Så landede GFR’s to mand stærke indsatsstyrke på markerne ved Roskilde, og allerede søndag var der god musikalsk valuta for pengene. Vi tager en tur gennem dagens oplevelser, fra effektiv check-in, til der var lukøje kort før midnat.
Det blev til ankomst ved 12-tiden i Roskilde’s check-in område, hvor køen var overskuelig og ckeck-in forløb professionelt, effektivt og venligt – sådan skal det gøres! Det betød også at vi hurtigt kunne få sat vores base camp op, og igen, i modsætning til sidste år, forløb det problemfrit. Eneste negative oplevelse: Da vi kunne konstatere at toiletvognen i området var skrumpet i forhold til sidste år, hvilket betyder at vi formentlig kan se frem til temmelig ækle toiletter allerede fra…i dag!
Den effektive start på dagen fik dog hurtigt en ende, for da vi satte kursen mod pressecenteret, for at deponere computer og opladere, kunne vi konstatere at den direkte vej ind i Backstage Village i år er en saga blot, og vi skulle omkring “Indgang 3”, og en omvej på godt 500 meter. Og som vanligt ankom vi til et pressecenter, hvor malingen endnu ikke var tør (den var faktisk stadig ved at blive påført kaffebaren) og der endnu ikke var hverken kaffe eller vand. Nuvel, det er vi ligesom vant til efterhånden, så ikke mere brok over det, og vi havde egentlig heller ikke brug for nogen af delene, for vi skulle jo over til musikken!
En travetur henover pladsen senere, og et forsøg på at tage en direkte vej, blev forhindret af et hegn uden udgange, og i stedet måtte vi runde det skrumpede Apollo-område, mens vi i det fjerne kunne høre F.M.K. runde af. I stedet for at fare over broen mellem Øst og Vest til Rising-området besluttede vi at slå koldt vand i blodet, og forpleje lidt undervejs.
Frikadeller og “talks” til folket
Valget faldt på Frikadeller-boden, som tilbød to varianter af frikadelleburger, en stor og en lille, og endda valgmuligheder i forhold til om man ville have frikadeller classic eller med chili, og om man ville have salat eller rødkål i. Vi valgte to forskellige kombinationer af den store, en med chili frikadeller og rødkål og en classic med salat. Begge var solide burgere (vi blev dog ikke “stuffed” for vores 65 kr., som lovet!), med lidt kedelige, tørre boller, mens frikadellerne var mere saftige. Chilismagen var der, uden at være gennemtrængende, rødkålen var i den søde ende, og salaten bød på både gulerod og majs. Men størrelsen var måske alligevel ikke helt nok til at mætte fuldvoksne mænd (og det må vi jo nok erkende at vi er – velvoksne, måske endda). Derfor lander vi på 3 store stjerner til Frikadeller.
Efter proviantering forcerede vi broen over jernbanen og trængte dermed ind på Camping Vest-området. Første handling her blev at indkøbe et par campingstole (vi er ikke kun velvoksne, vi er også dovne), samt vin og sodavand, hvorefter vi fandt os en plads i solen ved Rising-scenen. Den er stadig trekantet og ikke voldsomt køn, men det fungerede nu meget godt alligevel. Ventetiden frem mod Masasolo’s koncert kl. 15.30 blev fordrevet ved halvvejs at lytte til en Politiken-kurateret “talk” om kunst, feminisme og meningsløshed, som måske aldrig rigtig løftede sig til noget særligt interessant. Blandt andet fordi der raskt blev sprunget mellem emner, og det virkede mere improviseret og leflende for laveste fællesnævner end godt var. Og så havde det nok også virket bedre i en mere intim ramme.
Masasolo ★★★☆☆☆
Første band for os blev Masasolo, et af navnene på årets program som blot har få numre ude i offentligheden – i Masasolo’s tilfælde to singler. Stilen er drømmende psych, ikke ulig et band som Tame Impala, og, for den sags skyld, The Flaming Lips, som jeg kom til at tænke på da bandet spillede deres første nummer efter en instrumental indledning. Hos Masasolo tager forsanger Morten Søgaards guitar ofte en hovedrolle og fører an i musikken, mens keyboardet fungerer som stemningssætter og dækker de øvrige instrumenter i en synth-tåge. Dén lyd er jeg personligt ved at køre en lille smule træt i, blandt andet fordi der efterhånden er rigtig mange (dygtige) bands, som bruger keyboards på den måde.
Lyden er generelt okay for Masasolo, som instrumentalt leverer et solidt stykke arbejde, mens Morten Søgaards lyse vokal også i det store hele fungerer godt i lydbilledet. Men alligevel er det som om, der mangler noget dynamik og noget kant, nogle hooks man kan hænge sin hat på, et eller andet, der adskiller Masasolo fra andre psych-pop/rock bands. Søgaards anekdoter om en søvngængerulykke en måneds tid tidligere vækker latter, og han virker glad for at stå på scenen, men det er først for alvor på The Kinks-coveret, ‘You Really Got Me’, at jeg rigtig bliver vækket af min milde eftermiddagsdøs. Her bliver guitaren mere insisterende, og tempoet skrues op, mens synthfladerne fylder mindre.
Det er faktisk ganske vellykket, og det giver god mening at Masasolo rusker lidt op i det solskinsdrømmende udtryk. Synth-fladerne vender dog hurtigt tilbage, blandt andet på singlen og hittet ‘Really Thought She Loved Me’. Masasolo kunne godt bruge flere numre af samme kvalitet, for det er som om bandets øvrige materiale ikke sætter sig helt samme spor. Til sidst er det som om lyden får et nøk op i afslutningsnummeret, hvilket til gengæld betyder at balancen ryger lidt i lydbilledet. Så det bliver dynamik og energi på bekostning af andre dyder. Tilbage står indtrykket af en solid koncert med et band, der måske mangler lidt materiale i forhold til at fylde en scene som Rising ud i 45 minutter. Derfor lander vi på 3 pæne stjerner.
Dream Wife ★★★★☆☆
Efter lidt yderligere solkogeri og vrøvlesnak, blev det tid til eftermiddagens næste navn, Dream Wife, som blev introduceret som islandske, hvilket bandets kvindelige forsanger rettede til, at hun var fra Island, mens de tre øvrige bandmedlemmer var englændere. Med 3 kvinder i bandopstillingen (og en mandlig trommesalger) er Dream Wife et af de bands, der trækker kønsfordelingen i en mere ligelig retning, og de viste at kvaliteten også fulgte med. I modsætning til Masasolo’s mere drømmende udtryk, var Dream Wife’s noget mere in-your-face, og forsanger Rakels blanding af lillepiget kejtethed og pågående råb i nogle af numrene gav en fin kontrast til Masasolo’s kontrollerede udtryk.
Der er noget uregerligt og uforudsigeligt over bandet, der spiller en slags tyggegummi-grunge, med lidt Riot Grrl-kant, og da der på ‘Fuck You Up’ bliver smidt en omgang Spice Girls ind i blandingen (“I’ll tell you what I want, what I really, really want//I wanna fuck you up!”) fungerer det faktisk rigtig godt. Indledningsvist går der lidt lang tid mellem numrene med at indstille instrumenter, men efterhånden bliver Dream Wife et energisk og overvejende interessant bekendtskab, blandt andet på grund af Rakel’s lidt specielle både kantede og sukkersøde tilstedeværelse i front.
Det er ikke fordi bandet har den helt store rygsæk med tricks og udtryk, men som live-oplevelse er det vellykket. Kantet energi, melodiøsitet og personlighed giver 4 stjerner, og selv om det næppe er et band, jeg kommer til at opsøge på udgivelse, så kunne det sagtens være et band, der var værd at tjekke ud live igen.
ORM ★★★★☆☆
Københavnske ORM har gravet sig op fra undergrunden i noget nær rekordfart for sådan et bette bløddyr, men der er nu heller ikke noget specielt blødt over denne ORM. Og egentlig er ORM jo heller ikke kommet helt ud af ingenting, for selvom bandet ikke har gjort noget ud af at fortælle omverdenen hvem de er, så vil fans af By The Patient nok kunne genkende nogle ansigter, når de først viser sig.
Men ORM er ikke bare By The Patient uden deres gamle forsanger, som navneskiftet signalerer, så er den musikalsk stil også blevet justeret og ORM har på en måde kravlet sig til en streg i sandet, vasket tavlen ren og startet “forfra” efter patienten blev lagt i graven sidste efterår.
Man fornemmer stadig noget af dem kradse melo-død der også strømmede igennem By The Patient på sidste album, Gehenna, men nu er den begravet under noget der minder om en art black-thrash, hvor der både er plads til at skralde godt igennem for fuld fræs, men også mere lav-tempo, tungt ulmende passager.
Officelt har bandet kun 2 numre ude på bandcamp, og et unavngivet nyt nummer på Soundcloud, så det er ikke fordi bandet har det store udvalg i arsenalet til at blæse Rising omkuld med. Det gjorde også at koncerten ind i mellem mistede en smule momentum, og som sættet skred frem blev det periodevis tydeligt, at nu skulle numrene lige strækkes lidt, intro og overgang til næste fedes lidt op for at fylde de tre kvarter i aftensolen ud. Jeg er overbevist om, at ORM havde været en meget mere intens og overrumplende oplevelse, hvis de kun havde max en halv time til at spille med musklerne, for muskler er der egentlig nok af i bandets foruroligende, bistre og nådesløse musik.
Bandet skal også roses for, at brænde godt igennem i de lidt upassende rammer, ikke nok med at Rising-pyramiden rent visuelt bare virker lidt… uegnet til grumme brøl fra undergrunden, men den nævnte sol gjorde, naturligvis, også at man aldrig helt blev suget så langt ind i det kulsorte univers, som musikken lægger op til.
Det glemte man dog næsten, da folk på de forreste rækker viste, at det ikke kun er dansende indie-typer og pop-folket der har lyst til at troppe op foran Rising Scenen. Der var godt knald på oppe foran og sørme om vi ikke ogsaa fik os en lille circle pit. Hvis ORM så bare havde kunnet frembringe et sort hul vi kunne falde i, så havde de 4 solide stjerner, måske, fået lidt vokseværk. Indtil da, ser jeg frem til, at opleve ORM et sted i undergrunden en anden gang.
Palace Winter ★★★☆☆☆
Efter ORM bød Rising på en tilbagevenden til de mere luftige indie-rock dyder. Palace Winter har, når de er bedst, et vist slægtskab med Kashmir anno midt 00’erne, med underspillet medrivende melodier, der leger henover en dynamisk bund. Indledningsvist havde Carl Colemans vokal lidt svært ved at trænge igennem, og på de hurtigere numre var det som om, den ikke helt var indstillet. Der var var dukket mange mennesker op foran Rising, og bandets materiale så ud til at gå fint ind hos både yngre og ældre festivalgængere, omend koncerten heller aldrig blev et decideret triumftog for bandet.
Dertil bliver det stadig på en måde for svævende og uhåndgribeligt, og jeg har det lidt som om, at selv om jeg egentlig gerne vil lade mig indfange og glide med, især på numre som ‘Time Machine’ og bandets hit og bedste nummer, ‘Menton’, så er det som om jeg ikke helt kan trænge ind i bandets musik. Aftenens koncert gav mig lidt samme fornemmelse, som jeg havde da jeg anmeldte bandets EP sidste efterår – jeg kan godt høre at der er klart talent til stede, men jeg er altså ikke helt solgt.
Musikalsk virkede bandet godt sammentømret, og Coleman virkede oplagt i front, men det er alligevel som om potentielle eksplosioner konstant undertrykkes og det er ærgerligt, for jeg har egentlig en fornemmelse af, at et ordentligt rabalder ville løsne op for noget i bandet, hvis de slap kræfterne, man kan spore i understrømmen, løs. Inden sidste nummer forlod et par unge mænd i nærheden koncertpladsen med ordene “vi smutter på bodega”, og det kunne man et eller andet sted godt forstå det fristende i. Men bandets afslutning var nu vellykket, og trods kritikpunkterne, kan jeg ikke helt lade være med at holde af Palace Winter’s musik. På Rising var det bare som om, bandet ikke helt fik forløst deres potentiale til fulde.
Men måske er det bare mig, der ikke helt bliver revet med. Overordnet virkede publikum omkring os godt tilfredse, omend ikke ekstatiske. Jeg tror stadig der ligger potentiale til mere i Palace Winter, og derfor lander vi igen på lidt nærige 3 store stjerner – mens jeg sidder og nynner ‘Menton’ for mig selv.
Giant Burger og mat mæthed
Aftensmad skulle vi også have, selv om udvalget ved Servicecenter Vest bød på “det sædvanlige”. Efter at have rekognosceret lidt, konstaterede vi at køen var kortest hos Giant Burger, og investerede i to gange Giant Burger med ost (5 kr ekstra for ost, så samlet pris for en burger på 70 kr). Burgeren er rigtignok i den store og fyldige ende, og man bliver godt mæt af sådan en bandit. Desværre følger smagen ikke helt med, faktisk er den lidt kedelig, og man kunne godt ønske sig at bøffen var lidt krydret eller dressingen havde lidt karakter. Så 3 stjerner for smag, 4 stjerner for mæthed.
For mætte det blev vi, og pludselig virkede Emilie Ramirez som noget vi ikke helt kunne holde til at sidde igennem. Efter en kort rådslagning endte vi med at trække os tilbage mod lejren, gennem Camping Vests festkaos, for at planlægge for de kommende dage – begge redaktionsmedlemmer (Ken ovenpå 3 dages Copenhell) var også godt trætte, og vi gamle har sgu brug for vores søvn! Så…vi kaldte det en aften, men til gengæld er vi totalt friske på mere musik i dag! Og måske vi også kan få nogle af de der skæve festivaloplevelser med tossede karakterer? De var underligt fraværende igår…
Af Ken Damgaard Thomsen (afsnittet om ORM) og Jonas Strandholdt Bach
