Fredag blev ikke den mest musikfyldte dag for redaktionen, der brugte det meste af tiden på at spise, drikke, ævle og kævle og lade op til Neil Young’s aftenkoncert på Orange. Men vi fik da alligevel hørt lidt.
Dagen startede rutinemæssigt med bad og så videre inden afgang mod medieladen. I anledning af, at morgenmaden var udsolgt i sandwichboden, måtte vi i stedet ty til en pizzaklapper fra Gorm’s. 60 kr. for en såkaldt halv pizza, som er klappet sammen. Smag og råvarer (i dette tilfælde blandt andet en lidt spicy salami) er der sådan set ikke så meget udsætte på, men det er ikke voldsomt meget mad man får for sine penge – til gengæld dryppede der masser af greasy juice ud af enden på den, så man overvejde at vride den, inden man spiste videre. Det resulterer i 3 stjerner.
Efter forplejning, skriverier og opladning af telefoner, gik turen ud i den virkelige verden, selve festivalpladsen. Dagens program bød ikke på ret meget indenfor must-see afdelingen for os, så der blev plukket lidt løst hist og her. Først stod den dog på yderligere forplejning for Ken, som indkøbte en omgang brændende kærlighed til 50 kr på vej over mod Avalon. Food for Fifty hedder boden, og den kan faktisk godt anbefales, selvom jeg (Ken) overhørte en i køkkenet udtale om risgryden (de har blandt andet også boller i karry), “den bliver sgu lidt svampet i bunden”. Men nu er der jo ikke ris i brændende kærlighed, så jeg tog chancen. Portionsstørrelsen er rimeligt til prisen, og man bliver faktisk ikke snydt på bacon-fronten, selve mosen var lidt neutral i smagen, men ikke uappetitlig på nogen måde. Mæthedsfornemmelsen forsvandt dog relativt hurtigt, men maven var måske også pænt tom, så vi ender på 4 solide stjerner.
Jonas fandt efterfølgende en såkaldt “kongegryde” fra Umami-boden nær Avalon, men den var der sandt for dyden ikke meget royalt over, med kønsløse cocktailpølser, bønner og enkelte grøntsager hældt over hvide ris. 65 kr måtte man slippe for det, og det var ganske enkelt for meget, indholdet taget i betragtning. 2 stjerner.
Spredt på grund af madindkøb og møder med kendte ansigter, så vi hver især noget af Jacob Bellens koncert på Avalon. Bellens’ karakteristiske stemme kan charmere de fleste, og det virkede da egentlig ganske velfungerende, hvad Bellens og band havde gang i fra scenen – der blev spillet flere fine numre fra Bellens’ soloudgivelser. Men det var nu ikke just fordi teltet eller efterhånden lidt ramte redaktionsmedlemmer kom op at koge, og i spredt formation blev der sat kurs mod Arena.
Biffy Clyro, Arena ★★★☆☆☆
På Arena spillede de skotske alternative rockere Biffy Clyro. Ikke et favoritband for undertegnede, men vi har da et redaktionsmedlem, der godt kan lide bandet og han havde taget plads inde i teltet (hans navn er kendt af redaktionen, red.). Derfor blev koncerten indtaget udenfor teltdugen sammen med det faste sidekick, og et par andre hangarounds som heller ikke var begejstrede over musikken. Nuvel, det var sådan set kompetent arbejde, der blev udført af skotterne, som blandt andet spillede ‘Born on a Horse’ og ‘Bubbles’ med overskud og energi.
Bandets blanding af math-rock, post-hardcore, stadion- og college-rock, som altid synes at hige efter næste brusende melodiske omkvæd, har jeg det dog lidt svært med, og jeg blev ikke Biffy-liever af koncerten. Et nummer som emotionelt storladne ‘The Captain’ illustrerer egentlig meget godt alt det, jeg ikke synes om ved bandets musik, med sin keyboardsovs, højstemte vokal og polerede omkvæd.
En skarp tunge i flokken noterede sig at bandet lød som en blanding af Blink 182 og Nickelback. Det er nok lidt vel hårdt, så til den kombination vil jeg så personligt tilføje Muse, blandt andet fordi Biffy Clyro’s hang til storladne tekstuniverser kan slægte englænderne på. Men hvor man kan tro på at Matt Bellamy og resten af Muse virkelig mener at verden er ved at blive overtaget af droner, så er jeg til gengæld ikke rigtig overbevist af Simon Neil, der såmænd virkede nede på jorden og sympatisk nok når han adresserede publikum med skotsk accent, men når der så går noget, der minder om hardcore-attituder i den under numrene, så virker det altså en kende utroværdigt på mig.
For fans har det formentlig været en rigtig fin oplevelse, og jeg har som sagt ikke så meget udsætte på bandets instrumentale håndtering, ligesom lyden også var fin, fra hvor vi hørte koncerten. Men samtidig var der altså også noget glat og poleret over både lyd og performance, og det kom i mine ører også til at lyde og virke en smule kønsløst. Energien og evnen til at lave storladne, poppede refræner kan man dog ikke tage fra dem.
Det handler givetvis også om smag og behag. Men jeg blev ikke blæst bagover og lander på 3 store stjerner.
Mod Orange
Mørke skyer trak op over festivalpladsen, og i et ukarakteristisk udbrud af fornuft, søgte vi ind under Arenas teltdug, hvorfra vi kunne lade regnen plaske udenfor, mens vi indtog diverse drikkevarer og bavlede om dette og hint. Efterhånden begyndte det dog at klare op, og vi begyndte så småt at bevæge os mod Orange, nu reduceret til en trio bestående af Roskilde-redaktionen og det trofaste sidekick. Undervejs nåede vi at høre de sidste numre fra Foals, hvorefter vi mødte kendte folk og stod og fik en snak i ingenmandsland, indtil vi, en times tid før koncertstart, plantede gnuflaget et passende sted foran Orange.
Regnen silede fortsat sporadisk ned over pladsen, og måske det var medvirkende til, at der ikke ligefrem var propfyldt foran Orange – det gav mulighed for et mad-run, hvor Jonas indkøbte flæskestegssandwich fra Art Zone-området – en solid krabat til 60 kr., og en velfortjent Roskilde-klassiker. Velstegt flæskesteg, okay fyld, og også en hæderlig bolle – det giver 4 stjerner.
Og så indtog Onkel Neil ellers festivalen – det kan du læse en fyldig anmeldelse af andetsteds på siden.
Efter sådan en omgang maraton-koncert var den mentale harddisk fuldstændig fyldt, i hvert fald for Kens vedkommende. Han havde timet og tilrettelagt alt fra toiletbesøg til vin-indtag i løbet af dagen, så alt klappede til Neil. Der var udsolgt på energifronten, men vi nåede da lige at tåge ind i Backstage Village og hive et par sandwich med roastbeef med i farten. En uspektakulær smagsmæssig oplevelse, men hvad fanden, det var mørkt og vi var sultne, og den gjorde tricket – lad os kalde det 3 stjerner.
Og efter det kunne man gå i seng, uden at føle man var blevet snydt for noget, trods det sparsomme musikindtag, mens regnen igen begyndte at sile over festivalpladsen.
Af Jonas Strandholdt Bach med små, sporadiske indspark fra Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach
