Vi har fyret op for Roskilde Festivals officielle playliste på Spotify, sat den på shuffle og set hvad den lander på. I denne første udgave af Roskilde på Shuffle er det blevet til appetitvækkere fra Hjalte Ross, Xenoblight, Neneh Cherry, Bring Me The Horizon, Stella Donnelly og Heave Blood & Die.
Roskilde Festival lurer ude i horisonten, vores juleaften, årets main event og på en eller anden måde grunden til, at vi overhovedet eksisterer og sidder og roder rundt med det vi gør her på siden. Programmet brikker er stille og roligt ved, at falde på plads, det samlede motiv er (som altid) lidt broget og måske lidt svært se hvad egentlig forestiller. Ud over en hulens masse navne, kendte, mindre kendte og what the fuck is this? kunstnere.
Det er jo på mange måder helt i tråd med hvordan musikbranchen generelt er i disse år, hvor et hav af streaming tjenester er med til, at tæppebombe en med musik fra alle sider. Derfor forsøger jeg, at være endnu mere på forkant i år og er allerede begyndt på min Roskilde forberedelse i det små. I første omgang ved, at sætte Roskilde Festivals playliste på Spotify på shuffle og se hvad der sker.
Og hvorfor ikke bruge det til et eller andet, i stedet for at vente og samle det hele op til festivalen (hvilket vi også gør) og tyvstarte optakten lidt?
Derfor kaster jeg mig ud i med ujævne mellemrum at samle en håndfuld navne og sange jeg er faldet over på min shuffle tur gennem programmet. Som en form for appetitvækker, inspiration til selv at gå yderligere på opdagelse osv., eller bare lidt musikalsk tidsfordriv!
Et par “regler” fra gang til gang
1) Lander shufflen på en kunstner jeg har omtalt tidligere, så trykker jeg “next”
2) Det skal være nogenlunde indenfor vores dækningsområde
3) Det skal helst være en kunstner jeg ikke kender så godt på forhånd, ellers: “next”.
Det første nummer the random generator lander på er “Embody” af den nordjyske opkomling, eller skulle man sige himmelstormer, Hjalte Ross. Han har fået godt vind i sejlene det seneste års tid, hvor ikke mindst albummet Embody modtog flotte anmeldelser rundt omkring og også endte på diverse årslister… bare ikke hos os, for det var en af de udgivelser, der røg ned mellem sprækkerne i vores indbakke, der efterhånden bliver holdt sammen af tyggegummi og gamle snørebånd.
Titelnummeret her er faktisk mit første møde med Ross, eller, i hvert fald hvad jeg ved af, det kan være, at jeg har hørt et nummer i radioen uden helt at opdage det. Det var ikke ment som en sniger sviner, men mere en konstatering, da Ross’s ret sagte og meget underspillede singer songwriter univers lige umiddelbart ikke gør meget væsen af sig. Det er musik, hvor man skal helt tæt på, og måske helst holde vejret, så ens prustende åndedræt ikke overdøver de delikate toner.
Bestemt ikke dårligt, men nok noget der lige kræver lidt mere tid og flere numre på afspilleren end bare disse 3, stille minutter, inden jeg for alvor fanger the fuzz about Ross. Man må da håbe, at publikum ikke er snakkelystne til denne koncert!
Hah, shuffle hoppet fik mig til, at lande på endnu et dansk navn, nemlig metalhovederne fra Xenoblight, der er en del af Rising programmet. De gik tidligere under navnet Velociter men, der er kommet noget mere vind i de tunge sejl efter de skiftede til Xenoblight, blandt andet er det blevet til en tur på Wacken Open Air og deres Metal Battle sidste år og When Copenhell Freezes Over tilbage i januar. Så de er lidt talk of the metal town i 18/19.
Ganske forståeligt, nummeret “Descension”, som er det vi landede på, viser et band, hvor der er godt med kog i gryderne og fremdrift i sangskrivningen. Og så har de en lille trumf i en kvindelig forsanger, der virkelig kan skære igennem og samtidig også ramme nogle grummere toner. Det er måske ikke en sang der falder i kategorien “super mindeværdig”, men jeg kan lide den mens den spiller og ser frem til, at opleve bandet live, hvor jeg tænker det hele lige får en ekstra spand kul?
Yves Tumor, hmm, det lyder som et besøg på et forladt industrielt kompleks på en fremmed planet, næste. Flohio? Ah, det er noget rapz musik af en art, den kommer i min hemmelige “tjek senere” mappe, næste. Neneh Cherry! Vejrværten Christian Cherry’s halvsøster! No kidding, men Neneh er nok, trods alt, den mest berømte i den store Cherry familie (#saveeagleeyetonight) og det skyldes måske ikke mindst hittet “Woman”, som afspilleren landede på efter vores lille omvej.
“Woman” stammer fra hendes midt-90’er periode, hvor hun også hittede med “7 Seconds” sammen med You.. Yousuf.. Y.. øjeblik… Youssou N’Dour! Nailed it. På det tidspunkt havde hun også flirtet lidt med Bristol triphoppen, hvilket man godt kan fornemme på dette nummer, trods den soul-jazzede klang og atmosfære. Lige det her lugter nok en del af 90’er, det giver mig en Caroline Henderson Made In Europe vibe, eller omvendt?
Efter hittet her holdt Cherry faktisk en pladepause på 18 år, inden hun vendte tilbage i 2014. Seneste album er Broken Politics fra sidste år, som jeg ikke har hørt, men som vist fik ret fine anmeldelser, så vidt jeg husker? Er hun så et navn der batter i 2019 på en Roskilde plakat? Tja, navnegenkendelsesmæssig er hun måske ikke et der ligefrem sælger ekstra billetter, men hun er en af den der slags formodede kvalitetsnavne, der dog vækker en form for genklang, som godt kunne blive en stor oplevelse live.
Så skal vi videre til noget helt andet, syntes shuffle-knappen, Bring Me The Horizon, der får æren af Orange Scene i år. De startede ud som et metalcore band, men er på nyeste udgivelse landet ovre i noget der flirter med stadion rock/pop – hvilket medførte nogle ret voldsomme reaktioner rundt omkring. Altså, blandt deres hardcore fans, dem der ikke kunne lide dem i forvejen var nok ligeglade?
“MANTRA” hedder sangen her, CAPS LOCK! Huha… Det er ikke liiiiiiiige mig, det her. Det var det heller ikke, da de spillede metalcore, det er bare ikke lige min genre. De har beholdt fascinationen for pludselige, men veltimede, break downs og en vekslen mellem “det hårde og det bløde”, med en poppet sensibilitet i omkvædet. Så, er det ikke bare metalcore? Oh, no no no, det er VIRKELIG poppet, det her!
Hvor mange kender det her band kontra, at de er booket til Orange Scene? Det er nok det største problem jeg kan se ved denne booking. Bevares, jeg synes det er noget skrammel, men, hvis der tropper folk op foran den store scene, så kunne de nok godt få en fest, det virker uhyre godt (og udspekuleret) skruet sammen, så det kan få fat i et hoppelystent publikum.
“Automated Lover” af Schake, så er der tanze-rytmer! Blandet med noget der lyder som en… gulerod der bliver skrællet? Next. Nå, vi runder åbenbart stille af i denne første random omgang, Stella Donnelly med “Boys Will Be Boys” (ingen #metoo?). Hold da op hvor er det pænt og nydeligt, i hvert fald indtil Donnelly går op et stykke inde i sangen, lys og klar vokal, men den fik da noget luft under vingerne i den passage!
Lad mig se, læse læse, yngre, australsk singer songwriter, har udgivet en enkelt EP og udsendte hendes debutalbum d. 8. marts, så det er da en højaktuel booking. OK, det er helt klassisk det her, men bestemt ikke dårligt, faktisk lyder det smukt og beroligende, og har, så vidt jeg kunne lurer i teksten, også lidt kant. Er hun mon en af de her tidligt på dagen Gloria bookinger? Hvis det er tilfældet, så virker det ikke som den værste start på dagen!
Ah skidt, vi napper en til, næste nummer på shufflelisten lyder nemlig ret fedt. Grum, lidende metal fra Heave Blood & Die med sangen “Plague”. Det lyder som om det er lige noget for mig. Tungt, grimt, ledt og ikke så meget pis. En blanding af psykedelisk doom og stoner metal, kaldes nordmændene på Roskilde Festivals hjemmeside, det siger vi så! Selvom de er fra Tromsø, så er der dog noget sydstats-sludget over udtrykket. Det er et navn jeg lige skal have lyttet lidt mere til, også for lige at finde ud af, om de har mere i sprøjten end en lyd, der minder en del om mulige amerikanske forbilleder. Men det her nummer faldt i hvert fald i min smag…
Og så slipper vi lige shuffle-knappen og lader playlisten få en pause mens navne får et flueben på listen. Så, indtil næste gang, hvornår det så end bliver, gå selv på opdagelse og husk, de vildeste overraskelser finder man muligvis hos de navne der dukker op imellem dem der umiddelbart appellerer til ens smag, når man shuffler sig igennem programmet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Marika Hyldmar, Xenoblight pressefoto
