Home Anmeldelser RF13: Solbrud, Pavilion Junior, tirsdag d.2/7 ***** (5/6)

RF13: Solbrud, Pavilion Junior, tirsdag d.2/7 ***** (5/6)

3407
0
Solbrud i røg og damp, 2013

Danske Solbrud leverede en overbevisende atmosfærisk black metal koncert på Pavilion Junior tirsdag aften.

“Satan! Satan!”, gjalder publikums taktfaste tilråb, da danske Solbrud går på scenen kl. 22.

Black metallerne lægger ud med en dommedagstung trommerytme, som efter kort tid suppleres af bas og guitarer, en tung, ond og stemningsfuld intro, der skærer alt overflødigt af. Et passende soundtrack til det svindende dagslys, som efter nogle minutter går over i infernalsk, hurtig black metal med en skrigende vokal i front.

Åbenbart har Roskilde-bookerne en forsmag for de mere ekstreme metalgenrer, og er tilsyneladende ikke meget for at booke nogle af mange dygtige metalbands i Danmark, men når det skal være black, så er Solbrud en glimrende eksponent for den atmosfæriske del af genren. Der veksles mellem voldsomme angreb med hidsig vokal og tunge, atmosfæriske passager, som sidder perfekt naglet til skabet.

Kompromisløst, badet i scenelys, hamrer Solbrud afsted, trommerne bliver rundesmadret i de hurtige passager, mens guitarerne står for det atmosfæriske spind, der omvæver den skrigende vokal. Solbrud fungerer for mig bedst når de gnistrende black metalliske passager står i kort kontrast til de tonstunge, præcist leverede atmosfæriske stykker. Jeg må også erkende at black vokal ikke lige er mig og de hurtige stykker rører mig mindre end de langsommere instrumentale, men for genren gør Solbrud det, i mine ører, fremragende.

Infernalsk og ondt lyder det i hvert fald, og selv om Solbrud næppe vinder tonsvis af nye fans blandt de nysgerrige, som hurtigt vender om efter et kig ind i teltet, så er den dedikerede skare foran scenen, og os lidt mere tilbagelænede metalnydere i kanten af teltet, i hvert fald mere end godt tilfredse. Et medlevende publikum sørger for en flot opbakning, og det takker Solbrud for en overbevisende black metal koncert, der især imponerer med præcision og atmosfærisk tyngde. Flot orkestreret af dygtige black musikere, hvor især trommeslagerens tunge og hurtige spil fortjener ros.

Et par enkelte “mange tak skal I have”, er den eneste verbale kommunikation fra scenen, og det er helt passende. Solbruds mørke soniske angreb skal ikke snakkes i stykker, men leveres på lige præcis den måde, Solbrud leverer den denne aften. Tungt og præcist, hurtigt og brutalt, atmosfærisk smukt, og bare medrivende og overbevisende. Årets hidtil bedste koncert på Pavilion Junior, og 5 stjerner til Solbrud.

Foto og tekst: Judas

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, Roskilde and the what have you – hver dag!

Previous articleThe Woken Trees – Children Of Chalk (Here Today Sessions) – 3/7-2013
Next articleRF13: Den daglige dosis rock, onsdag d. 3/7

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.