Mens solen gik ned over sidstedagen på årets Roskilde Festival, havde Arcade Fire fået tjansen med at spille mørket frem. Det gjorde de med et stramt sæt, som manglede den sidste kraft og det sidste overskud, før forløsningen indfandt sig.
Arcade Fire er ellers et af de navne, der har potentialet til at samle Roskildes mange forskellige publikummere foran Orange. Siden debuten i 2004 har de bevæget sig fra højstemt melankolsk indie-rock over mere klassisk rock, til diskoinficeret pop-rock, og senest til noget, der vel næsten kan kandidere til dark disco.
De åbnede dog i det højstemt melankolske hjørne, med indie-hymnen ‘Wake Up’ fra debutalbummet i en ganske velsmurt version. Det temmelig mange mand store band var på flere numre vokset lidt, hvad man for alvor fik at høre på ‘Here Comes the Night Time’ med haitiansk calypso-klingende percussion.
Inden havde vi dog fået den nye ‘Everything Now’, også leveret af et velsmurt og velspillende kollektiv, hvor Win Butler i front i starten sang glimrende. Under ‘Everything Now’ tog han veloplagt en tur ned blandt fotograferne i fotograven, og der var tændt godt op under publikum.
Så gik der 80’er electro-funk i den, og det blev lige bleg-funky nok for min smag, men heldigvis blev den fulgt af ‘No Cars Go’ og herefter ‘The Suburbs’ med Win Butler bag tangenterne, med et lille efterspil tilføjet og publikumsfællesang foran scenen. Et fint øjeblik.
‘Ready to Start’ fulgte, fra samme plade, hvorfra vi også fik en skramlet støjende udgave af ‘Month of May’, der virkede overstyret. Her begyndte man at ane at Butlers vokal virkede slidt, især når der kom tryk på musikken.
Turen gik igen tilbage til debutalbummet og vi fik ‘Neighborhood #1’. Desværre druknede Butlers vokal på en del af sangen, så den totale forløsning indfandt sig ikke helt. Potentialet er der ellers i sangen, med de storladne korstykker, som publikum nemt kan synge med på.
Der blev bygget bro til det mere diskoagtige materiale med ‘Sprawl II’ fra The Suburbs med Regine Chassagne på leadvokal. Den bliver jeg aldrig stor fan af, selv om sangen er vokset på mig med tiden og egentlig også blev leveret fint i skumringen.
Den blev altså brugt som skiftespor til en mere dansabel sektion af koncerten hvor vi først fik ‘Reflektor’, hvor folk hev mobiler og lightere frem og lyser med dem, for at reflektere lyset fra scenen. Den blev måske trukket lidt for langt, til at publikum helt kunne holde dampen oppe.
Igen på ‘Afterlife’, lød det som om Butlers vokal havde tabt noget klang i løbet af koncerten, og samtidig var det også som om der var svundet lidt energi, om ikke andet ude på pladsen. Heldigvis eksekverede bandet sættet stramt, uden unødige pauser, og den nye ‘Creature Comfort’ med omkvædet “Make me famous//if you can’t, just make it painless”, rammer noget i tiden.
Symptomatisk for sættet gik den direkte over i et intermezzo, der fortsatte over i ‘Neighborhood #3 (Power Out)’, hvor Butlers vokal igen lød slidt og presset. Samtidig var der skruet op for nogle elementer i nummeret jeg ikke synes gjorde meget godt for det – det blev simpelthen for bombastisk, opskruet og kluntet. Det er måske også netop det problem jeg har med Arcade Fire’s nyere udtryk, at det virker som om der ind i mellem tilføjes unødigt til et lydbillede, som ind i mellem denne aften virkede overlæsset.
Et støjende intermezzo førte over i endnu en storladen hymne fra debuten, ‘Rebellion (Lies)’ i en mere velfungerende version. Den sad i skabet, og viste hvad det er Arcade Fire er virkelig dygtige til, nemlig at skabe outsider-hymner, man kan synge med på, og det blev der gjort rundt omkring. Og danset! Det var der også plads til hvor vi stod, for fyldt var der ikke foran Orange. ‘Rebellion (Lies)’ stod også som det naturlige punktum for koncerten, men Win Butler, som virkede oprigtigt glad for publikums respons, var stemt for mere.
Han spurgte ud bag scenen, om der var mere tid, efter bandet ellers var på vej af scenen, men heldigvis blev bandet hængende og spillede ‘Neon Bible’ i noget nær akustisk udgave, som uventet ekstranummer. Det dæmpede leje lod også til at passe Butlers vokal bedre. Et fint genhør med et flot nummer, og også et flot punktum for en koncert, hvor Arcade Fire spillede stramt og energisk, og i øvrigt virkede glade for at stå på scenen, men samtidig ikke helt fik forløst den kraft, der ligger i deres udtryk. På den måde blev det også et passende noget nær punktum, for en festival, der måske lidt for sjældent kom helt op at ringe, men oftest leverede det solide, i hvert fald hvad vi oplevede.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach
