Home Artikler RF13: Den daglige dosis rock, torsdag d.4/7

RF13: Den daglige dosis rock, torsdag d.4/7

2942
0

Sidste warm up dag på årets Roskilde Festival bød på flere spændende koncerter på Pavilion Junior, interview, Creed-lydtest på Orange og whisky i gammelmands-lejren.

Efter at have nået dagens tekster, bevægede GFRocks udsendte sig mod Pavilion Junior scenen. Undervejs blev vi udsat for et Creed-angreb fra Oranges højtalere, der åbenbart skulle testes til fesen grunge-kopirock. Vores ører undgik dog blodstyrtninger, og vi nåede frem til Pavilion, hvor vi havde aftalt interview med The Woken Trees – det kan du læse lige HER.

Efter interviewet, der ud over en god snak med Woken-drengene bød på et kig bag Pavilion Junior scenen og et møde med backstage-bureaukrati, satte vi os til rette i de efterhånden til vores kropsbygning tilpassede campingstole ud for Pavilion Junior scenen, og så med et halvt øje og øre Kristina Renées koncert, som bød på ok pop, som dog hurtigt var glemt igen.

Herefter var det de københavnske punkere i Lower, der indtog scenen, med en noget anden tilgang end Kristina Renée. Med væsentlig tyngde i trommerne sendte det fire mand store band det ene spyttende angreb afsted mod publikum efter det andet. Bandet arbejder ikke ud fra traditionelle rocksangstrukturer, hvilket gør at det er svært at forudse hvor bandets musik bevæger sig hen. Samtidig var det ikke en helt nem oplevelse at dechifrere teksterne, der blev spyttet frem med en god portion livslede. Kantet og specielt, og ikke noget, der vakte udelt begejstring i stolerækken.

Herefter var det The Woken Trees, der gik på, anmeldelse af koncerten finder du sammen med interviewet.

Finsk duet fra Pää Kii
Finsk duet fra Pää Kii

Finsk punk og vrøvl

De finske punkere i Pää Kii var næste levende indslag, og de gjorde såmænd en fin figur med deres lettilgængelige punkrock, som dog var svær at synge med på, da finnerne synger på deres modersmål. Ind i mellem numrene fik finnerne også rablet diverse upassende kommentarer af sig på scenen, med et glimt i øjet, men en smule forstyrrende for oplevelsen. Men underholdende, det var det.

Til gengæld var svenske Vanligt Folk, som fulgte efter, et knapt så interessant indslag. Det lød lidt som om de kørte med backtrack, og gøglerierne på scenen gjorde det ikke nemt at nå at synes om deres 25 minutter korte sæt. Noget af det mest uinteressante, der har ramt Pavilion Junior i år.

Det samme kan man heldigvis ikke sige om de hypede ungpige-rockere i danske Baby In Vain, som du kan læse en anmeldelse af HER.

Efter koncerterne travede vi igen ud i Roskilde-natten, på jagt efter sodavand at blande i vores nyankomne fotografs medbragte whisky. Da boderne kun sælger 1 1/2 liters flasker sammen med sprut, måtte vi i stedet indkøbe halvliters sodavand, som vi fik anvendt til det noble formål at holde årets første lejrfest, 4 mand, næsten alene på en mark oversået med orange telte. OK, der var da nogle nordmænd, der også holdt en moderat fest i nærheden. Gammelmandstempoet blev skruet op og en flaske whisky senere måtte redaktionen gå til ro.

Til gengæld er vi klar til endnu en dag – den første hvor hele pladsen er åben, og Roskilde Festival for alvor går i gang.

Af Kodi og Judas

Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, Roskilde and the what have you – hver dag!

 

Previous articleRF13: The Woken Trees – interview og live-anmeldelse
Next articleRF13: Savages, Pavilion, torsdag d.4/7 **** (4/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.