Roskilde Festival er endnu engang kommet og gået med masser af musikalske oplevelser og alle mulige andre indtryk, som kan være svære at fordøje eller overskue. Men hvad var Roskilde 2016 for en størrelse, hvad tager vi med os hjem, hvad tegnede festivalen og hvad gjorde indtryk på os, i alle ender af spektret?
Det kan være svært at opsummere den slags, fordi alle de små detaljer og ting man har oplevet, for slet ikke at tale om de store, måske ikke engang bundfældet sig endnu. For mig (Ken) personligt, har jeg det næsten altid sådan, at på festivalens sidste dag, da er jeg ufrivilligt ved at tjekke mentalt, hvis ikke fysisk, ud – der er simpelthen ikke mere fri plads på harddisken og den trænger til en diskdefragmentering.
I år var bestemt ikke anderledes, ikke mindst fordi der også lige var 3 dages Copenhell oveni inden og dermed et fint opbygget søvnunderskud inden jeg satte mine fødder i Roskilde. Men Roskilde kan stadig et eller andet, som gør, at man lige mander sig op og kommer igennem. Det må være noget med størrelsen, stemningen og vildskaben i det hele, der gør, at enten er du med og på, eller også bliver du opslugt eller kørt over af den – Roskilde breaks for nobody.
Vores festival har ændret sig markant over årene, hvor festen er kommet til at fylde mindre og mindre, arbejdet med at skrive mere og mere (om så mange forskellige ting som muligt, der på hver sin måde har noget med hvad Roskilde er, at gøre) og dermed kan man også hurtigt komme til at føle sig som betragter. Ikke i den forstand, at man ikke er mentalt til stede, eller føler sig ekskluderet, man er bare ikke toneangivende (så vidt som man nu kunne være det i det store hele) i den store fest længere – eller har interesse i at være det. Det giver en lidt anden oplevelse af Roskilde Festival, bestemt ikke en dårligere, men måske en hvor man i forbindelse med at lægge vægt på andre ting end at fyre den af, også bliver mere kritisk overfor det hele.
Men er det ikke også okay? For vil Roskilde Festival egentlig ikke gerne have at man tænker, tager stilling og ytrer sig, både positivt og negativt? Det overordnede indtryk af Roskilde kan hurtigt komme til, at være den der Onkel der var virkelig cool dengang man selv var yngre, og han med (det kan også være en tante!), men nu virker mere formynderisk, pædagogisk og i al sin free spirit alligevel forsøger at sætte nogle kontrollerede rammer og guider en i “den rigtige retning”. Men er det rigtigt, når det kommer til stykket?
Jo, der er regler på campingpladsen, der er Roskilde against drugs, de evindelige opfordringer til at take care of each other, som om folk ville blive til kannibalistiske vilddyr hvis de ikke blev mindet om det, miljøprofil det ene, humanisme det andet, mere og mere luksus og så mange aktiviteter og happenings rundt omkring på festivalen at man kan blive rundtosset af at forsøge, at danne sig et overblik. Men er det ikke bare en afspejling af verden generelt? Hvor alting går hurtigere, folk drukner i tilbud og stimulans-muligheder i det uendelige, så det hele flimrer løs og folk har fået højere forventninger til, hvad man kan forlange at en uges ophold på en mark hvad almindelig luksus angår?
Jeg ved ikke om det er en god, eller en dårlig ting, man kunne da sagtens drømme sig tilbage til mere simple tider ude på festivalpladsen, men ville Roskilde Festival så ikke netop være det, som alt for mange påstår de er: nemlig ikke fulgt med, og være et billede på, tiden? Og hvis du drømmer dig til en tid, hvor det hele bare var lidt mere primitivt, smadret og fællesskabet levede, så behøver du ikke bevæge dig mange meter ind på campingarealet før det hele stadig er som før – bare i en anden indpakning, som man måske ikke selv kan relatere til, eller ønsker at være en del af, længere. Det hele er højere og vildere, folk er unge (fy for satan!) og meget af deres fællesskab, i hvert fald når mørket falder på, består i, at skrue usandsynligt højt op for et grotesk stort anlæg, og tilmed sikkert for noget skrækkelig musik. Ligesom dengang vi selv overtog festen og trumfede de ældres lejrfest og tarvelige kassettebåndoptagere med nogle ghettoblasters der kunne spille CD’er, og spille liiiige lidt højere.
Nu er det bare blevet endnu højere og endnu vildere, og vi er stukket af fra campingpladsen, men fællesskabet er der jo stadig – bare i en ny form. Der er jo kæmpefester omkring de anlæg, de er jo ikke lavet for den ene lejrs skyld. Den er måske lavet for, at kunne blære og hævde sig selv lidt, tænker en gammel mand, men hvis målet var en lukket fest, så lykkes missionen sgu ikke. Stort set hver en “vej” på campingområdet er jo en stor party og dansezone, hvor der hele tiden opstår nye, spontane reaktioner. Det er vel også en slags fællesskab? Lad nu de unge være, de skal nok selv finde ud af det derude…
Alligevel påstår kritiske toner, at mange af de unge er mere interesseret i at sidde i deres lejr og holde fest end at tage ind på pladsen og lytte til nogle koncerter. Jeg ved sgu ikke, både og, ikke? Altså, for det første, på min første og anden festival, da kunne de koncerter jeg nåede til vel tælles på en hånd pr. år? Så er det noget nyt, at nogen vælger festen? Og skal der “gribes ind overfor det”? Og hvordan? Ved at indføre separate armbånd til dem der kun vil feste på campingområderne, dem der kun vil høre musik og et tredje til de der vil begge dele? Ah…
Nå, ved at booke bedre og større navne til de store scener, navne som de unge vil se? Jo, det kunne måske være en løsning, men så er vi tilbage ved den uendelige diskussion om hvad der er de rigtige navne for hvem, om de er til at skaffe, konkurrencen festivaler imellem og “det muliges kunst”.
Der ER lidt langt mellem snapsene, hvis man går efter store, brede hovednavne, især hvis Roskilde Festival tilmed skal favne bredt på tværs af alder og publikumssammensætning generelt. Men det skal de måske heller ikke? Er løsningen på “Orange problemet” (lad os kalde det det), at glemme folk over 30 og køre en mere direkte ungdomsorienteret stil, hvor man booker pop, elektroniske og hvad der nu lige måtte være “oppe i tiden det forår” navne? Det ville da være ærgerligt, især for mig der i forvejen har svært ved at finde navne på Orange jeg gider (eller mangler) at se. Når nogle hovednavne så også lige flopper, eller lyden saboterer oplevelsen, ja, så fremstår Orange Scene lidt som et ømt punkt i et ellers, synes jeg, glimrende sammensat musikprogram, hvor man selv er skyld i, hvis man ikke lige får sig en stor musikalsk oplevelse et eller andet sted. Orange Scene skal, selvfølgelig, ikke nedlægges, det ville slå noget at Roskilde’s ånd ihjel, men kan den gentænkes på en eller anden måde?
Gentænkt er der blevet andre steder på pladsen, hvor jeg især vil fremhæve den flotte og vellykkede overhaling Avalon Scenen og teltet har fået. Udsynet er blevet MEGET bedre hele vejen rundt i, og udenfor, teltet. Lyden var rigtig god til stort set alle koncerter jeg oplevede der og det føles nu bare som en mere åben og lettilgængelig, men stadig tilpas intim, scene end de seneste par år. I det hele taget synes pladsen, på pladsen, at være brugt bedre. Det har givet mere luft ved Pavilion, at rykke nogle madboder lidt og flytte Gutter Island Baren over på den anden side. Ligesom det føles mindre presset og indelukket ved Arena, at man har rykket bar og boder længere op bagved – måske mangler der dog stadig et lille ølsalg nede til højre for teltet, hvis man står der, er der lidt langt til det nærmeste.
Nu hvor musikken er forstummet, hvad var det så for en festival på det punkt? Tja, Neil Young og PJ Harvey leverede i hvert fald, så man bare en af dem, så var det næsten turen værd i sig selv. Hvad man derudover tager med sig hjem af musikalske minder, det afhænger jo lidt af de valg man foretog sig. Personligt så jeg ikke noget der var decideret dårligt, men selvom programmet så interessant ud for de nysgerrige på papiret, og jeg da også fik Protomartyr med hjem i rygsækken, som noget jeg skal have tjekket mere ud, så manglede der i sidste ende nok lidt flere peaks. Eller navne som jeg kendte i forvejen og dermed var must see navne, men sådan var vilkårene lige i år. Så lad os kalde det en 4 ud af 6 stjernet festival all in all.
Vi runder af med redaktionens bud på 5 ting der rent personligt står tilbage, som det vi husker Roskilde Festival 2016 for og links til alt vores materiale fra ugen nederst.
Ken:
1) Neil Young! Nuff said
2) 2016 var året, hvor jeg synes Roskilde endelig trængte igennem med en af deres holdningsting. Ofte så drukner de ellers velmenende budskaber, holdninger og happenings lidt i larmen derude, men jeg synes hele optakten til, afviklingen af og efterspillet med Edward Snowden og kunstner gruppen The Yes Men’s overvågnings- og data indsamlingspolitik var overraskende vellykket. Det trængte på en eller anden måde igennem lydmuren og fik, i hvert fald for en stund, sat en lille dagsorden mens festivalen brølede derudaf. Det der skræmte mig mest, og gav lidt stod til eftertanke, var hvor lidt oprørt jeg blev over den påståede dataindsamling. Måske fordi jeg tænkte, at det sgu nok var en form for gimmick, men alligevel overraskede det mig, at jeg bare ligesom trak på skulderne da jeg så skiltet der forklarede den påståede dataindsamling på pladsen, fra festivalens side. Stof til eftertanke! Ændrer det noget? Det må tiden vise.
3) Maden er for dyr og for dårlig i forhold til, hvad man får for pengene. Ja, der er food court og andre mere luksusprægede tiltag, men jeg synes kraftedeme godt man kan forlange mere kvalitet for pengene (eller bare en kvalitet der matcher prisen), når en servering koster eksempelvis 65 kr. for en smagløs risret. Du kan finde billigere ting, men “value for money” følelsen følger slet ikke med. Udbud og efterspørgsel viser sit hæslige ansigt.
4) Der er håb endnu for ungdommen og fremtid. 2 korte historier, jeg lige vil hive frem. Jeg sad udenfor Avalon de sidste 20 minutter af Sleep, fordi ryggen meldte udsolgt, og overhørte 2 unge gutter snakke om koncerten. Den ene kendte genren og vidste nogenlunde hvad det gik ud på, men var ikke kæmpe fan, den anden syntes det var monotont og ikke noget for ham. Efter lidt meningsudvekslinger, de kendte tydeligvis ikke hinanden, blev de enige om at rejse sig og gå ind og se resten af koncerten sammen. Under Jacob Bellens, igen ved Avalon, og igen sad jeg og stenede udenfor teltet, ankom en larmende, højrøstet og generelt feststemt gruppe unge mennesker, mens Bellens sagte toner rullede ud fra teltet. Det virkede som et forkert match, bare som udgangspunkt. Men midt i mellem diskussioner om hvem der var den bedste pokerspiller og hvem der havde været sammen med hvem, blev de, igen meget støjende, enige om, og hev de modvillige i flokken med, at gå ind i teltet, helt op foran og opleve koncerten fra nært hold for, “enten er man sgu med og går ind og høre koncerten, eller også skal man skride videre!”. Det gjorde mig underligt glad… og så rejste jeg mig og gik et sted hen, hvor der ikke var musik.
5) Roskilde er stadig helt unik. Så sad man der, helt fyldt og færdig på en parkeringsplads ved Aldi og ventede på et lift, søndag formiddag og tog sig selv i, endnu engang, at tænke, “fik jeg nu nok ud af det, fik jeg DET HELE med, hvis jeg kan trække vejret nogenlunde og koldsvede så lidt som jeg gør nu, hvorfor gav jeg den så ikke lidt mere gas og nåede bare lidt mere?”. Jeg prøver igen næste år, så skal den fandeme have alt hvad den kan trække!
Jonas:
1) Der er stadig hovednavne, der kan levere musikalske oplevelser af en anden verden. Det er sjældent man er vidne til musikalske opvisninger som Neil Young’s tre timer lange koncert på Orange, og PJ Harvey’s ensemble-performance på Arena.
2) Festivalpladsen kan blive, og bliver helt tiden, bedre – det beviste festivalen i år, med omrokeringer især omkring Arena, Pavilion og Avalon, som alle fik et tiltrængt løft. Næste år bliver det måske Orange-pladsen, der får en tiltrængt overhaling? Det er godt at se, at Roskilde på de tre nævnte scener har arbejdet med gennemtænkte løsninger. Det var der også behov for, men det gør det jo ikke til nogen selvfølge at det bliver gjort.
3) Roskilde Festival er fortsat mødested for et væld af musikalske genrer – og forskellige livsstile. Og giver plads til det hele. Campingområdet er formentlig stadig omdrejningspunktet for det helt nære møde mellem forskellige grupper af mennesker, og det er man ikke nær så meget en del af når man ligger på et fredeligt restricted-område, men igen virkede det til at Roskilde kan rumme ikke bare festen, men mange fester, og at langt de fleste er gode til at tage hensyn og være nysgerrige. Selv om der næppe er mange, der får deres 8 timer hver nat.
4) Roskilde Festivals musikprogram er en rodebunke, på godt og ondt. Det giver muligheden for at gå på opdagelse i navne, og genrer, man ikke kender særlig godt, men omvendt giver det altså også nogle skæverter og ligesom mange blandt de yngre dele af publikum sikkert kunne føle sig ekskluderede af Neil Young’s udstrakte guitareskapader, er der formentlig andre ældre publikummer end os, der har svært ved at rumme eksempelvis Macklemore & Lewis. Pointen er ikke, at der ikke skal være plads til begge dele, for det skal der på Roskilde, men det kan altså blive mere og mere svært for Roskilde at rumme alle yderpunkter i en musikalsk virkelighed, der er så fragmenteret og omskiftelig som den er i dag. Hvor gerne man end vil. Og måske er det, som Ken skriver, de ældre generationers musikalske favoritter, som vil være de mest oplagte ofre, hvis man skal fokusere bare en smule mere i programmet i fremtiden.
5) Jeg kan stadig blive positivt overrasket over et band man tjekker ud, uden at kende det store til dem, selv sent lørdag aften, når musiktrætheden efter en uge på festival ellers har sat ind. Det beviste Protomartyr, som trods et telt, der vel nærmest kun var en tredjedel fyldt leverede en koncert, der fik begge Roskilde-redaktionsmedlemmer vundet over.
GFR’S DÆKNING:
Reportage og korte anmeldelser, SØNDAG
Reportage og korte anmeldelser, MANDAG
Reportage og korte anmeldelser, TIRSDAG
Reportage og korte anmeldelser, ONSDAG
Reportage og korte anmeldelser, TORSDAG
Reportage og korte anmeldelser, FREDAG
Reportage og korte anmeldelser, LØRDAG
Sturgill Simpson, Avalon, lørdag
