Det er igen blevet den tid på året, Roskilde Festival har offentliggjort den “endelige” plakat, med forbehold for enkelte tilføjelser. Der er ramaskrig, begejstring, forbandelser, verbal opkast og alle mulige reaktioner midt i mellem. Men, hvad får man egentlig, sådan umiddelbart, hvis man indløser billet?
En hulens masse navne man ikke kender! Og det er jo alt sammen en del af den sjove, årlige Roskilde-leg! Ingen kender reglerne, det er bare med at kaste sig ud i det. På sin vis er årets Roskilde plakat dermed også som mange andre, i hvert fald efter årtusindeskiftet, hvor genrer er blevet sprængt, sub-genrer knopskyder, internettet har fragmenteret og bredt udbuddet af nye kunstnere voldsomt ud og publikum er blevet mere “utro” og skifter musikalske sengepartnere hyppigere end nogensinde tidligere.
Det er efterhånden også en velkendt sang, ligesom at der er færre større navne at hive ned fra hylderne for festivalen. Til gengæld er der flere større festivaler der kæmper om de samme. Og, åbenbart, gladeligt booker en del af de navne konkurrenten havde året før, eller som har spillet i en hal nær dig i løbet af festivalernes off season. Gammel vin på andre flasker, værsgo og smag, jaha, gu’ fanden har vi da sat prisen op, men kun for, at kunne tilbyde dig en bedre udgave af det du har smagt før!
Den slags er sikkert med til, at give mig endnu flere grå hår, men, ligesom det ikke skal handle om min hårpragt (igen), så gider jeg heller ikke tærske alt for meget langhalm på omstændighederne og festivalmarkedet generelt: Der er for mange festivaler og for få navne. Punktum.
At kigge på en Roskilde plakat kan godt være lidt af en uoverskuelig opgave, at give sig selv. Sikke mange bogstaver og mange af dem i underlige sammensætninger, som ikke lige umiddelbart ligner noget man kender?! Og husk du skal læse plakaten nedefra og op, jo tak, så ud over, at man har svært ved, at danne sig en form for overblik, så skal man også starte med, at knibe øjnene sammen og tænke over hvad en Mambe & Danochilango mon er for en, samtidig med, at man kan skimte Onkel Bob fra Amerika trone højt på toppen?
Det kræver mere, at kunne danne sig en velbegrundet holdning og fælde en dom over plakaten, end bare at skimme navnene igennem. Det kræver nok faktisk i sidste ende, at man tager afsted og sørger for, at se så mange koncerter som muligt – og så når du alligevel, maksimalt, 1/3 af det samlede udbud. Mere er næppe muligt. Er det så rimeligt, at lave en domfældelse på det grundlag? Tja… Måske er det i det hele taget lidt en tumpet, nytteløs og overflødig øvelse, at kaste sig ud i nogen form for SAMLET dom.
Jeg trækker tiden, kan I mærke det?
Det kommer også til, at tage noget tid for mig, at sætte mig ordenligt ind i alle de navne jeg ikke lige kender, men, igen, det er det der gør det fedt… for mig. Andre er nok mere interesserede i de store navne, headlinerne, dem der skal sælge billetter, dem Roskilde har skrevet med stort og man dermed må formode de selv regner for blikfang, der skal trække folk til.
Kigger man på plakaten fra toppen og ned, så er det et lidt “sjovt” år. Du har to gamle, hvide, rock dinosaurer i form af Bob Dylan og Robert Plant, den yngre rapper Travis Scott, 3 kvinder i form af MØ, Cardi B og Robyn og så verdens ældste teenager Robert Smith og The Cure. Dylan ville jeg kalde en fin booking, og det er nok, uden at lyde for morbid, ved at være sidste udkald, manden er næsten 80, men han er jo ikke en sjælden gæst herhjemme. Robert Plant er en sværvægter, måske mest på grund af Led Zeppelin fortiden, i hvert fald kommercielt, men hvor mange unge mennesker trækker han lige? Travis Scott er sikkert lige noget de unge vil have, ligesom da han spillede på Tinderbox i 2017. MØ, er hun hovednavn længere, altså andre steder end i Danmark? Ja, undskyld mig. Cardi B “skylder” en koncert fra sidste år og er vist ikke blevet et mindre navn siden, så, den er helt i orden med mig. Robyn er en stjerne, og nok den Orange koncert jeg ser mest frem til. The Cure spiller på Roskilde for 6. gang…
I dag er henholdsvis Janelle Monáe og Vampire Weekend så blevet føjet til toppen, eller meget tæt på i hvert fald. Det skal der ikke lyde noget brok over herfra. Monáe har tidligere sejret stort på Roskilde og er ikke blevet mindre interessant siden, mens Vampire Weekend nærmer sig en form for comeback, i hvert fald er det efterhånden en del år siden man har hørt nyt fra dem og set dem på en scene. De nyeste singler virker meget lovende for det kommende album!
Lige under toppen kan man ofte være heldig, at finde en del guf. Med halvstort står blandt andet aktuelle og roste navne som spanske Rosalia, hende skal man vist holde øje med og franske Christine and The Queens, som for tiden bliver grovspillet på P6. Der er R’n’B kometen Jorja Smith, festgale Jungle og electronica guruen Jon Hopkins. Det lyder alt sammen ret lovende. Der er også noget til hiphop-folket i form af Brockhampton, altså, hvis du ikke fik dem set på Haven Festival sidste år… Ud af mølposen er hevet navne som Tears For Fears, årets (obligatoriske?) 80’er booking, hash-hopperne Cypress Hill og 90’er fænomenet Underworld, samt den gamle The Smiths guitarbetvinger Johnny Marr. Den kvartet af navne modtager jeg med varierende grad af “er tiden ikke løbet fra dem?”. Dog havde jeg engang et svagt punkt for Cypress Hill, så det skal man da lige og har hverken set Marr eller Tears For Fears tidligere – mere kan man næsten ikke forlange nogen gange. Om tiden er ved at løbe fra Noel Gallagher vil jeg ikke spå om, men, han er jo heller ikke ligefrem sjælden gæst på disse kanter. Dog sprang jeg over sidst, så altid godt at have en “Don’t Look Back In Anger” fællessang i baghånden, hvis man får lyst til den slags.
Der er også et par lunser til de lidt udsultede metalhoveder (dem der er tilbage på Dyrskuepladsen) i form af Bring Me The Horizon, der i hvert fald engang spillede metal og nu bliver blæst op i Orange størrelse, samt gode, gamle Testament, der bringer lidt thrash til din festival… sikkert en eller anden eftermiddag. Polske Behemoth kommer med død, ødelæggelse og klædelig satanisme, men, det kender vi jo ligesom fra de kanter.
Så er vi ved, at nærme os den del af bassinet, hvor det bliver svært at bunde… eller bare, at se bunden. Hey, sprang du ikke Spiritualized over blandt dem med halv-store bogstaver? Joho, men de spillede i Vega for nylig, så tænkte folk var dækket ind. OK, sarkasmen forsøges pakket væk. I det øverste lag af dem med småt er det, at Roskilde legen virkelig bliver sjov. Det her man finder hovedparten af de navne, som du finder på Gloria, Pavilion og Avalon til sommer, gerne på et eller andet halv-skørt tidspunkt af døgnet, tak!
Det er også her, hvor en stor del af navnene ligner en eksotisk bogstavbuffet i mine øjne. Hvordan smager en Koffee and The Raggamuffins, er en Gaye Su Akyol til at holde nede, gør en Assume Vivid Astro Focus mig ufokuseret og bliver man oppustet af en The Maurice Louca Elephantine Band? Ingen ved det! Det nemmeste her er, at tage menukortet fra A til Z og bare tjekke hele baduljen ud og shortliste det der umiddelbart lyder mest indbydende for en. Eller, nemmeste og nemmeste, det kræver lidt tid og research, ik?
Jeg har fuld forståelse for, at den tid eller lyst er det ikke alle der har, men, det er med årene blevet her jeg finder det der mætter mig aller mest. Med over 20 festivalarmbånd i skuffen så har jeg, uden at det skal lyde som pral, set de fleste af de store navne, eller på anden vis taget hovedet under armen og spillet fandango foran Orange – det er ikke det der trækker så meget længere. Men jeg mæsker mig hellere end gerne i de små bær man finder i Roskildes frodige underskov, som også er den, der gør, at festivalen her er så unik i Danmark, ja, måske i hele verden? Hvor finder man ellers den mangfoldighed? Smager det alt sammen lige godt? NAH-HEJ da, men det er heller ikke meningen…
Der er dog en håndfuld navne som jeg kender lidt til på forhånd, som allerede nu virker som ret sikre bud, hvis man ikke vil gamble for meget med ens smagsløg. Er du til de danske islæt, så er der dugfriske drengestreger fra Barselona og Hugo Helmig, ikke noget for mig, men de gutter har dælme haft fart på, så helt fortjent de får en plads på plakaten. Noget mere rutinerede er Speaker Bite Me, som lavede et rost og vellykket albumcomeback med Future Plans sidste efterår, dem glæder jeg mig til, at opleve live, for første gang, faktisk! Lige så med Søren Huss, som jeg kun har oplevet live i Saybia regi, men, har nydt Huss’ solokarriere fra sidelinjen – men det er jo, med al respekt, en booking som kunne være “hvilket som helst år”. For at få fyldt P6 Beat kvoten helt op, er både Lydmor og Lowly også blevet tilføjet plakaten i dag (onsdag), skulle du ikke have hørt de nyeste singler fra dem, så er du nok ikke P6 lytter…
Så er der en, med dansk vinkel, som jeg slet ikke havde opdaget i første omgang: Baby In Vain x Corpus. Det dækker over en dansegruppe fra den kongelige ballet, der danser til de støjende toner fra Baby In Vain. Lidt af en kuriøs og umiddelbart “ud af ingenting” booking, men, why the fuck not? Mere af den slags, tak, uden at der skal gå ren cirkus i den.
Emneskift, metallen lider lidt i årets program, synes jeg, med forbehold for, at der er en masse spændende, mindre, navne som jeg ikke lige har opdaget endnu. Hvis de dukker op senere, så beklager jeg da! Men, der er da norske Heave Blood and Die, der lyder som om de sludgede amerikanske sydstater er rykket op nordpå. Og så er der mødet mellem Full of Hell og The Body, som pirrer mine primal instinkter. Jeg oplevede The Body live til Doomtown i Ungdomshuset tilbage i 2014. Her beskrev jeg den ene part af duoen, den vrede forstadsfar, således:
“Han råbte og skreg sig igennem duoens dundrende og sønderknusende støj-metal, hele tiden 30-40 cm fra mikrofonen, som en psykotisk nabo der har fået en nedsmeltning på den anden side af stakittet. Der blev råbt, spyttet og skreget så tungen stod ud af halsen på ham konstant, i mens man frygtede for både hans og ens eget helbred. Musikken blev fræset ud fra scenen med fandenivoldsk energi og med et øredøvende lydniveau, så man frygtede støjmuren kunne vælte hele bygningen. Det her var ganske enkelt vanvittigt, men også vanvittigt fedt”.
Phil Anselmo kigger også forbi igen! Af en eller anden grund… hør her, OK, så han er en bøvet, heilende botnakke, det må vi åbenbart leve med, fordi han har beklaget. Altså heileriet, det andet ved jeg ikke om han har tænkt nærmere over? Anyway, Phil og hans band, The Illigals, kommer og spiller et Pantera sæt… hvorfor? Hvorfor hvorfor ik’? Det havde måske passet lidt bedre ind på Copenhell? Der kunne et bedugget, tilgivende publikum måske have kompenseret for, at Anselmo ikke helt har stemmen til det her materiale længere. Den booking har jeg IKKE meget fidus til, men som et potentielt clusterfuck scorer den rimelig højt!
Hey, Converge kigger også forbi! De gør hverken fra eller til for mig, men, så er der da sikret en energisk metalfest til de hungrende og lidt udsultede metalfolk. PS: De spiller, selvfølgelig, lørdag, fordi det er det i fortjener efter en uge i krigszonen. Held og lykke! Til gengæld er det glædeligt at se, at danske Baest er blevet forfremmet til de fine selskab, efter de splittede Rising Scenen ad for 2 år siden og ellers har haft nærmest orkan agtig medvind med koncerter, debutalbum og plade nummer to på vej.
Nææææh, hvor jeg synes det halter lidt med metallen, måske er det bare en logisk udvikling efter flere år, hvor de stille og roligt er tyndet lidt ud (og der ER jo også Copenhell), så er er kvinderne ret stærkt repræsenteret. Jeg har ikke lige lavet noget statistik, der er sikkert stadig alt for få regnet efter diverse kønskvoter, men, dem der er der springer i øjnene, som ret gode bookinger. Ud over de nævnte hovednavne, så gemmer der så med mindre bogstaver fine kunstnere som Julia Holter, Maggie Rodgers, Julien Baker, Lucy Dacus, Neneh Cherry, Weyes Blood og Stella Donnelly.
Men hvad med noget RAWK! Jo, hvis de gamle mænd i toppen af fødekæden ikke lige er dig, så er der også nogle ret fede bud i form af de australske indie-rockere Rolling Blackouts Costal Fever, støjende Whores. eller hvad med Parquet Courts, der har fundet en mulig måde at stoppe “SPIL FREEBIRD” tilråb på: de har lavet den pivfrække “Freebird II”. Den lyder ikke som en kopi af originalen, men, man kan sagtens høre den som en art åndelig forsættelse… ud over at den, desværre, er omkring 10 minutter for kort!
For helvede hvor er der da mange kunstnere, og så er vi ikke engang nået til Rising Scenen endnu?! Girlpool, ja tak, melodisk indie-pop, dem er jeg faldet lidt for, dømt ud fra de par numre jeg har fået hørt de seneste uger. Carpenter Brut? Fransk synthwave, der lyder som en art 80er soundtrack i en metallisk technoversion? Ja, det var noget jeg lige faldt over i forbifarten, da jeg pløjede plakaten igennem, denne gang fra side… de er overalt, de sjove, de skæve, de uventede, de undervurderede, de… så. Mange. Indtryk.
Jeg tror bare, at jeg vil gå i gang, der er meget der skal opdages og fordøjes inden det går løs. Igen. Lige et hurtigt shout out til førnævnte Roskilde Rising navne, jer vender vi frygteligt tilbage til, men high five til Alkymist, Boundaries, Kogekunst, Konvent, M Rexen, Rebecca Lou, Søn og Xenoblight!
Lige meget hvilken rækkefølge, eller vinkel, man læser plakaten i og fra, så er den bugnende med tilbud. Sikkert af svingende kvalitet, sikkert også alt for meget, når det kommer til stykket. Den endelige dom? Den venter vi med til vi rent faktisk har været afsted og set hvordan det hele udfoldede sig i virkeligheden.
På papiret er det, igen, lovende ud, hvis man gider lave lidt opsøgende arbejde. Vil man bare stå foran Orange og have det hele serveret, så er billetten nok lidt dyr i forhold til det man ender med, at få. Du bestemmer selv på Roskilde.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard/GFR
