Roskilde Festival er historisk på flere punkter i år, blandt andet er “hele” programmet historisk tidligt ude. Lad os tage et første, hurtigt kig på, hvad udgave nummer 50 af Roskilde Festival kan byde på?
Roskilde Festival har nemlig en form for jubilæum i år, den halvtredsindstyvende, så det egentlige 50 års jubilæum er jo egentlig faktisk først næste år – men lad gå da. Sådan en rund fejring, som festivalen også selv har lagt op til at markere, lægger jo en ekstra form for ydre (og sikkert også indre) pres på festivalens bookere, ledelse og programlægningen. Publikum forventer ligesom et eller andet ekstra, måske endda ekstraordinært, spektakulært eller bare STORT.
Roskilde har tidligt, men måske ikke helt klart og tydeligt, meldt ud, at de ønsker at kigge fremad og ikke svælge for meget i nostalgi og så videre, og dermed også lagt op til, at programmet ikke skal være en art greatest hits eller en plakat spækket med mastodontiske headlinere. Det ved jeg ikke om de helt har fået forventningsafstemt med et krævende publikum? Det er heller ikke en nem situation festivalen befinder sig i, forventningerne er altid høje men i år har de sikkert fået et nyk i vejret. Hvordan håndterer man det når der, som sædvanlig, bare ikke er utallige store navne at vælge imellem og at bookingmulighederne sådan set er som de har været i mange år nu?
Det er en balancegang, festivalen har selv været med til at skabe fokus på Roskilde 50 og samtidig ønsker man ikke at sætte den normale praksis over styr, hvor man har enkelte store navne øverst og ellers satser på kvalitet blandt de mindre navne. Eller “det næste store og hippe”, eller blot det helt ukendte for feinschmeckerne? Udgangspunktet er, at festivalen på papiret nærmest kun kan skuffe mange, især dem der gider råbe højest på sociale medier med videre. Og alligevel lader det til, at billetterne går som varmt brød igen i år. Så noget må de jo gøre rigtigt for endnu flere end de der ytrer skuffelse? Eller også ønsker mange bare at sætte flueben ved at have været med til Roskilde Festival nummer 50?
Offentliggørelsen af det “fulde” program er overraskende tidlig. Jeg ved ikke om det rent faktisk er rekord, men jeg kan ikke mindes at festivalen har været så tidligt ude med så mange navne. Om ikke andet giver det da en kærkommen lejlighed til, at man kan dykke ned i alt det man ikke kender i god tid! Eller også kan den første skuffelse nå at stilne af?
Hvad får man så i dette jubilæumsår? Lad os tage plakaten i rask trav fra top til bund med nogle nedslag, det samlede overblik er alt for tidligt at skabe sig, det kræver tid, research og er noget vi kan bruge foråret på.
Orange Scene ligner igen et problembarn, hvor det kan være vanskeligt at se hvem der skal fylde alle pladserne ud, hvis man kun går efter masseappel og name value. Taylor Swift er selvfølgelig det åbenlyst største navn med stort på plakaten. Man kan mene hvad man vil om hendes popunivers og persona, men man kan ikke komme udenom at hun er en af de største nulevende og ikke mindst unge kunstnere i verden. og så er hun tilmed kvinde, det skader jo bestemt ikke i disse tider. Samtidig er det hendes første koncert på dansk grund, så det er en mere end godkendt booking. Så er der The Strokes, der vender tilbage med deres første danske koncert siden 2011, hvor de også var at finde på Orange Scene. Nyt album på vej, nogenlunde nutidige, samtidig med at de har noget historik. OG nok det største rocknavn på markedet lige nu, der stadig ikke var booket. Så en rigtig god og nødvendig booking, som desværre blev spoilet lidt af bandet selv på Instagram for et par dage siden. Den annoncering havde Roskilde nok gerne gemt til i dag.
De får følgeskab af Tyler The Creator, der nok er et stort navn med en kvalitetsmæssig ballast, men måske også et, der var større for et par år siden…eller…jeg har ikke helt nogen føling med hvor stor han egentlig er? Han har måske ikke samme, brede appel som en Kendrick Lamar, som blev offentliggjort (igen igen) her på falderebet, eller populære Stormzy og er han det, det unge vil have? De unge vil helt sikkert ikke have gode, gamle Faith No More, der nok er et hovednavn for min generation og også har den historiske vægt der skal til for at være et hovednavn. Men, da de spillede senest på Orange, i 2009, var der ikke ligefrem “udsolgt” foran Orange og da må man formode, at der var en del flere publikummer på min alder på pladsen, så hvordan ser det ud 11 år senere? Jeg klager ikke over Faith No More, men er de reelt et hovednavn for gennemsnitsfestivalgængeren i 2020??
FKA Twigs og Thom Yorke ryger, heldigvis, på Arena, hvor de også hører hjemme og får de bedste arbejdsbetingelser, men det fjerner også to af navnene der står med størst som potentielle Orange headlinere… Hvad gør man så? Deftones hører heller ikke til på Orange længere, det gik da Roskilde havde en mere rocket/metallisk profil. Smider man Anderson.Paak, eller en af tidens mere hotte popnavne Charli XCX op på Orange fremfor Arena? Det kunne sikkert fungere. Thomas Helmig, der af en eller anden grund er booket, spiller i hvert fald på Orange. Intet ondt ord om Helmig, han har helt klart sin berettigelse og plads i den danske musikhistorie og beviste for et par år siden på Northside, at han kan bringe folkefesten. I hvert fald på hjemmebane i Aarhus. Mon ikke også han kunne gøre det en eftermiddag på Orange? Men der var et par andre navne jeg hellere, eller OGSÅ, gerne havde set…
Hvad om man havde slået et par fluer med ét smæk og imødegået både jubilæumssnakken og vanskelighederne ved at fylde hullerne på Orange ud med at have booket en håndfuld store danske navne, der på en måde repræsenterede hvert deres årti. En art hyldest til hvert årti Roskilde har eksisteret. Det kunne eksempelvis have været Gnags som repræsentant for 70’erne og festivalens start, Helmig fra 80’erne, hvis man vil have ham til at passe ind, D-A-D fra 90’erne med lidt god vilje, selvom deres bedste plader måske er fra slut-80’erne og så noget nyere fra 00’erne. Kashmir er væk på grund af deres booking bureaus forbindelse til Northside og Tinderbox, så de får dem eksklusivt i år og Bikstok brugte man sidste år. Men så Malk De Koijn da, som er annonceret til Arena – hvor der nok bliver garanti for flaskehals…
Ja ja, det sluger 4 “Orange pladser”, men der er altså luft nok til at smække et ekstra navn derop, om nødvendigt. Jeg synes bare, at det kunne have været en “nem” løsning, hvor man både giver folket noget de vil have, sørger for en fest hver dag og får adresseret sin egen historie. Nej?
Men hvad så med 10’erne og nutiden, og de er jo alle gamle, hvide mænd?! Der har vi jo så Jada, der får lov til at åbne Orange Scene og skyde et nyt årti ind, et hvor de største scener (forhåbentlig) domineres af mennesker af alle slags køn! Betyder det så også at Haim forfremmes til Orange? Død ved eftermiddagssol og sløvhed på en lørdag i vente!
I mellemlaget ligner det igen en fin blanding mellem kunstnere der allerede har fået sig et navn og dem der ligger på spring, som de næste til at nå højere op i hierarkiet. Der er fine gengangere som Angel Olsen, der står til revance efter hendes Avalon-koncert i 2017 blev kaglet ihjel, og Alex Cameron, som er vokset støt i “berømmelse”, siden han indtog Gloria i 2018. Whitney fik også et mindre gennembrud for nogle år siden efter de gæstede Roskilde Festival og gav en fin koncert på Pavilion. Eller, jeg ved ikke om det var dén koncert, som gjorde udslaget, men indie-folkerne begyndte i hvert fald at blive spillet på P6 Beat efterfølgende. Nu er de så tilbage, lidt større og formodentlig klar til Avalon?
I mellemlaget finder man også et fremadstormende navn som Mura Masa, som jeg indtil videre kun har stiftet bekendtskab med på grund af netop P6. Det lyder som en god blanding af nogle danserytmer, house-beats og en rocket vibe, der kunne appellere ret bredt? Cage The Elephant virker som et nyere rocknavn, der har haft en lidt start/stop karriere hvad buzz og det endelige gennembrud angår. Nu har de måske knækket koden? Løsning: Få Iggy Pop med på en genindspilning af et af deres numre. Kacey Musgraves er en af de nye stjerner indenfor den i USA så populære countrypop og så er hun, åbenbart, lidt kontroversiel i hjemlandet? Fordi hun synger om prævention, sex, har røget en hashcigaret og talt for accept af homoseksuelle og imod religion i hendes musik… PARIA!
TLC (minus L) kommer også, det kan man mene om hvad man vil. Festivalen vil helst se fremad, eller tegne nutiden, det er fedt nok, når man så alligevel kigger tilbage, så er det med et navn der i bedste fald virker som et halvfemser levn. Et andet navn der stikker lidt ud her er for mig Jimmy Eat World, der måske nok var med til at tegne emocoren, men i 2020 virker som lidt af en eftertanke. Det samme fristes jeg næsten til at sige om The Roots, der i år får Arena fremfor Orange, hvor de spillede en rodet men ret underholdende koncert i 2012. En af de mere eksklusive bookinger er det semi-legendariske indienavn The Whitest Boy Alive, der kun spiller ganske få koncerter i år. Det kan vel betegnes som en form for scoop, men igen et med en formodentligt lidt begrænset masseappel, hvis man skal kigge på mellemlaget med “trækplaster brillerne” på?
Så er vi stille og roligt sivet ned mod den del af programmet, som er lidt en musikalsk udgave af Det Vilde Vest. Dårlig hygiejne, hestetyve og frygt for jernbanen! Hvad, nå, nej, OK. Måske er det nærmere et lotteri? Hvor om alting er, det er her hvor de mindre, de ukendte, de skæve, de vildt underlige og “hov, hvad er det her?” navne gemmer sig. Det er den del af plakaten, hvor man enten kan blære sig med, at have vildt interessant og smal musiksmag, være med på beatet eller skal i gang med noget fodarbejde. Jeg ved ikke helt hvad jeg er, men jeg kommer da nok til at bruge noget tid i denne afdeling de næste par måneder for, at finde frem til de skjulte lækkerier.
Umiddelbart kender jeg en smule til walisiske Cate Le Bon, jeg mistænker en Spotify algoritme og noget “dicover weekly” for, at have sendt excentrikeren i min retning? Det samme gælder de norske indie-rockere Girl In Red og post-punkede Squid. Post-metallerne Conjurer har jeg kun stiftet bekendtskab med gennem artikler og anmeldelser, så de er på “tjek ud” listen. Tropical Fuck Storm, de er automatisk på listen pga. navnet!
High On Fire, tjek, been there, done that, men sidst de gæstede Roskilde hoppede jeg over, så måske man skulle tjekke Pike og co denne gang? Heathe har jeg tidligere anmeldt nogle ambitiøse udgivelser fra, de er en del af en midnats-metalpakke på Gloria sammen med Nyredolk og forrygende ORM, de er klart på bruttolisten.I den hårdere ende finder vi også fine navne som The Night Flight Orchestra, Elder og danske Bersærk, der stille og roligt har arbejdet sig op gennem rækkerne. Det har Tvivler måske ikke helt endnu, men det er da dejligt at den danske undergrund også får lidt kærlighed og ikke “kun” på Rising Scenen.
Sidste års plakat var nærmest støvsuget for country, i år får man, ud over Musgraves, Tyler Childers, der er et af de nyere, roste navne på den amerikanske scene, som bider Sturgill Simpson i haserne.
Med småt står også Lingua Ignota aka den amerikanske sangerinde Kristin Hayter, hvis plade fra sidste år, Caligula, jeg hørte for første gang da jeg en mørk aften cyklede hjem i regn, hagl, storm og tordenvejr. Et fuldstændig passende soundtrack til de forhold og øjeblikkeligt var det et navn, som jeg håbede ville ende på årets plakat. En mareridts klingende blanding af industrial, metal og neo-folk gennemsyret af vrede, frustration og noget der bare lyder dybt foruroligende og forstyrret. Fat White Family er et andet, lidt skævt navn, som jeg ser frem til. Dog et, som man måske godt kunne påstå ville have været endnu mere oplagt og aktuelt sidste sommer. Det ændrer dog ikke på, at det er en solid booking. Det samme gælder indiebandet Big Thief, der også pynter længere nede på plakaten.
Rising Scenen tillader jeg mig at gemme lidt, de får et grundigt kig senere på sæsonen, men det ligner den velkendte, spændende blanding af navne, som byder på lidt af hvert. Jeg ser især frem til, at opleve Rigmor igen, som imponerede på Uhørt sidste år og snart er aktuelle med en EP. Man kan også se frem til navne som EmmaDop, Blood Child, Eyes, Gabestok, Joyce, Jung og Visitor Kane m.fl., som jeg skal have dykket mere ned i.
Det er og bliver et lidt uoverskueligt førstehåndsindtryk, hvor det er nemmest at lægge mærke til de navne, som står med de aller største bogstaver på plakaten. Der er masser af navne jeg endnu ikke kender, og sikkert en del jeg har overset i farten. Nu har man historisk god tid til, at sætte sig ordenligt ind i dem der står med småt. Og det bliver (i historisk grad?) nok også nødvendigt, hvis man kigger på hvad der står med stort.
I mange år har det sådan set ikke været de største navne, som var trækplasteret for mig, jeg skriver alligevel mest om de mindre. Men det ser sgu’ lidt tyndt ud i toppen. Jeg forsøger altid at tage ja-hatten på og har i mange tilfælde nok også været (for?) flink og ukritisk overfor Roskilde Festival og toppen af deres program. I år har jeg lidt svært ved, at tage dem i fuldt forsvar. Så kan det skyldes omstændigheder ude af festivalens hænder, det muliges kunst og alt det der og opskruede forventninger i forhold til jubilæet osv., det ændrer bare ikke på, at der mangler noget WOW-faktor.
Jeg hørte netop repræsentanter for Roskilde Festival på P6, hvor de snakkede om programmet. De var i bookingprocessen hurtigt blevet enige om, at de skulle gøre “som de plejer”. De droppede evt. tanker om jubilæumskoncerter og at kigge for meget tilbage og kigge fremad. Det er som end både forståeligt og prisværdigt, men måske man havde kunnet imødekomme noget af kritikken og skuffelsen ved bare at melde det helt klart og tydeligt ud tidligt i forløbet? Men så var man måske bange for negativ buzz og at skade et billetsalg skubbet frem på forventninger om noget stort? Med ærlighed og dialog kommer man længst, nu virker det måske bare lidt overmodigt, selvtilfreds, arrogant og utilnærmeligt. Man kan også se så meget fremad, at man glemmer hvor man kommer fra.
Men nu begynder det sjove, hvor man kan lege musikarkæolog og se hvad man kan grave frem af mere eller mindre skatte i programmet. 50 år eller ej, nogle ting ændrer sig åbenbart aldrig. HOV, Phoebe Bridges og Brittany Howard kommer også, dem havde jeg da lige overset! Frem med luppen…
Og på med den lidt bulede ja-hat, vi ses til sommer!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival 2019
