Rouletten ruller igen, yes, Roskilde Festivals officielle spilleliste er sat på shuffle og landede på alt fra popmusik fra Greta og Hjalmer, “svensk synth-babe kollektiv” og en nasty rapper der synger “bitch”, til slagkraftig sludge, belgisk post-metal og norsk støjrock.
Yes, det er en gentagelse af den bragende succesformel fra sidste år. Eller i hvert fald en gentagelse! Konceptet er det samme og nogenlunde enkelt og har man Spotify kan man selv lege denne lille leg derhjemme, eller på farten, hvor man nu lige har tid. Og det er med det forbehold, at vi i skrivende stund befinder os i en usikker Corona-lockdown tid, hvor vi håber på det bedste og ligesom Roskilde Festival satser på, at det hele bliver gennemført som planlagt. Ellers var det her skriveri lidt spild af tid, haha! Ha… hm.
Kort og godt går det ud på, at jeg har fundet Roskilde Festivals officielle spilleliste på Spotify, ikke for at reklamere for den streaming tjeneste men det er nu lige min foretrukne (HOST!, Red.). Jeg trykker shuffle og lytter til det nummer den lander på og forsætter derfra. Der føjes jævnligt flere kunstnere til plakaten, så der kommer flere artikler som vi rykker nærmere sommerens festival. Lander jeg på en kunstner jeg har været omkring før, trykker jeg “next” og shuffler videre. Lander jeg på noget, som umiddelbart lander FOR langt fra noget jeg kunne finde på at dække under festivalen smutter jeg videre.
Pointen er, at danne sig en form for forhåndsindtryk, falde over nogle navne jeg ikke kender og få en idé om, hvad der skal dykkes ned i inden festivalstart. En art smagsprøve på den bugnende Roskilde buffet.
Der lægges hårdt fra land, shuffle-funktionen vælger Helms Alee med “Beat Up”, et navn der ikke lige umiddelbart siger mig noget, men de kradse toner brummer da godt igennem! Lad os lige researche lidt… øjeblik… OK, det er en trio fra Seattle, der er dannet i 2007, så det er simpelthen et navn der indtil videre er røget under min radar. Men deres bastante sludge/post-hardcore larm kunne da godt være noget jeg skal have dykket yderligere ned i! Det er også et lydbillede jeg lige skal tune ind på, det hele virker meget kantet og en smule “off”, med en mande- og kvindevokal, der vælter lidt ud og ind. Det kunne godt blive en af de der “få renset ørerne og smeltet hjernen lidt” koncertoplevelser når de spiller fredag på Roskilde. Der er satme noget power i det her.
Vi bliver i den mere hårdtslående del af programmet i det vi lander på JABBA med “Burns”, som indledningsvis lægger i meget naturlig forlængelse af Helms Alee. Det støjer, knitrer og slår gnister i et meget “metallisk” lydbillede, ikke at det er er metal som sådan men lyden fra den norske duo er hård, kantet og trods at det er rock, ret maskinel, især hvad trommerne angår. De er en del af Rising programmet, hvilket kan blive til deres fordel på flere punkter – ikke mindst hvad længden af koncerten angår. Det er et af den slags navne, hvor jeg tror 35-40 minutter er fint og derefter bliver formlen for begrænset. Og så er vi videre til en omgang belgisk post-metal fra Amenra. “Children of The Eye” strækker sig over næsten 10 minutter, så både hvad længde og genre angår er det naturligt et band der tager sig godt tid til, at komme i gang og bygge op. Når sangen endelig brages i gang efter 2 minutter er der fint med opbygget tryk i kedlen, arrige skrig og en sejt vuggende melodi, der lidt lyder som en kæmpe bølge der ruller fremad. Gad vide hvad titlen betyder? “Children of The Eye”? Er øjet noget uhyggeligt? Er dets børn?? Nå, svaret åbenbarer sig måske når de spiller på festivalens sidste dag – jeg kunne godt lokkes til at kigge forbi.
“Synth babes-kollektiv” fra Sverige? Er det en ting? Og hvorfor er jeg ikke blevet informeret om det lidt tidligere?! Nå, i denne sammenhæng dækker det over Loljud med nummeret “I’m Out Of Order Until Further Notice”, som er en titel jeg egentlig godt kan relatere til. Nuvel, om dette eventyrlige og ret spacy synthflade nummer bliver luftet, og i hvilken form, på Roskilde Rising må vi jo se. Kollektivet består åbenbart også af Ninoosh, der dog ikke er krediteret som medvirkende på dette nummer? Hov, måske er det her egentlig på Countdown? Det ville nok give mere mening… hmm… det kunne jeg faktisk godt finde på at tjekke ud?
Tilbage på sporet, da var jeg da lige ved at vandre for langt væk fra vores normale dækningsområde, alle de forbandede fristelser! Vi tager en tur til Svalbard… med Svalbard! Hævnporno. Kom her og sæt dig, vi er nødt til at tage en snak. Nå, OK, Svalbard tager den for os på “Revenge Porn”, en energisk og oprevet punket hardcore’ish sag. Det er sådan en genre og stil, som balancerer lige på grænsen til at blive for meget til min smag. Det hele bliver sådan lidt… core. Men i mindre portioner, som her, så synes jeg det er ganske forfriskende. Nok til at kigge forbi deres koncert torsdag? Ehhh, lad os se hvad dagsformen siger. For satan, den her sang varer over 6 minutter, nu må den gerne snart slutte. Uh, “Balders Bål” med vores egne herlige hedninge rockere Bersærk. Det fængende nummer har jeg faktisk anmeldt som en del af Repeat-serien i slutningen af sidste år. Så vi dribler videre med en anbefaling om at fange dem live, hvor de plejer at give den alt hvad den kan trække, Fredag d. 3.
Du så nasty! Jo, du er! Lige så nasty som Rico Nasty på “Smack a Bitch”. Wow wow, bare rolig, hun er kvinde, så hun må gerne sige nasty! Og (måske) også bitch? Jeg kan nu godt lide et stykke med rapz musikz, også på festival, så det kunne godt være “dagens afstikker”, det vil i dette tilfælde sige “lørdag” aka “sidste dag” aka “jeg prøver bare at komme igennem”. Dog kaldes hendes konfronterende genre åbenbart “sugar-trap” hvilket gør mig lidt betænkelig. Object Blue, der er “resident dj” på Apollo scenen, NEXT. “Do my Thing” BICTH! Hov, kneejerk, det sidste var ikke en del af titlen på Erika de Casiers nummer. Må sige at hendes lidt sødemfulde og bløde r’n’b pop keder mig fra første strofe og giver mig underlige 90’er flashbacks?! Det bliver et “nej tak” herfra. Videre! Slap af, bro! Måske trænger jeg til at slappe lidt af? “You Need To Calm Down” siger Taylor Swift i hvert fald til mig… måske skulle hun have sagt det på en måde, som trængte lidt mere ind hos mig? Lad os bare sige, at det her afpillede popnummer ikke lige er mit favorit Taylor Swift nummer…
“Electric Messiah”, ja for faen, så sker der endelig noget igen når High On Fire galopperer og bjæffer derudaf, som var de Motorheads beskidte og sludgede nevøer. Jeg tror måske kun jeg har oplevet trioen en enkelt gang live, da de spillede på Atlas i Aarhus for… ahm… 7 år siden? (Det er korrekt, Red.). Det var en so-so oplevelse, men de virker også lidt som et orkester der enten rammer den som John Faxe i EM finalen eller lidt mere lala, så jeg tager chancen torsdag, hvor de sikkert får en sen tjans på Pavilion eller Avalon (hvilket ville være for stor en scene). Hold da op en kontrast til Yola og hendes varme country-soul på den flotte “Faraway Look”! Det var lige før, at mit hoved ikke kunne klare det spring, men så blev jeg overvældet af den næsten 70’er klingende lækkerhed i det besnærende lydbillede. Og så den vokal, der satme noget kraft her. Hvad fanden er det her?! Hun hopper lige fra bruttolisten til en must see plads i fredags programmet.
Og i mens jeg sidder og flyder væk i sonisk velvære er shufflen landet på Tyler Childers, så vi holder os i det country-prægede, ikke at det gør mig noget. “All Your’n” tager også en med tilbage i tiden, denne gang er det til Kentucky. Langt ude på landet. Ligesom beslægtede Sturgill Simpson blandet Childers de mere “landlige” genrer fra guds eget land og giver det et moderne, eller i hvert fald mindre støvet, løft. I det hele taget lyder det her meget “rent”, rent produktionsmæssig, det er næsten The Eagles-varmt i sin lyd? Du er så hvid, Tyler. Nå, i mens jeg sidder og drømmer mig til midt-vesten, så er String Quartet No. 13 something something nummer dit og dat gået i gang i baggrunden, godt for dem, men altså Tyler. Fang ham lørdag. lugter af en “tidlig” Avalon placering.
Avalon bliver muligvis også placeringen for australske Alex Cameron, når han igen gæster Roskilde torsdag, og sikkert spiller “Miami Memory” (du har hørt den på P6 sidste efterår)? Pavilion ville måske være mere passende, men hvis festivalen lige ønsker at sætte en fed streg under, at de ramte plet da de for et par år siden havde ham som “totalt ukendt” på Gloria, så kan han muligvis godt hoppe til den større scene. Han er på must see listen efter at jeg helt aktivt valgte ham fra da han indtog festivalens mindste scene i 2017. Måske en fejl, men et kalkuleret valg taget på grund af tids- og arbejdspres og at jeg var ret sikker på, at jeg ville få chancen en anden gang. Bingo.
Nå, vi skal vist til så småt at runde af for denne omgang Roskilde på Shuffle, hvis det ikke skal blive for langt og hjernen begynder at zoone ud. Hjalmer og Medina alligevel? “Folk Som Os”… mja… hvad med dem? Urrrrrrrghhh, jeg kan godt lide pop, men når de synger “denne verden mangler folk som os”, får jeg lyst til at skrige ubehagelige ting og slap the shit out of them. I GØR MIG KED AF DET! Stop. STOP. Pyha, Greta to the rescue. Den tyske sangerinde med base i Danmark kan opleves på Roskilde Rising, hvor hun spreder 80’er inspirerede poptoner, hvilket hun gør ganske godt. Nummeret her, “Daughter”, er måske ikke min absolutte favorit blandt hendes singler, men det er godt håndværk og lyder labert på den helt rigtige lettere retroficerede måde.
Det ville egentlig være et fint sted, at lukke biksen for denne gang, meeeen, så gik de smittende afro-beatede toner fra Gyedu-Blay Ambolley og “Afrika Yie” i gang. Og mine skuldre begyndte at rulle helt af sig selv. Det vandrede ned til hofteregionen og min dejlige bootay… “James Brown fra Ghana”, står der på Roskildes hjemmeside, hvilket forklarer den lidt soul funky vibe der også kigger frem, og måske også forklarer hvorfor det virker så godt på mig. Jeg er nemlig en slags “Thomas Helmig fra Herlev” (Nok mere Mick Hucknall, Red.).
Jeg finder selv ud, ses til 3. omgang shufflefest om nogle uger.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival 2019
