Vi skal snart på græs! For første gang i 3 år! Endelig er der igen Roskilde Festival, og der lægges ud med en tætpakket onsdag. Tradition tro har vi været på tur i programmet og kigget på lidt stort, men mest det, der står skrevet med småt. Festivalens første dag byder blandt andet på…
Jeg var længe i tvivl. Skulle man, skulle man ikke. Og skulle man bruge de senere års Corona nedlukning, som en fin streg i sandet og sige, hvis ikke “farvel og tak”, så “på gensyn en anden gang” til Roskilde Festival? Og for mit vedkommende trække stikket for en stime på 21 Roskilde Festivaler i træk.
Nu var stimen jo, på en eller anden måde, ikke brudt, men så da sat på pause. En kærkommen lejlighed til, at hoppe ud af hamsterhjulet. De seneste par års festivalløse somre har lært mig flere ting. Blandt andet, at jeg ikke var så afhængig/stavnsbundet/forpligtet eller forelsket i festivalerne, at jeg ikke kunne overleve uden. Det viste sig, at det kunne jeg godt!
Det første år uden festivaler var, som jeg har skrevet tidligere (og med alle forbehold og respekt for de der på den måde mistede noget af deres levebrød), en gave. Jeg slap for selv, at træffe valget. Andet år uden festivaler var mere af det samme, og en konsolidering af den fornemmelse af startende accept og afklaring: måske var det på tide, at bruge sine somre på noget andet og slappe lidt af?
Det betyder, at man er blevet for gammel, ik’?
Så kom programmet og jeg “kom til”, at dyppe tæerne lidt i det. Snart stod jeg i vand til knæene, så navlen og på ingen tid halsen… dammit. Hvis du ikke vil drukne, må du svømme. Og det viste sig, at en Roskilde nummer 50 “uden hovednavne og andre negative mishagsytringer fra SoME-råbekoret” bugnede med spændende og ikke mindst relevante og fremsynede navne. Plus Robert Plant.
Jeg joker, Plant var ganske enkelt en helt forrygende og kraftfuld oplevelse sidst han gæstede Roskilde, og blæst taget af Arena. Det er noget af det Roskilde kan: overraske på den en eller anden vis, når man mindst venter det. I dette tilfælde var det en gammel hanløve, der stadig havde nogle brøl tilbage under den gråsprængte manke.
Andre gange er det, det lille ukendte navn, på en af de mindre scener, som fejer bentøjet væk under en. Det kunne være en søvndrukken Richard Dawson, der virkede som om han havde sovet under Pavilions teltdug og lige var vågnet velsignet med tømmermænd. Det var herligt, og i år kommer han som end forbi igen. Samme scene, næsten samme tidspunkt.
Nogle navne er vokset i anseelse og berømmelse, og bliver “forfremmet” til en større scene, når det genbesøger festivalen. De fleste er her for første gang, og lander med deres lille brik i spillet (forhåbentlig) på den helt rette plads i det store, samlede billede, Dem skal vi kigge på en hel del af i det følgende, og i de følgende dyk ned i programmet.
Et program, som er vanskeligt at få et samlet indtryk af, og ligeledes komme med en samlet bedømmelse af. Det er med 800 navne (et skøn fra min side) det største Roskilde program nogensinde. Det stikker ved første øjekast i nogenlunde lige så mange kunstneriske retninger. Det ER på godt og ondt et puslespil. Men, ikke et, hvor det samlede motiv er givet på forhånd – du bestemmer selv, hvordan du samler billedet og hvordan det skal se ud!
Det kræver, at man vælger og vrager. Modsat mange andre festivaler, så bliver du ikke holdt i hånden hele vejen igennem programmet på Roskilde. Du bliver guidet, jovist, men en stor del af ansvaret for, hvad man i sidste ende får ud af festivalen er lagt over på publikum selv. Det er ikke det samme som, at festivalen får carte blanche, og ikke skal “stå til regnskab” for valgmulighederne, der tilbydes. De skal, trods alt også indgyde og inspirerer til, at man GIDER vælge.
Det følgende er et bud på, hvad man kunne vælge og mulige ruter igennem programmet, Men, det er også et forsøg på, at skabe en form for overblik. Det er ikke det komplette billede, eller “det rigtige valg”.
Jeg tilstræber, at sammensætte en nogenlunde varieret rute, så er du genre-fascist, eller lider af musikalsk tunnelsyn, så må du finde din egen vej rundt på Roskilde. Det bør du i det hele taget gøre – lyt ikke til en gammel idiot, som mig!
Gør du det alligevel, så kan vi følges ad til…
Onsdag d. 29/6:
Vi lægger hårdt ud og skal allerede vælge fra start, hvis man ikke søger mod Orange for, at få en god plads til Drew Sycamore kl. 18.00. Dropper man Orange åbningen, så “tyvstartes” der på to af de mindre scener kl. 17.30. Jeg ved allerede ikke rigtig hvad jeg gør her. Egentlig så BURDE man jo vælge dansk og støtte Drew, hun kunne godt have brug for det.
Det er prisværdigt, at Roskilde, som så ofte før, viser tillid til et dansk navn, der endnu ikke er helt etableret og lader dem prøve kræfter med Orange. Jeg “frygter” dog, at Orange er lidt for stor en mundfuld for luftige Sycamore og hendes pop/rock. Hun risikerer, bogstaveligt at blafre lidt i vinden, hvis der bare er det mindste gang i sekundmeterne denne dag.
Eller er der mulighed for, at lægge ud med den første omgang musik fra varmere himmelstrøg i år på Gloria. Og det er ikke racistisk, der ER varmt i Brasilien, og der stammer Kiko Dinucci fra. Han præsenteres, som en der blander punk, afrikansk polyrytmik og avantgarde. Har lyttet lidt, og det er ikke så utilgængeligt, som det kan lyde ud fra den beskrivelse. Spørgsmålet er, om jeg kan overtale mig selv til, at starte ud med at gå ind i lille, intim sal i stedet for at styre mod noget større?
Det kunne så være Avalon, hvor Fontains D.C. åbner ballet på samme tid. De spillede på Pavilion sidst de gæstede festivalen i 2019, en ganske hæderlig sceance, hvor de lige havde fået hul igennem med gennembrudshittet “Boy’s of the Better Land”. Den fik efterfølgende spilletid på P6, der åbenbart forelskede sig hovedkuls i den irske gruppe. I hvert fald har de fået stabil airplay, og der er blevet skruet op, op til udgivelsen af deres nyeste plade. Jeg synes det er “helt fint”, og genbookingen virker oplagt og velfortjent, men der er er et eller andet ved bandet lyd og stil, som jeg finder ret enerverende.
I stedet kunne jeg, måske finde på at sætte kursen mod Arena. Hvad sker, der da der? Jo, kl. 18 er der flere brasilianske toner. I dette tilfælde brasilianske Anitta – er der brasiliansk tema i år? Hun spiller/synger “funk carioca”. Det er hiphop straight outta favelaerne i Rio, hvor man blander det med øhhh… alt muligt farverigt? Jeg har med vilje sorteret de fleste hiphopnavne fra i første omgang, bare for, at tynde ud i udvalget, men det her blandingsprodukt virker sgu’ ret spændende. Har smuglyttet lidt, og der er en poppet tilgang, som kan være en fin indgangsvinkel for os blege mænd på over 40.
Er du en bleg hvid mand på over 40, som ikke kan tåle lidt middelstærk salsa, så er der blød indie på Pavilion kl. 18.30. Her åbner den lille teltscene med Lo-Fi fra down under i form af Good Morning.
Efter en kort pause, hvor du lige kan samle brikkerne, tanke op eller studse over om du mon fik tøj nok med ind på pladsen, går det løs med anden halvleg. Vi kan ikke nå det hele, men man burde med lidt snilde kunne nå en 3-4 koncerter inden midnat.
Første valg er retningen, går man mod Gloria eller Pavilion. Vælger du post-rock fra belgiske Amenra på Gloria kl. 20.00, så er du samtidig indenfor realistisk gåafstand til dit næste træk. Trækker du i stedet mod Pavilion for, at lytte til noget umiddelbart ret charmerende og tillokkende folk fra canadiske Daniel Romano’s Outfit kl. 20.15, så skal du derimod være klar til, at få det lange ben forrest bagefter.
Her skal du vælge mellem Avalon og Arena. Fortiden eller fremtiden?! Sidstnævnte tilhører, muligvis Black Pumas, der indtager Avalon kl. 21.00 med deres moderne soulede rocktoner. Smag på et nummer, som “Colors”, hvis det ikke behager dig, så må du rejse længere tilbage i musikhistorien end de her sorte pumaer fra Texas. De KUNNE altså godt være et af de der “next big thing”.
På Arena skal vi heeeelt ned i tempo med legendariske Robert Plant & Alison Krauss, der inviterer til en smagfuld anretning med blues, americana og bluegrass kl. 21.30. Altså oplagt TikTok musik. Jeg kunne, i et svagt øjeblik godt tage mig selv i at tænke, at der er risiko for, at det bliver lidt… kedeligt? Det ER temmelig afdæmpet, også mere afdæmpet end det, trods alt, noget mere rockmuskuløse sæt Plant imponerede med sidst han erobrede Arena. Og så er der spilletidspunktet, primetime på festivalen første, rigtige aften? Det havde, muligvis været bedre tjent som en eftermiddagsdaser i solen foran Orange?
Hvis det altså sammen lyder alt for søvndyssende for en kraftkarl som dig, så er der den første omgang smæk for skillingerne denne onsdag. Klokken 22.00 spiller Employed To Serve nemlig op til protestbal, bevæbnet med metalcore danserytmer. Jeg er normalt ikke den store core dyrker, i hvert fald ikke den rene metalcore. Men, de par numre jeg har fået lyttet til fra dette britiske band har faktisk været ganske fornøjelige.
Alternativt, så kan det jo fungerer som opvarmning til, at du skal over og have pulsen på til Turnstile på Avalon kl. 23.00. Her er der genrenedsmeltning fra hardcore bandet Turnstile, der ikke er bange for, at udfordre genre og lytterne. Det virker, som om at de er lige på nippet af et bredere gennembrud, hvor det lykkes dem, at “krydse over” og ligefrem fiske lidt mainstream opmærksomhed?
Jeg kunne have svoret, at jeg havde set Turnstile på en tidligere Roskilde Festival, men efter at have forsøgt at stimulere min besættelse ved, at trawle gamle programmer igennem viste det sig, at jeg huskede forkert. Eller, jeg havde forvekslet dem med Tune-Yards i 2018. Det er ikke det samme…
Efter, at have spildt dyrebar tid på den måde, så vil jeg afslutningsvis opfordre til, at du slutter aftenen af med, at gøre det samme. Der er Biffy Clyro på Arena kl. 00.15, hvis du savner et godt bud. Jeg går nok ud og leder efter noget natmad. Kan man mon få en pizza til under 120 kroner og er Food For Fifty blevet opgraderet til Food For 75?
Vi skal have fyldt depoterne, for nok havde vi travlt på den korte onsdag, men morgendagen bliver endnu vildere og markant længere. Vi skal nå, at stresse over omkring 30 navne på torsdagsplanen!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival 2019
