Morgendagens stjerner, de hurtige og de glemte, samt nogle gamle kendinge? Roskilde Rising byder på lidt af det hele, eller potentialet til det. For første gang i 3 år, skal vi på festivalgræs og se hvad der spirer i vækstlaget.
Jeg har et ganske særligt forhold til Roskilde Rising. Et, der går så langt tilbage, at jeg stadig jævnligt kalder det for Campingscenen. Det var det navnet, da scenen opstod i år 2000. Sidenhen har den også gået under navnet Pavilion Junior. Det er altså lang tid siden, at scenen skød op på campingpladsen, som en lille ladvogn med et skrabet PA-anlæg.
Det har jeg skrevet udførligt om inden vi skulle på Roskilde Rising senest i 2019, da scenen havde en form for uofficielt jubilæum. Jeg sjattede mig frem til, at det måtte være 20. gang – så havde jeg da lidt at skrive om! Endda noget, der interesserede mig, hvor man kunne få lov til, at grave og lege musik arkæolog.
Hvem var de, de tidligere optrædende på de forskellige inkarnationer af scenen? Hvordan afspejlede de festivalen, tiden og det omkringliggende samfund? Hvor blev de af? Og hvordan satte de deres aftryk, om noget? I år kommer endelig et nyt kuld til.
Flyttedag på campingpladsen
Det første man skal lægge mærke til, hvis man vil nyde musik på Rising er, at scenen flytter. Efter nogle år (det meste af forrige årti), som nogenlunde fastlægger på vest, hvor man kun vendt og drejet scene lidt, rykkes det pyramideformede telts pløkker op. Og scenen flytter over på Øst. Igen. Her har scenen af 2 korte omgange ligget tidligere med, lad os kalde det “blandet succes”.
I 2004 regnede og blæste scenen væk midt på Øst, cirka i det område hvor grusgraven i mange år har generet vores festivalliv. Derefter slog den sig ned inde på pladsen, som Pavilion Jr. med overdækket delt, frem for open air modellen ude på pladsen. Bedre forhold for kunstnerne, helt sikkert, men jeg har altid bedst kunnet lide open air modellen.
I 2014 tog scenen igen en udflugt ud på Øst, placeret op mod den del af campingpladsens service center. Det blev ikke rigtig et hit, selvom man her for første gang kunne møde eksempelvis The Minds of 99 på Roskilde. Så, “tak” for det. Men, nu prøver vi igen, ikke med Minds (!!!). i det Rising i år er placeret i nærheden af Servicecenter Øst/East.
Aldrig gå tilbage til en fuser? Ah, jeg synes det er ganske fint med nye omgivelser i opvarmningsdagene. Efter vest føles, som om den er skrumpet lidt ind og blevet lidt mere afsondret, så har Rising virket lidt isoleret placeret og afskåret fra hovedparten af campingpladsen.
Nu får den en mere central placering, midt i det hele. Og, så er der formodentlig mere og bedre forplejning, at vælge imellem for os, der skal overleve 3 dage parkeret foran scenen! Ikke mere Eat Beer, tak.
All you can eat Rising buffet
Luksusproblemet består i, at man stort set kan smage på alt, som er linet op på Rising. Og de få gange, der lige er et eller andet, som ikke behager mine delvist lammede smagsløg kan man tage en afstikker til Countdown scenen. Nå ja, den findes jo også og lever sit helt eget liv parallelt med Rising!?!
Countdown har vist også holdt flyttedage. Kan ikke helt huske scenens placering sidst, men nu er scenen i hvert fald en del af den “indre plads”, som bliver åbnet inden hovedfestivalen løber af stablen fra onsdag. Nu er Countdown placeret i det såkaldte Central Park område jvf. kortet. For pokker, I kan jo bare selv tjekke kortet ud, i stedet for at jeg skal pege og forklare ud i ingenting!
Du kan altså hurtigt æde dig en musikalsk pukkel til. Skal vi bare tage det fra en ende af, eller udvælge og lave nedslag, som vi behandler udførligt? En kombi?!?
Som sagt, DU kan sådan set se det hele på Rising. I hvert fald hvis du læser med her på siden og deler vores ret brede smag. Meeeen, man kan jo ikke fremhæve det hele, eller jo, men så bliver det for langt og jeg er allerede godt på vej til, at vrøvle mig til en halv roman. Så vi skøjter lidt hurtigt hen over nogle navne (undskyld) og laver længere nedslag hist og her.
Overdådig åbningsdag
Søndagen er spækket med gode navne, som vi sagtens kunne have anmeldt udgivelser fra. Det bliver Reveal Party, der får æren af, at skyde opvarmningsdagene i gang, når de træder ind på Rising kl. 14.00.
Bandet er aktuelle med det ren roste EP You’re My Favorite Person – I Love You, opfølgeren til debut-EPen You Stole a year of My Life fra 2020. En EP, som også blev taget godt imod rundt omkring i medielandskabet. Sidstnævnte udgivelse sendt vores egen Troels-Henrik 4 stjerner efter, det var dengang vi stadig tildelte stjerner. Han indledte med ordene:
“Reveal Party har en mission; på personlig vis at berette om udfordringerne ved kønsskifter og transgender-feltet. Det lykkes bandet/Emily rigtig godt med og EP’en skal nok især høres, hvis man som lytter har en interesse eller nysgerrighed på netop skift af køn på det personlige og samfundsmæssige plan”.
Jeg har først fået lyttet for nyligt, og fornemmer, at jeg var lige ved at gå glip af et eller andet rigtigt godt her. Ikke mindst nummeret “I’m a Girl” har gjort indtryk og brændt sig fast. Derfor ser jeg også frem til, at opleve gruppen, og Emily live og se hvad de har at byde på live. Samtidig er det et navn, der på den led har formået at være aktuelle, som Rising navn både i 2020 og 2022.
Næste levende billede finder vi allerede kl. 15.30, så ingen tid til, at udforske madudvalget. Inden skal vi smage på noget folk og skandinavisk visesang, leveret af bandet Viik. Som tæller medlemmer fra både Danmark, Sverige og Norge. Det var et af de helt ukendte bands på plakaten for mig, men efter at have fået lyttet lidt virker det ganske lovende. Spørgsmålet er, om det er det helt store trækplaster med sådan en omgang folkemusik midt i ungdomsfesten, midt på eftermiddagen?
Nå, kan være det festglade festivalsegment går glip af en stor oplevelse her. Jeg er heller ikke sikker på, at de tropper op til det næste. Klokken 17.00 er der veganer-punk fra Færøerne i form af Joe & The Shitboys. Indledningsvist var jeg lidt skeptisk overfor denne booking, virkede lidt bevidst “gimmick” agtigt. Jeg mener, et biseksuelt vegansk punkband fra en “glemt/ignoreret/lidt hånet” del af fædrelandet.
Men, så fik jeg lyttet lidt til nogle af punkernes korte og eksplosive numre. Det er sgu’ ikke helt dumt. Kort, effektivt og fængende, forhåbentlig dukker der nogle folk op foran scenen. Eller kan indfange nogle intetanende forbipasserende til en hurtig omgang slamdance.
En lidt anden form for dansefest kunne måske opstå til AySay kl. 18.30. Aarhus-gruppen blander musik og stemninger fra deres dansk/kurdiske ophav og har fat i et eller andet her. Jeg har ikke fået dyrket musikken indgående endnu, i skrivende stund befinder vi os knap to uger tilbage i tiden i forhold til når du læser dette. Så jeg har tid endnu – eller havde!? Nå, der ligger både en EP fra 2018 og et album fra 2021 og venter. Har dog blandt andet smagt på sangen “Ben Benklemem”, det er helt forrygende!
Så AySay for, selvfølgelig et stort kryds i programmet og et “måske skal du ikke gå glip af dem her” mærkat. Det har jeg lige opfundet til lejligheden. Og, du skal, naturligvis ikke gå glip af noget som helst – du har tid til, at spise på onsdag. Eller også kan vi lige nå en lille bid, sikkert alt for dyr, aftensmad inden LINN kl. 20.00
LINN er anderledes. Er det pop eller rock? Lydeksperimenter? Elektroniske drillerier? Bevidst svær, at sætte i bås? En lo-fi leg? Måske lidt af det hele. Bag navnet gemmer sig Linn Holm, der tidligere var den ene halvdel af rock-duoen The Bowdashes, som vi tidligere har anmeldt her på siden. Hov, Troels-Henrik har da forresten også anmeldt LINN EP Happy Metal. Den gav han 2 stjerner… nå, udfordring accepteret, Troels-Henrik!
Det er måske endnu en bevidst udfordring til publikum, hvis de mest festgale da ikke er flygtet ind til Countdown for længst. Jeg kan ikke lade være med både, at nyde at Roskilde er så insisterende på, at gå deres egne veje med det de præsenterer og små-grine lidt af samme årsag. Ikke på nogen nedladende eller overbærende måde, det er bare Roskilde Festival i sin egen, herlige nøddeskal.
“Naturligvis” følges en omgang Happy Metal op med Heavy Metal. Sådan da. VOLA er nok mere progressiv metal end heavy, men du fangede nok min brise, bro. Jeg har det lidt on/off med progget metal, der er ikke helt nogen mellemvej. Hælder mod, at den lander på on, hvad VOLA ret melodiske tag på genren angår. Det hakker og sprutter ikke for meget, for mine sarte nerver.
Derfor får du, næsten forventeligt, men man kan aldrig vide, også en “folkefest” til sidst på søndagen. Her smider Rising bookerne et formodentligt sikkert kort med PRISMA. Den fremadstormende søskende-rockduo har nærmest ligget i overhalingsbanen siden sidste efterår, og kunnet nyde synet i bakspejlet. Det skal ikke underkendes, at P6 har haft en vis indflydelse her, men man skal stadig have gode sange og kunne præstere live for, at Roskilde også bider på.
Det lader det til, at PRISMA kan. Jeg kan blot være “bekymret” for om de helt har skud nok i bøssen og benzin på tanken til en 45 minutters koncert. Deres singler er særdeles velsmurte og smittende, og fræser bare derudad. Man kan dog også få fornemmelsen af, at det næsten går lidt for hurtigt. Og her mener jeg rent bogstaveligt. At gruppen har 4-5 virkelig gode sange, men får dem skudt afsted så hurtigt at resten af tiden skal fyldes ud med… hvad?
Nuvel, måske har de endnu flere sange af samme kaliber i bagagerummet og mine betænkeligheder bliver gjort til skamme. Det er næsten en form for luksusproblem, ik? Hvor et band har en håndfuld numre, der er så gode eller effektive, at de kommer til, at stikke af og efterlade resten lidt blottede?
NÅ, skal jeg fandeme også i seng. Der venter en lige så lang dag foran Rising i morgen – og jeg skal have skrevet et par tusinde ord om dagens oplevelser inden!
Endnu en manisk mandag
Jeg har sikkert haft en travl formiddag, bandet over, at skriveladen først åbner klokken 10.00 og ikke kunnet finde noget der var værd at spise (eller som jeg ville betale for!). Man skulle tro, at det var bevidste forhindringer lagt i vejen for os af de hæslige medietyper, som rent faktisk gerne VIL arbejde!?
Så er det godt, at der er dobbelt op på damer fra start! Hvad? Der er sgu’ da to kvindelige navne på plakaten, på Rising, som det første?! Jesus christ. Ej, seriøst, jeg har nævnt det henkastet før, nu gør jeg det igen, vi er på rette vej med omkring 47 % kvindelige kunstnere på Roskilde plakaten i år. Det burde være en selvfølge, noget der ikke var nødvendigt at fokusere på. Måske når vi det rent faktisk, i et bredere perspektiv en dag? Det sagt, GFR redaktionen er, desværre normalt en ren pølsefest, det må vi arbejde på, men Roskilde holdet består af 2/3 hunkøn.
Hvor kom vi fra? Ah, Barbro åbner Rising kl. 14.00 og bliver fulgt op af Lucky Lo kl. 15.30. Sidstnævnte har været vanskelig at undgå, hvis man har fået tændt for P6 i år. Markant og genkendelige, ret dyb vokal og fine singler, som “Mary Mind”, “Supercarry” og “Ever!” har fyldt æteren. Det sådan et navn, der nok er booket til den rigtige scene, på det helt rigtige tidspunkt.
Inden får man fornøjelsen af Barbro og hendes delikate og fine singer songwriter toner. Det er lige før, at det bliver lidt for skrøbeligt og afdæmpet til min smag. Jeg har dog også kun fået lyttet til et par numre, så måske jeg bare lige er landet på de mest stille. Men, kunne godt blive en nydelig og blød begyndelse på en lang dag foran Rising. Forhåbentlig i solen!
Ellers må jeg op af stolen når Daufødt går på kl. 17.00. For det første, så var det et af den bands der irriterede mig lidt bare da jeg læste navnet. Daufødt, hvad fanden skal det nu betyde og er det et eller andet hjemmelavet begreb, eller et andet ord bevidst stavet forkert?! Nåååårh, de er nordmænd og navnet betyder “dødfødt”. Så er vi pludselig gode venner igen…
Det lyder dog ikke som om, at Daufødt er gode venner med kristendom og den slags. Punkbandet har rødder i det sydlige Norge, hvor klassiske old school proto-fantasy bøger som Biblen bliver dyrket på et lidt for seriøst plan. Det går de her ungersvende blandt andet op imod med deres konfrontatoriske toner. Norsk punk midt på eftermiddagen? Velkommen til endnu en dag på Roskilde Festival.
Og at Roskilde Festival også er der hvor kontraster mødes, får vi demonstreret i det næste levende billeder på scene er poetisk indie fra Aarhus. Jeg har tidligere skrevet en hel del om Rigmor her på siden, anmeldelser af singler, koncerter og hvad har vi. Undertegnede vil ikke gå så vidt, at påstå at jeg opdagede bandet, da de spillede på Uhørt i 2019, men for mit egos skyld kan vi da godt lege det.
Ok, spøg (det er ikke en spøg, jeg mener det) til side, men jeg fornemmede i hvert fald af det Michael Strunge inspirerede orkester havde fat i et eller andet dengang. Og noget, som også kunne være oplagt til en Rising Scene. Det skulle, måske have været i 2020. På den anden side så er Rigmor igen aktuelle med en forholdsvis ny udgivelse, og er i mellemtiden ikke blevet så store, at de er vokset fra Rising.
Faktisk befinder Rigmor sig, muligvis lidt i det der underlige limbo. Ikke helt “klar” eller “store nok” til, at ryge på den “rigtige” festival, men har været upcoming navn så mange år, at de efterhånden virker lidt for rutinerede til Rising. Man KUNNE måske godt have givet dem chancen på Gloria. Omvendt, så er der på Rising potentiale til, at nå ud til endnu flere publikummer. Ligesom scene har brug for nogle etablerede og lidt mere erfarne livenavne, som nogenlunde sikre navn man ved kan levere.
Det kan Rigmor. Lige så skrøbelige, uskyldige og papirsstynde de kan virke, så ulmer uvejret og smerten lige nedenunder og kan blusse op hvornår det skal være. Pludselig viser de tænder, bider fra sig og efterlader mere end papercuts. Har man kun lyttet til bandets studieindspilninger, så skal man ikke lade sige narre. Der er i glimt virkelig tråd på deres sange live, ligesom de ikke er blege for, at syre godt ud i løbet af numrene.
Herefter bliver det, måske tid til en lille afstikker til Countdown. Både, så vi kan bese forholdene, men også for, at tjekke Eee Gee ud, der indtager scenen kl. 21.00. Det kan virke som en lidt underligt booking, eller nærmere sceneplacering, da man kunne argumenterer for, at hendes poppede singer songwriter toner ville passe endnu bedre ind på Rising? Jeg ved ikke rigtig hvad ræsonnementet har været her? Nuvel, hun er blevet spillet ganske heftigt både på P3 og P6.
Samtidig (sådan da) på Rising, er der islandske krautrock udflugter og omveje med Korter I Flog kl. 20.00. Efterfulgt af mere eller mindre jazzede eksperimenter og skæve indfald fra Smag På Dig Selv. Dem HAR jeg smagt på, og jeg har endnu ikke helt vænnet mig til den. Det ved jeg sgu’ ikke lige om er mig, derfor er det måske også bedre, at strække benene og tjekke Countdown ud.
Så kan de være, at man vender tilbage klar og frisk i hovedet til Senso, der lukker og slukker Rising kl. 23.00. Det er et af de nyere popnavne, som er kommer lidt ud af det blå for mig, men som pludselig er lidt over det hele. P6 har opdaget dem, de har både spillet musikken og interview bidder, hvor de får lov til, at komme til til orde.
Går ud fra, at de har været booket til Rising i mindst et halvt års tid, så bookerne har da fornemmet et eller andet her, som nu ser ud til, at bryde ud i fuldt flor. De numre jeg har fået lyttet til, både i radioen og på nettet, virker også ganske lovende, om end det måske ikke helt er lige MIN smag. Det er, muligvis Rising dagenes “se dem før de bliver store/større” mærkat, der skal uddeles her?
Og med det fine label uddelt, blev det også sengetid igen?!
Tunge og bløde tirsdagspakker
Så er vi allerede fremme ved sidste dagen på Rising, hvor vi lægger ud med Atusji. Gesundheit! Terkel Atsushi Røjle åbner scenen til vanlig tid kl. 14.00, og det gør han med en lyd, som jeg i mangel på bedre vil beskrive som meget moderne.
Et mix af musikalske strømninger og genre, som har været oppe i tiden de senere år. Samlet til et ret unik udtryk. Det hele vil nok ikke falde i alles smag, heller ikke min, men blandingen er ret interessant. Og det har noget personlighed, som gør at det skiller sig ud fra mængden. Ja, det blev en ret vag beskrivelse, men det er et af den slags navne, hvor det nok bar er bedst, at man selv giver det et lyt.
Jeg har også fået lyttet lidt til en skøn plade med den herlige titel Én gang rådden, altid rådden. Den har Gabestok begået, og med sangtitler som “Retningsløs Vrede”, “På Gravens Rand”, “Smitsom” og “Tågens Melodi” har man måske en fornemmelse af, hvor vi skal hen. Det er sort metal. Metal er ikke længere en af grundpillerne på Roskilde, der har udviklet sig i takt med publikum. Der er dog næsten altid blevet plads til et black navn på Rising, så den del af undergrunden ikke glemmes helt.
Gabestok indhyller Rising i deres hadefulde tåge kl. 15.30, og det kunne sgu’ godt gå hen og blive ganske fornøjeligt. Skal man smide nogle relaterbare referencer, så kunne deres klang beskrives som en mere heavy rocket udgave af Solbrud, der møder en lidt punktet version af Slægt. Det er sådan lidt i det krydsfelt, at det jeg hidtil har fået hørt af duoens output ligger.
Det følges op af noget, som ud fra kunstnernavnet snyder lidt. Klokken 17.00 er der nemlig Afskum, men det er IKKE et metalband. Derimod er der tale om tænksom keyboard-pop fra Prince Askar, der ikke er at finde på dine officielle streamingtjenester. Han har nemlig kun udsendt sin musik via Soundcloud, men åbenbart fanget en Roskilde bookers opmærksomhed der?
Har det ikke fanget din opmærksomhed, så bliver du måske fanget af Blikfang, der kæmper for din opmærksomhed kl. 18.30. Jeg lyttede til et af deres numre, “I Ved Ikke Noget Om Mig”, hvor et eller andet virkede lidt bekendt.
Det vil sige, jeg troede det var Blikfang, men sangen er også krediteret til FRAADS. Hvilket giver mening i det David Engelbrecht, den ene del af Blikfang, også er en del af FRAADS. Den anden halvdel af Blikfang udgøres af Søren Gade, der har en fortid i punken. Sammen er Blikfang ovre i de kulørte 80ere, hvad deres poptoner angår. Det er jo meget oppe i tiden igen, hvilket jeg sagtens kan leve med lidt længere.
At Brimheim er blevet placeret på Rising må vi også leve med. Hun kunne nok godt have klaret, at blive sendt ud i rampelyset på en lidt større scene. Men, så er vi tilbage ved “nogen skal trække læsset” på Rising, og den opgave synes at tilfalde Helena Heinesen Rebensdorff og band i prime time tirsdag kl. 20.00.
Jeg har overordnet været ret begejstret og imponeret af den perlerække af stærke singler, som Brimheim har udsendt over de sidste par år. Du har sikkert stødt på nogle af dem i radioen, “Four Chambers”, Exquisite Bliss”, Myself Misspelled” og ikke mindst “Call It What You Want”. Sidstnævnte himmelske ballade, var min favoritsingle blandt dem jeg udvalgte til Repeatlisten her på siden i 2021.
Hvis vi lige skal have uddelt et tirsdags-mærkat til en af de optrædende denne dag også, så må det gå til Brimheim. Lad os kalde det… “Risings sikre trumfkort” mærkatet. Og så har jeg forhåbentlig ikke jinxet noget!
Så kan man vælge! Ja, det er muligt, at man lige kunne tage en afstikker til Countdown, hvor Dopha står klar i det grønne kl. 21.00. Det er jo ungdomspop og pjat, men det kan man da også trænge til, hvis man lige forvilder sig ind på P3 og hører radio med og for de unge? Lytter unge mennesker overhovedet til radio? Er der unge mennesker, som læser det her?
Bliver man i stedet hængende foran Rising, så bliver poppen mere guitarbaseret. Klokken 21.30 pakker Roseelu nemlig spaden ud og giver os et skud frisk poprock, direkte fra hjertet af den 19 årige hovedperson. 19 år… jøsses… tror jeg var 20, da jeg endelig turde tage på min første Roskilde Festival, hvis jeg skulle have stået på en scene som 19 årig var jeg sandsynligvis i akut brug for et bare rene benklæder…
Vi har lige et enkelt navn tilbage inden Rising lukker ned for i år. Sidste navn på scenen er Blæst, der lader til at have godt med medvind og vind i sejlene (bazing) siden jeg anmeldt EPen Vindstille fra gruppen i 2020. Gruppen, der gør sig i moderen, ungdommelig og dansevenlig pop, har i hvert fald fået hul igennem med deres seneste single.
Ikke mindst et nummer, som den let-funky og swingende “Juice”, har indtaget radiobølgerne. De adskiller sig fra “bølgen” af drengepop navne, der red højt for et par år siden ved, at have en kvindevokal i front. Ellers hiver de også på nogle af de samme 80er referencer, som har været oppe i tiden de senere år. Et tidstypisk navn, og endnu et, som har ramt noget i tiden, som Roskilde lader til, at have fået booket lige på det rigtige tidspunkt.
Dermed kan vi danse elegant ud i natten og samle kræfter til, at det hele bliver nulstillet og starter forfra i morgen. Bare i endnu større skala. For en del af de optrædende på Rising bliver det muligvis det største de karrieremæssigt har, og kommer til, at opleve. Andre vil fortsætte den opadgående kurve, og måske være at finde på en af de større scener i kommende år.
Det er aldrig helt til at forudse. Og Roskilde insisterer også på, at give plads til navne på Rising, som næsten med sikkerhed ikke kommer til, at få noget større eller bredere “gennembrud”. De små, de skæve og de sære. Og så er der af og til et Minds of 99, som af en eller anden grund stikker helt af.
På flere punkter er Rising også “vores” scene, og grunden til at vi gør det her. Vi forsøger, på vores egen lille, begrænsede platform at give plads til dem, der er på vej frem. På vej sidelæns, eller mod strømmen. Vækstlagets spirer, der har potentiale til, at blive blomster, eller ukrudtet som andre ikke finder plads til.
Når nogle af dem lykkes med, at tage springet fra Rising, så er de også ude af vores hænder. Fuglene er fløjet fra reden, og vi kan ikke længere gøre noget for dem. Men, måske har vi kunnet bidrage bare en lille smule med et eller andet i processen til, at gøre dem flyveklare?
Lad os se, hvad årets kuld har at byde på, fra på søndag!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Rising
