Roskilde Festival nærmer sig, men hvad skal man se onsdag? Valget står mellem navne som Maggie Rogers, Tears For Fears, Ulver, Bob Dylan, Rosalïa, Cardi B, Hatari, Powertrip, Carpenter Brut og Christine and The Queens.
Vi har tyvstartet Roskilde dækningen lidt tidligt i år med en lille håndfuld udgaver af noget kaldet Roskilde på shuffle. Det gik kort og godt ud på, at tage den officielle Spotify spilleliste for festivalen, sætte den på shuffle og se hvor vi landede. En sjov lille øvelse, som jeg på en eller anden måde også synes afspejler “tiden”, hvor musikbranchen er mere fragmenteret end nogensinde – dethele handler lidt om at ramme strømmen med nogle singler, som forhåbentlig stikker lidt ud og får en masse afspilninger.
Samtidig er det på en måde også Roskilde Festival i en nøddeskal i disse år. Nogle få store navne, et bredt mellemlag og så en masse mindre navne, der på overfladen flimrer ud og ind af hinanden. Som man kan smage på i små bidder, mens man shuffler rundt på festivalpladsen. Det er måske ikke ligefrem noget der emmer af fordybelse, mere af konsumering af underholdning og zappen rundt, men, ikke desto mindre er det sådan landet ligger.
Det er ikke det samme som, at man ikke kan stoppe op, blive hængende eller i Spotifys tilfælde falde over et nummer man synes om og bruge det som inspiration til (forhåbentlig), at dykke dybere ned i specifikke kunstnere. Og i sidste ende resultere i, at man sætter kryds i Roskildes spilleplan ved noget, som man måske ellers ikke ville have opdaget, eller, ja, bare var zappet forbi i farten. Det har i hvert fald været mit håb med shuffle-artiklerne, ligesom det var en praktisk måde for mig selv på, at få en eller anden form for føling med musikken og overblik over programmet.
Jeg har i hvert fald fået noteret en god bunke navne ned, som både er blevet tjekket yderligere ud, eller er på listen til den kommende tid. Nogen når jeg, naturligvis, ikke at smage yderligere på end førstehåndsindtrykket, men så figurerer de på “måske listen”, den der træder i kraft når man lige får lyst til, at få en spontan hjerneblødning på festivalen. Som så ikke er så spontan alligevel.
Det er også en nødvendighed, og udløber af, at jeg ganske enkelt ikke synes headlinerne er voldsomt ophidsende i disse år. Det er der mange grunde til. I år bliver min 21. festival i streg, hvilket naturligt gør, at man ganske enkelt har “set det meste”, i hvert fald hvad etablerede, store navne angår, i en musikbranche hvor de nye headlinere ikke produceres i samme tempo som de gamle falder fra. Der er samtidig forstærket konkurrence om de navne der ER tilgængelige, hvilket udvander toppen i festivallandskabet hele vejen rundt, eller i hvert fald spreder det voldsomt ud. Endelig er der jo en del store navne der bare vælger, at styre udenom festivalerne og få flere penge ud af at stable deres egne stadionshows på benene.
Ikke nye tendenser overhovedet, men det ene med det andet, tilsat min fortsatte hunger efter ikke “bare” at se The Cure igen gør, at jeg kigger på de mindre navne. Der er simpelthen, for en som mig (og der er ikke noget rigtigt eller forkert her), mere bang for my buck i de mindre navne. Og ja, der går, selvfølgelig, også lidt sport i at spotte et eller andet et år eller to inden de slår bredere igennem. Hvilket HELLER ikke er blevet nemmere med årene, som musiklandskabet er blevet bredere, dybere, mere spredt ud og vildtvoksende.
På samme tid har jeg jo, som de fleste andre, et eller andet behov for, at høre noget man kender og kan synge med på, bare en gang imellem. Især efter 3 dage på Rising, hvor man har dyrket vækstlaget, så begynder man naturligt at savne et eller andet hit, som vækker genkendelse. Hvis man planlægger lidt, så tilbyder Roskilde Festivals program i disse år muligheden for, at få dækket de fleste lyster. Måske ikke i form af dusinvis af etablerede navne, som lige er blandt ens personlige favoritter, men så må man “nøjes”. Hvis du ikke kan få dit thrash-fix i form af Slayer, så findes der altså et glimrende alternativ i form af Testament i år. Blot et eksempel.
Hvorfor så alt det her sniksnak inden vi kommer til pointen? Weeeell, det er faktisk en del af hele pointen! Det følgende, og de følgende artikler om de øvrige festivaldage prøver, at dække “det hele”. I en eller anden udstrækning. For det første, er det min personlige smag og hvad jeg har lyst til, at tjekke ud. Helt klart. Men, jeg bilder også mig selv ind, at jeg har en ret alsidig smag og ikke er bange for, at smage på noget jeg ikke kender, eller som jeg måske ikke engang kan lide. Der er alt fra det gamle, kendte til det ukendte, underlige og ting lidt udenfor nummer.
Jeg forsøger, kort sagt, at koge det jeg mener er Roskilde oplevelsen og programmets force ned til en nogenlunde realistisk plan, hvor man får lidt af det hele. Cirka. Er man metalhoved, rockfan, hiphopper eller andet, og går målrettet efter en bestemt genre i programmet, så er det OK med mig, fyr den af, men så er det her jeg prøver på, nok ikke noget for dig.
Nok snak, lad os se om vi kan holde tungen lige i munden trods ture på kryds og tværs i programmet. Lille disclaimer, det her er skrevet inden jeg så kortet over pladsen med de nye sceneplaceringer for Apollo og Avalon, så har forsøgt at strikke noget sammen jeg tror er realistisk i forhold til “transporttiden” henover pladsen – men måske holder planen ikke i virkeligheden. Eller, det gør den sikkert ikke, jeg kan ikke engang selv holde planerne år efter år, hahaha!
Onsdag
Nuvel, vi lægger ud med festivalens korteste dag (og det var slet ikke for, at fylde artiklen ud, at jeg ævlede løs i indledningen!), hvor portene åbnes sidst på eftermiddagen og jeg nok har en god pind i øret. Hey, skal du ikke arbejde? Jo, for mig selv, med mig selv og efter mine egen regler, da! Onsdag er traditionelt den dag, hvor jeg giver mig selv lov til, at få en bette kæp i øret. Musikdagen er forholdsvis kort, det er halvvejs igennem festivalen for mit vedkommende, jeg trænger til at slappe lidt af efter 3 dage på Rising og de fleste jeg kender ankommer og er voldsomt velduftende og friske. Bare rolig, jeg står alligevel op senest klokken 8 dagen efter og trasker på arbejde i skriveladen… og fortryder mine valg…
Forhåbentlig ikke mine musikvalg, men, jeg er lidt i tvivl om hvor min onsdag skal starte. Hmm, Baby In Vain og dansegruppen Corpus’ forestilling kunne godt være af de sjældne oplevelser, ikke mindst fordi det så vidt jeg har forstået det, er sidste forestilling efter den også har spillet på Det Kongelige Teater. Meeen, klokken 17.30 og inde i Gloria? Tror jeg kender mig selv godt nok til, at det ikke kommer til at ske, desværre. Det er for “voldsom” en start til min eftermiddagsbuzz. Alternativt kan man starte turen med den amerikanske folk-pop kunstner Maggie Rogers på Avalon. Det kunne godt lokke, men, igen, får jeg fingeren ud til det og er det en lidt for nedtonet start?
Startskuddet kommer nok til, at lyde på Arena klokken 18.00, hvor den står på synthpop legenderne/veteranerne Tears For Fears. Her er vi ude i “Testament reglen”, hvor bandet måske ikke lige er blandt mine personlige favoritter indenfor den britiske 80’er musik af denne slags, men, det er tæt nok på til, at jeg kan får mit fix. Og noget at synge med på! “Shout”, “Mad World”, “Head Over Heels”, “Everybody Wants To Rule The World”, “Sowing The Seeds of Love”? Der er nok af dem, sådan set. Har den aldrende duo noget tilbage i tanken live, eller bliver det en halv-pinlig omgang? Ingen idé, det kan nok gå begge veje!
Sutter de 80’er mås, så er det bare med at få benene på nakken og sprinte mod Pavilion, hvor norske Ulver går på klokken 18.30. Ah mand, burde man vælge den her i stedet for og bare tagen Tears For Fears i forbifarten, når man daffer ind af indgangen ved Arena? Ulver har flyttet sig en hel del i deres karriere. De begyndte ovre i folk/black metallen i start 90’erne, blev tiltagende ambiente og elektroniske, mens de nyeste jeg har hørt nærmest har en Depeche Mode klang over sig?! Noget af en udvikling og et af de “metalnavne”, der står i høj kurs på årets plakat. Hmm, goddammit, alle de valg!
Skal man vælge Bob Dylan and his band, på Orange Scene klokken 20.00? Onsdag er dag for mange valg… eller fravalg? Jeg er lidt i vildrede, men ender nok med, at give his Bobness en chance til. Jeg siger en til, fordi sidste gang han gæstede Roskilde Festival i 2006 udvandrede jeg inden koncerten var ovre. Jeg orkede ganske enkelt ikke, at høre hans vidunderlige bagkatalog i omarrangerede udgaver, udsat for en Bob bænket bag et orgel. Det er en del af præmissen, også i år, Dylan fortolker sine numre og leverer dem i versioner, der i visse tilfælde gør, at de er svære at genkende. Hvilket sådan set er cool nok, det er hans sange, han kan gøre hvad han vil og efter at have spillet nogle af de her numre i snart 60 år. så er det nok en måde for ham selv ikke at kede sig på. Men, det giver en koncert, der i forvejen risikerer at blive lidt af et anti-klimaks, endnu en klods om benet.
Jeg kan virkelig godt lide Dylan og meget af hans bagkatalog, men, indrømmet, han er altså ikke en fest/humørbombe, kulørt underholder eller noget der ligner. Det er onsdag, prime time, folk er klar til, at forløse energien der er bygget op i opvarmningsdagene…. og så kommer en halv-vrissen bessefar og spiller hits de unge måske kender en titel på hist og her, i versioner hvor sangen ikke er til, at genkende. Det her kunne godt blive noget af en fuser. Ikke at “de gamle kæmper” ikke stadig har en plads på Roskilde og at Bob Dylan ikke er et navn, som ser godt ud på en plakat, Men spørgsmålet er om Dylan stadig er så stort et navn som skriftstørrelsen antyder? Og om tiden ikke netop er løbet fra en kæmpe som ham på Roskilde? Dylans betydning i musikhistorien er umulige at overdrive, men, han har ikke The Rolling Stones udstråling, Bruce Springsteens energi eller McCartney’s genkendelige hitkatalog, at læne sig op ad. Trods alt.
Jeg svinger forbi, og hvis det, som frygtet, bliver en koncert der mister pusten alt for hurtigt, så kan man bare hoppe helt op i nutiden på Avalon klokken 21.30. Her er der spansk art-pop, eller hvad man kan kalde det, fra Rosalía. En af de klassiske “rette tid og sted” bookinger fra Roskilde, hun er pladeaktuel, anmelderroser i spandevis, er kvinde, har generelt bare momentum og alt det der. Musikalsk er jeg måske ikke helt så blæst bagover, som nogen anmeldere var, men, indrømmet, jeg har også kun hørt pladen 2 gange i skrivende stund. Men, alt peger bare i retning af, at det her er en af årets must see koncerter.
Det overlapper, beklageligvis, lidt med irske Fontaines D.C. og deres rawk på Pavilion klokken 22.00, som nok ellers ville gå godt til en voksende promille? Afstanden mellem de to scener, Pavilion og Avalon er nu også blevet så stor, at det bliver umuligt, at nå at smage på begge dele, så man er tvunget til ,at lave et bevidst valg. Rockaftenen starter forresten tidligere på Pavilion, hvor man også kan opleve australske Rolling Blackouts Costal Fever.
Så kommer den sjove! Bliver man hængende ved Avalon i “koncerthullet” og tager sig en slapper indtil klokken 23.30, hvor texanske Power Trip kigger forbi med deres opdaterede bud på thrashen? Fristende, bestemt. Man kan også drøne på tværs af pladsen, hoppe et kvarter tilbage i tiden til 23.15 om få brændt hjernen af til islandske Hatari‘s synth nedsmeltninger på Apollo? Hey, var de med i Eurovisionen/Mellodånden fornylig? Anywaaaay, men kan også hoppe yderligere et kvarter tilbage, til en større scene, lidt tættere på, nemlig Orange Scene. Her kan du blive drugraped ‘n robbed af Cardi B. Bare rolig, hun gør det ikke mere, og kun mod mænd, så det er OK, intet at se her! Det ved jeg heller ikke om der er, når hun indtager festivalens største scene, som jeg ikke aner om hun har navn, sange eller format til? Men, det jeg har hørt af hendes tidstypiske rapz muzikz… har jeg ikke hadet?? Det kræver selvfølgelig, at hun ikke aflyser pga. de kosmetiske operationer hun er ved, at komme sig over… #sooo2019
Hvordan afgør jeg så den threeway dance?! Jo, jeg kigger på, hvor jeg skal hen bagefter! Jeg skal enten lukke dagen med Carpenter Bruts franske horrorfilm synth møder noget der minder om metal på Pavilion, eller havde mig noget fransk pop fra Christine and The Queens på Arena. Dobbelt op på fransk efter midnat, ooh-la-la?! Begge spiller 00.30. Vent, det løser jo ingenting?! Vælger man Cardi B på Orange er der lige langt til begge, vælger man Hatari på Apollo er det nemmere, at gå mod Pavilion, omvendt er Avalon nærmere Arena?! Argh!!
Nå, den der fidus med, at lægge en nogenlunde nøjagtig plan gik da pænt i vasken allerede i første forsøg… symptomatisk Roskilde?
Den realistiske rute i skrivende stund med forbehold for, at jeg ombestemmer mig:
18.00, Arena, Tears For Fears en route mod Pavilion
18.30, Pavilion, Ulver
20.00, Orange, Bob Dylan, indtil det kan konstateres om det fejler eller ej
21.30, Avalon, Rosalía
23.00, Orange, Cardi B, en route tilbage til Avalon
23.30, Avalon, Powertrip
00.30, Pavilion, Carpenter Brut
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Festival 2018
https://open.spotify.com/user/1187364558/playlist/0Lm69SQjCKXLTgU33miyou?si=DxB6izrKSwqkEAP5f5Nfvg
