Traditionen tro dykker vi ned i Roskilde Festivalens program, dag for dag, time for time, og går på opdagelse i det bugnende udbud der endnu engang præsenteres. Der er de store, de små, de ukendte og de helt skæve – nysgerrighed belønnes, som næsten altid. Vi lægger ud med festivalens korteste dag, onsdag.
Onsdag, den nye torsdag efter sidste års vellykkede flytning, er som nævnt kortere end de 3 resterende dage, derfor kan vi også lige bruge lidt plads på nogle overordnede tanker. De store linjer og generelle tanker om hvad Roskilde Festival er for en størrelse i disse år, ridsede vi op sidste år, og her er der ikke sket de store ændringer. Det indlæg kan læses HER.
Og så alligevel, måske. Det ser i hvert fald ud som om at vi er kommet ud på den anden side af de store party “stunt” bookinger til Orange som Nicki Minaj, Major Lazer og lignende. Jeg opfatter egentlig ikke Orange som en form for fredet område, og synes det er fint, at man prøvede nogle forskellige ting af på hovedscenen og på sin vis skubbede rockmusikken, og især metallen væk derfra. De hårdere genrer er stadig ikke at finde på Orange, men samtidig har festen med LCD Soundsystem måske fået lidt mere… substans, om man vil? Om det er et tilfælde, booking mulighedernes kår eller et bevidst valg aner jeg ikke – lad os se om et år eller to om der tegner sig en tendens.
Rocken, i nogenlunde bred forstand, er for alvor tilbage på hovedscenen, i år ført an af Red Hot Chili Peppers, Neil Young & Promise of The Real, Last Shadow Puppets og, bevares, Tenacious D. Så er spørgsmålet om Last Shadow Puppets ikke virker en kende fejlplaceret på Orange? Nuvel, sikkert ikke så meget som Scarlet Pleasure og deres blege funk-pop, der risikerer at blive Orange’s største offer i år.
Arena er på en måde blevet metal-katedralen, i hvert fald for de største navne som Slayer, Bring Me The Horizon, At The Drive In og Gojira. Det er fedt, og set i lyset af publikums og programmets udvikling de seneste 10-15 år, helt passende. Og så er der ellers masser af hårdere godbidder at finde jævnt fordelt på de andre scener (mere om det senere i dette og de følgende indlæg). I Arena sammenhæng er det i øvrigt værd at bemærke at i hvert fald 3 navne man også sagtens kunne have forestillet sig på Orange, PJ Harvey, New Order og Wiz Khalifa, er placeret under teltdugen – fejldisposition? Det må tiden jo vise, men ingen tvivl om, at musikken nok har bedre af det….
Det var bare lige et par hovedlinjer, som bekendt så er der jo nærmest uendelige mængder af kræs på de mindre scener, indenfor alt hvad man kan, eller ikke kan, forestille sig. Og der er findes nok endnu flere holdninger om programmet og vægtningen af genrer! Overordnet, nu hvor jeg har trawlet programmet igennem, så synes jeg det i år er et program, der trods sin umiddelbart uoverskuelige mangfoldighed, er i fin balance. Der ER virkelig noget for “enhver smag”, hvis man bare kan acceptere at man muligvis ikke får de mest kendte, eller største navne indenfor lige den og den genre man ynder at lytte til. Og at man er indstillet på, at vandre lidt udenfor den eller de genre man normalt lytter til – er det ikke en stor del af pointen på Roskilde?
Vores dækningsområde er efterhånden blevet ret bredt, også bredere end det var meningen, det skete sgu bare, derfor fandt jeg også hele 87 (!) navne på plakaten, som jeg på en eller anden led synes man kunne “forsvare” at tage med – selvom nogen var på dispensation og tålt ophold. Jeg kan, eller vil, naturligvis ikke gå i dybden med, eller anbefale, 87 navne, det er slet ikke pointen – og så bliver vi vist heller ikke færdige inden festivalen.
Nej, det bliver en slags GFR-rute igennem programmet, det som vi kunne finde på at dække/selv se, krydret med forsalg til afstikkere eller omveje, samt et bud på nogle lottokuponer eller ting der falder udenfor vores ramme, hvis man vil være den totalt alternative type.
I de kommende indlæg for de andre dage, vil det mere alternative og eksotiske få et afsnit kaldet Alternative Fristelser, helt for sig selv nederst i indlægget, men da onsdag er forholdsvis kort smelter de lige sammen med resten her. Must see navne er bold + kursiv.
Onsdag
Af de 87 navne finder vi kun 9 på festivalens første, korte, dag, så det er formodentlig ikke her vi allerede mister overblikket eller forstanden. Formodentlig.
Vi lægger ud med at drysse mod Avalon Scenen når vi er kommet igennem indgangen for første gang, da står den nemlig på Frank Carter & The Rattlesnakes kl. 17.30 (Bring Me The Horizon åbner Arena samtidig, men min festivalmave kan med garanti ikke tåle metalcore). Og sådan en omgang tidlig punk ‘n core fra det tidligere (og nuværende?) Gallows medlem er da nok ikke den værste måde at starte dagen på, selvom om man muligvis kunne frygte samme lidt halv-slappe fremmøde som til OFF sidste år, på samme scene. Så er det spørgsmålet om man bliver hængende der koncerten ud, eller trækker over mod Orange Scene.
Den åbnes kl. 18.00 af Damon Albarn og det orkester af syriske musikere han har fået samlet, efter at de på grund af borgerkrigen har været spredt for alle vinde. Det KUNNE lugte lidt at en omgang politisk korrekt gestus og andre skældsord, men 1) Så kynisk er jeg da ikke 2) Jeg tror simpelthen både på Roskilde OG Albarns engagement i sådan en sag. Albarn virker sgu som en cool og openminded dude, der tager de her musikalske udflugter, og kaster sig ud i store verdensmusikalske projekter, på grund af oprigtig nysgerrighed, spilleglæde og en form for kunstnerisk og sikket også “åndelig” nødvendighed.
Det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at blive stående og se om han spiller så lang tid at han skal bæres fra scenen, igen. For der bliver nemlig spillet noget med Slayer, af SLAYER, kl. 19.30 på Arena. Altså, det må da næsten være de optimale forudsætninger og rammer for årets metalliske fadølsfest, hvis da ikke alle metalhoveder er blevet skræmt væk fra Roskilde og retning af Copenhell. Slayer har, selvfølgelig, sangene, tidspunktet er næsten optimalt inden folks brandert stikker helt af og det er festivalens første dag, så ingen undskyldninger for at hænge med næbbet! Nå ja, og så kan det da godt være, at Slayer er ved at være oppe i årene, men skal man tage anmeldelserne fra deres seneste besøg her til lands, tilbage i december måned, for gode varer – så er de ikke kommet for at danse.
Hvis det lyder for ondsindet, eller old school, for dig, så er der langt blødere toner fra et af de nye stjerneskud på den danske musikhimmel på Gloria‘s intime rammer kl. 20.00. Her er der nemlig dømt flot vokal og moderne soul-pop fra Alex Vargas, der har godt vind i sejlene for tiden. Nu er radio airplay jo langt fra en garanti for kvalitet, men skal det være soul-poppet, så er Vargas bestemt et lyt værd – og så er der et eller andet sted en arv fra rocken i det musikalske fundament, så det er ikke ren fløde for øregangene.
Om du vælger det ene eller det andet, så trækker Arena igen kl. 21.15, når gendannede At The Drive In skal vise om der var grund til at genoplive metal-proggen. Jeg kan ikke helt gennemskue motiverne, eller hvem der ender med at være med i bandet når vi når til Roskilde, for troede egentlig medlemmerne var slået ind på en temmelig kompromisløs vej med eksempelvis post-At The Drive In projektet The Mars Volta. Men det band gik så vel egentlig i opløsning i 2012? Any way, post-hardcore, noise, arty farty eksperimenter, hvis de stadig har gejsten, så kunne det godt blive en vild omgang.
Ellers må du trække over mod Pavilion for første gang i år, hvor hypede Hinds skal se om de kan leve op til, ja, hypen. Den spanske kvinde-gruppe har fået klistret prædikater som “indie”, “garage rock” og “lo fi” på sig, det kan jo sådan set betyde mange ting, men det lyder da umiddelbart hipt på skrift – og med kun 2 singler og et album ude, kunne man da godt frygte at det var en medieskabt omgang varm luft. Er de bedre end så mange andre spanske undergrundsbands? Det har jeg ærlig talt ingen anelse om, men de numre jeg har hørt fra Hinds viser, at de har øre for fine melodier, har en varm og inviterende klang og så har de lige det der spanglish twist på vokalen der gør at de skiller sig lidt ud fra mængden – jeg er positivt indstillet!
Det er mere end man kan sige om om de følelser der er tilbage for Red Hot Chili Peppers, at det band har haft en karriere efter de peakede i 90’erne er dog imponerende. Hvorfor er det egentlig lige de stadigvæk er her? Nuvel, der er nyt album på trapperne, sat til at udkomme lige før Roskilde Festival, så aktuelle er de da i hvert fald på den front. Selvom de efterhånden har eksisteret i så mange år (dannet i 1983) og er et godt stykke væk fra deres seneste kommercielle, og ikke mindst kreative, peak, at de vel efterhånden er gledet over “gammelmands-folden”. Red Hot Chili Peppers, er det det de unge vil have i 2016 på Orange Scene kl. 22.30, primetime? For mig vil bandet til evig tid, på godt og ondt, være forbundet med min egen første Roskilde i 1999, hvor numrene fra mega-sællerten Californication var OVER ALT det år – det er den musik jeg hører for mig, når jeg tænker tilbage. Men det er 17 år siden.
Åh forresten, til gengæld er det kun 9 år siden de blamerede sig selv fuldstændig med deres skodkoncert på Orange i 2007 – noget der sjovt nok OGSÅ har brændt sig ind i hukommelsen. Tid til revanche, tid til at tilgive eller tid til at gå over og æde en Dixie Burger?
Når funk-bananerne har jammet løs i 90 minutter, så kan du i hvert fald under alle omstændigheder sætter kursen mod Avalon og få dig lidt Sleep kl. 00.00. Det virker måske på papiret som et lidt halv-stor scene til kultbandets stooner-doom , men der skal være plads til kosmisk trance-rock fra Chile fra Föllakzoid på Pavilion 00.15! Sidstnævnte vil jeg i samme ombæring også lige tildele 2 mærkater, Alternative Fristelser og dagens lottokupon samlet i et.
Og så er vi også allerede igennem festivalens første dag, buh, heldigvis har jeg shortlistet 27 bands til torsdag (der kommer på siden i morgen, tirsdag d. 24/5), så det er måske en udmærket idé at skrubbe hjem i posen og samle kræfter?
Af Ken Damgaard Thomsen
