Baby In Vain, den stærkt hypede purunge pige-rock trio, kom uforskyldt skævt fra start, men kom stærkt tilbage efter de indledende tekniske vanskeligheder. Momentvis intenst og medrivende, men også en koncert der lidt udstillede de mangler, bandet trods alt stadig har.
Det startede nærmest på værst tænkelig vis for hypede Baby In Vain. Under første nummer, ‘Machine Gun Girl’, var det tydeligt, at der var problemer med lyden. Den lød underligt hul og var alt for lav. Det ellers glimrende nummer virkede fuldstændig punkteret og tappet for saft og kraft, men sangen nåede da også kun lige at rinde ud, inden lyset på scenen blev slukket og stilhen satte ind. Det vil sige, det talstærke publikum satte straks i gang med taktfaste og skiftende tilråb som “Skru op”, “Baby In Vain” og den forbistrede pøbel “lålålålålålålå” udgave af The White Stripes’ “Seven Nation Army”.
Efter adskillige minutters stilhed kom Pavilion Junior scenens lille skærm i brug, med en servicemeddelelse om at koncerten var midlertidigt afbrudt. Det blev lidt senere fulgt op at konferencieren, som beklagede at festivalen havde lavet en teknisk fejl og at koncerten ville blive genstartet. Hele den mislykkede indledning endte med, at Baby In Vain trådte tilbage på scenen med et “hvad fanden sker der?”, hvorefter vi heldigvis fik “Machine Gun Girl” en gang til, nu med betydeligt mere smæk på maskingeværstøserne. Lyden var dog stadig ikke helt så altomsluttende, som deres potente blanding af støj-stenet sen 80’er/start 90’er noise rock og beton heavy fra 70’erne, ellers lægger op til. Det blev dog bedre og bedre som koncerten skred frem, hvilket heldigvis resulterede i en stigende og gnistrende intensitet.
Under bandintroduktionen inden koncerten, postulerede konferencieren, at da han så trioen optræde første gang, var det en af hans bedste koncertoplevelser nogensinde – selv om den kun varede 12 minutter. Det skal jeg på ingen måder betvivle, da deres tre numre korte EP er en både dirrende kompakt og udfarende eksplosiv lille støjperle. Men, i løbet af en cirka 45 minutter lang koncert bliver de damers musik og virkemidler en anelse monotone. Det er der sådan set ikke noget at sige til, det ville være ret forbløffende, hvis en flok teenagere allerede havde tre kvarters materiale, der var fantastisk hele vejen igennem.
Deres helt store trumfkort, der fordeles og doseres perfekt igennem materialet, er den “dovne”, snerrende og bistre dobbeltvokal – det sidder lige i skabet, og ikke mindst i fjæset på lytterne. Jeg aner ikke hvor den kommer fra, men jeg kan lide, og føler, deres frustration og vrede, der kanaliseres ud gemmen de to vekslende stemmer. Det virker råt, autentisk og ikke det mindste påtaget.
Som nævnt, så undgår trioen dog ikke en snigende følelse af monotoni helt overordnet set. Selv om de kompetent og gnidningsfrit veksler mellem det støjrockende, over bastant klingende tidlig Black Sabbath tendenser og lejlighedsvis, når de stener helt ud, en snært af doom metal, så fremstår de alligevel en smule begrænsede i deres lyd. Ikke alle numre er lige stærke og mindeværdige, selv om de er helt fint skruet sammen. Til gengæld bliver de alle leveret fra scenen på forbandet hårdtslående og overrumplende effektiv vis. Der er på alle måder tale om tre megaseje og gennemmusikalske rocktalenter.
En stor del af fokusen på Baby In Vain har, naturligt nok, kredset om de tre medlemmers unge alder. Det er da også ganske imponerende, det de allerede kan. Dog skal man jo ikke falde bagover i blind og døv benovelse, “bare” fordi folk er unge og har talent. For det virker lang fra færdigudviklet. På trods af at de fleste af deres sange gør sig godt live, så ER det jo hørt mange gange tidligere. Det er der bestemt intet galt i, men med alle de anmelderroser Baby In Vain allerede har modtaget, så skulle man næsten tro, at Kurt Cobain var vendt tilbage blandt de levende i form af tre cool rocktøser fra Danmark. Giv dem nu lige en chance, inden de kvæles i forventningspres og over-hype.
Der, hvor Baby In Vain virkelig har fat i noget, er deres ret frytløse tilgang til fortærskede genrer. Der er enorm tænding på, på scenen, på den måde hvor man føler at det ulmer og damper inden i dem, og det kan eksplodere hvornår det skal være. De er ikke bange for at køre et nummer helt ud, eller tvinge tempoet helt ned i gulvhøjde og slæbe det hen over brædderne. Allerbedst fungerer det i den fantastiske “Sweetheart Dreams” der olmt knurrer mod publikum hen imod koncertens afslutning. Her er det ikke kun røgmaskinen der får det hele til at virke som om det brænder – fremragende nummer og lige så fremragende og stilsikkert eksekveret og forløst af trioen!
Alt i alt ender vi på 4 store stjerner, pilen peger bestemt opad for Baby In Vain, ikke mindst hvis de formår at indfri deres potentiale ved, med tiden, at udvikle en endnu mere selvstændig stil.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, Roskilde and the what have you – hver dag!
