Og pudselig blev det lørdag på Roskilde Festival, hvor gassen stille og roligt begyndte at sive ud af skribent-ballonen, mens der blev lyttet til kaotiske toner fra The Armed, hugget igennem med Whores., set på med undren til Bikstok og småblundet til Noel Gallagher. Sidste OMGANG.
Hvordan fanden gik den uge? IGEN. Jeg er jo lige kommet og alligevel har jeg svært ved, at huske noget fra inden onsdag, jeg ved jeg var på Rising, hmm… Faktisk har jeg også svært ved, at huske det hele fra efter Robert Plant torsdag aften, hvor min festival, på godt og lidt ondt, peakede. Det var Father John Misty 2015 syndrom, intet der kom efter ville kunne overgå den koncert. Og jeg vidste det selv. Det er åbenbart sådan en ting jeg har, at når jeg har ramt et højt koncertpeak, så er jeg på en måde fyldt. Tilfreds og nærmest lykkelig… alt der kommer efter er bonus.
Meeeeen, man skulle da være et skarn, hvis man ikke lige kunne vride festivalkarkluden for det sidste og se om der gemmer sig nogle lækre krummer på sidstedagen. Der lidt er “omvendt onsdag” med opbrud, semi-kaotiske tilstande, farveller og nye goddag’er, lidt vemod og en begyndede glæde til, at ligge i sin egen fucking seng. Men der mangler altså stadig 1/4 af programmet, når man får hovedet ud af teltet, selvom følelsen af, at det er ved at være forbi hænger tykt i luften.
Jeg har aldrig været god til sidstedagsfester på Roskilde. Sidstedagen er en afrunding for mig, gerne lidt kortere end de tidligere dage, som regel uden alkohol, jeg gider ikke mere, tak. Jeg skal bare se om jeg kan redde mig lidt musikalske oplevelser, inden turen går hjemad. Det er forbi, alle ved det, se det i øjnene! Det hjælper nok også på følelsen af, at nu er det sgu ved at være nok, at jeg er der fra Rising dagene… man bliver mør.
Ind og skrive skrive efter et bad med mudder mudder på gulvet, ved ikke lige om der havde været en landmand forbi og vaske et par køer i det omklædningsrum? Og så var det helt tomt, men der hang et efterladt håndklæde på næsten hver plads i det her øde omklædningsrum, selvom det automatiske lys inde i bruserummet var gået ud… ha ha, hallo? Er jeg alene i verden?
Regn fra morgenstunden, det gør frisk, det er dejligt, men blev lige lidt betænkelig da det begyndte at smådryppe på min skulder inde i pressecenteret under en ordenlig skylle midt på formiddagen. Alles gut, skidtet holdt indtil jeg kunne vakle ud i festivallandet med mine lidt tunge ben og den saaatans ømme ryg, goddamn, telte i en uge og min krop er BARE ikke en god kombination længere. Fik dog bevæget det skrantende hylster over til Avalon, hvor Khruangbin var gået på knap et kvarter tidligere.
Varme, æggende og afro-blues psych’ede toner, fra noget så amerikansk som Texas? Javel, ja, det var fungerede søreme ganske godt og fik smurt de knirkende led, fik glaseret ørerne med honning og generelt kvikket lidt op. Inden turen gik over mod Pavilion for, at mødes med fotografen, der i dagens anledning var uden 7-årig assistent.
The Armed ★★★★★☆
Mjah, hvordan skal man næsten beskrive The Armed og det kaotiske teater der udspillede sig på og foran Pavilion Scenen denne tidlige lørdag eftermiddag? Nå ja, som et kaotisk hardcorepunket teater?
Allerede inden koncerten gik i gang lå det i luften, at det her måske ikke ville blive en koncert som de fleste. Stille og roligt, i god tid inden koncerten, begyndte der at tøffe folk rundt på scene, i sig selv ikke unormalt, man det her blev tiltagende mystisk. Der blev stillet et campingbord op midt på scenen, hvor en mand og en kvinde placerede sig og begyndte at indtage lidt mad og drikke, uden at fortrække en mine. Var de del af bandet, var det en del af koncerten, var showet egentlig allerede gået i gang?! Det viste sig, at det netop kunne være svært, at definere hvor The Armed starter og slutter. Tydelige afgrænsninger, i både fysisk, mental og musikalsk forstand var tydeligvis noget, som kunne manipuleres med her.
Således begyndte koncerten også med de to siddende på scenen, mens bandet begyndte at larme løs på flakkende, flimrende, kantet og støjende vis. På et tidspunkt rejste kvinden sig, greb en mikrofon og begyndte, at brøler og skrige med. OK, så hun var i hvert fald med i bandet, tjek. Manden ved campingbordet begyndte at skifte tøj til noget der lignede en blanding af grøn militær sløring og et pelset bjørnekostume og så begav han sig ellers ud blandt publikum. Her gik han rundt og småsnakkede, hilste på folk og gav den som socialiserende hyggespreder, eller art blanding af “jeg er en af jer” og bandets forlængede arm.
Det virkede både som et afslappende element i det voldsomt arrige sæt, men også en kende foruroligende. Kunne man stole på ham? Kom han med fred? Bare han ikke kommer herover! Alt imens bragede de resterende medlemmer løs på scenen med en forsanger, der allerede havde været et par ture ude på gulvet blandt publikum, hvor han blandt andet lagde sig fladt på ryggen i den lille mosh pit og sang et nummer. Og ellers væltede faretruende rundt med sin lange, ganske fyldige krop. That was one LARGE dude, bro! Kontrasten i størrelsen virkede næsten en blanding af komisk og skræmmende, da han på et tidspunkt delte scenen med det petite, lyshårede kvindelige medlem.
Kortvarigt, ud på gulvet igen og rage rundt. Mod slut endte den socialiserende hyggespreder med, at bære kvinden rundt på skuldrene ude blandt publikum, mens det store lokum på scenen lå og rodede rundt på scenegulvet. Musikalsk var det måske ikke verdens største oplevelse, men det var om ikke andet voldsomt underholdende og også en smule tankevækkende. Hvad gik det hele egentlig ud på? Var der noget bagvedliggende budskab og i så fald hvad? Måske man skal være mere innde The Armeds kompromisløse musik for, at kunne afkode det?
Måske var der ikke noget budskab og det hele bare en masse gak og løjer? Ligegyldigt hvad, så var det hele i hvert fald med til, at gøre The Armed som man ikke glemmer foreløbig.
Det indtryks-overload krævede lige, at jeg slog røven i sædet lidt. På en eller anden underligt passende vis startede The Armed deres sæt i småregn, dernæst klarede det op for blot at ende med, at der kom en kæmpe byge mod slut i sættet, så man ligesom var fanget i teltet og stemningen et stykke tid efter koncerten. Nuvel, så kunne man da sidde og hvile ryggen lidt inden der kom lidt samling på tropperne, well, vi var i hvert fald et par stykker, op til Whores., det næste navn på Pavilion med start klokken 16.15.
Whores. ★★★★☆☆
De er fra Atlanta, Georgia, og hvis nogle ude i teltet skulle have misset det, så skulle den “Fuck Youth” T-shirt klædte frontmand og guitarist Christian Lembach nok sørge for, at det ikke gik folks næse forbi! “The end is coming, let’s fucking party”, proklamerede han også et godt stykke inde i deres cirka 50 minutter lange sæt. Og det kunne man så gøre til tonerne af deres traktor truckende støj-rock.
Og netop de 50 minutter blev måske koncertens akilleshæl, det virkede omkring 10 minutter for længe i forhold til, hvad den lille trio havde taget materiale med til. Det fremstod periodevis faktisk som et 40 minutters sæt, der blev trukket ud ved, at holde lidt lange pauser mellem nogle numre, eller strække en intro eller outro unødigt her og der. Trimmede man det overflødige fedt fra, så var der smæk for eftermiddagsskillingen fra en trio med godt med volumen og kraft i. Bevares, sangene var måske ikke de mest mindeværdige i verden, men når det blev losset i hovedet på en med fuld tryk, så var de i hvert fald i det øjeblik ganske effektive.
Nakker blev i hvert fald bukket rundt omkring i det pænt fyldte telt, mens bandet på rutineret vis tromlede sig igennem materialet. Nu skal jeg lige være forsigtig, i kraft af at jeg ikke er helt inde i materialet, så er ikke 100% sikker på hvad de spillede, men med titler som “Mental Illness As a Mating Ritual”, “I See You Are Also Wearing A Black T-shirt”, “I Am Not A Goal-Oriented Person” og “I Am An Amateur At Everything”; så ved man næsten hvad klokken slået. Whores. univers er både in-your-face, ironisk og med en vis portion glimt i øjet.
Og ligesom deres stil og sangunivers, fint nok i mindre portioner, men måske ikke lige 50 minutter. Så blev det “mere af det samme”, derfor en lille 4’er for kraftanstrengelsen.
Derefter var det tid til, at mødes med en gammel folkeskolekammerat fra way back when i det mørke Sønderjylland, som jeg mistede kontakten med omkring 7. klasse og ikke havde set i 20-25 år, indtil vi pludselig løb på hinanden ved et tilfælde på Roskilde for nogle år siden. Det blev så efterfølgende nærmest en tradition, at vi tilfældigt løb på hinanden på Roskilde, mest bare et hurtigt “hej” i farten. Men NU havde vi lavet en rigtig aftale, og det tog os kun en uge at få den planlagt og ført ud i virkeligheden, på falderebet af festivalen. Imponerende!
Nå, men det gjorde både, at jeg fik store dele af Bikstok på Orange med fra vejen foran Grand Stand og ikke fik det hele med, fordi der lige skulle sludres lidt. Ja, så gjorde jeg det selv, stod og småsnakkede til en koncert… men til mit forsvar, det var helt nede bagved foran Orange og Bikstok og deres dansedunkende beats blev leveret med så høj lydstyrke, at de overdøvede det meste. Og jeg havde da undervurderet den danske trio, her i forstærket live-formation, en kende, det må jeg jo indrømme. De trak RIGTIG mange folk i eftermiddagssolen (skod for dem der tog hjem tidligt på grund af “regn”) og leverede sådan set varen så godt man nu kunne forlange.
Eller måske endda lidt bedre, jeg havde jo på forhånd proklameret, at det var noget afdanket 00’er skrammel, som ikke burde have sin gang på jorden i 2019. Og så stod man pludselig der og sang med på og små-grinede af “Arbejd! Arbejd”, mens folket havde en fest. Ubehagelig følelses af lørdagsglæde, gå væk! Sættet var måske lige ved, at mavelande mod slut, eller, det var egentlig ekstranumrene, hvor det var som om luften gik lidt af både band og publikum, ikke mindst den afsluttende “Cigar”, ramte ikke helt så plet, som man måske kunne have forventet, men da var hvad der virkede som en hjemmebanesejr allerede sikkert i hus.
Kan vi så få D-A-D næste år?
Afsted mod Arena, der var dømt mere nostalgi, men denne gang for min generation, dem der var teenagere i 90’erne.
Noel Gallagher’s High Flying Birds ★★★☆☆☆
I minutterne op til koncerten var det faktisk muligt, at komme rigtig langt frem i teltet. Vi endte dog alligevel med, at trække lidt bagud og finde et spot, der ikke virkede alt for klaustrofobisk, for der kom, naturligvis, et ganske stort sidste øjebliks rykind. Og mange af dem var tydeligvis kommet for at høre og skråle med på lige præcis to numre fra Noel Gallagher og de var ikke skrevet i hans High Flying Birds periode, hvis nogen skulle være i tvivl.
Det må være underligt, Og det er jo i bund og grund et luksusproblem af rang. Gallagher må være helt klar over, at langt de fleste, ikke mindst på en stor festival som Roskilde ikke kommer for sangene fra efter Oasis tiden, en hel del af dem kommer heller ikke for, at høre en ellers lidt overset sen-Oasis perle som “Little By Little”. De vil have lov til, at bunde en fadøl og tømme lungerne for luft til “Wonderwall” og “Don’t Look Back In Anger”, To sanger Gallagher for længst har “tabt” til folket, selvom han ikke er helt klar på, at slippe dem.
Det må være svært belastende, at kunne mærke den mutte og noget flade stemning foran 15.000 mennesker, når man arbejder sig igennem mere aktuelle og ikke gennemtærskede numre som “She Taught Me How To Fly” eller “It’s a Beautiful World”. Og de i bedste fald bliver modtaget med hvad man kunne kalde “høfligt, kort bifald”. Det hjalp måske heller ikke på sagerne, at lyden inden i teltet momentvis var lidt mudret i det, i hvert fald lå Noels vokal ofte noget lavt i mikset og druknede lidt. Hvis en stor del af de fremmødte så heller ikke lige kender sangene, så kan man ikke fortænke folk i, at drive lidt ud og ind af koncerten.
Gallagher havde tydeligvis frontlæsset sættet med post-Oasis tiden, inden han overgav sig i koncertens sidste 20-25 minutter, hvor der gik Oasis i den og stemningen mærkbart steg. Det virkede næsten som 2 koncerter i 1, hvilket også gjorde både koncertens flow og det samlede indtryk en kende skizofrent. Han satte sig kort og godt mellem to stole, i stedet for at blande kortene mere. Finten er nok, at han dermed “tvinger” folk til, at stå igennem de numre der i nutiden står hans hjerte mest nært og repræsenterer hvilken kunstner Noel Gallagher er i 2019. Bare en skam, at han ikke har skrevet et nummer der nærmer sig Oasis numrene i kvalitet. Selv den ellers smittende, uptempo tramper “Holy Mountain”, der kunne lyde som et sen-Beatles outtake, blev mødt med skuldertræk i koncertens begyndelse.
Noels til tider meget tydelige, nærmest usunde, Beatles fascination blomstrede forresten i fuldt flor, da han og band rundede af med “All You Need Is Love”, som ekstranummer. En hyldest til idolerne eller blot at overgive sig fuldstændig til forvokset bodega fællessang? Tja… Publikum havde i hvert fald fået varmet stemmerne op, for de kom jo mod slut, de to helt store og da de første toner af “Wonderwall” satte i, vågnede teltet pludselig op til dåd på et splitsekund. Men, det taler til Noels fordel, at han stadig prøver på, på en eller anden måde, at holde fast i de to numre og ikke bare overgiver sig. Især “Wonderwall” blev leveret i en lettere omarrangeret version, hvor leveringen af omkvædet er justeret en smule, så kan kan synge den som han vil. Folket? De var ligeglade, de skrålede den oveni, som studieversionen nu lyder.
På “Don’t Look Back In Anger” lagde han sig tættere op ad originalen og gav folket det de var kommet efter, selvom det stadig virker som om han kæmper en kamp mod overmagten for, at beholde lidt af nummeret til sig selv. Det var hvad det var, folk fik lov til, at skråle med på de to hymner, men det egentlige højdepunkt gemte sig måske mellem dem i kraft af en flot version af “Stop Crying Your Heart Out”.
Noel Gallagher og hans High Flying Birds anno 2019 prøver på en måde, at være fugl og fisk og ender med, at være noget der hverken helt letter eller synker til bunds.
Men jeg var stille og roligt ved, at synke og fornemme, at nu var det tid til, at trække stikket. Det virkede også som et ganske passende punktum for en lidt ujævn festival, at den blev rundet af med en lidt anakronistisk oplevelse som Noel Gallagher. Der var også et telt og en rygsæk der skulle pakkes inden mørket faldt på, der er nemlig ikke lys ude i pressecamping. Vi lod os føre af strømmen væk fra Arena og ud i virkeligheden…
Og pludselig sad jeg i komplet stilhed hjemme i det ydre Herlev med bare tæer på det bløde gulvtæppe. Jeg fyrede op for internettet og så et opslag for, at dr.dk livestreamede The Cure koncerten. Og inden jeg vidste af det sad jeg med en kop kaffe i sofaen med høretelefoner på og stenede til den koncert, som jeg kunne have overværet ude på marken?! En lettere bizar oplevelse, så forkert og alligevel rigtig. Fantastisk lyd på det livestream i øvrigt. lød det blot tilnærmelsesvist lige så godt når det nåede ud af Oranges store højtalere, så håber jeg de tilbageværende havde en dejlig midnatsmesse.
På den lidt selvmodsigende vis blev Roskilde Festival rundet af for mig. Men jeg fik da alligevel hørt “Pictures Of You” på en eller anden måde så.
I dag er jeg blevet lidt snottet. Alt er som det skal være. Alt er godt.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR + et par mobilknips
