Vi er nået til anden del af tre, hvor vi i anledning af, at det i år er 20. gang med en Rising Scene i en eller anden udformning på Roskilde, kigger tilbage. I denne omgang bliver det med fokus på Pavilion Jr. årene frem til, at vi begyndte at dække sagerne her på siden.
Du kan læse lidt mere om tankegangen og forberedelserne til disse skriverier, samt årene 2000-2004 HER i første del. Vi hopper lige ud i forsættelsen.
De varme år, 2005-2006
Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg i mange af disse år ikke fik det optimale ud af den tidligere Campingscene og i bagklogskabens blændende lys gik glip af rigtig meget. Men, flytningen af scenen og etableringen af Pavilion Jr. faldt sammen med, at vi endelig ramte noget stabilitet i kernen af vores lejr, som havde været splittet op i årene efter 2001 pga. nye kærester der kom og gik og en flok, som blev ved med at være i forandring. Men fra 2005 og frem faldt da ro på, faktisk i sådan en grad, at kernen stadig er den som tager på festival sammen den dag i dag, efter nogle faser med 1. og 2. barn og alt der hører til.
Det gjorde også, at vi brugte virkelig meget af vores tid i lejren i disse år, en lejr der med sin placering midt på Vest virkede som om den lå ret langt fra Pavilion Jr., også mentalt. Jeg var endnu ikke voldsomt engageret i upcoming musik som sådan. Og jeg brød mig ikke rigtig om Pavilion teltet som ramme for musikken. Det virkede FOR etableret og som en “rigtig” scenen, hvor var den afslappede ånd og atmosfære fra de første år, maaaand, og man kan ikke sidde ned og nyde musikken, sådan rigtig, BUH. Ja, det var holdningen, så hellere sidde i lejren og få ristet huden og hjernen!
Ikke mindst i 2005, et af de varme og solbeskinnede år på festivalen. Det vilde i varmen lejrliv gjorde også, at det ikke blev til mange koncerter på den nye Pavilion Jr. scene, hvor man kunne opleve navne som: Cartridge, Ida Corr, Datarock, Dial Zero, Erwin Thomas, Faux Pas, Marie Fisker, Green Pitch, J-Spliff, KÅ, Lack, Marvins Revolt, Metric Noise, Mimas, Oh No Ono, Organiseret Riminalitet, Submission og Unexploded.
Ahmmm, jeg ved, at jeg så grungede Dial Zero, som havde noget undergrundsmedvind lige i de år, men siden havde en lidt ujævn karriere. De sagde vist farvel allerede i slutningen af 2005, men udsendte en plade igen i 2009?
Ellers begynder man, at ane et mere varieret udbud, der får kastet lidt (tiltrængt?) krydderi ind i den rockblanding, som tidligere sad tungt på Campingscenen. En tendens, som man også finder på selve festivalen og den program, som i dag gør at Roskilde Festival overordnet set er et kæmpe kludetæppe af genre. Eller flere, små festivaler i én, alt efter hvordan man nu anskuer det. Ida Corr bragte dansepoppen, der er mere hiphop, men rygraden var stadig den danske indiescene med roste bands som Oh No Ono eller Mimas. Førstnævnte brød igennem, sidstnævnte lykkes aldrig helt med, at komme op af undergrunden, selvom de officielt stadig er aktive, mens frontmand Snævar Njáll Albertsson også gør sig i beslægtede Dad Rocks!
Hvad pokker lavede jeg i 2006? Nåårh, nogenlunde det samme som året før, haha! Jaha, flere bajere, ja tak! Og mere sol! Og lige så meget Pavilion Jr.? Hmm… programmet lokkede med navne som: Band Ane, Dune, Yellowish, Wolfkin, Song of The Siren, Menfolk, Lis Er Stille, Marie Key Band, Vincent Van Go Go og Solâr,
Ja, der var sgu nok nogle flere, men det var et af de år (sammen med 2004), hvor plakaten var meget vanskelig at læse og informationer om hvem der spillede på Pavilion Jr. så spredt ud på nettet, eller mangelfulde, at det var svært at få samlet alle brikker. Men, man kan dog se, at Roskilde bookerne her fik sat nogle pletskud ind. Der er en del navne, som er rykket fra opvarmningsdagene til den “rigtige” festival gennem årene, eller som på anden vis er blevet store. Her må man da sige, at navne som Dúne og Marie Key Band stikker ud. Sidstnævnte især da hun droppede “band” og bare blev Marie Key nogle år senere, her var de måske stadig det der band mad “Mormor” sangen?
Man finder også to Aarhus “veteraner” her, nemlig Yellowish, der senere muterede til indie/shoegaze bandet Catch The Breeze, stadig med Aage Kinch i front, der gennem sit virke på musikscenen vel nærmest et blevet en slags Mr. indie underground i hjembyen? Og så er der det eksperimenterende alt/prog-rock m.m. band Lis Er Stille, som måske aldrig har fået den brede gennembrud, de er nok også for “underlige”, men jævnligt har udsendt udfordrende og roste plader.
Wolfkin? Et Crunchy band og efter Money Your Love det andet Lars Vognstrup projekt, som fandt vej til upcoming scenen? Hvem har mon egentlig rekorden for flest koncerter i forskellige konstellationer under opvarmningsdagene? Nå, det må være et projekt til en anden gang!
I regn og sol, 2007-2009
Vi hopper videre til et historisk år på Roskilde Festival, nemlig det vådeste indtil videre, 2007, hvor vi, måske ganske naturligt, opholdt os rigtig meget i lejren og prøvede at holde os flydende. Det gik meget godt, selvom omgivelserne var udfordrende og noget lort, så husker jeg det alligevel som et af de morsomste år. Måske blev stemningen, om muligt, endnu mere løssluppen og hæmningsløs, fordi det hele var så fucked op?
1 2 3 4, Analogik, Atoi, Choir of Young Believers, Death By Kite, Decorate Decorate, The Downward Candidate, The Floor Is Made of Lava, Gorilla Angreb, Highway Child, Kasper Spez, Kloak, Maybell Katastrophe, Mit Nye Band, Sort Stue Med Piratkor, Transmission Low, Turboweekend, Ungdomskulen indtog Pavilion Jr. dette år. Hmmm, et ret stærkt line up med nogle bands, som satte sit præg på rockscenen de kommende år ført an af The Floor Is made of Lava, Choir of Young Believers og Turboweekend.
Af disse bands husker jeg Lava koncerten som værende lidt af en fest, det er også muligvis fordi, at det er en af de få koncerter jeg kan huske, at vi med sikkerhed nåede over til. Decorate Decorate er en anden, ellers fortaber resten sig en smule i de regntunge tåger. Jeg erindrer det, som noget af en udfordring at bevæge sig på tværs af pladsen, ikke mindst da regnen for alvor satte ind i løbet af onsdagen? Det hele foregik i etaper, hvor man forsøgte at undgå at skvatte og blive totalt gennemblødt, hvilket kun lykkedes delvist…
Til gengæld må Pavilions telt og rammerne her have været en stor fordel for de optrædende. Havde det stadigvæk foregået i det fri, så er jeg sgu’ ikke sikker på, at alle koncerter, især de sidste, kunne gennemføres.
Vi padler videre igennem de for mig lidt magre år, hvor vi havde travlt med, at lege konger af campingpladsen fremfor, at få set nogle koncerter i dagen op til festival start. 2008 var endnu et suverænt godt lejr år, det år hvor jeg tror det hele kulminerede for os og vi i hvert fald peakede hvad antal beboer angik. Vi endte vist med, at være over 25 stk., hvor nogle af de ny tilkomne på sigt blev faste indslag i de kommende år og visse stadig hænger på.
På den musikalske side kunne man, hvis man fik lettet bagdelen, opleve: The Astroids Galaxy Tour, Beta Satan, Casio Kids, Le Fiasco, Frednukes, The Freudian Slip, The Good The Bad, Jong Pang, Kiss Kiss Kiss, The Late Parade, Lucy Love, Manjorian, Maria & The Metammit, Press Play On Tape, Riffelsyndikatet, The River Phoenix, Rumskib, Slagsmålsklubben, Sleep With All Your Friends, Vira, When Saints Go Machine.
Nu viser variationen sig for alvor også i en sådan grad, at det begynder at pege henimod en opdeling af Pavilion Jr. og Countdown Scenen for, at kunne rumme det hele. Af navnene er det nok When Saints Go Machine, der lykkes med at få sat det største aftryk i det følgende årti, også i en sådan grad at de nu spiller Arena, når de gæster Roskilde. Igen tåger det hele dog lidt til og det eneste navn jeg er helt sikker på, at vi fik med var lejrfavoritterne Beta Satan, som har ført en lidt on/off tilværelse sidenhen med sporadiske gendannelser.
Og så er der rockbandet The River Phoenix, som jeg har sådan en eller anden idé om, at der var lidt hype omkring dengang? Måske fordi de spillede noget ret 90er inspireret rock, der dengang var gået lidt af måde og så fungerede som et solidt call back for folk med hang til den slags? Bandet udsendte pladen Ritaul kort tid efter Roskilde koncerten og så… Ja… de spillede på Spot i 2010? Efterfølgende har man kunnet nyde forsanger Kristian Finne Kristensen under aliaset Chorus Grant. Det vidste jeg eksempelvis ikke inden jeg kastede mig ud det her…
Hvis 2008 var en form for peak år for lejren, så var 2009 den stille og rolige “begyndelsen på enden” for vores lejr i den form. Vi var knap så mange, men dog stadig en pæn flok. De første havde rundet de 30 år, de fleste andre lå lige omkring, der begyndte langsomt at gå lidt familieplanlægning i den hist og her, job, karriere og andet af den slags. Man kan også sige, at vi havde “købt” os lidt ekstra tid til at lege “de unge vilde” på Roskilde, på en eller anden måde, vi peakede jo sådan set som lejr, da gennemsnitsalderen var et pænt stykke over den gennemsnitlige Roskilde deltagers.
Forandringens vinde hang i luften, fornyelse og opbrud i rutinerne skal der til for, at holde den kørende, sådan er Roskilde også som festival, men, selvom Pavilion Jr. nu kørte på 5. omgang den nuværende form var de store forandringer stadig et stykke ude i fremtiden.
Musikalsk er det lidt business as usual for scenen i disse år, lidt af hvert, men også en lille håndfuld navne, som man kom til at høre mere til de følgende år: The 20bellows, Bodebrixen, Cody, Gianna Factory, Ginger Ninja, Jooks, Kellermensch, Kvelertak, The Megaphonic Thrift, Men Among Animals, Opgang F, Rubberhead Banditz, Scamp, Tako Lako, Telstar Sound Drone, Twins Twins, Vinnie Who og Von Dü.
Det første der slog mig var de to norske navne, Kvelertak og The Megaphonic Thrift. Sidstnævnte har udsendt nogle ret fede plader de senere år og førstnævnte, altså, Kvelertak har simpelthen spillet på Pavilion Jr.? Det kunne jeg overhovedet ikke huske. 2 år efter dannelsen og 1 år inden de udsendte deres gennembrudsdebut, som de så efterfølgende har haft en kende svært ved, at følge op på. Men, for Roskilde bookerne var det da lidt af et pletskud i 2009!
Fra den hjemlige andedam har vi et navn som Vinnie Who, der nogle år senere fik fornøjelsen af, at åbne Orange Scene. Det sammen gælder Kellermensch, der var brandvarme som livenavn i 2009, hvor jeg så dem 4-5 gange, inklusive koncerten her. Jeg havde oplevet dem et par måneder tidliger på Voxhall under Spot Festivalen (på min 30 års fødselsdag, wuhu) og var blæst bagover, så de fik et gensyn. Og et til. Og flere endnu.
På papiret har jeg altid haft lidt svært ved, at skelne mellem Gianna Factory og Ginger Ninja. Det må være de der G’er, men, jeg ved at jeg oplevede et af de bands på Spot samme år og… øhm… yeah… måske begge på Roskilde? Altså, Gianna Factory er en kvindetrio og det er dem med “Rainbow Girl”, som man forresten jævnligt kan høre på P6 stadigvæk Ginger Ninja er 3 dudes der spiler electro rock, så jeg burde kunne kende forskel! Hmm, “Bone Will Break Metal”, det nummer kan jeg huske, men… jeg gætter på, at jeg så begge på Roskilde. Så ved vi (næsten) det! og ingen af de to bands eksisterer i øvrigt længere.
Nu nærmer vi os også stille og roligt “GFR æraen”, de første danske upcoming bands (udover Kellermensch), som vi kom til at anmelde udgivelser fra i de kommende år, dukker op i form af country Cody og psyke-bandet Telstar Sound Drone.
Enden på én ting, begyndelsen på noget nyt, 2010-2012
By The Patient, Chimes & Bells, Eim Ick, Fallulah, Ghost Society, Iceage, Ignug, Kandy Kolored Tangerine, Khal Allan, Kill Screen Music, Freja Loeb, Mescalin Baby, My Evil Twin, Night Fever, Rising, Sleep Party People, Susanne Sundfør og Thee Attacks, er blandt de navne der pryder Pavilion Jr. plakaten året efter. Og… jeg må strække våben her. Jeg tror simpelthen, at 2010 er det eneste år, hvor jeg ikke nåede forbi noget musik under opvarmningsdagene?! Der er i hvert fald ikke rigtig noget, som siger mig noget her…
Altså jo, der er masser af navne som jeg genkender, som jeg burde have set og som jeg et par år senere med garanti VILLE have set, da de var lige til disse spalter. Dødsmetallerne By The Patient (der senere blev til ORM, der også har spillet på Rising. Det må være det nærmeste vi kommer et band, som har spillet på scenen to gange?). Night Fever, fedt band, Sleep Party People, spændende spændende, Iceage, dem kunne jeg være blevet irriteret på et år før jeg gjorde! Og Thee Attacks? Retrorock med en cykelgal frontmand, det kan da næsten ikke passe, at vi ikke var ovre for, at se dem?!
Hvad fanden lavede jeg så?! Ahmmm… jeg så Gorillaz, Alice In Chains og Prince, så meget ved jeg, men, det har jo ikke rigtig noget med det her, at gøre?! Det har til gengæld nok noget at gøre med, at man efterhånden trængte til, hvis ikke luftforandring, så i hvert fald en anden måde, at deltage i Roskilde Festivalen på. Hvis ikke det hele bare skulle flyde sammen og væk, i en stor plævret omgang, hvor der går 90 års Fødselsdag i den. Vi havde, eller ville, nok ikke rigtig se det i øjnene endnu, men et wake up call ventede forude.
Vi burde alle have været for gamle til, at holde fast i vores lille C70ish frimærke på Camping Vest i 2011 og også for gamle til, at feste og hænge ud med den gymnasieklasse, som blev vores naboer. Men det gik sgu blændende og koblet med dejlig vejr og en egen lejr, som var vokset lidt i volumen igen efter et par nedgangsår, så blev det en af de mere mindeværdige festivaler. Og den sidste gode på campingpladsen, skulle det vise sig.
Oveni hatten, så fik jeg også lidt mere ud af Pavilion Jr, dette år. Generelt skal det siges, at det begyndte at tynde ud i antallet af folk, som dukkede op hele ugen i disse år. Det begyndte, at hælde over imod, at flertallet dukkede op onsdag, men, jeg var for stædig, dum, fordrukken, sulten til at slippe denne uge i dejlig synd. Dette år ved jeg, at Jonas gjorde mig selskab i opvarmningsdagene, for jeg kan huske at vi fik den fine idé, at man måske bare skulle PRØVE at sætte sig over til Pavilion Scenen, om ikke andet for at dele en kasse øl. Det gjorde, at jeg i hvert fald husket metalbandet Essences koncert.
Ikke blot fordi de rent faktisk valgte, at spille noget med Slayer mod slut, men også fordi de var en af de mere hypede navne indenfor dansk metal i disse år. En genre der ellers havde det lidt svært lige omkring begyndelsen af dette årti. Jeg husker det som en vellykket koncert og Essence havde faktisk vind i sejlene de følgende år, indtil de (tilsyneladende) satte det hele over styr og begik noget der lignede karrieremæssig selvmord med deres 3. mere skaterpunkede plade fra 2016. Siden har jeg ikke hørt et klap om dem.
Det har jeg til gengæld om Fastpoholmen, der er lidt af et kuriøst indslag her. For den dansk/svenske alt-pop og krøllet festmusik duo (er de en duo) begyndte faktisk først for alvor at hitte i slutningen af sidste år, da P6 Beat kastede sig over deres forrygende single “Dudu”. Bedre sent end aldrig må man vel sige, men det må da være den længste vej fra upcomingscenen til “gennembrud”, hvis man ikke tæller de bands med, som aldrig brød igennem?
2011 bød også på navne som: 4 Guys From The Future, Emma Acs, Agent Fresco, Battlekat, Bottled In England, Brother Grimm, De Høje Hæle, The Eclectic Moniker, Hammonds, Harrington & Destroyers, Honningbarna, Kirsten og Marie, The Malpractice, Messy Shelters, Nive Nielsen & The Deer Children, Reptile & Retard, Selvhenter, Trust og Undergang.
Noget af et line up alligevel, med ikke så få GFR-kendinger! Jeg er ikke sikker på, hvor mange jeg nåede at skylle ned sammen med nogle kolde pils, men erindre at jeg var inde i teltet til Bottled In England (af en eller anden grund), Honningbarna og Messy Shelters. Sidstnævnte blev (eller bliver?) anført af Mikkel Bolding, som jeg faktisk læste Æstetik og Kultur med engang i Aarhus, inden jeg fandt ud af at uni og mig var en ret dårlig kombi. How about that? Endnu en personlig vinkel! Da vidste jeg dog ikke, at han gik og rodede med sårn noej fee indie og han var heller ikke langhåret! Det var jeg for så vidt heller ikke. Er det vigtigt? Ja.
2011 kunne sagtens have været et år, hvor vi dækkede de fleste af navnene OG det blev jo faktisk året, hvor vi grundlage den her lille biks. Så på en eller anden måde går der en, hvis ikke helt lige så da næsten, linje og logisk udvikling fra, at jeg begyndte at interessere mig for den danske undergrund igen, så flere koncerter på Pavilion Jr. og (ubevidst) søgt efter en ny måde, at være på Roskilde på og holde stimen kørende.
Nok blev GFR grundlagt i slutningen af 2011, men vi søgte ikke akkreditering til Roskilde Festival før 2013. Først skulle vi igennem 2012 ground zero, det sidste strå, dråben der fik bæ…. I er med. Det hele startede skævt med en mislykket landing, hvor det trak ud i ventekøen, nogle fra opsætterholdet var blevet for fulde, hegnet væltede, vi blev taget på sengen og shit hit the fan. Efter noget forvirring over hegn episoden og forsøg på, at samle tropperne endte det med, at vi fik kilet vores telte ind i en eller anden krum L-form mellem to andre lejre. Lang fra optimalt, endnu mindre optimalt var, at Camping Vest var blevet ædt op af ungdommen, grotesk store lydanlæg og party 24-7. Og at vi kort og godt var blevet for gamle til det shit. Erkendelsen ramt hårdt, brutalt og nådesløst, det var en frygtelig uge på “lejren”.
Så var det godt, at Pavilion lokkede med: Cerekloth, Dangers of The Sea, The Echo Vamper, Girlseeker, The Govenor of Alaska, Indians, Klumben og Raske Penge, Rum 37, Shiny Darkly, Slowolf, Nelson Can, Redwood Hill, The Beardy Durfs, Ulige Numre og Dig og Mig,
Eller, det tror jeg i hvert fald de gjorde, for på plakaten står Pavilion Jr. og den helt nye Countdown Scenes kunstnere i ét samlet afsnit… så jeg har sjusset mig frem. Jeg kan huske, at jeg så Klumben og Raske Penge, der jer vel var på deres højeste med Faxe Kondi sangen, eller den havde i hvert fald brus nok til, at teltet skummede over. For det min yndlings… soda… vand, velbekomme, så har I den på hjernen, det var så lidt! Jeg kan huske, at jeg også havde lidt fidus til Dig og Mig, især pga. de to radiohits “Skyggerne” og “Når Jeg Stikker Af”. Måske havde de bare ikke så meget mere i sprøjten, eller også var de lige en postgang for tidligt ude med deres lidt flossede 80er popstil, som fik et større revial nogle år senere. I hvert fald blev det ikke til meget mere for duoen.
Rum 37 nåede lidt længere med deres Kent’ske rock på dansk lyd, især var jeg selv begjestret for albummet Mellem Rum, som udkom i efteråret ’12. Det blev til en rost plade mere inden de trak stikket. Redwood Hill er stadig aktive og arbejder på deres tredje plade, efter de to massive metalskiver Descender og Collider, et band jeg har oplevet 3-4 gange sidenhen, men missede dette år på Roskilde. Jeg så heller ikke Nelson Can, der efter eget udsagn spillede en ret dårlig koncert på Pavilion Jr., da de stadig var helt grønne musikere. Jeg oplevede dem nogle år senere til Uhørt, hvor jeg synes udstrålingen var på plads, men der gik lige et par år mere end jeg overgav mig fuldstændig til den musikalske del.
Det har jeg måske stadig tilgode at gøre med Carl Emil og i dette tilfælde Ulige Numre, der var et af de store tilløbsstykker det år på Pavilion Jr. og publikumsmæssig nok godt kunne have klaret en “forfremmelse” til den “rigtige” festival allerede på det tidspunkt. Det kunne MØ med garanti, hun eksploderede nærmest i løbet af det forår og trak så mange folk til området foran Pavilion teltet, at vi ganske enkelt valgte at tage benene på nakken for ikke, at få trykket tarmene unødigt. Det er to eksempler på, at nogle kunstnere er lige ved, at nå at vokse fra Rising konceptet inden festivalen går i gang, en udvikling man kom til at opleve flere gange de følgende år. Nogle år hvor vi også “eksploderede”, kvittede campingpladsen for good og begyndte, at lege musikskribenter med fast base foran scenen i opvarmningsdagene.
Det er en historie til sidste del af denne artikelserie.
Af Ken Damgaard Thomsen
