der stadig er noget at arbejde med.
Nå ja, alt andet ville da også være mærkeligt, når Dør Nr. 13 som band har under to år på bagen, og først for alvor begyndte at udvikle deres fælles lyd da de deltog i (og vandt) Karrierekanonen sidste år. Det har givet noget radio airplay til numre som ‘E45’ og ‘Kollision’, som selvfølgelig begge blev luftet i løbet af det knap 45 minutter lange sæt. Især førstnævnte til udbredt jubel blandt publikum.
Inden da havde bandet, med en energisk Lasse Storm i front, allerede fået tændt godt op under i hvert fald de forreste rækker af publikum, hvor der udviklede sig en mosh pit, og der også blev crowd surfet ind i mellem. Længere tilbage var der mere ro på gemytterne, men uanset hvor man stod, lod det i hvert fald til at Dør Nr. 13 har ramt en musikalsk formel, der samler mere end den spreder.
Hvor Dør Nr. 13 i den tidligere inkarnation var en mere syrerocket størrelse, har bandet bevæget sig en mere post-punket og skramle-rocket retning på dette års EP, Krigere uden våben, som vi fik alle fem numre fra. ‘Mennesker’ som andet nummer, og retningspil for sættet, med Storms samfundskritiske og mundrette danske tekster og energiske melankoli i centrum, både i lydbilledet og sceneshowet. Der måtte faktisk godt have været lidt mere knald på hans vokal, så ordene for alvor kunne høres.
Den relativt dæmpede ‘Emma’ tog, forudsigeligt nok, lidt af energien ud af en ellers relativt hæsblæsende start, hvor en veloplagt Lasse Storm sprang rundt på scenen, og også et par gange var nede foran scenen, så langt han nu kunne komme, uden der blev slukket for musikken. Her manglede man måske at de øvrige bandmedlemmer kom lige så langt ud over scenekanten (metaforisk talt)
Det begyndte for alvor at bølge blandt publikum under ‘Kollision’, selv om det var som om lydtrykket, som ellers havde været bastant under Stiu nu Stiu, som spillede inden, var blevet tonet en smule ned, og der dermed ikke blev sat helt så meget brand i publikum som sangen et eller andet sted har potentiale til. Derfor blev det først til sidst, med ‘E45’ og dens motorvejsfræsende rock-drive, at man kunne mærke suget på de billige rækker.
Ind i mellem luftede bandet også en række nye numre, som videreudvikler stilen fra EP’en, og trækker den i en mere poppet retning, uden det bliver leflende. Det oplagte næste hit var dog ikke umiddelbart i blandt, men det er der selvfølgelig også tid til at skrive når bandet går i studiet for at indspille, hvad der formentlig bliver et debutalbum.
Dør Nr. 13 fik sat fut i Rising, men branden spredte sig ikke helt så meget, som den måske kunne have gjort, selv om opbygningen frem mod en forløsende kulmination var velfungerende og der blev leveret på scenen. Men mindre kan også gøre det, og Dør Nr. 13 er godt på vej. Vi lander på 4 stjerner.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
