Efter 2 temmeligt højt profilerede koncertjobs på Copenhell og Roskilde Rising indenfor få dage, var det et band der var ovenpå og struttede af snakkelyst og energi vi mødte mandag aften. Det blev småkaotisk og fik lov til at løbe af sporet, men her følger en nogenlunde præcis gengivelse af vores snak med Bersærk.
Undertegnede oplevede både bandets koncert på Copenhell og nu også Roskilde Rising, så jeg havde også en vis forventning til, at det måske kunne være en snak der stak lidt af….. det var ikke en helt forkert fornemmelse!
Inden eller efter koncerten, det bølgede lidt frem og tilbage hvornår interviewet kunne blive, men vi endte på efter, hvor vi bare skulle fange bandets manager oppe foran scenen efter koncerten. Her var han, og bandet, i gang med at uddele high fives, krammere og sælge merch i ganske uhøjtidelig stil, og man kan kun sige at den ånd og følelse blev båret videre da vi nåede backstage, bag Rising, hvor vi endte med at sætte os under en pavilion, lige som det begyndte at dryppe ned fra oven.
“Vi mangler lige guitaristen, han er ved at putte børn derovre”, udbryder forsanger Casper efter at have givet hånd, og lige inden han åbner en af de vandflakser der er sat på bordet og udbryder, “nå, men vi kan da lige starte med at hælde det her ud”. Og så blev der i stedet åbnet en kold bajer og vi var ligesom i gang.
“Hvad fanden skal vi lave nu”, lyder det fra den anden side af bordet, hvor bassist Bastian har taget plads, “spille på Beta, eller noget”, lyder det fra ukendt kilde et sted i baggrunden. “LARS!”, Casper brøler efter guitarist Lars Evers, der stadig er i gang med at putte afkommet. Vi begynder bare, eller måske er interviewet allerede i gang, med et band der tydeligvis stadigvæk er lidt oppe at køre over en vellykket debut-koncert på Roskilde Festival (det bliver nok ikke den sidste).
Hjem til Aarhus (og tilbage til Roskilde igen)
Bandet skal hjem umiddelbart efter dette interview (tror vi), i hvert fald har de nogle bandmedlemmer der skal hjem og passe jobs, men frontmand Casper proklamerer dog, at nu har han 6 ugers ferie, og at han kommer tilbage til festivalen på onsdag, “det skal jo bruges til et eller andet, det her armbånd… og jeg har hørt at damerne ELSKER dem med mange armbånd?!”, griner han. “Nå, nu kommer Lars, så mangler vi bare Mads (trommer), han er altid sådan lidt op at køre når vi har spillet”, forklarer Bastian, “Ja”, fortsætter Casper, “det er altid sindssygt svært at få samlet folk… det lykkes altid lige når vi skal til at spille, men…”.
Lars slår sig ned, og vi prøver at stille et spørgsmål, det åbenlyse, forskellen på at spille på Copenhell og Roskilde. Lars lægger ud, “den store forskel var nok, at på Copenhell da var folk VIRKELIG klar fra starten af og på med det samme, i dag skulle vi ligesom mere vinde dem over på vores side”. Casper bryder ind, “Copenhell var fedt, og man kunne bare mærke at de var helt klar, allerede inden vi gik i gang”, Bastian tilføjer, “ja, og der havde det heller ikke gjort noget, hvis vi havde haft et kvarter længere at spille i” (de havde kun 30 minutter på Copenhell, red).
Trommeslager Mads hæver stemmen for første gang; “det var meget specielt for mig at spille her, for jeg er kommet her som gæst i 20 år – jeg har 20 års jubilæum i år”. Casper samler tråden op og fortsætter, “jeg vil også lige sige, at det er meget svært helt at forholde sig til noget der LIGE er sket, så det skal lige bundfælde sig”. Bandet bliver efterhånden enige om, at det hele gik lidt nemmere på Copenhell, på alle punkter, hvor imod de skulle knokler lidt mere for det her, ikke mindst lige op til koncerten hvor de kun havde 11 minutter til at lave lyd, i følge deres lydmand, som vi nåede at snakke lidt med inden bandet ankom backstage. En lydmand der tilmed havde temmeligt vanskelige arbejdsbetingelser under koncerten på grund af en sidevind, der lavede huller i lyden og fik den til at bølge. Så bandet opfatter Rising koncerten som en arbejdssejr, hvor de endte med at komme i mål.
Jeg byder ind med om de kan komme i tanke om andre bands, der har fået lov til, at spille på Copenhell og derefter på Roskilde det samme år, “nej, det kan jeg heller ikke”, udbryder Casper med spontan glæde i stemmen, indtil Bastian agerer point og party pooper ved at sige “Helhorse har”. Forbandet… det er er jo sandt! Bandet benytter lejligheden, og vi giver det gerne videre, til at fortælle at de opfatter bandet som deres venner og søsterband på Sjælland.
I et forsøg på at ramme et eller andet spor prøver vi, at smide et spørgsmål på bordet omkring forberedelserne til 2 store koncerter der ligger forholdsvis tæt. Bastian forklarer, at det først var ret sent i forløbet, at han begyndte at tænke, at det lå ret tæt, “jeg har ikke tænkt på det som noget jeg var bange for, og det har ikke været et problem at holde det adskilt – vi har øvet begge sætlister op sideløbende”. Bastian stopper lidt op og fortsætter så med sammenligningen mellem Copenhell og Rising, “det var som om Copenhell lige tog de værste nerver, i forhold til at skulle spille her bagefter, det var bare pissevildt at stå ude bagved inden koncerten og se flere mennesker på pladsen, som bare var klar”.
Lars forklarer, at han efter koncerten på Copenhell tænkte, at nu toppede det, “men så stod man derinde paa den der scene lige før, og nu synes jeg DET var toppen.. jeg talte tre circle pits i dag!”. Lars fortsætter, “hvis du er i krig, så er det jo federe at vinde et slag mod en svær fjende, end en, der allerede har lagt sig ned fra start”. Det skal ikke forstås som nogen form for kritik af Copenhell oplevelsen, man er mere et udtryk for, at bandet følte de virkelig skulle slås for sejren i dag og endte med at vinde slaget.
Snakken bliver hurtigt lidt løs i formerne igen, med en snak om, at de frygtede at der måske kun dukkede 10 langhårede fyre op. Men det indie-segment, som vi havde været i blandt til eftermiddagens koncerter, blev pludselig skiftet ud op til Bersærk skulle på – som om dem med lidt længere hårvækst på krop og hoved og sul paå sidebenene endelig krøb ud fra teltene.
Fremtiden og den endelige afsporing
Men fremtiden, for pokker, hvad med den!?
“Nårh, jeg tænker da, at der er nogen der ringer efter det her”, siger Casper, men ellers er bandets plan at arbejde med nyt materiale i løbet af efteråret og spille en masse koncerter (blandt andet Beta d. 6. august) og få en ny plade ud næste år. men lige nu, og den næste måneds tid, skal bandet bare hygge sig, ikke mindst på Roskilde, hvor navne som Neil Young, Mutoid Man, Meshuggah, PJ Harvey, Kvelertak, Gojira og Halshug nævnes i flæng bordet rundt, “og så glæder jeg mig faktisk også til at høre Grimes, selvom det er noget helt andet”, tilføjer Mads ude på fløjen. Snakken begynder at kredse lidt om, hvordan Roskilde og publikum har ændret sig de seneste år, hvor folk og musikgenrer er blevet meget mere fragmenterede, eller også er det os omkring bordet, der bare er blevet ældre, hmmm? “Der ER altsaa færre finske metalhoveder”, siger Mads, mens Lars med humor i stemmen udbryder, “ja, og hvorfor er der ingen svenskere der dør af dehydreing laengere?!”.
Optageren kører videre, mens snakken får lov til at stikke af, og bølge frem og tilbage mellem emnerne. “Altså, det skal lige siges, at de eneste der hovedsageligt hører heavy metal i det her band, er mig, og så Mads”, fortæller Lars, efter snakken er drejet ind på et metalspor, og bandet (og os) undrede sig lidt over, at bandet blev introduceret som værende et metalband, da de gik på scenen. “jeg vil godt citeres for at sige, at min absolutte favoritkunstner, det er Bruce Springsteen”, udbryder Casper, og det er hermed gjort!
“Der er jo ingen der GIDER høre metal”, Bastian sætter foden ned, hvilket blot bliver modtaget med latter bordet rundt. “Nå, har I mere eller hvad?”, lyder det fra Casper, “jeg kom vist til at fucke rækkefølgen lidt op, fordi jeg fik svaret på 5 forskellige ting i første spørgsmål?”. Han har ret, vi er totalt busted, blokken er tom, optageren kører lidt videre, slukkes efter et par minutter med (endnu mere!) løs snak.
Pludselig skal der tages billeder, vi er med på nogen (måske dukker de op i vores indbakke?), indtil bandet begynder at wrestle indbyrdes, der går Bersærk-bunke i den, inklusive manager og crew og vi skynder os lige så stille at luske væk, så vi ikke brækker en hofte eller noget.
Af Ken Damgaard Thomsen + spontane udbrud og koncertfoto af Jonas Strandholt Bach
