Mindre sol, mere vind! Andendagen på Roskilde Festivals Rising Scene bød heldigvis også på fine koncerter fra Gullo Gullo, Kogekunst og Xenoblight og to decideret fremragende fra Rebecca Lou og M Rexen.
Efter gårsdagens bageovn var det en dag på Roskilde med et noget mere uforudsigelig og omskifteligt vejrlig der ventede, da jeg endelig fik slæbt mig ud af teltet ved halv-9 tiden. Lidt køligt, måske, men det gik egentlig fint til min lidt ramte krop. Fik jeg virkelig kun een øl for meget igår?!
Et bad fik dog frisket kadaveret nok op til, at jeg kunne slæbe mig mod pressecenteret tidsnok til, at jeg kunne nå at sidde og stene lidt udenfor det, inden det åbnede kl. 10. Flytningen af Avalon over i dele af det tidligere Backstage Village har blandt andet medført, at pressecenteret nu ikke længere er en gammel lade men et… Gammelt, hvidt party telt af en art, placeret nærmere Orange Scene, fremfor hen mod Arena, som tidligere. Indmaden er dog den samme. Inklusiv gratis kaffe, aka skrivejuice, anmelder tænkesaft, sort strøm, ventende maveonde…
Skrive skrive skrive, jeg savner min skrivemakker der tager endnu et år på bænken, det er sgu mange koncerter at holde styr på som soloskribent! Man kunne, selvfølgelig, tilpasse dækning og skrive om færre, men det er da lidt trist! (Og vi ved du ikke kan stoppe dig selv, red.)
13.15, sharp, var jeg ude af biksen og godt sulten. Der mangler virkelig et morgenmadssted nær pressecenteret… Bare noget med toast… Må man tage sin egen toaster med? Nå, afsted mod Rising og finde noget mad.
Det fandt jeg ikke i den gængse forstand, men måtte da slippe 65 kr. for et tarveligt produkt de vovede at kalde en sandwich med “pulled turkey” fra den klassiske biks der også sælger lasagne. Det eneste der blev pulled i den handel var my goddamn leg. En ubagt bolle, lidt kød, salat og dressing for den fyrstelige sum. Den eneste smag var den dårlige man fik i munden over den deal. For shame… SHAME! 1 stjerne efter “value for money” skalaen.
Gullo Gullo ★★★★☆☆
“Vi hedder Gullo Gullo og vi er kommet for, at rocke jeres mandag”, lød det få minutter inde i deres koncert fra forsanger Anders J. Mogensen, der har en fortid i bandet Kloak. Rocke, måske nærmere save midtover ellers smadre?! I hvert fald er Gullo Gullo ikke et band der giver ved dørene, eller en tidlig mandag eftermiddag, hvor vejret har vekslet mellem byger og solskin. Solskin er der ikke meget af i Gullo Gullos kompromisløse lydbillede, men vekslende er det.
Vekslende mellem elementer fra hardcore, artrock, punk, eksperimenterende metal og andre grumme sager. Numrene skrider ofte frem efter opskrift, hvor de starter, stopper, sprutter, flænser igennem for høj volumen, mens Mogensens “sang” i lange perioder nærmest antager en slags snakkende “messen”. Den vrede af slagsen! Flankeret af guitarist Anders M. Jørgensen (Slægt) i klædt en blå og hvid kimono, bare for at gøre udtrykket endnu mere blandet. “Vi skal lige have strammet en kimono på scenen”, lyder det på et tidspunkt. Det er vist første gang jeg har hørt det fra en scene?
Hvordan er Gullo Gullo så live? Ja… lidt som forventet/frygtet, efter at have give deres debutalbum Raw Moon nogle lyt op til festivalen. “Typisk undergrund”, var en af mine første tanker, og det var igen, både positivt og lidt negativt ment. Interessant blanding og en dejligt harsk lytteoplevelse, men også en der ikke nødvendigvis falder lige i min smag, eller en plade jeg ville sætte på igen, bare for at nyde den. Det er også OK, kunst skal helst dele vandene og det her er ikke for alle. Live havde jeg en forventning om, at ville synes bedre om det, det er den slags musik som jeg har det lidt svært med på plade men heller vil høre blive smadret ud fra en scene.
Den scene er så bare, desværre, Rising, som både pga. spilletidspunkt, placering og publikum er lidt en udfordring for et band, som måske gør sig bedst i Mayhem mørke? De få der er mødt frem bliver hængende, bandet har også et par rigtig solide kompositioner, som eksempelvis “Amazing Data”. Et nummer der vrider sig som en stor, fed slange, parat til at hugge til, men lyder som om det vægrer sig mod, at komme frem fra sit skjul. I den anden ende af deres spektrum finder man et mere hardcore-influeret nummer som “Paint Thinner”, som jeg af en eller anden grund synes er en dejlig titel. Gullo Gullo er måske også lidt lyden af at have drukket fortynder? Det renser sikkert et eller andet, men slet ikke på nogen god måde.
Nå, Gullo Gullo gjorde egentlig hvad de kunne med de omgivelser og omstændigheder de var blevet ud i fra kældermørket. Men jeg vil nok hellere dele et mørkt hul med dem end en vindblæst Rising Scene i dagslys. Det giver 4 af de små stjerner for en ihærdig indsats.
Så var det samlingstid for gruppen af bekendte, resterne af min gamle lejr, eller fortroppen for den nye udgave af den gamle lejr, om man vil. Det vil så sige, at min gode Wingman Mongo var den eneste der tog turen fra Get a Tent over til Rising denne mandag, resten havde snakket om noget med en “Lambrusco Fest” og så skulle de i Domkirken og se Julia Holter give en særlig koncert. Ikke noget for Mongoen, der ankom i sørgelig forfatning efter gårsdagens unoder og egentlig aldrig kom op i gear! Hvis White Russians ikke virker, så….
Kogekunst ★★★★☆☆
“Det er egentlig et virkelig fedt navn”, som fotografen indskød da duoens koncert nærmede sig sin afslutning. Ja, det er det. Hvorfor? Jeg ved det ikke helt, men det passer på en eller anden måde til deres noget barokke dansksprogede sangunivers, der er en slags songwriter pop/rock på fin, fin syre.
Med kun to mand på scenen blev der hyppigt byttet rundt på både lead vokal og hvilke instrumenter der lige blev brugt i de enkelte numre. Guitar, keyboard, trommer, så kører vi. Selvom det også er lidt aparte musik til en halv-stor open air scene i form af sine mere “artsy” og skæve elementer, så er der også noget helt elementært iørefaldende og fængende over mange af duoens numre. Det er ofte et lille hook, der bare kører i cirkler, eller en eller anden stump “stemning”, som på en måde loopes og danner sangens fundament. Det oplagte eksempel på dette er, naturligvis, deres mest kendte nummer, “Kan Ikke Vente Til I Morgen”,kendt fra P6 Beat. Så kan man næsten ikke gøre det mere enkelt før det bliver for lidt? Men det bliver netop på den rigtige side af den grænse og så rammer det bare plet.
Men Kogekunst kan andet og mere, de har en ret unik og “skæv” udstråling og fremtoning på scenen, de taler ikke meget, eller klovner rundt. Men de udstråler mere “mellem linjerne” i deres performance end hvad man umiddelbart syner. De er svære at placere, hvad går det egentlig ud på, det hele? Det er som om det balancerer mellem klassisk gårdsanger/gademusikant optræden og så noget, der er langt mere poetisk og kunstnerisk anlagt. Måske bliver jeg bare taget lidt ved næsen?
Et nummer som den højstemte “Køkken”, der nærmer sig noget der kunne synges på en højskole, er ren poetisk guf for øregangene, eksempelvis. Det afvekslende udtryk gør også, at det brogede publikum måske har det med, at være lidt ude og inde af koncerten. Af og til er Kogekunst lige ved, at tabe en større del af dem, men så får de hevet de fleste tilbage igen med en eller anden smittende rytme eller kringlet stemmeføring. Det giver på den ene side en koncert, hvor det føles som om der er noget på spil, men også en der helt overordnet forløber en lille smule ujævnt.
Men kedeligt selskab kan man sgu ikke kalde Kogekunst, der får 4 krøllede kokkehuer for deres lidt diffuse rundtur i samtalekøkkenet.
Så var det vist tid til en lille musikpause, eller, Josiah Konder, som var næste navn på scenen, blev observeret siddende, mens hjernen lige fik lov til, at lade lidt op. Jeg var på forhånd noget forbeholden overfor den croonende stil der blev lagt for dagen, det lugtede lidt af Nick Cave light. Det indtryk ændrede den optræden bestemt ikke på.
Rebecca Lou ★★★★★☆
Så hellere en omgang energisk og fængende punkrock. Selvom jeg har set Rebecca Lou optræde én gang tidligere, så er det så mange år siden efterhånden, at det ikke virkede som en genudsendelse. Da jeg oplevede hende/dem på Uhørt 2016 havde de ikke mange numre ude, men formåede alligevel at blæse toppen af det telt de optrådte i. Havde pladsen foran Rising været overdækket er det ikke utænkeligt, at taget også var røget af her.
Rebecca Lou, både frontkvinden og bandet, er ikke kommet for, at mess around, de er kommet for, at æde Rising og deres appetit blev heldigvis gengældt, at et offervilligt publikum, der var med fra “Not 4 You” blæste koncerten i gang med fuld gas. Man kan putte alle mulige prædikater på Lou som sangerinde og performer, men de munder alle sammen ud i: hun synger fantastisk og EJER en scene! “ER I SULTNE, ROOOSKILDE?” “SVAR MIG!!!” og det blev så et ja!
Bandet spillede på den der helt tilpas stramme måde, men stadig “punket”, det der gnidningsfelt, hvor meget melodisk rock som dette stadig har tænder, men ikke skambider dig, så melodierne går tabt. Og Rebecca Lou har efterhånden opbygget et ganske imponerende arsenal af stærke sange, så de uden de store problemer kan holde momentum igennem et sæt af denne længde. Et nummer som”Skeletons” viser bandet fra deres mest “soft” rockende side, forresten sunget fuldstændig overbevisende af Rebecca Lou, sikken en stemmepragt! Fik jeg nævnt det? Et nummer som “No Surrender” kan næsten lyde sådan lidt 80’er gothrocket, mens “Sugar Sugar Sugar!” bare banker og drøner fremad som en 7-årig med sukkerchok. Et ældre nummer som “Gorilla Girl” kom måske til, at blegne lidt i forhold til de nyere numre i sættet, det faldt ikke igennem, men de nye numre fremstår alligevel mere formfuldendte og… hmm… fyldige?
Heldigvis har bandet så numre som “I Wanna Be Your Everything” og den afsluttende “Bitch U Look Good”, hvor Rebecca tog en tur ned til publikum, til at sparke koncerten et ekstra gear op. Rising var måske nok sultne, men det var Rebecca Lou der endte med at æde scenen og publikum til 5 delikate stjerner.
På det tidspunkt havde min wingman kapituleret, “jeg går ned i teltet og får en time på øjet”, yes yes… da jeg vågnede i morges kunne jeg se, at han havde sendt en besked ved 4-tiden i nat. Lidt af en lur! Fotografen og den lille assistent var også ved, at have fyraften efter Rebecca Lou, det er vilkårene vi arbejder under, hvis vi vil dække Roskilde i disse år: familien først! Så… pludselig var jeg alene?! På Roskilde?? Jeg ved faktisk ikke om jeg tidligere har prøvet, at være alene på Roskilde i så mange timer, vel at mærke uden at tale med et andet menneske. Jeg opsøgte det heller ikke, man kan jo altid falde i snak med folk, hvis man vil, men pludselig gik der lidt sport i den for mig. Kan jeg opholde mig 5 timer på Roskilde, et befærdet sted, uden at snakke med nogen?
Det kan man godt, men det er en lidt underlig følelse. Ikke nødvendigvis “ensomt”; men alligevel få man en sjov følelse af, at være “alene i mængden”, eller “usynlig”, man bliver nærmest en flue på væggen til hele det her kæmpe cirkus? (Hey, du “snakkede” med mig digitalt, stemmen i dit hoved aka Red.) Det kan anbefales, at prøve det, hvis man får muligheden!
M Rexen ★★★★★☆
M Rexen er en sjov, spændende og noget udefinerbar størrelse på en scene. Ok, i dette tilfælde var bandet, M Rexen, og M Rexen selv (han introducerede dem som “We are M Rexen”, så det må være både ham og band) i fysisk forstand 9 personer højt. Musikalsk stikker de også i mindst lige så mange retninger, den selvdefinerede “Wild style”. Som scenepersonlighed virker frontmanden også spaltet. Både sig selv, hvor begejstringen skinnede igennem og så som en art persona, eller rolle han træder ind i. Den coole “M Rexen”.
De to, eller hvor mange han nu er, er ikke sådan at skille ad. Og dog, M Rexen, eller Michael, virker som den glade dreng på scenen. M Rexen, performeren, er en lidt mere flamboyant og selvsikker “thank you very much, we love you, you love us, you’ve been a beautiful audience” type. Disse M Rexen’er og bandet, guidede os med sikker hånd igennem et sæt, som fandt en flot balance mellem det løsslupne og en form for ret nøje orkestreret fest.
Fremmødet virkede noget sparsomt da M Rexen gik på, mens mørke skyer endnu engang trak indover pladsen, mens man opgav at gætte på om der mon var regn i denne omgang, eller ej. Et par dryp var der, men det holdt ikke folk fra at strømme til og allerede under andet nummer, den vidunderlige solstråle af en sang, “We All Wanna Be Better” var der godt fyldt op foran scenen. Bandet, der også inkluderede både violin og diverse horn, kvitterede med at sprede smittende sommertoner mens M Rexen fik givet prøver på hans flotte og alsidige vokal.
Musikalsk stikker det i retning af stort set samtlige verdenshjørner, gerne i samme nummer. Du kan få uptempo dansefest med et nummer som den afsluttende “Henri”, der blev leveret i en lidt mere “hård” og pumpet udgave end på pladen. Tidligere ramte den smittende “Wildflower” plet med det der for mig er en art opsummering af deres selvproklamerede “Wildstyle”. Dansende, catchy, vild, rørig og med mange forskelligartede musikalske smagsnuancer. Mens den mere afdæmpede “Autumn Home” viste M Rexen og bandet fra den modsatte side af spektret, inderligt, følt og hjertevarm
På plade virker det som et kuriøst og kulørt univers, som man kan dykke ned i, forsvinde i, fare vild i, hvis man vil. Der er ikke rigtig noget op og ned, live var sættet mere skruet i retning af en livsglad fest, med M Rexen som dirigent og forsanger/danser, med en veltilrettelagt spændingskurve. Et af mange højdepunkter (hele koncerten var nærmest ét langt højdepunkt) var da et nummer muterede over i noget der for mig lød som en engelsk udgave af Johnny Madsens “Køre å æ motorvej”. Rexen ville i hvert fald hellere køre på en “highway”, dernæst flyve i “an aeroplane” inden han, ligesom Madsen, ender i et rumskib. Frækt!
Mod slut udviklede det sig til en ren dansefest sammen med publikum i et nyt nummer, hvor det simple (i positiv forstand) mantra egentlig bare var “me and my friends like dancing”, hvilket smittede så meget af på publikum, at jeg så en ældre kvinde byde den ellers myndige crowd safety supervisor på den anden side af hegnet op til en lille svingom. Hvilket han var med på! Et smukt, lille øjeblik, der på fornem vis indkapslede sangen og M Rexens optræden generelt. Glæde af den slags, hvor det ikke bliver gøglet og bøvet, men spreder varme i krop og sind.
Tak for den 5-stjernede svingom, HALLELUJAH, som Rexen spontant udbrød efter et af numrene, indeed.
Så var det tid til, at hvile dansebenene lidt. Dog var det sgu blevet en anelse køligt og den konstante sidevind hjalp ikke på sagerne, når man havde valgt shorts i et anfald af kåd optimisme. Et blik på uret viste, at der var omkring 2 timer til, at Xenoblight skulle på scenen, mens næste optræden Hoy La ikke lige var en prioritet for dette medie. Så efter lidt betænkningstid og tilløb valgte jeg, at tage en rask lille gåtur tilbage til teltet, få smidt noget varmere kluns på kroppen og så tilbage igen, hvor jeg ankom tidsnok til, at få mig noget aftens mad til tonerne af de sidste 2-3 numre fra Hoy La.
Valget faldt på en af de sikre, Halifax Burgeren og deres såkaldte “Roskilde” model, alternativet er en såkaldt “Festival”, eneste forskel synes at være dressingen. I en model pimpet med bacon løber det op i 75 kr., så er den da også betalt. Men, godt nok er den relativt lille og virkelig fedtet, som man bestemt siger, men smagen fejler intet og den mætter faktisk, til forskel fra meget af det andet der præsenteres som en “burger” eller “sandwich” herude. Jeg vil nærmest kalde den… god! Så vi skal op i den lækre ende på “value for money” skalaen, den får en fin 5’er. Vælg den her, hvis du ender omkring Bycenter West.
Cola… det er blevet en slags eksotisk mangelvare på campingpladsen. Du kan købe 1 ½ Coca Cola i ølsalget, men det er sådan lidt upraktisk, hvis man gerne vil have den i tasken. 7/11 ved jernbanen, ja, der er en 7/11 (inkl. pølsevogn! Den skal overfaldes idag) ved DSB trinbrættet, men de har HELLER ikke ½ liter cola. Jeg endte i drinksbaren hvor de sælger noget der hedder Fritz cola, smager lidt af en Baldur, hvis nogen husker dem (og så er de fra Hamburg og hip-moderne, red.). 33 cl for 31 kr, inkl. glas, for ja, den bliver skænket over i et af de fine genbrugskrus… heller ikke praktisk, at have med sig på farten. #colagate
Xenoblight ★★★★☆☆
Inden koncerten observerede jeg indkøbsvognen ovenfor og kom straks til, at tænke på den legendariske episode under Piss Vortex koncerten på Rising for nogle år siden. Her endte en gæv gut med, at crowd surfe fra den bageste del af publikum op mod scenen, siddende i en indkøbsvogn. Så galt gik det ikke med denne vogn og indhold, men Xenoblight gjorde da hvad de kunne for, at piske en voldsom stemning op, ikke mindst energiske Marika Hyldmar i front. Endnu en i rækken af folk, som virker født til, at stå på en scene, som spillede på Rising denne aften.
Gang i den kom der dælme også fra start, hvor bandet blæste ud af startblokken med “Descencion” (tror jeg det var), masser af horn, flyvende stumper og kropsdele, moshen rund og garn der blev svinget – også PÅ scenen. Inden det hele kulminerede i den nærmest obligatoriske “wall of death” i begyndelsen af den afsluttende massakre “Kill Yourself”. Pasende titel, jeg ved ikke om alle de gæve festivalgæster oppe foran havde hunnar procent styr på konceptet, selvom Hyldmar dikterede, at folk ville kunne høre, når de skulle storme hinanden i møde. Måske meget godt, at hun alligevel gav et “CHAAAAARGE” signal.
Metalkoncerter af denne slags, hvor folk får lov til at moshe igennem, crowdsurfe, er stille og roligt blevet mere “acceptable” på Rising, hvilket jeg kun kan bifalde. Men, selvom der bliver gået til stålet, står man stadig af og til med fornemmelsen af, at der er del “nååårh, metal, det er sjovt at lege” gæster i mellem. Det er sådan set også fint nok, hvem ved, måske får nogen smag for genren, men det kan også give et skær af fordrukken abefest med folk, der bare kommer for at flippe ud. Måske man skulle indføre et “crowdsurfing for begyndere” kursus? Så undgår man måske folk der tager turen med en rygsæk på, eller ender med, at tage noget der ligner et halv-kikset udspring, med hovedet først?
Anyway, det har sådan set intet med Xenoblight og deres knusende tonserkoncert at gøre. De spiller fedt! Der er ikke så meget pis her, bare ud med håret, op med hornene og afsted. En lille snert af monotoni kom snigende efter nummeret “Shapeshifter”, som sættet skred frem, hvor det også virkede som om pusten var ved, at gå en lille smule af dele af de fremmødte. Men den flatlinede aldrig, dertil har bandet ganske enkelt nogle for effektive riffs og en frontkvinde, der absolut ikke virker som om hun finder sig i, at nogen blandt publikum står og triller tommelfingre.
Måske var undertegnede ved, at være lidt mør, halv-døv og mæt af musik efter en lang dag, men Xenoblight endte med, at efterlade et “good, not great” indtryk og ender derfor på en jernhård 4’er. Andre, mere friske ører og kroppe derude, havde muligvis en 5-stjernet metaloplevelse?
Så var det da også ved, at være sengetid, retreat til den mørke førerbunker, og se om man kunne få en nat, der ikke inkluderede, at man vågnede et par gange i timen med ondt i hoften pga. underlaget. Nå, det viste sig, at det kunne man ikke!
Nat nat, vi ses til en endnu mere blæsende tirsdag foran Rising!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR + lidt mobilfotos fra skribenten
