Vores kig på programmet til årets Roskilde Festival fortsætter, vi er nu nået til torsdag. En dag, som byder på mange navne, der lyder interessante på papiret, men også en del “nostalgi-fyld” og en mangel på store navne. I hvert fald til vores smag, men så kan man jo tjekke nogle spændende alternativer ud!
Læste du med i gennemgangen af onsdagens program, så kan du bare scrolle over den første del. Det er doven genudsendelse til nye læsere, som skulle have forvildet sig herind.
Jeg var længe i tvivl. Skulle man, skulle man ikke. Og skulle man bruge de senere års Corona nedlukning, som en fin streg i sandet og sige, hvis ikke “farvel og tak”, så “på gensyn en anden gang” til Roskilde Festival? Og for mit vedkommende trække stikket for en stime på 21 Roskilde Festivaler i træk.
Nu var stimen jo, på en eller anden måde, ikke brudt, men så da sat på pause. En kærkommen lejlighed til, at hoppe ud af hamsterhjulet. De seneste par års festivalløse somre har lært mig flere ting. Blandt andet, at jeg ikke var så afhængig/stavnsbundet/forpligtet eller forelsket i festivalerne, at jeg ikke kunne overleve uden. Det viste sig, at det kunne jeg godt!
Det første år uden festivaler var, som jeg har skrevet tidligere (og med alle forbehold og respekt for de der på den måde mistede noget af deres levebrød), en gave. Jeg slap for selv, at træffe valget. Andet år uden festivaler var mere af det samme, og en konsolidering af den fornemmelse af startende accept og afklaring: måske var det på tide, at bruge sine somre på noget andet og slappe lidt af?
Det betyder, at man er blevet for gammel, ik’?
Så kom programmet og jeg “kom til”, at dyppe tæerne lidt i det. Snart stod jeg i vand til knæene, så navlen og på ingen tid halsen… dammit. Hvis du ikke vil drukne, må du svømme. Og det viste sig, at en Roskilde nummer 50 “uden hovednavne og andre negative mishagsytringer fra SoME-råbekoret” bugnede med spændende og ikke mindst relevante og fremsynede navne. Plus Robert Plant.
Jeg joker, Plant var ganske enkelt en helt forrygende og kraftfuld oplevelse sidst han gæstede Roskilde, og blæst taget af Arena. Det er noget af det Roskilde kan: overraske på den en eller anden vis, når man mindst venter det. I dette tilfælde var det en gammel hanløve, der stadig havde nogle brøl tilbage under den gråsprængte manke.
Andre gange er det, det lille ukendte navn, på en af de mindre scener, som fejer bentøjet væk under en. Det kunne være en søvndrukken Richard Dawson, der virkede som om han havde sovet under Pavilions teltdug og lige var vågnet velsignet med tømmermænd. Det var herligt, og i år kommer han som end forbi igen. Samme scene, næsten samme tidspunkt.
Nogle navne er vokset i anseelse og berømmelse, og bliver “forfremmet” til en større scene, når det genbesøger festivalen. De fleste er her for første gang, og lander med deres lille brik i spillet (forhåbentlig) på den helt rette plads i det store, samlede billede, Dem skal vi kigge på en hel del af i det følgende, og i de følgende dyk ned i programmet.
Et program, som er vanskeligt at få et samlet indtryk af, og ligeledes komme med en samlet bedømmelse af. Det er med 800 navne (et skøn fra min side) det største Roskilde program nogensinde. Det stikker ved første øjekast i nogenlunde lige så mange kunstneriske retninger. Det ER på godt og ondt et puslespil. Men, ikke et, hvor det samlede motiv er givet på forhånd – du bestemmer selv, hvordan du samler billedet og hvordan det skal se ud!
Det kræver, at man vælger og vrager. Modsat mange andre festivaler, så bliver du ikke holdt i hånden hele vejen igennem programmet på Roskilde. Du bliver guidet, jovist, men en stor del af ansvaret for, hvad man i sidste ende får ud af festivalen er lagt over på publikum selv. Det er ikke det samme som, at festivalen får carte blanche, og ikke skal “stå til regnskab” for valgmulighederne, der tilbydes. De skal, trods alt også indgyde og inspirerer til, at man GIDER vælge.
Det følgende er et bud på, hvad man kunne vælge og mulige ruter igennem programmet, Men, det er også et forsøg på, at skabe en form for overblik. Det er ikke det komplette billede, eller “det rigtige valg”.
Jeg tilstræber, at sammensætte en nogenlunde varieret rute, så er du genre-fascist, eller lider af musikalsk tunnelsyn, så må du finde din egen vej rundt på Roskilde. Det bør du i det hele taget gøre – lyt ikke til en gammel idiot, som mig!
Gør du det alligevel, så kan vi følges ad onsdag og nu torsdag til det følgende…
Torsdag d. 30/6:
Lyder en gruppe fra Benin bestående af piger mellem 11 og 17, der synger om “ligestilling, empowerment og kvindelig omskæring”, som noget der kunne få dig ud af fjerene? Så er du heldig, for Star Feminine Band åbner Pavilion med dansevenlig, stærkt politisk toner kl. 12.00. Prøv lige, at give et nummer som “La Musique” et lyt – hvis det ikke får liv i kroppen, så søg læge eller bedemand.
Skulle det alligevel vise sig, at være for stor en mundfuld fra morgenmiddagsstunden, så kan du trisser over i mærket på Gloria. Her folder Arooj Attab “pakistanske soundscapes” ud fra kl. 12.30. Lyder det alt sammen, som lidt for eksotisk en måde, at starte dagen på? Hmm, hvad så med, at køre den danske vinkel? Der er R&B pop og ballade… ballader… fra Coco O. på Avalon fra kl. 13.00.
Og i mens jeg skrev det, tonede “Restless Heart” af guitaristen Yasmine Williams ud i højtalerne. Hun kigger forbi til strengeleg kl. 14.00 på Gloira, Hun spiller, og laver åbenbart den ret fyldige lyd, med to hænder på den akustiske guitar (nogle gange kalimba). Nuvel, hun bruger heller ikke krudt på, at synge, men nøjes med af give den gas med fingrene. Det lyder ganske imponerende, men det rene instrumentale setup gør det måske også en kende monotont at lytte til.
Skulle det blive lidt for søvndyssende for dig, så kan du jo drible over og se hvad ungdommen laver på Arena på samme tidspunkt. Her skal Tobias Rahim forsøge, at hive og lokke de yngre generationer ud af deres ildelugtende telte, når han synger om, at være en stor mand på Mucki Bar. Og han har sikkert flere sange om… andre ting!
Kender du det der med, at blive forgabt i én bestemt sang, og den stemning den frembringer/emmer af, at den kommer lidt til, at overskygge resten en kunstner lavet? Sådan har jeg det med “Sad Dream” af Sky Ferreira. For satan, hvor lyder hun trist og hvor er det nummer drivende sentimental følelsesporno. Og jeg elsker det! Spiller hun den, som en del af sætte når hun kigger forbi Avalon kl. 15.00, så er der risiko for, at jeg lige skal stå og bølve lidt med min “høfeber”.
Så kan man snøfte hele vejen på tværs af pladsen med kurs mod Mantra (hvis man ikke lige bliver fanget og viklet ind i Irreversible Entanglements eksperimenterende toner på Gloria på vejen). Mantra er festivalens “nye” scene, der kun spiller i dagtimerne, indtil Apollo tager over med unga bung og dakkedak når solen går ned. Den præsenterer en musikalsk ganske farverig palette, blandt andet afrofuturistiske Onipa kl. 16.00.
Nu vi er i det hjørne, så er der alternativt mulighed for, at svinge forbi Pavilion på samme tidspunkt Her bydes der på Dakhabrakha, et ukrainsk band, som kan byde på “ethno-kaos”. I følge omtalen på festivalens hjemmeside, så hyldes de af “musikskribent”, som “det bedste liveband nogensinde”. Der henvises til en artikel i Information, så du ved, at det ikke bare er tomme ord!
Er det alligevel lidt for kaotisk og udfordrende til din eftermiddagsbrandert/koger/kaffemave? Hmm, hvad med 3 ret “hvide” tilbud så?
Ligeledes klokken 16.00 kan du få dig et skud norsk pop fra Sigrid, der skal prøve, at samle stumperne af ungdommen op efter Rahim på Arena. Den norske popkunstner er et af de navne, hvor Roskilde var tidligt ude. Således har hun spillet på festivalen i både 2017 og 2018, da karrierekurven var på vej op. Nu skriver vi 2022, og er Sigrid så blevet det kæmpestore verdensomspændende popnavn, som vi blev lovet? Jeg ved faktisk ikke, hvor stor og hvor meget buzz hun har. Forstå mig ret, jeg synes hun er god, men er hun “hovednavn på Arena” god?
Man kan vel med rette sætte det samme spørgsmålstegn ved Kacey Musgraves, er popcountrystjernen SÅ stor en stjerne, at hun er hovednavnværdig? Det kan man selv få indtryk af, når Musgraves indtager mægtige Orange kl. 17.00. Det er ellers ikke naturtalent, som mangler her, Musgraves debuterede som 14 årig i 2002, og har siden etableret sig, som en af de største navne indenfor den kommercielle del af den amerikanske country.
Skulle det lyde alt for hvidt for dig, så er der på samme tidspunkt 00er indie fra Modest Mouse på Avalon. Vent, det lyder da om muligt endnu mere hvidt?! 00er nostalgi er bare ikke lige min ting, så jeg kokser nok ud med noget countrypop efter den norske pop, så jeg kommer i den rette position på pladsen.
Egentlig ville jeg meget gerne se John Cxnnor på Gloria kl. 18.00, hvor de to LLNN Sejersen-brødre, Kjetil og Rasmus, parkerer de post-apokalyptiske hardcore toner for en stund. Og i stedet leverer et undergangsspundtrack af den endnu mere synth-tunge og scifi-filmiske slags. På Samme tidspunkt er 90er fest med TLC på Arena, det har jeg ingen holdning til, og walisiske Cate Le Bon, som er spændende, hvis det de endelig skal være indie.
Det er alt sammen meget godt, men allerede kl. 18.30 er der Yola på Mantra. Og jeg vil nødigt gå glip af muligheden for, at se om hun er et stjernefrø in spe og kan leve op til numre som “I Don’t Wanna Lie” og “Diamond Studded Shoes” live. Det er R&B country/soul! Så ville det dælme være nitten, hvis hun mødte op med et eller andet bovlamt backinband eller discount backtrack…
Hvis det der 00er nostalgi er lige dig, så kan du holde stimen kørende med Jimmy Eat World på Avalon kl. 19.00. Det virker af en eller anden grund som om, at Roskilde har været meget opsatte på, at booke de her emo-punks. De var i hvert fald også på plakaten under Coronaen. Er de, og har de, på nogen måde et navn i 2022? Nuvel, bookeren må kunne se et eller andet her og have fidus til, at de kan levere en mangelvare.
Ligesom dem, der har booket The Whites Boy Alive og insisteret på, at de er store og relevante nok til, at spille på Arena i 2022. Undskyld mig, hvis det er dit favoritorkester, og undskyld mit sprog, men fucking gaaaaaab. De vil forsøge, at lukke gabet på mig kl. 19.45, men jeg vil næsten heller udsætte mig for et spark af en hest for, at få rusket lidt op i sagerne. Det kan være, at Megan Thee Stallion er leveringsdygtig i den slags, når hun får Orange til at ryste kl. 19.30??
Såfremt hun kommer til tiden og spiller mere end 45 minutter. Men, OK, måske er det også nok? Nå, hvor var vi i et program, som er ved at have lidt midt-torsdagskrise? Der er Klein kl. 20.00 på Gloria, hvad er det mon? “Klein er en lydskulptør”… Okay! Det er da kunst, men er det lidt for udfordrende først på aftenen, så kan man samle kræfter til anden halvleg, som starter lige NU.
Vi lægger ud med en masse “måsker/det lyder da som en oplevelse”, fordelt på 3 scener. Klokken 21.00 er der Alogte Ono and His Sounds of Joy på Avalon. Det er ghanesisk dansefest baseret på rytmisk gospelmusik, det lyder som noget, hvor man kunne få sig en kropslig oplevelse. Og sved på panden! Skal pulsen ikke så lang op, så er der noget mere afdæmpet med Moor Mother på Gloria kl. 21.30. Det jeg har fået lyttet til, er lidt svært at beskrive. Det er en form for poetisk lydkunst/lydlandskaber, med elementer af noget jazzet og hiphoppede rytmer?
Endelig er der noget helt andet fra… Evritiki Zygi (yes, det kommer vi ikke til, at skrive flere gange), der indtager Pavilion med psykedelisk folkemusik fra Thrakien. Nej, det er ikke et opfundet land fra en Tintin tegneserie, men en region i grænselandet mellem Bulgarien, Grækenland og Tyrkiet.
Skulle det ikke være skørt nok, så kan man jo snuppe Dua Lipa på Orange et kvarter senere! OK, torsdag byder på mange på papiret interessante oplevelse, men hovednavne i vores læsersegment/aldersgruppe vil muligvis være fristet til, at købe sig fattige i fadøl til 47 kr. stykket.
Jeg har dog tænkt mig, at tage Roskilde tyren ved hornene og lade mig stange! Dumt, jaha, men der skal mere end lydskulpturer, gakket folkedans og røvrysterpop til, at få mig ned med nakken. Måske kan Phoebe Bridgers få mig i knæ med en stille sang? Hun indtager Avalon i takt med, at tusmørke bliver til midnatsmørke kl. 23.30. Bridgers har en række anmelderroste album med i guitarkassen, både i eget navn og sammen med beslægtede Connor Oberst under navnet Better Oblivion Community Center.
Man skal lige passe på, når man lidt i blinde føjer navne til ens Spotify spilleliste. I troen, at jeg havde fundet det svenske post/kraut-rock/metal band BADA, der spiller på Pavilion kl. 00.00 endte jeg med noget dansk poprap af en eller anden art fra Baba. Ubehagelig overraskelse, da jeg lyttede torsdagslisten igennem! Nuvel, BADA er en del af en kompakt, tungere midnatspakke på Pavilion, der også tæller industriel larm fra australske Kollaps kl. 01.00. Og afrundet med en hæsblæsende sammenbrudsslutspurt fra ACXDC kl. 02.00. 3 koncerter på 3 timer, slam.
Virker det for hektisk eller farligt for dig, så er der mere ungdomsvenlige rocktoner på Avalon kl. 01.30, hvor danske Joyce får lov til, at lukke scenen. Jeg har mere end svært ved, at holde styr på hvem der er hvem af Joyce og Jung. Umiddelbart, så tror jeg, at jeg bedst kan lide de hits Jung har haft i radioen, i forhold til ditto fra Joyce. Men, i min gamle “j-bands blinde” hjerne kan jeg have byttet rundt på bands og sange i farten! Begge populære, så gør det nogen forskel?
OK, OK, OK, jeg har efterhånden fået styr på, at Joyce er dem med “Formskifter”. De er, måske det mest originale af de her nævnte to grupper, så måske fair nok, at de har fået tjansen. Og, så hørt jeg et interview med dem på P6 efter deres festivaldebut på Heartland tidligere på måneden. De lyder som nogle søde unge mænd, der får sig deres livs oplevelse denne sommer – det kan man da ikke andet end elske.
Hvor fanden nåede vi til?! Natmaden? Skal jeg i seng nu? Hvis det her var realtid, så ville klokken nærme sig 3 og jeg ville senest vågne, og vakle mod en morgenskyller 4 timer senere inden kursen går mod skriveladen i mediebyen. Oh, du kan også lige nå, at forvilde dig tilbage i mørket på Gloria og høre Slayyyter kl. 01.45. Hyperpop uden filter, loves der!
I morgen er endnu en dag, som så allerede ER i dag. Og fredagen byder på omkring 25 nye navne, som vi skal finde hovede og hale i, så vi må hellere få fyldt alle depoter op.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival
