Den første morgen er altid brutal. Selv om redaktionen gik til køjs før midnat, var vi stadig radbrækkede og trætte da vi stod op. Men klar til nye oplevelser, musikalske som madmæssige, og ved godt mod!
Modet blev allerede testet fra morgenstunden, da bruserne ved de nærliggende badefaciliteter viste sig kun at sprøjte med koldt vand. Men som de ukuelige vikinge-typer vi er, så lykkedes det at pjaske lidt vand på arme og i hår uden det på nogen måde virkede fesent eller umandigt, kun suppleret af lystonede brøl af glæde ved at stå ansigt til ansigt med kulden i inkarneret form. Vi grinede den op i ansigtet – og skyndte os ud igen.
Eftersom pressecenteret først åbner kl. 10, og vi var morgenfriske, satte vi kursen omkring Volunteer Lounge som byder på gratis kaffe. Den er sur, men den er der. Nærige som vi var sprang vi morgenmadstilbuddet til 40 kr over (det kom vi bitterligt til at fortryde) og indfandt os i medieladen da den åbnede. Her plaffede vi dagens skriverier afsted i højt humør, og sænkede yderligere en halv liter kaffe i dunkene (det kom vi også bitterligt til at fortryde), inden turen gik mod Rising.
Flad forplejning
På vejen stod den dog på forplejning, for efter 4 kopper kaffe hver som morgenmad, var der kollektiv rumlen i maverne. Vi blev tiltrukket af en biks ved Countdown-området, der lokkede med bacon og pølser. Det viste sig dog at være for længst udsolgt, og vi måtte i stedet ty til risret med henholdsvis kylling og gris (60 kr pr. stk). Umiddelbart bød den relativt lille dybe tallerken på lidt smag, mest i form af hakket tomat og peber, men efterhånden blev den gule risret med sporadiske kødstykker mere og mere kedelig at komme igennem. Samtidig var den heller ikke specielt fyldig, så selv det, at vi stående kunne nyde synet af Jes Dorph og hans TV-hold, der indtog frokost ved siden af os, kunne ikke redde oplevelsen. To stjerner for tyndskid på tallerken og tarveligt brød.
Det kaldte på alkohol, så vi indkøbte en papvin, og slog stolene op foran Rising, hvor vi netop ankom for sent til at høre For Akia. Til gengæld fangede vi igen en Politiken talk, denne gang om danskhed, og her var niveauet betragteligt hævet i forhold til søndagen. Først Isam B og siden Abdel Aziz Mahmoud kom med gode pointer om, hvordan danskhed kan være mange ting, og hvordan man kan opleve Danmark som dansker med anden etnisk baggrund. Desværre fungerede komikerduoen Adam og Noah, som fik lov at runde sessionen af, ikke specielt godt. Ærgerligt, når du især Abdel Aziz Mahmoud havde formået både at sige nogle relaterbare og fornuftige ting, og samtidige bevare et humoristisk glimt, som faktisk så ud til at fange folk foran scenen.
Shy Shy Shy ★★★★☆☆
Heldigvis stod Shy Shy Shy klar til at indtage scenen, og det gjorde med overskud og smittende positiv energi. Bandets indie-pop mangler lige det sidste før man bliver blæst ind i pophimmelen, men det betyder bestemt ikke at de mangler catchy melodier. Desværre var skyerne drevet ind foran solen, men Shy Shy Shy gjorde sig nu også godt i gråvejr.
Astrid Cordes’ vokal er i centrum det meste af tiden, men ofte understøttet af eller i duet med Simon Kjeldgaards, og de to supplerer hinanden godt – også på scenen, hvor Cordes både trommede og dansede, mens Kjeldgaard også bevægede sig godt rundt med sin guitar. Man kan selvfølgelig godt mærke, at bandet endnu ikke har den store rutine i denne størrelse koncerter, men det kompenserede de nu godt for med en smittende energi, og en opbygning af koncerten, som gjorde at det hele peakede i sidste del af sættet, hvor vi blandt andet fik break-up sangen ‘Anymore’ og ‘Do Not Ask’, med dens smitsomme fløjtetema. Måske bandets bedste pop-nummer, og de fik da også det ganske store publikum godt med på løjerne.
Undervejs var konfettirør med til at sætte festen i gang foran scenen, og det lykkedes faktisk for Shy Shy Shy at skabe en fest. Ikke at de musikalsk som sådan er et festfyrværkeri, men bandets indie-pop fik et skud ekstra energi og liv af at medlemmerne bevægede sig på scenen, og hoppede og dansede lystigt. Desværre mangler de store melodier, der sætter sig fast når koncerten er ovre, og tilbage stod man med indtrykket af et sympatisk band, der fik det optimale ud af deres materiale med en god performance. Det giver 4 stjerner.
Virgin Suicide ★★★☆☆☆
Gode melodier og hooks har Virgin Suicide til gengæld en del af, men alligevel var det som om, de ikke fik hamret deres optræden helt fast i publikum. Hvor Shy Shy Shy dansede, smilede og sprang rundt, er Virgin Suicide en mere stillestående størrelse, som til gengæld spiller deres musik ganske sikkert og skarpt. De lagde ud med ‘I Want You’, som karakteristisk for bandet rammer en tone, der ligger et sted mellem 60’ernes melodiske guitarrock og 80’er synths og vokale intonationer a la The Smiths, med flere.
Virgin Suicide har faktisk en god portefølje af gode popsange, og det viste de i et koncentreret sæt, hvor andet nummer, ‘Around the Sun’, også befinder sig i kategorien mindre hit. Det var dog som om lyden ikke var helt afstemt, og måske den uforudsigelige sidevind spillede ind. Lyden slingrede i hvert fald flere gange undervejs fra hvor vi befandt os. Bandet fortsatte dog upåvirket med at spytte deres catchy, guitarbårne popsange ud, og vi fik faktisk også et velklingende cover af The Primitives ‘Crash’ blandt andet fra Dum, Dummere-soundtracket.
Desværre gav hakkene i lyden en lidt ujævn oplevelse, og samtidig virker bandet relativt ferske på scenen. Der er ikke meget kant over det, og det kunne man ind i mellem godt savne, når den ene pæne guitarfigur afløste den anden, mens forsanger Martin Grønne i front holdt sig til forudsigelige fraser om vejret og hvor glade bandet var for at stå på scenen. Efter et par numre i lavere tempo i sættets anden halvdel, sluttede Virgin Suicide af med to uptempo-numre, med ‘Virgin Suicide’ som det første, men samtidig virkede det også som om, der blev skruet op fra lydpulten for at kompensere for vinden. Det gav en meget ujævn lydoplevelse mod slutningen, og gjorde at afslutteren ‘Marble Sky’ ikke gik så rent ind, som den kunne have gjort.
Virgin Suicide har bestemt melodierne og evnerne til at spille Rising op, men jeg kom til at savne mere kant i optrædenen og samtidig gjorde vinden lydforholdene svære. Derfor lander vi på 3 pæne stjerner.
Bersærk ★★★★☆☆
“Hvem er det der tramper på min bro?”. Kun 2 dage efter jeg oplevede Bersærk rykke Pandæmonium rundt på Copenhell, båret frem af et meget, meget medlevende og tændt publikum, stod de foran en noget mindre, men stadig hæderlig størrelse publikumsskare i aftensmadstimen på Roskilde Risings rædsel af en scene. Det er egentlig lidt svært, at skulle knytte yderligere ord på Bersærks optræden og musik så kort tid efter jeg så dem imponere på Copenhell, men alligevel var omgivelser og udgangspunkt så forskelligt, at jeg tog tjansen.
De forreste rækker var godt besat af “the ugly and proud segmentet”, som endelig var kommet ud af deres skjul og var trukket mod Rising, hvilket i hvert fald gav en lille følelse af, at bandet ikke var på helt fremmed grund eller herrens mark. Men at bandet alligevel formåede at trække flere, nysgerrige og tilsyneladende engagerede publikummer til, taler alligevel til deres rumlende tungrocks fordel.
Tilmed havde bandet 15 minutter længere på scenen at gøre godt med, hvilket blandt andet blev brugt til at leverer en olm udgave af “Frost og Flammer”, der afslutter debut-albummet Mulm, og som jeg frit efter hukommelsen ikke mener de fik plads til på Copenhell. Men fundamentet i koncerten var, naturligvis, en stor del af de samme numre, som blev braget af på Refshaleøen 2 dage tidligere.
Der blev lagt fra land med “Dæmring” og dens opfordring til alle stammer i Midgård, om at huske hvor de kommer fra, et glimrende nummer, der desværre kom til at blafre noget i den irriterende sidevind, der både fik vokal og instrumenter til at bølge ud og ind af lydbilledet – et, uforskyldt, problem, der lige tog toppen af den samlede oplevelse. Ind imellem hullerne fik man dog tunge mavepustere som “Himlen Skælver”, den fremragende “Mørke”, som fik jorden til at ryste foran Rising, “Nordenvind”, “Ulm”, som altid veloplagte og karismatiske Casper Popp i front fin introduceret som “Mulm” inden han rettede sig selv. “Ulm” fra Mulm, jeg forstår ham godt!
“De Glemte” imponerede endnu engang mod slut, hvor Bersærk igen forsøgte at råbe folket op:
Der er kun vreden tilbage
grib den for fanden
grib den nu
er vi klar til at miste alt
eller ta’ det tilbage
Vi ruster op til alt går ned
Bersærk kommer i hvert fald ikke til at ruste op i øveren, hvis de fortsætter saadan her, medmindre alle de smøger og bajere får slået energibundet Popp’s vokal i stykker, naturligvis. Men fuck det, Bersærk virker på mange af de rigtige punkter, som et band der går all in når de spiller – og som også er ved at være klar til at forlade de helt små scener.
En skam at ikke engang de kunne overvinde sidevinden, ellers havde det været endnu en 5-stjernet koncert fra Aarhus koger over-bandet.
Kaffe og kebab
En lidt løs interviewaftale med Bersærk blev pludselig konkret efter koncerten (læs interviewet andetsteds her på siden), og på vej til interviewet mødte vi endda årets første festivaltosse! En noget bedugget svensk herre var både aggressiv og overmåde venlig da han ville hilse på os, og gav os både en ordentlig mængde vrøvl og forsøgte at nedstirre os, inden Ken fik en bjørnekrammer til sidst.
Efter interviewet var det igen tid til at fylde depoterne op. Det gjorde vi med kaffe og kebabtallerken fra Ahaaa – Det arabiske madhus. En solid portion kebab med tilhørende rimelig velsmagende salat, humus og et fladbrød til 80 kr. Det er i den dyrere end af skalaen, men til gengæld smagte det af noget og mættede ganske godt. Slet ikke ringe. 4 stjerner.
Mens vi spiste spillede svenske Sudakistan en energisk omgang world-rock fra scenen, men det vil vist være urimeligt at forsøge at sætte yderligere ord på det – vi var mere optagede af mad og kaffe, og maver, der begyndte at rumle faretruende. Men den slags stopper naturligvis ikke pligtopfyldende anmeldere som os, så vi fandt os igen til rette foran scenen, mens regnen også silede ned på pladsen.
Childrenn ★★★★☆☆
Det rutinerede rocksammenrend Childrenn havde fået hvad der kunne have været prime time, havde det ikke været for regnen, der gjorde sit til at tynde lidt ud i publikum. Desværre, for de kunne have fået én på rocksinkadusen med den tungtrockende kvartet, som tidligere i år udsendte deres debutalbum, Animale, som vi naturligvis fik en del numre fra i det 45 minutter lange sæt. Det svingede buldrende og bragende afsted, som en lastvogn på glatbane, men konstant holdt sammen og på sporet af de dygtige musikere, der også gør eller har gjort sig i bands som Psyched Up Janis, Powersolo og SPEkTR.
Den støjende ‘Year of Complaints’ skramle-buldrede og kværnede henover pladsen mens guitarerne riffede igennem og Jacob Brixen råbte sine lunger ud i front. I det hele taget udviste bandet professionalitet og kontrol, og kigger vi bare på de musikalske evner, kunne de sagtens have fået plads på den “rigtige” festival. Men der, hvor Childrenn måske mangler lidt, er på hook-fronten, for hvor der er en god variation i de kværnende og knusende instrumentale passager, er det sværere at finde elementer at hænge sin hat på i det vokale.
Det betyder kort og godt at man godt nok bagefter følte sig kværnet og velgørende rocket igennem, men til gengæld kan jeg ikke rigtig skelne numrene fra hinanden i hukommelsen. Ind i mellem gik der også svingende tomgang i foretagendet, men alt i alt leverede Childrenn en overordnet overbevisende rock-performance, der sluttede af med den indledningsvist nærmest post-punkede og sidenhen metallisk støjrockede ‘Where Is the Door’, hvor det tunge rockgroove flød sammen med Brixens primalråb. Vi lander på 4 mørkt ulmende stjerner til Childrenn.
Retning: Toiletvogn
…Og så skal jeg da ellers love for, at redaktionen fik fart på hjem mod toiletvognen – ujævnt madindtag og antageligvis alt for meget kaffe havde sat sine spor, og så må selv gæve vikingeanmeldertyper bøje sig for naturens rå kræfter. Således blev ringen også på sin vis sluttet og dagen endte på samme ujævne luftmadrasser, som den startede på.
Af Ken Damgaard Thomsen (Bersærk-afsnit) og Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFR
