Go Go Berlin var en energisk feststarter tirsdag aften, desværre hænger bandet så meget fast i klassiske rock og rul klichéer og dyder, at jeg savnede mere personlighed.
Som vi tidligere skrev i dagens reportage fra Roskilde, såhar vi lidt savnet at de håbefulde unge kunstnere på Pavilion Junior griber chancen, og i større grad får bevist hvorfor netop DE fortjener at spille på festivalen. Jeg savner simpelthen, at der er nogen, der virkelig træder i karakter og brænder igennem.
Danmarks med glimt i øjet selvudnævnte “bedste liveband” (som min kollega Bonde tidligere har anmeldt HER) gjorde på sin vis en fin figur under denne koncert. Der var i hvert fald masser af vilje, energi og attitude, men jeg manglede til gengæld sange der satte sig fast og ikke var glemt to sekunder efter. MEN, deres rimelig uspolerede og uimponerede tilgang til den klassiske rock ‘n roll kan nu stadig bringe dem et langt stykke, især ved koncerter der ikke varer mere end 30-40 minutter, så det lidt tyndbenede materiale ikke for alvor bliver udstillet.
Gruppen lagde forholdsvis stille ud med “skæv” vokal og forvrænget guitar, inden de for alvor fik losset gang i publikum med en solid dosis 50’er rock n’ roll blandet med et mere 70’er præget råbe-med-venligt omkvæd. Effektivt skruet sammen, især det lange break mod slutningen, men det er godt nok hørt før. Alt for tit. Og sådan havde jeg det også med stort set resten af Go Go Berlin’s materiale. Godt og medrivende leveret, ikke en finger at sætte på det, men simpelthen for gennemtærsket rent rock stilmæssigt. Om det så var et “I really wanna do, do, dooo” catchy omkvæd, eller nogle af de mere udsyrede godt rockende mellemstykker – det er for mig ikke helt selvstændigt nok.
Men den går som sagt live, hvor det heller ikke bliver så tydeligt, at overgangene mellem stykkerne i numrene måske ikke altid er lige elegant skruet sammen. Det vil helt klart blive mere tydeligt på et kommende album, hvis der ikke strammes lidt op. Til gengæld kunne jeg rigtig godt lide følelsen af, at som koncerten skred frem, så virkede det som om numrene flød mere og mere sammen, så sidste halvdel af koncerten nærmest fremstod som et langt rockende og rullende medley – da blev jeg revet lidt med og fik gang i trampefoden og vippenakken.
Under et af de sidste numre, hvor der blev sunget “raise your head” i nummeret af samme navn, spurgte min sidemand om det var et Bon Jovi nummer. Det stempel vil jeg nu ikke helt give Go Go Berlin, ikke at der er noget galt i det, men som folk omkring mig samtykkende erklærede efter koncerten, så er der i hvert fald tydelige ekkoer af The Blue Van i bandets lyd. Det er jo heller ikke forkert, de to bands trækker på nogle af de samme referencer fra rockhistorien, men jeg synes måske også at de har det til fælles at de har valgt kapitler i nævnte rockhistorier som efterhånden er ret tyndslidte.
Undertegnede ryster op med 4 små stjerner for underholdningen, energien og den autentiske attitude, som man fornemmer i band og musik, ikke mindst i den stærke rockvokal hos forsanger Christian Vium. Klichéerne, der ud over selve sangene blandt andet inkluderede at klatre op i dele af sceneopsætningen, skal der snart tyndes lidt ud i for at bandet ikke ender i “de evige talenter der ikke trådte helt i karakter” kategorien. Det virker som om Go Go Berlin kunne rumme potentiale til ikke at gøre som alle de andre – nu venter vi på, at de viser det tydeligere.
Anmeldt af Kodi
Foto: Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, Roskilde and the what have you – hver dag!
