Roskilde Rising, scenen for upcomingkunstnere, vækstlaget, undergrunden og dem der måske allerede har smagt lidt på noget mere. En scene, hvor musikken i de såkaldte warm up dage, så den fungerer som opvarmning for nogen, baggrundsmusik for andre, live-festen før det går løs, eller inspirationskilde for de nysgerrige festivalgæster.
For os, et medie hvor vi stadig forsøger at have den spirende danske undergrund som primære fokus, da er det på en måde hovedretten, der serveres fra start. Den egentlig festival er dermed en form for meget stor dessert, hvis man skal stille det lidt firkantet op. Det holder, selvfølgelig, ikke helt i praksis, bare fordi der er så forbandet meget spændende musik fra onsdag til lørdag og “kun” en scene, at holde styr på for os i opvarmningsdagene. Men, i “ånden” så da, på en måde og i hvert fald i den forstand, at det er på Rising Scenen den procentmæssige fordeling af navne vi på den ene eller anden måde har, eller kommer til, at beskæftige os mere med, er at finde.
Sidste år var Roskilde Rising flyttet op i det fjerneste hjørne af Camping Vest, området der tidligere havde været domineret af Roskilde Skate. Det skete efter nogle år, hvor Rising Scenen hørte uløseligt sammen med Service Center Vest, efter Pavilion Junior blev nedlagt… og før den “Camping Scenen”, der også nåede, at have lidt forskellige placeringer siden etableringen i år 2000. Hey, så har Rising-konceptet jo faktisk 20 års jubilæum i år? Nuvel, det var ikke det, det skulle handle om her. Den nye placering!
Det var på godt og lidt ondt. Placeringen gjorde også, at der i det samlede billede måske var lidt færre publikummer til koncerterne. Tidligere nød scenen godt af, at den var placeret ved en af hovedårerne for fodgængere på Camping Vest, det er ikke helt tilfældet længere. Det begrænsede den tilfældige tilstrømning, til gengæld kan man vel så formode, at de der tager turen op i hjørnet af pladsen faktisk er oprigtigt interesserede i musikken. Det burde, i teorien, give et lidt mindre, men mere dedikeret og fokuseret publikum. You win some, you lose some. MEN, i år ser det ud som om Bycenter Vest er flyttet med op i Rising-hjørnet, det giver nok mere tilstrømning.
Nå, nok dans om den varme grød, lad os tage et semi-hurtigt kig på hele programmet!
Søndag d. 30/6
I skrivende stund er der præcis en måned til, at jeg sætter mine ben på Roskilde for 21. gang i streg (self high-five). Er det vigtigt i denne forbindelse? Næææh, det er det vel ikke? Hjalte Ross er til gengæld Roskilde debutant, i hvert fald som solokunstner. Han har allerede fået en del omtalte de seneste års tid, måske lidt mere, hvor større medier som blandt andet Gaffa og Soundvenue har kastet noget kærlighed efter den unge, nordjyske sanger og sangskriver. Dermed er han muligvis også allerede “stukket lidt af” for os, i den forstand at vi er en del af den gruppe af mindre medier, som kan fungere som en form for “begynder platform” for upcoming kunstere. Det har Ross ikke rigtig brug for længere. Jeg har ikke været fuldstændig blæst bagover af hans musik indtil videre. Ikke at jeg ikke kan høre, at det er godt. Det er det, men måske også lidt for stille og sagte til mig. Derfor virker han også som et både logisk og lidt satset valg som åbner af Rising klokken 14.00. Den perfekte, stille start eller kommer det til, at virke som om vi ikke rigtig er i gang endnu?
Klokken 15.30 skal vi have Arre! Arre!, 4 svenske kvinder der spiller garage/punk/rock af den relativt klassiske skole. Det lyder vel lidt ligesom man kunne forestille sig? Skramlet, energisk og stadig melodisk. Det er måske også et af “snydenavnene” på Rising Scenen, i det at de faktisk har udsendt musik siden 2014. De er måske ikke så kendte, slet ikke herhjemme, men med 3 udgivelser i rygsækken, så kunne de sagtens være “etablerede” nok til, at spille på den rigtige festival. Men, så kan de måske bruge rutinen til for alvor, at sparke festivalen i gang her midt på eftermiddagen? Herefter (kl. 17.00) følger et helt ubeskrevet blad for mig kaldet Zaar. “Stellar voice on top of big synth-heavy experimental pop”, lyder overskriften til beskrivelsen af det aarhusianske band, centreret omkring Sara Flindt. Normalt ville det nok falde lidt udenfor vores dækningsområde, eller ligge i periferien af det. Men, vi udvider gerne paletten lidt når vi er på festival. Dog er der måske lidt for meget Björk klang og stemning over vokalen til min smag.
Hvis Zaar er et navn hvis musik måske ville nyde godt af, at et spilletidspunkt i mørke, så er det måske endnu mere udpræget for doom-bandet Konvent, der har fået aftensmadstiden klokken 18.30. Det ved jeg ikke om er helt optimalt for mørk og langsom doommetal, men, kabalen skal jo gå op på en eller anden måde? De 4 kvinder har kun en enkelt demo ude, der udkom tilbage i 2017, man kan egentlig også argumentere for, at bandet kunne have været på Rising dengang, eller sidste år. Men nu blev det i stedet for 2019, hvor man i øvrigt også kan fange dem på Copenhell, så de er et af de obligatoriske dobbelt-op navne i år.
“Queer feminist pop-punk trio”, præsenteres københavnske Girlcrush som. Det er da, om ikke andet, meget moderne og rammer noget i tiden så! Hvordan lyder musikken mon? Det er ikke et band jeg tidligere har fået tjekket ud, så vi fyrer lige op for Spotify-maskinen og fucker lidt med min algoritme, mens kaffen brygges. Aha, det havde jeg da ikke behøvet, det eneste tilgængelige nummer på Spotify, “Take My Clothes Off”, har jeg da hørt nogle gange på P6 på det seneste. Første gang troede jeg, at der var tale om et nummer fra slut-80’er/start-90’ernes punkrockede scene, da riot grrl bølgen kom frem. Det er det så ikke! Stærk sang, formoder de har flere numre så, ellers bliver det da en kort fornøjelse klokken 20.00.
Derefter er det tid til Søn, der klokken 21.30 skal fremføre numrene fra vinterens debutplade, Det Skadinaviske Design. Det er et band, som jeg var ret sikker på ville være, at finde på Rising Scenen i år – det hele passede ligesom bare. Desuden er det et af de Rising navne, som jeg har oplevet live, da de imponerede med deres britisk klingende art-indiepop på Fortovsfestival i maj måned sidste år. Med endnu mere liveerfaring i den fiktive rygsæk siden da der lagt op til en af årets højdepunkter på Rising. Intet forventningspres herfra!
Dagen lukkes af Hjalmer, der nok ikke kan (eller vil eller bør) løbe fra, at han er Kim Larsens søn. Stilen er dog en lidt anden, selvom materialet er på dansk. Han er gået i en mere poppet sangskriver retning, der måske kan virke som et lidt underligt valg til en koncert klokken 23.00. Men, det er vel et navn, der skal trække ungdommen væk fra lejrene op til midnat?
Mandag d. 1/7
Vi bliver udfordret fra start med en form for tung, let artsy og skæv metal med afstikkere i alle mulige retninger fra københavnske Gullo Gullo. Jeg har i skrivende stund kun fået smuglyttet en enkelt gang til gruppens debut, Raw Moon, der virker som lidt af en mundfuld serveret i dagslys klokken 14.00. Der er efterladenskaber af både noget doom’et, punk og hardcore i deres udfordrende lyd, som både virker ret tiltalende på mig og som noget jeg, muligvis, kunne gå lidt død i, i længden. Lad os se hvordan pokker det glider ned live!
“Ka’ ik’ vente til i morgen, ka’ ik’ vente til i morgen”, men Kogekunst er meget mere end et “ka’ ik’ vente til i morgen” band. Men, det er nok det nummer, som de er mest kendte for indtil videre, da det er blevet spillet på P6 og indgår i jinglen til Carsten Holms formiddagsprogram på samme kanal. Hvad er det så, egentlig, de disker op med klokken 15.30? Hvis Gullo Gullo var “skævt”, så nærmer det her sig vel noget man kunne kalde “skørt”, uden at det skulle forstås som “fjoget”? Legesyg pop? Lad os foreløbig kalde det, det. Det skal nok sprede gak og løjer stemning foran Rising.
Josiah Konder er til gengæld i en helt anden og mere kontrolleret boldgade. Singer songwriter croon, kunne man måske beskrive det som? Ikke et navn jeg var bekendt med inden jeg begyndte, at dykke ned i programmet og et jeg ikke helt ved, hvad jeg synes om efter at have lyttet til en håndfuld numre. På den ene side er det meget udtryksfuldt og flot arrangeret, på grænsen til noget teatralsk og grandiost, men, det grænser også til noget, der lyder en kende forceret eller påtaget, især vokalen. Det er lige før, at det kammer over og kommer til, at lyde som “nu finder jeg min crooner stemme/karakter frem”, i stedet for at det lyder naturligt. Men, måske ER det netop naturligt? Dommen må fældes efter en liveperformance klokken 17.00.
Så er der, trods alt, nok mere smæk på Rebecca Lou bagefter. Og da ved jeg i hvert fald, at det naturlige i det ikke fejler noget. Jeg oplevede bandet give den fuld gas, pedalerne i bund, på Uhørt for nogle år siden. Så vil nogle måske påstå, at bandet med energibomben Rebecca Lou i front, har taget sig god tid til, at nå fra Uhørt til Rising. Men, bandet lader til, at have taget sig den fornødne tid til, at opbygge noget momentum igennem en række singler og en EP. Og det virker som om benarbejdet har fungeret, ikke nok med at der er en god 18.30 tid på Rising, de har også haft deres seneste singler i flittig rotation i radioen.
Klokken 20.00 er det tid til et andet navn, som ikke har ligget på den lade side det seneste års tid. Faktisk er det blevet til 2 fremragende, meget forskellige og eventyrlystne plader fra M Rexen, der afslutter albumtrilogien til efteråret. Noget af et kreativt output og produktivitet, må man sige. Det er heldigvis ikke gået ud over kvaliteten, til gengæld er han uhyre svær, at sætte i bås rent musikalsk. På den led er der, måske, lidt Bisse over udskejelserne, i den forstand at Rexen er inspireret af alle mulige musikalske strømninger, ikke lader sig begrænse og ikke er bange for, at være “for meget”. Ligesom tidligere nævnte Søn er det et af de navne jeg har hørt det seneste år, som jeg synes duftede af en Roskilde booking – det gav bare så fin mening.
Norske Hoy La og hendes triphoppede elektro-ræs klokken 21.30 hopper jeg let og elegant over, det er simpelthen ikke mig. Næææh, så er jeg mere til thrash-bæstet Xenoblight, Silkeborg metallerne med Marika Hyldmar i front, der har fået æren af, at lukke skidtet ned med manér mandag aften. Gad vide om ungdommen kan tåle sådan en hæsblæsende øretæve klokken 23.00? Nå ja, der er jo mange af dem, så ryger der et par stykker i svinget… Anyway, der er da forholdsvis meget metal, eller metallisk, på Rising i år? Det kan vel opfattes, som et tegn på den generelt positive udvikling, der har været her til lands de seneste år, hvor en række nye bands har presset sig på. Godt med et skulderklap til metalgenren, som ellers virkede en kende stagneret og “uønsket” på upcoming scener rundt omkring nogle år tilbage.
Tirsdag d. 2/7
Sidste dag på og foran Rising starter med årets “left field” booking til scenen, Ipek Yolu. Dansk/tyrkisk… something or other! Det lyder både små-psykedelisk, tyrkisk folk’et, roots rocket, surfet og alt muligt andet?! Det er også musik af den slags, som jeg foretrækker at opleve live, fremfor på indspilning. Det er næsten altid som om, at en indspilning af noget der kræver, at blive spillet live for at få lov til at ånde, vibrere og udvikle sig organisk, kommer til at føles om man kun får en smagsprøve. Og at smagsoplevelsen kunne være meget mere voldsom live. Det kunne også blive for meget smag til klokken 14.00…
https://www.youtube.com/watch?v=rNyudMwO2Do
Så er det efterfølgende svenske islæt, Linn Koch-Emmery sgu nok et lidt sikrere kort, at smide for en hvid, midaldrende herre som undertegnende. Charmerende indiepop, som straks fangede mig og gjorde mig i godt humør, da fik fyret op under en 4-5 numre på min foretrukne streamingtjeneste. Det er ikke nyskabende eller raketvidenskab, det her, men det fungerer. Gode sange, friske melodier og en smittende lyd – det behøver ikke være mere indviklet for, at få mig op af campingstolen klokken 15.30.
Roskilde er et kontrastfyldt område, Rising er ingen undtagelse, klokken 17.00 er det tid til opvarmningsdagenes anden “doom i dagslys” koncert! Det er da lige før, at man kunne håbe på overskyet og regn, når Alkymist tropper op med deres dunkle toner. Shhh, det sagde jeg ikke og mente kun delvist! Nuvel, bandet imponerede mig med deres olme debutplade sidste efterår, så sangene har de da, i min optik. Har det omgivelserne på deres side? Mere tvivlsomt, men, man må tage hvad man kan få på Roskilde. Det gælder så, muligvis, ikke den efterfølgende Mall Girl koncert klokken 18.30. Det ene nummer jeg kunne finde med dem i streamingland var, i mine ører, indiepop af den mere små-kedelige slags, så det her bliver måske dagens musikpause?
Boundaries er endnu et navn, som jeg tidligere har fanget på Uhørt Festival, begynder man, at ane et mønster i de her bookinger?! Dengang var bandet, så vidt jeg husker, på deres debut-single, der fik pænt med airplay på P6 og da også var et ret habilt bud på moderne post-punk. Eller moderne og moderne, “nyere” post-punk, det lød stadig ret klassisk. Det jeg husker bedst fra den koncert var en utroligt høj forsanger og et band, som måske ikke helt havde sangene til et helt sæt endnu. Men nu er der altså gået næsten 2 år, bandet har fået mere liveerfaring og har numre fra en EP med i bagagen, så de burde være klar til en spilletid i primetime klokken 20.00.
Skal du have noget til, at strække de små grå og flække hjernen, så er Collider klokken 21.30 et godt bud. Bandet udsendte tidligere i år deres debut, en der delte vandene. Og med delte vandene mener jeg på en lidt mere virkelig måde, at stort set alle anmeldelser var vældig positive, undtagen vores egen, hvor Troels-Henrik uddelte 2 stjerner! En skam, at så mange medier kan tage fejl! Eller også var det et resultat af en anmelders smagsløg, som syntes at der simpelthen var smidt for mange krydderier i gryden? Det er en subjektiv holdning, ja, anmeldelser er også subjektive, ligesom min smag kan være en anden en den gode Troels-Henriks og nogle gange vinder subjektiviteten over objektiviteten og nu padler jeg og snakker udenom… kan jeg lide Collider? Jeg ved det ikke endnu, det virker lidt overvældende og stressende, som Mew på speed, det jeg har hørt af det. Den ryger på “mød op og lad mig overraske” listen.
Rising Scenen lukkes ned med et bidrag fra Norge i form af duoen brenn., der har valgt at skrive deres navn med lille begyndelsesbogstav og slutte af med et punktum. I har allerede provokeret mig lidt, de herrer! Hvad spiller de unge gutter så? Tja, rask og frejdig alt-rock med poppede hooks og melodier? Der drages paralleller til navne som Bob Hund og Pixies, men, skal vi ikke lige se om de kan kravle live inden vi påstår, at de kan flyve?! Jeg kan i første omgang lide energien, som emmer ud af det her… resten er jeg ikke helt sikker på endnu.
Således nåede vi til vejs ende for Rising Scenen med en omgang norsk stress-indie, efter et, igen ret varieret program. Kvinderne, metallen og en kombi fylder ret godt i programmet til opvarmningsdagene i år, mens der som altid også er fundet plads til nogle mere sprælske, rebelske og spraglede indslag.
Hvad savner jeg? Hmm, måske nogle mere regulært poppede indslag som Zar Paulo, eller noget regulær rock af en art. Men sidstnævnte er en mangelvare på festivalen generelt i disse år og i udpræget grad i år. Alt i alt er der jo rift om pladserne på Rising, der ikke kan eller vil præsentere stakkevis af navne. Det må være særdeles vanskeligt, at nå frem til de navne, som får tjansen hvert år… og nu er det op til en skriverkarl som mig og komme og pege fingre af det hele!
Det ser jeg frem til, for jeg kan igen sige, at jeg ser frem til, at opleve omkring 90 % af navnene – hvor finder man ellers sådan et snit?
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR, Roskilde Rising 2018
