Vi er nået til tredje og sidste del af vores kig tilbage på Rising Scenen på Roskilde Festival, de forskellige inkarnationer af scenen og nogle af de navne, som har optrådt der gennem årene. Vi er nu nået op til “GFR-årene”, der løber fra 2013 til…
Egentlig begyndte vi jo, at lave det her musikræs i slutningen af 2011, men vi søgte ikke akkreditering det første mulige år på Roskilde Festival, men først i 2013. Vi havde måske ikke helt selvtillid nok det første år? Til gengæld har vi selvtillid nok til, med klædelig ydmyghed, at kalde det for “GFR-æraen”! i hvert fald internt… indtil nu.
Ej, det er gas (måske)! I anden del HER kiggede vi på Pavilion Jr. årene (første del kan læses HER) fra 2005 til og med 2012. Egentlig burde 2013 have været med, da det var sidste år med Pavilion Jr. Scenen, men eftersom det også var første år hvor vi officielt dækkede opvarmningsdagene, så lagde jeg snittet der i stedet for. Anyway, vi forsætter hvor vi slap, læs resten af historien og lidt baggrund for hele den her artikelserie i de tidligere afsnit.
Den ene scenes død, den andens… 2013-2014
På mange måder var GFRs ankomst med til, at “redde” min Roskilde Festival, sammen med Pavilion Jr./Rising Scenen. Vi tabte slaget med ungdommen og lydtrykket ude på campingpladsen i 2012 og måtte fortrække til mere sikkert terræn året efter. Her prøvede vi første gang Get A Tent, hvilket man kan rynke lidt på næsen af, hvilket vi også selv gjorde, men det blev altså en “life saver” for lejren.
Ikke mindst undertegnede, der stadig ikke var klar til, at indse at en uge i felten altså var for meget for en aldrende krop og hjerne. Men, hvad skulle man lave, når de fleste andre først ankom midt på ugen og man ikke selv kunne klar en uge med fest og ballade? Her blev GFR og upcoming scenen den sidste del af redningsplanen, som nu på 7. år har forlænget min udløbsdato for mit uge lange ophold på græs.
2013 blev også enden på Pavilion Jr, som havde eksisteret i sin daværende form siden 2005 og nok begyndte, at trænge til lidt forandring og “frisk maling”. Ikke, at der sådan set var noget galt med omgivelserne, men, det virker måske paradoksalt, at en scene der huser et spirende vækstlag i konstant forandring ikke selv ændrer sig i 8 år?
Det første år som möchte gern musikskribenter bød på musik fra navne som: Ajuna, Baby In Vain, Go Go Berlin, Then Comes Silence, The Woken Trees, Solbrud, Dråpe, Navneløs, Lower, Ice Cream Cathedral, So So Echo, MØ, Travelling tribes, Mother Lewinsky, Bendik og Schultz & Forever. Vi havde endnu ikke helt fundet formen, der var en del learning by doing, hvilket også afspejler sig i vores skriverier fra festivalen. Konturerne til det, som er endt med at blive vores fremgangsmåde er der, men det er stadig lidt famlende og noget af det ville jeg nok skrive om, hvis det skulle gøres i dag.
Det gælder især anmeldelsen af metalbandet Ajunas koncert, som jeg tydeligvis bare ikke helt forstod og lod mig rive med af. Shit happens. Ajuna havde god undergrundsbuzz i de år, men efter et album blev der helt stille fra den front, deres seneste Facebook opslag er fra 2017, hvor de annoncerer, at de vil være stille i et stykke tid. Stille blev også mørkt rockende The Woken Trees, som ellers kom blæsende ud af starthullerne med deres roste debutplade NONN, for efterfølgende at trække stikket og forsætte i andre bands, som eksempelvis De Underjordiske. Vi nåede dog, at få en snak med to af medlemmerne, hvilket samtidig var første gang vi fik sneget os backstage på Roskilde og set tingene lidt fra den anden side af hegnene. Hele den del af festivalen har også fået en kraftlig overhaling efter, at scenen genopstod, her var det hele lidt mere “primitivt” og præget af lidt “armbåndsforvirring”. Hvem havde tilladelse til, at være hvor og hvordan backstage osv., det kører meget mere smooth nu.
Der var også andre interview muligheder, blandt andet med det svenske gothrock band Then Comes Silence, der vist var det første band som på egen hånd kontaktede os om et interview. Det førte til noget forvirrende kontakt frem og tilbage på dagen med deres danske kontaktperson Susanne. Learning by doing!
Ellers var det generelt et år for nogle stærke koncerter på Pavilion Jr. (RF 13 materiale kan læses HER) med nogle danske navne, som stod lige foran gennembrud i hver deres genre og som stadig er aktive i dag. Solbrud var nok bannerførerne indenfor den nye danske black metal og har siden debuten udsendt 2 stærke albums. Go Go Berlin har skiftet retrorocken ud med en mere “mainstream” lyd og er i disse år måske for alvor ved, at få bidt sig fast og så er der støj-trioen Baby In Vain, der i år optræder med et særligt show på Roskilde, sammen med en dansetrup. En forestilling der også har kørt på det kongelige i maj måned.
Som en lille krølle er der Mother Lewinsky, som ikke længere er aktive, men deres forsanger, Marc Facchini har i mine øjne udviklet sig til, at være en af de mest interessante sangskrivere herhjemme. 3 stærke og meget forskellige soloplader, med et 4. på vej, er det blevet til de seneste år.
Året efter var et lidt underligt “mellemår” for upcoming scenen, der officielt skiftede navn til Rising, men endnu ikke var den nu velkendte pyramide scene på Camping Vest. I stedet for var scenen en ret ucharmerende kasse, placeret i forlængelse af Service Center Øst. Ligesom i 2004 var der et eller andet ved det, som virkede lidt off. Det er som om, at campingscenen og Øst grundlæggende er et dårligt match og ikke helt fungerer? Uden at jeg skal kunne sige hvorfor.
Det virkede som en lidt tarvelig nedgradering af forholdene på Pavilion Scenen, i hvert fald rent visuelt og hvad omgivelserne angik. På plus-siden syntes jeg det var rart, at musikken kom “tilbage på campingpladsen” og “back to basics” følelsen ved det hele, ligesom programmet igen var ret stærkt med navne som: The Awesome Welles, Blaue Blume, Communions, The Divers, Förtress, Get Your Gun, Heimatt, Hexis, Karl William, Kill J, The Minds of 99, Narcosatanicos, Slöa Kniva, Tidlige Armbånd og We Are The Way for the Comos to Know Itself (anmeldelser osv. kan læses HER).
Her kan man se en række navne, som også blev fast inventar på de danske radiostationer som popkometen Karl William, Communions (der måske stadig lige mangler det afgørende gennembrud?), art-poppede Blaue Blume, Kill J og ikke mindst The Minds of ’99. Det er jo næsten en P6 Beat scene? The Minds of ’99 trak en kæmpe skare og vi trak væk og lavede noget andet, da jeg allerede der var noget træt af hypen omkring dem og ikke helt forstod den. Men både band og bookerne havde jo tydeligvis ramt fuldstændig plet.
Lidt mere overraskende er det måske, at et indieband som The Awesome Welles endnu ikke har fået ordenlig fat. Det virkede ellers som om de var på rette vej, da vi fangede dem til en snak i backsage village og op til udgivelsen af deres debut, hvor et par singler røg i rotation. Et Facebook opslag fra december 2016 er deres næstsidste update, hvor de skriver at deres næste plade er ved at blive mastereret… still waiting! (De er stilfærdigt gået i opløsning, red.).
Mindre overraskende var det til gengæld, at bands som det eksperimenterende jazz/metal/helvedes orkester Narcosatanicos og hardcore nedsmeltningen Hexis ikke fik så meget airplay! Førstnævnte har til gengæld nogle af de mest ondsindede plader fra dette årti på samvittigheden, selvom der har været lidt ro omkring dem i et stykke tid nu. Hexis? De er nok på tour i en eller anden udgave, et eller andet sted i verden lige nu. De må være Danmarks suverænt hårdest arbejdende band, hvad turneer og koncerter angår. Mindre aktive er dunkle og dundrende Get Your Gun, som med ægte nordjysk sindighed ikke har travlt men kravler frem fra mørket med jævne mellemrum og strammer grebet. Et rystende godt liveband!
Roskilde Rising… Rising, 2015-2017
Så er vi nået frem til pyramide perioden, som endnu ikke er afsluttet men som dog har gennemgået små forandringer år til år. Rising flyttede i 2015 over til Service Center Vest, på hjørnet mellem boderne og “hovedvejen” over til broen over jernbanen. Det føltes på en måde som en hjemkomst for mig, efter scenen flyttede fra Vest i 2003, og der hvor den sådan rigtig hører hjemme, hvis man er så gammel i gårde, at man husker de første år med Campingscenen, som jeg rablede løs om i første del.
De første år syntes jeg måske, at den nye pyramide formede scene, eller rettere teltet over scenen, var… temmelig grim. Meeeen, man vænner sig jo til ting og nu er den næsten blevet et varemærke, selvom det måske er det punkt, hvor man kunne give scenen en ansigtsløftning næste gang der skal ske noget nyt? Anyway, nu er vi ved at være dybt inde i GFR tiden, vores arbejdsform, samarbejde og formen på det hele er faldet på plads, med de små justeringer man nu laver fra år til år. Det man skal passe på med er, at metoderne bliver stive og gør at man forfalder til, at kører den hjem på rutinen. Ligesom Roskilde Festival generelt.
2015 var samtidig det første år, hvor Jonas og jeg rykkede til “restricted camping”, eget telt på boldbane inkl. bad og toilet på sikker afstand fra campingpladsen, efter 2 år i Get A Tent. Sandheden er, at virkeligheden endnu engang indhentede os. Get A Tent er najs nok, men, hvis man skal arbejde en hel uge og stå tidligt op hver dag, så er det ikke det optimale sted til ens skønhedssøvn. Og den fik vi brug for med et line up der talte:
The Attic Sleepers, Black Book Lodge, De Underjordiske, The Entrepreneurs, Gooms, Lowly, Molly, Piss Vortex, Slaughter Beach, Tårn, The Vintage Caravan, Wangel, Young Dinosaur, og Yung (anmeldelser osv. kan læses HER). Nu var vi så cocky, at vi begyndte at kalde det “GFR bands” når der blev booket navne vi havde dækket.
Den danske “psych-bølge”, et udtryk de bands der blev kategoriseret som en del af denne nok var pænt trætte af, var nok på sit højeste i disse år. Det var dog en tendens, som det virkede som om Roskilde Festival aldrig helt omfavnede. I hvert fald kun i glimt med et navn som De Underjordiske her. Der var mange, mange andre bands, som aldrig fik chancen på Rising, som eksempelvis Fribytterdrømme – de fandt så senere vej til den “rigtige” festival af andre (om)veje. Måske skyldes det, at der i disse år var regulære festivaler for psychrock i både Aarhus og København og så fandt Roskilde det ikke nødvendigt?
Af GFR navne springer Black Book Lodge i øjnene, som vi også fik en snak med i det nye Rising backstage område, som nu for alvor var ved at tage form, som både en tiltrængt oase for de optrædende og en arbejdsplads for skrivesnuder som os. Ikke at vi brugte det til, at skrive noget… vi ville hellere sidde/stå foran scenen med en kølig papvin! Nå, BBL, de fik udsendt nogle virkelig stærke udgivelser inden de trak stikket, kort tid efter seneste plade for et par år siden. Faktisk blev deres releasekoncert også deres afskedskoncert? Det kan man da kalde et punktum.
Tårn har stille og roligt hægtet sig fast i bordkanten med deres små-skæve pop, mens croonende Wangel lader til, at have trukket sig tilbage. Og hvad med punkede Yung? De havde hvad jeg ville kalde temmelig massiv hype og så var det som om den døde lidt efter udgivelsen af et album i 2016? Forsangeren optrådte under navnet Holm på sidste års festival uden, at der (tilsyneladende) kom det vilde ud af det?
Grindcore bandet Piss Vortex har også kørt den ramponerede bus i garagen, men det kan da bryste sig af, at være det første band på Rising, som fik en gæv gut til, at crowdsurfe i en indkøbsvogn. Hvilket på en måde også blev startskuddet til en ny tendens på Rising, nemlig at publikum gav den mere gas og der efter mange års fravær blev sat nogle urkræfter og vildskab fri på festivalen generelt. Nu er der high energy markeringer i programmet ved de koncerter festivalen formoder bliver voldsomme, det var altså ikke tilfældet for en lille håndfuld år siden. Helt naturligt var der i mange år efter Pearl Jam ulykken lagt en dæmper på tingene, men tiden går, tiderne forandre sig og der bliver (heldigvis) givet lidt mere snor.
Vi skulle dog lige igennem 2016 inden det for alvor gik helt amok på Rising. Ikke, at der manglede metalnavne, det er jo ofte der proppen ryger af, men et band som ORM, der spiller sortnet død, er måske ikke lige navnet til den form for fest. De gjorde ellers hvad de kunne i lidt udfordrende omgivelser i dagslys. De havde nok været bedre tjent (og havde fortjent) en scene som Gloria. Hedninge rockerne Bersærk var et band der til gengæld fik sparket fest i gang, dog uden at det stak helt af, modsat vores interview med gruppen backstage, som nu kun officielt eksisterer i en censureret udgave. Gruppen var første eksempel på noget, der nærmest er blevet en tradition: et dansk band der spiller både på Copenhell og Roskilde Festival. Måske ikke så eksotisk i sig selv, men i disse år lå Copenhell i den weekend, hvor Roskilde åbnede, så man kunne lige få sig en dobbelt op der.
Det gjorde jeg i 2016, hvilket resulterede i, at jeg var godt bagud på søvn, energi og kapacitet til, at tage musik ind fra start. Det medførte blandt andet, at jeg var komplet død i pæren den første dag foran Rising og at jeg ærlig talt ikke husker, at have ført denne samtale med den søde popduo Shy Shy Shy, selv når jeg genlæser det. Skræmmende. Nå, man måtte jo svinge sig op på hesten og blive i sadlen, for Rising lokkede også med navne som:
Childrenn, Chinah, Deadpan Interference, Dream Wife, F.M.K., First Hate, For Akira, Gents, Have You Ever Seen The Jane Fonda Aerobic VHS?, Katinka, Klub 27, Masasolo, Ondt Blod, Palace Winter, The Pow Pow og Virgin Suicide (læs anmeldelser osv. HER). Sidstnævnte har netop udsendt en ny single, efter det var som om de ikke fik helt så meget hul igennem med plade nummer to, som tilfældet var med debuten. Katinka behøver nok ikke nogen nærmere introduktion, ligesom Palace Winter stille og roligt fik arbejdet sig frem.
Et band som Klub 27, der slog sig op på medrivende beatrock, virkede dengang som om, at de var det næste band til at bryde lydmuren. De har været stille i mindst et par år nu. Småpsykedeliske og omtågede Masasolo virkede også som om, at der kunne være mere solskin forude, men efter en debutplade og en smule P6 airplay var det som om den alligevel strandede lidt. Senest har bagmanden givet lyd fra sig i form af en ny single fra hans tidligere band, Vampire Blow, så måske er Masasolo sat i bero? Det er årets mest psychede indslag, Deadpan Interference, også. De gik i opløsning i slutningen af netop 2016, kun for at genopstå med ét medlem mindre, som trioen Deadpan i slutningen af 2018. Og så har vi ikke hørt så meget mere siden…
Bands kommer og går og det er en naturlig del af Rising, og de tidligere inkarnationer, at nogen bliver til “noget”, andre snubler, trækker selv stikket eller bliver nærmest aldrig hørt fra igen. Fra 2017 programmet er der 2 bands som ligner nogen der har slået hul og er stukket af. I vidt forskellige genrer, der også gør, at man ikke helt kan sammenligne, ligesom det bestemt ikke var begge bands jeg havde lige meget fidus til.
Popdrengene Barselona gav jeg 2 stjerner mens dødsmetallerne Baest scorede top karakter det år. Well, 50 % ramte jeg da! Det der drengepop ræs Barselona var ved at skabe sig et massivt gennembrud men for kun to år siden var jeg virkelig, virkelig ikke fan af det. Jeg synes deres lyd og stil var irriterende, lyrikken flad og intetsigende og måden bandnavnet stavet på drønbelastende. Det sidste synes jeg stadig, på de andre punkter må jeg nok give mig lidt og sige, at de tydeligvis har ramt noget i tiden, og et publikum og gjort det på rekordtid i en meget ung alder. Fuck, de må sgu da nærmest have været 15-16 år da de spillede på Rising så?
Baest er også buldret frem, selvfølgelig ikke med helt samme kommercielle muligheder som et popband, men så må man jo tage alle de muligheder der byder sig. Gruppen var allerede på uimodståeligt fremtog, da de ramte Rising med fuld kraft og fik skabt en abefest af rang foran scenen. For meget, mente nogen, for dumt mente andre og ufrotjent mente metalpolitiet. Det er jo bare ret klassisk død, hvorfor er Baest noget særligt og får så meget opmærksomhed? Fordi de giver den alt, har hjertet med og en smittende energi, som påvirker omgivelserne. Burde de stå og give den alt hvad den kan trække i Go’ Morgen Danmark eller være omdrejningspunkt i en serie på DR3? Hvis de ikke vil provokere metal puritanerne og trve-segmentet, så, nej. Hvis de gerne vil mere end, at stå på Rising Scener verden rundt, så ja.
AUDN, Ayowa, Hater, Natjager, Siibir, Værket, Fugleflugten, The Kutimangoes, ML Buch, Noah Carter, Franske Piger, Tvivler, Dør Nr. 13, Farveblind, Irah, The Love Coffin, Modest, Odd Couple, Pardans og Shit Kid var del af den blandede landhandel på Rising ud over de 2 ovennævnte (læs anmeldelser osv. HER). Der er nogle sikre og “åbenlyse” kort som Ayowa, Fugleflugten, The Love Coffin, Modest og Franske Piger, mens et tryllefløjtende 60’er folk-prog-whatever ensemble som Værket lidt kom som et lyn fra en klar himmel. Det er en anden “Rising tradition”; hvor bookerne finder nogle kunstnere, hvor man tager sig i at tænke, “hvor har de fundet dem?” eller “er det her et band bookerne selv har sat sammen/opfundet til lejligheden?”.
Der er også de navne som bookerne tydeligvis selv har forelskede sig i og stædigt tror på, som eksempelvis Pardans, som jeg har meget svært ved at rumme. Deres musik går mig bare på nerverne, beklager, men de er i år et af de bands som tager turen fra Rising til det “rigtige” program. Så kan jeg lære det! Lære det ved jeg ikke om svenske Shit Kid gjorde? Var det en form for feministiske statement? Kunst? Fordrukkent nonsens? Den værste Rising koncert nogensinde?
Ryk nordvest på vest, 2018-?
Sidste år betød flere forandringer, som fik rusket lidt op i tingene og de (måske) tiltagende rutiner. For første gang i GFR-tiden var jeg uden min faste skrivemakker i felten i det Jonas måtte tage en tur på bænken pga. familieforøgelse. Det ændrede, selvfølgelig, en del. Både på selve arbejdsgangen (og byrden), hvilket lige krævede en forventningsafstemning med mig selv og så bare det faktum af Dupont og Dupont ikke kunne underholde hinanden foran Rising, når musikken ikke spillede. Så var det godt at både fotografen (der kom med i stedet for Jonas) og vores loyale wingman gennem mange år var flinke til, at dukke tidligt op.
Logistisk så rykkede pyramiden fra sit hjørne ved Service Center vest op i det område, som tidligere var domineret af- og tilegnet skaterbanen, som var blevet lukket i det mellemværende år. Der var fordele og ulemper ved denne flytning, som væver sig lidt ind i hinanden. På den tidligere placering virkede det lidt som om, at Rising lå som en lidt malplaceret udvoksning fra Service Centeret. En der både var pladskrævende og men som også lå lidt udsat pga. den konstante strøm af mennesker, der skulle frem og tilbage på “hovedvejen” lige ved siden af, eller over broen. Det kunne både trække en stor flok til på rekordtid, suge tilfældige forbipasserende til sig, som ellers ikke havde opdaget musikken, hvilket sådan set var positivt nok. Ulempen var en vis “uro” og konstant strøm frem og tilbage foran scenen af mere eller mindre interesserede folk.
Det slipper man næsten for med den nye placering oppe i hjørnet, hvor den værste trafik er taget af. Til gengæld mister man så en del af de “tilfældigt forbipasserende”, som måske ville blive hængende. Omvendt må man formode, at de der så tager gåturen hen til pyramiden gør det, fordi de er oprigtigt interesserede i musikken.
Omgivelserne var for mig lidt både og, placeringen fungerer sådan set, men der manglede for mig nogle faciliteter og indkøbsmuligheder. En Redbull Bar er ikke lige det jeg har brug for, når jeg skal opholde mig en hel dag foran en scene og det eneste øl og vand salgdsted i miles omkreds solgte kun hele rammer og cola i 1 ½ liters flasker… Æh, upraktisk! Til gengæld kunne folk med backstage adgang på Rising nyde godt af et område, som virkelig virkede indbydende nu. Der manglede ikke noget der og en glædelig udvikling, selvom jeg stadig mest opholder mig på den anden side af hegnet. Men for de optrædende, og dem med de “rigtige” armbånd, der trænger til en puster er det en kærkommen udvikling. I år er Service/Bycenter Vest så rykket med op i hjørnet, så kommer jeg da ikke til, at tørste og sulte!
Musikalsk vil jeg her på falderebet ikke gør det store nummer ud af det, det er kun et år siden og dermed lidt tidligt at fælde en “dom” over de fleste af de optrædendes fremtid. Men man er da mere end velkommen til, at kaste sig over reportager og anmeldelser fra sidste (og andre) år, hvor jeg kom omkring:
Dirt Forge, Eera, Addisabababand, Clarissa Connelly, Alcabean, Slægt og Sista Bossen, Gurli Octavia, Albin Lee Meldau, Kippenberger, Rome Is Not A Town, Luster og Caba, Konni Kass, Holm, Maraton, Jakob Ogawa og Lød.
Programmet for i år har jeg kastet et blik ud over HER, så må vi se hvordan det munder ud på scenen, når jeg endnu engang indfinder mig foran Rising (og IGEN uden Jonas, der skal forsvare sin Ph.d under festivalen, goddammit), ligesom så mange andre år.
Som man har kunnet læse i disse tre artikler om scenens historie, så har den gennemgået noget af en udvikling i årenes løb og af og til ført en omskiftelig tilværelse. I starten fungerede musikken og kunstnerne måske mere som en art “tidsfordriv” for publikum, men i årenes løb er Rising vokset fra, at være “endnu et tilbud til, at stimulere publikum” til, at være en vigtig del af festivalens DNA, som er med til, at sætte en dagsorden.
Hvad fremtiden bringer for Rising, Roskilde Festival GFR og undertegnede? Forhåbentlig et forsat parløb, der formår at udvikle, forandre og tilpasse sig. Vi ses, hele ugen!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: 2013-2017, GFR mobilfototeamet, 2018 Lene Damgaard/GFR
