Efter en lille pause, så er vi igen klar med en lille reportage om hvad vi har oplevet på Roskilde, udover de allerede postede anmeldelser og spredte interviews.
Efter nogle timers arbejde i den stadig mere fyldte medielade, undskyld, “Pressecenteret”, i Mediebyen, beklager, “Backstage Village”, så satte vi kroppene i svingning og trillede i let trav mod Dead Can Dance på Arena, der lige netop var gået i gang da vi ankom lettere omtumlede og med skærm-øjne.
Det viste sig i løbet af de næste fem kvarters tid, at være turen værd, for godt nok er det ikke noget man rigtig kan betegne som “rock”, men det var nok den største musikalske oplevelse på festivalen indtil videre. Drømmende, atmosfærisk, trancenderende og en lille smule bevidsthedsudvidende – det er blot nogle af de ord jeg (i dette tilfælde Kodi) vil sende efter Dead Can Dance. Over græske folkesang, arabiske og orientalske krydderier i musikken til et betagende vokalarbejde fra de to hovedpersoner, Lisa Gerrard og Brendan Perry, simpelthen et forførende musikalsk trip.
Herefter delte tropperne sig, og Judas befandt sig til en halv time af Jonathan Wilsons koncert, hvor der blev leveret velspillet amerikansk blueset rock, omend det ikke var helt oppe og ringe på energibarometeret.
Efter lidt tågen rundt, endte Kodi og følgesvende foran Orange hvor udslidte Turbonegro skulle vise hvorfor de var værd at give endnu en chance på Orange. Jeg ved ikke om jeg vil sige at koncerten virkede specielt nævneværdig, eller vedkommende, men bandet virkede knap så afdanket som frygtet, og deres bedste numre, som “Fuck The World”, fungerer stadig som halvpotente partyrockere. Det sparsomt fremmødte og fredagsdovne publikum i solen virkede dog ærligt talt ligeglade med hvem fanden der stod på scenen. Så hvis Roskildes tanke med Turbonegro var at smide nogen op på Orange for at stege i solen, uden at blive helt svedt af, men som det ikke gjorde noget, hvis det alligevel skete – så lykkedes missionen vel.
Vi nåede også omkring canadiske Metz‘ energiske punk-udladninger på Pavilion, inden turen igen gik til Backstage Village, og et interview med The Blue Angel Lounge – det kan du læse et uddrag af HER.
Volbeat… ah booza, booza, booza, boogie woogie, booza, ahhøv ahhøv. Same procedure as every year, bare med tiltagende svagere nye sange flettet ind i sættet, efter en start med 4 numre alle af nyere dato, foretrak vi mørket og søgte mod udkanten af musikpladsen, hvor en dunkel tysk gruppe lå på lur på Pavilion. Efter koncerten med The Blue Angel Lounge, så var dagens energi godt og grundigt brugt, og turen gik tilbage til Roskilde-periferien.
Af Kodi og Judas
Foto: Judas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, Roskilde and the what have you – hver dag!
