Fredag så på papiret stærk ud, men endte som en lidt ujævn oplevelse med koncerter fra det irske folk-band Lankum, en kedelig omgang Weyes Blood, en lidt slatten fest med Vampire Weekend, inden metalbandet Misery Index reddede dagen. Plus lidt Black MIDI, Wu Tang og Robyn!
… forsættelse fra i går…. jeg stoppede med en dramatisk cliffhanger, toiletvognen ved pressecamping var nede, da jeg kom hjem og gik i teltet torsdag aften. Vågnede med bange anelser og en sær rumlen indvendig. Nervøsitet? Og sikkert meget andet. Vognen var stadig afspærret… OH… FUCK. Nå, men så har man da prøvet at gå i bad, hvor man forsøger at undgå nogen form for pludselige bevægelser eller de store gymnastiske udfoldelser!
Da jeg kom ud fra stressbadet var servicevagterne ved at pille afspærringen ned, good LORD (lård?)! Jeg var vist ikke den eneste der var glad for den udvikling, og festivalens, trods alt, hurtige afklaring af problemet – man kan godt føle sig lidt glemt og overladt til jungleloven, når man ligger afskåret fra selve festivalen! Hvis noget går galt her, eksempelvis med toilettet, så er der altså lidt halv-langt til det nærmeste, så det er både mænd og kvinder der er lidt fucked.
Således lettet om hjertet, og andre steder, trissede jeg lystigt mod Backstage Village i det tiltagende solskin. Nå, det er med den på i dag, Roskilde? Efter en grå og regnfuld torsdag var det et kærkomment tiltag. Lige pt, lørdag formiddag klokken halv 10 i Medieland vælter regnen dog ned, det lyder som om bygerne i dag er noget kraftigere end dem i torsdags… meh… Hvorfor så, så meget kagl om vejret?
Jo, fordi det bare betyder rigtig meget herude. Ikke at man ikke kan hygge sig i regnvejr, det kan man sagtens, nogle af mine bedste festivalminder involvere regn. Og det dræber heller ikke nødvendigvis stemningen under koncerterne, men det gør bare at transport frem og tilbage på pladsen bliver mere besværlig og tidskrævende, ligesom det er vanskeligt lige at sætte sig og samle tankerne lidt. Det at kunne sætte sig, hvor det passer en og lige få sig en kold øl? Hvabehar? Ja tak! Og så er regn sådan en stille dræber, som langsomt kan suge kræfterne og motivationen ud af en, som det hele, også en selv, bliver mere fugtigt.
Men hey, det er en bekymring til senere i dag, nu gælder det fortiden, skrevet i nutiden, hvilket også er lidt underligt og kan være ret forvirrende, at holde styr på i ens hoved? Hvad spiste jeg EGENTLIG i går? Jo, skriverierne trak noget ud, fordi det kort og godt blev for lang en omgang, beklager. Så var lidt senere ude af pressecenteret end vanligt, og havde sådan set brug for lige at hvile hovedet lidt i stedet for, at kaste mig ud i den første og bedste koncert, som jeg alligevel ikke ville kunne rumme.
Så gik på morgenmadsjagt og tænkte det skulle være festivalens “sikre valg”, min go-to løsning, falaflen fra Gaza Grill… som havde midlertidigt lukket på grund af olieskift og dermed mente han nok fritureolien, ellers forstår jeg intet!?! Nå, hvad var der ellers uden alt for lang kø, som er et af parametrene på “value for money” skalaen, som jeg leger madanmelder efter. Ventetid i kø er også spildt tid! Arctic Burger? Fiskeburger som morgenmad, hmm, bekymrende tanke og alligevel underligt tillokkende, selv ovenpå fish ‘n chips fadæsen dagen før. Jeg slog til og jeg må blankt erkende, at burgeren til 79 kr. gjorde så stort indtryk på mig, at jeg ikke rigtig kan huske hvordan den smagte. Det tror jeg egentlig er meget sigende for lidt af en non-oplevelse, det var en fiskefilet i bolle med lidt salat, ketchup og mayo og så røg den indenbords uden, at gøre meget indtryk. Meh, hmmm, dyr og ikke-mindeværdig, det må være lidt under middel og en 2’er til den.
Så var der dømt meet-up med fotografen og da mit hoved stadig var kaput efter koncertoverload torsdag og den lange skriveformiddag, trak vi mod Pavilion for, at få lidt ro, frem for at opsøge Aldous Harding kl. 15.00 på Avalon. Roskilde er også fællesskab og oplevelser sammen med andre, både musikalske og sociale, det blev mere eller mindre bevidst en slags tema for dagen for mig. Så jeg prøvede på, at hænge så meget ud med folk som muligt, hvor jeg ellers godt kan være en bandit i musikdagene og stikke af fra flokken. I flok ankom også det første band jeg fik set på dagen.
Lankum ★★★★☆☆
Det 3 mand og 1 kvinde høje irske folkorkester sneg sig nærmest på scenen uden, at gøre meget væsen af sig foran et ret tomt Pavilion telt, hvor man i begyndelsen af koncerten kunne vandre lige ind og stille sig i forreste række. Det var også en god idé at gøre, for 15 minutter inden det irske band satte sig på række forrest på scenen, på deres taburetter, begyndte Bring Me The Horizon at buldre løs ovre på Orange, ligesom Ross From Friends begyndte at dunke fra Apollo nærmest samtidig med, at Lankum lagde ud med lavmælt folkemusik.
Det var en virkelig skidt kombination af lydindtryk- og forhold og en bommert planlægningsmæssig fra festivalens side. “Can you hear us, Roskilde? We can’t fucking hear ourselves”, proklamerede gruppens mest talende medlem og form for “frontmand” Ian Lynch (brormand Daragh styrer den akustiske guitar og andenstemme). Kun lige og lige da, i hvert fald i de mest stille og poetiske passager af gruppens bud på klassisk folk, med fortolkninger af gamle folkeviser, blandet med et par egne kompositioner. Det var synd. Synd for os, synd for dem, synd for festivalen. At klemme et band af Lankums karakter ind mellem Apollo og Oranges lydvælde virkede som en fejlplacering og en unfair kamp. Put dem på Gloria. Eller, hvorfor behøver koncerter på Apollo og Pavilion at starte næsten samtidig, hvorfor ikke en time forskudt af hinanden?
Nå, de af publikum der havde fundet vej til teltet og det velspillende, og egentlig ret kontaktsøgende og humoristiske band på scenen, PRØVEDE i hvert fald, at finde hinanden. Hvilket, heldigvis, også lykkedes i perioder, trods den massive og invasive lyd fra de andre scener. Det blev forstyrrende når gruppen kastede sig ud i næsten kun vokal-bårne indledninger til numrene, men man kunne næsten abstrahere fra det i takt med, at instrumenterne faldt i og sangene steg i intensitet. Ofte i lange, næsten transcenderende forløb, som kunne minde lidt om kraut- eller postrock opbygning. Netop krautrock, forklarede Lynch i introduktionen til nummeret “The Townie Polka”, at bandet her forsøgte at blande med traditionel, irsk folkemusik. Det gav et langt, opbyggende og dronet nummer, hvor sangerinde, harmonikaspiller og andet, Radie Peat, holdt en tone kørende og stille og roligt skruede op mens musikken steg og steg og steg. Effektivt, men man savnede måske lige den sidste forløsning.
Hvilket egentlig kan siges om koncerten generelt. Lankum var gode til, at bygge numrene op, skabe en stemning og holde den, men den trampefest, som af og til blev bygget op, ikke mindst i kraft af Cormac Mac Diarmadas dansende violin, blev aldrig sluppet helt fri. Mindre kan også gøre det og sange om at have tømmermænd på en båd og blive smidt overbord, er nu altid hyggelige. Eller hvad med en tur på “The Rocky Road To Dublin”? Den fører nok lige til pubben, en pub hvor Lankum, eller et tilsvarende band sikkert kan findes hver weekend, men nu fik de altså lov til, at spille på en noget større scene. Og på Roskilde, som de besøgte første gang, da de hoppede over hegnet for, at samle pant i 2005, som Lynch lystigt forklarede.
Da han kastede sig ud i, at synge den eneste sang han kunne på dansk, “langefinger, langefinger, hvor er du?” og smilende sendte langemand ud til publikum, der gladeligt returnerede den fine gestus, var pub-stemningen nærmest perfekt. Således fik Lankum hevet en lille sejr i land på stor musikalitet, hjerter der virker som om de bløder for sagen og den irske folkemusik og den lille, seje fremmødte skares velvilje.
Så var det tid til, at socialisere lidt igen, inden den næste koncert på Pavilion, nu man var der og selskabet var godt, så kunne man jo lige så godt blive hængende og få vendt stort og småt. Det kan man nemlig godt gøre i mens der IKKE er en koncert i gang foran en scene, man står foran, selvom det for nogen sikkert kan lyde helt skørt?!
Weyes Blood ★★☆☆☆☆
Jeg faldt pladask for Weyes Blood og sangerinde Natalie Laura Merings nummer “Everyday”, da jeg første gang hørte den Brian Wilson klingende sang i radioen. En dejlig opløftende popmelodi, en tekst der ikke ligefrem stråler af glæde hele vejen igennem og et fantastisk opløftende “bah bah bah” kor. Et fremragende nummer, som Mering alligevel på en eller anden måde fik til at virke en smule kønsløst og kedeligt da det faldt allerede som sættets tredje sang.
Da hun så senere ligefrem kastede sig ud i at fortolke inspirationskildens svendestykke (eller et af dem) “God Only Knows”, havde jeg kun hovedrysten til overs. Ikke nok med, at man kan få sine egne sange til at lide af både ilt- og personligheds mangel men, at det skal gå ud over den sang burde resultere i et sagsanlæg for lemfældig omgang med en klassiker. Mering kan synge, ingen tvivl om det. Men det blev så nydeligt, uden kant eller videre dybde, at det nærmede sig noget halv-dårlig Disney. Og så havde hun en nærmest ikke-eksisterende udstråling og nærvær på scenen, der gjorde at ellers fine numre som “Andromeda”, “Wild Thing” og “Titanic Rising”, blev leveret uden rigtig at ramme eller fange noget.
Jeg tror ikke, at det var fordi hun og bandet ikke ville, det er mere et spørgsmål om personlighed. Som jeg, lidt groft, kom til at sige til andre der var tilstede, så har jeg gulvbrædder derhjemme med flere ridser i lakken end Weyes Blood. Og jeg vil også hellere sidde og glo på dem i stilhed end stå og kede mig til det her. Det blev underligt fjernt og distancerende for mig, jo længere koncerten varede. Måske havde det hjulpet, at smide hendes bedste nummer, nemlig “Everyday” ind senere i sættet, men jeg tror ikke den kunne reddes. Problemet var ikke sangene, eller sættet, problemet stod på scenen og der kan man vist ikke stille det store op.
Medmindre nogen giver hende en personlighedstransplantation.
Nå, nok Treo vibes, nu skulle vi til sommerlig dansefest foran Orange Scene sammen med et pænt stort publikum, når Vampire Weekend skulle spille op til indie-hipster bal i aftensolen kl. 19.30
Vampire Weekend ★★★☆☆☆
Det gode var, at der var lidt mere bid i New Yorkerne end i Weyes Blood, men det blev sgu stadig en lidt ujævn og periodevis bleg og blodfattig omgang. Pardon the puns. Det helt store problem var nok, at bandet, ikke mindst frontmand Ezra Koenig virkede en kende utilpas og “out of his comfort zone” ved, at stå på så stor en scene foran et stort festivalpublikum. Hans blik virkede underligt fraværende og de korte hilsner leveret mere af pligt end lyst. Jeg tvivler på, at et skyldes arrogance, nærmere bare at det forekom ham og bandet som værende unaturlige rammer for dem.
Det lagde ellers hårdt ud med rockende “Sunflower” og “Unbelievers”, hvor der blev fyret solid spade af og tæsket godt igennem på trommerne med ret høj volumen. “Cape Cod Kwassa Kwassa”, “Holiday” og den herlige, nyere single, “This Life”, fulgte op og bragte de mere Paul Simon’ske sommervibrationer ind i sættet, men, et eller andet virkede bare lidt off. Der blev danset med og godt igennem flere steder på pladsen til de smittende rytmer, men koncerten døde også noget ud og stemningen punkterede overordnet under de efterfølgende par numre.
Er materialet simpelthen ikke stærkt nok til Orange? Eller bare ikke egnet til så stor en scene? Var det den afstand man fornemmede fra bandet til de enorme omgivelser? Jeg kan ikke helt sætte en finger på det, det burde egentlig have fungeret i det dejlige vejr?! Men det fængede bare aldrig helt og fik tændt op i en helt store, sammenhængende fest. Der var klart nogle lyspunkter, som den skønne “Harmony Hall”, eller energiske “A Punk” og den afsluttende “Jerusalem, New York, Berlin”. Men det endte med at føles underligt uforløst, selvom mine sidemænd og kvinder dansede lystigt, havde deres egen lille fest og forlangte, at jeg gav koncerten 8 ud af 6
Det bliver til halvdelen af de 6 for en noget halvhjertet oplevelse med spredte glimt af sol og sommer.
Så var det bromance og drengeturstid og Wingman Mongo og undertegnede, som tog hinanden under armen og tøffede mod Pavilion for, at hvile korpus og dele noget papvin i fred og ro ved Pavilion. Vi havde dog glemt, at tjekke programmet, målet var metal fra Misery Index kl. 22.30, men der var da lige en Black MIDI koncert på samme scene inden, som blev braget i gang lige da vi havde fået parkeret enderne i græsset nær teltet over mod Gutter Island Baren. Nå, så tog vi da den oplevelse med. Der var sgu godt med smæk på bandet inde på Pavilion, hvor de på heftig vis blandede alt fra math, over rock til punk og regulær støj. Der er ikke meget musik tilgængeligt på nettet fra bandet, men live var det en ret alsidig og voldsom oplevelse, selvom den blev nydt i skrædderstilling og i hvidvinsvinkel.
Men der var lagt i kakkelovnen på den lille scene til en endnu mere voldsom omgang efterfølgende.
Misery Index ★★★★★☆
Allerede under andet nummer, “Manufactured Greed” opstod der et hul foran scenen, vi stod i anden række fra løjerne, midtfor lyd, hvor en hvirvlende pit sugede folk til sig. Så var vi kraftedeme i gang!
Hullet blev ikke lukket igen den næste times tid, men blev slagmark for en konstant mosh pit, hvor folk bragede ind i hinanden i et jævnt tempo, mens døds-thrash bandet fra Baltimore, Maryland savede løs oppe på scenen. Og der blev vitterlig savet, uden de store afbræk i stil og tempo. Kun en enkelt gang satte bandet tempoet lidt ned og skruede op for den tunge død, hvilket gav en lille, bitte pause i mosleriet foran scenen. Ellers var det klampen i bund og fuld tryk, take no prisoners metaltonseri.
Som sættet skred frem blev det måske en kende monotont og forudsigeligt rent musikalsk, men bandet virkede aldrig som om de slap håndtaget, eller mistede pusten. Det gjorde en del af de mest aktive i pitten muligvis. I hvert fald begyndte folk stille og roligt, at miste fodfæstet og røg i brædderne, som kræfterne slap op og gulvet blev mere om mere glat. Folk var dog generelt hurtige til, at hjælpe hinanden på benene igen og sørge for hinanden, hvilket jo altid er fedt at se. Selvom de samme måske lige har pløjet hinanden ned, eller sendt modparten ud mod kanten af pitten med et ordenligt skub få sekunder inden.
Vagterne lod folk gå grassat og stillede sig blot i yderkanten af cirklen og holdt øje med, at folk kom på benene igen efter en udskridning. Misery Index? Det forsatte bare med at fælde træer oppe på scenen, hvis det da ikke var de bærende metalpæle i kanten af teltet de var ude efter? “New Salem”, et af det nyere numre i sættet, er et fedt, fedt nummer, men ellers var det svært helt at holde styr på, hvilken sang vi lige var kommet til, fordi man ikke lige havde brug for, at få en kropsdel i mellemgulvet, miste fodfæstet eller fik mange chancer til, at samle tankerne på grund af det arrige overfald Misery Index stod for på scenen.
Under de to sidste nummer, måtte jeg lige tage den nu godt opstemte og brøle-dansede Wingman under armen og trække lidt ud mod siden, så der var plads til, at han kunne gøre sin ting. Der skal jo være plads til alle!
Misery Index gav ikke ved dørene og endte alligevel med, at give folket lige hvad de tørstede efter i rigelige mængder. Hvis nogen gik derfra med metal-tørst, så tager jeg hatten af for dem. Og hatten af for den udmarvende fest!
Så var bægeret alligevel ved, at være lidt fyldt for duoen på udflugt, på forskellige vis. Den wingman skulle vist ikke tanke mere happy vino lige foreløbig og undertegnede var bare ved at være godt, gammeldags festivalmør… og sulten! Så vi nappede en nem toast fra Hjaltes, endnu en klassiker, hvor produktets pris i forhold til, hvad man reelt får har været på himmelflugt de senere år. Men 29 kr. for en hurtig toast, som man ikke skulle vente på, virkede pludselig som en rimelig pris. Både i den pågældende situation og i sammenligning med det øvrige madudbud. Den smager jo fint. Det er en toast med skinke og ost og sikkert et eller andet smør af en art, som skal forestille at gøre den speciel og retfærdiggøre prisen. Det er en toast. Punktum. 3 stjerner.
Vi nåede lige de døende toner af Wu Taaaaang på Orange, der på det tidspunkt rindede ud foran hvad der lignede en noget udtyndet flok. Vi kunne i hvert fald uden problemer daske på tværs af pladsen og møde folk ved lejrens flag midtfor scenen. De var godt oppe at støde, de havde spillet “Smells Like Teen Spirit”, for helvede! OK. Det behøver jeg ikke på Orange Scene i 2019, men, hvis det gør folk glade, så fine by me!
Wingman begyndte at løbe i ring og prøvede at fange den lyskegle der cirklede rundt i græsset, sendt ud fra det ene højtalertårn. Lige ved og næsten, indtil bukserne røg for langt ned og den dumme lysplet fik for stort et forspring. Tror lige vi sætter os lidt, nu der var kommet en oppasser mere, med større erfaring i håndtering af Mongoens hvidvinsbrandert (Wingmans kæreste) foran Orange.
Så sad man der og sludrede lidt mens natten faldt på, temperaturen faldt og Robyn nærmede sig. Jeg vidste det allerede tidligere, det var ved at være slut for i dag. Jeg manglede den sidste, afgørende motivation og kræfterne til en svensk dansefest. Klokken 01.00 en fredag er ved, at være for sent for mig, når jeg har været afsted, lyttet til musik og sovet dårligt en hel uge. Det slider sgu på hele systemet og der er bare ikke det store, at gøre ved det når man er i det. Jo, tvinge sig til, at tage sig FUCKING SAMMEN og hænge i, men så bliver dagen efter endnu værre og jeg får næppe det store ud af resten af aftenen under frivillig tvang.
Quit while you’re still ahead! Da Robyn gik på havde jeg forsynet mig med en Brændende Kærlighed fra Food For Fifty, der nu har fået en af de fremtrædende madbodspladser til venstre for Orange. Fortjent er det ikke, den bod burde gemmes væk i et mørkt hjørne. OK, man ved hvad man går ind til med det navn, det er mad for en 50’er i et festivallandskab, hvor prisniveauet er presset i vejret. Så det er næppe luksusmad. Og jeg har prøvet den før, men, nu lå den der og jeg kunne få aftensmad mens jeg hørte lidt Robyn fra siden. Mens jeg gumlede mig igennem en masse rødbeder. Dem var der da nok af ovenpå den lidt fedtede portion kartoffelmos. Hey, seriøst, fyld da i det mindste skålen. Og Brændende Kærlighed indeholder da vist normalt bacon, den skulle man aktivt lede efter med ens smagsløg, på den anden side var de næppe overbebyrdede af resten af rettens smag. Det skulle da lige være rødbede-relateret overbelastning så. Kan man kalde det en skuffelse, når man vidste bedre? Food For Fifty holder i hvert fald hvad de lover, det koster en 50’er. 1 stjerne.
I mens jeg gik og kæmpede med en gennemtrængende eftersmag af de der rødbeder, luskede jeg mod udgangen og da jeg krydsede Orange bagom rullede to store dobbeltdækker busser med politieskorte ud fra backstage området… Wu Tang ruller tungt ud i natten! Det gjorde jeg også og, yay, toiletvognen var ikke brudt sammen igen i løbet af dagen, den var tilmed blevet rengjort?! WTF?!! Tak for service, Roskilde!
Således lå jeg i teltet, radbrækket og ynkelig, da “Dancing On My Own” rungede ud fra Orange i det fjerne. Ikke mere dans for i dag, i morgen handler om ren overlevelse… og regnen vender tilbage fra morgenstunden.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR + et mobilfoto hist og her fra redaktionen
