Det blev en af de længere! Hvor man fik mæsket sig i musikbuffeten og smagt på større og mindre bidder af omkring 10 navne. Så her er en runde Roskilde ramblings om Turbolens, Gamelan Salukat, Tune-Yards, First Aid Kit, Chelsea Wolfe, Nelson Can, Preoccupations, Boris & Merzbow og Heilung.
Med den liste er det klart, at det ikke var alle koncerter jeg så i fuld længe, en del af det blev der smagt på i mundrette bidder inden jeg trissede videre, men man når da alligevel at blive lidt tummelumsk af al den musik… og det øvrige sansebombardement. Men først, spoler vi lidt tilbage…
Dag 1 efter Eminem, jeg kunne sgu stadig høre “Without You” og andre “bangers” brage løs i skallen på, da jeg vågnede lidt i 8 torsdag morgen. Og hvad pokker? Ingen hovedpine eller andre åbenlyse skavanker? HA, dodged a bullet! Næste overraskelse kom, da jeg åbnede teltindgangen og blev mødt af mild, sval støvregn? Det havde jeg da ikke set på vejrudsigten, men et kærkomment tiltræk! Og som en ekstra bonus på en god morgen, så blev jeg i badet, der er et old school omklædningsrum på den nærliggende skole, eller hvad det nu er, mødt af to friske gutter der gjorde rent! Eller, friske og friske, friske nok til lidt rask ping pong, men måske af den lidt bagstive karakter. Men, rengøring i presseområdet, nu har jeg set det med egne øjne!
Så kunne vognen der ligger i tilknytning til skriveladen i Mediebyen passende stå for tur som den næste. Hold da kæft, den var bombet da jeg ankom!? Var medierne blevet Eminem forgiftet dagen før?? Anyway, man kan godt fornemme, at den “rigtige” festival er i gang nu. Ikke kun fordi selve mediebyen, sorry, Backstage Village, nu er fuldt operativ, men også på trykket i laden der vokser støt i løbet af formiddagen. Her er det en fordel at jeg åbenbart er blevet Roskilde A-menneske, der er kun et par stykker i gang når jeg lander ved 9 tiden. En time senere er der allerede rift om pladserne.
Så, hurtigt i gang og hurtigt færdig, efter lidt afsluttende stress fordi først internettet røg, dernæst fik min computer en krise og genstartede af sig selv – midt i, at jeg var ved at uploade billeder fra fotografen. Det blev da lidt noget rod!
Jeg rundede Orange på vej over mod musik lige før middag, bare et eller andet musik, I need a fix, hvor der var gang i en eller anden form for open air bespisning med hvide duge og det hele. Der sker simpelthen så mange ting, hele tiden, herude, som man kun opdager ved et tilfælde… det er helt vildt, at tænke på alle de events, happenings, gak og gøgl and what not der er en del af festivalen, udover musikken.
På vej over mod Pavilion samlede jeg en omgang Brændende Kærlighed op fra boden der ligger lige om hjørnet på stien der fører fra Pavilion/Avalon op mod Orange. Jo, i dag skulle jeg fandeme huske af spise! Så kartoffelmos som kombineret morgen/middagsmad ville vel lægge en form for bund? Joooo, ikke dårlig, ikke det jeg ville kalde kartoffelmos, men vi var da i samme postnummer. Der var det lovede bacon, endda nok af den og noget løgsplat og rødbeder, som ikke har min store interesse. 75 kr. for en stor portion er lige i overkanten, som det meste herude, men retten var spiselig og jeg blev mæt. Under lidt billige omstændigheder er det nok til 4 stjerner.
Turbolens ★☆☆☆☆☆
Sorry, jeg stod med mad i munden i begyndelsen af koncerten, så det blev lidt kejtet med noterne osv, men vi kom med som koncerten skred frem.
Jeg har intet mod Bo Madsen. Jeg har, som udgangspunkt, intet mod børn og teenagere. Jeg synes Turbolens konceptet og Madsens arbejdsform og engagement i det er både sympatisk, interessant og prisværdig. Men det her var en virkelig dårlig koncert dømt ud fra de fleste parametre jeg kan komme på.
OK, skal man give det hele lidt snor fordi konceptet og projektet som udgangspunkt har noget “vi leger os frem” over sig, og det jo ikke er et professionelt band som står på scenen. Det kunne man godt, så ville jeg nok give 2 stjerner for hele seancen, som bestemt var såre sympatisk (da var det ord igen), men også helt uden flow, fremdrift og med et underskud af mindeværdige musikalske øjeblikke. Eller blot noget der nærmede sig “jævnt”.
“Rastløst Bevægelser” er et fantastisk nummer, uden tvivl, en voksende, opløftende solstråle, der lidt lyder som en blomst der åbner sig og vokser og dermed passer nærmest perfekt til hele Turbolens projektets ånd og pointe. Og den blev faktisk leveret i en ganske hæderlig version mod slut i koncerten, hvor det især løftede sig og prikkede lidt på huden da børnekoret satte i. Men det var ikke nok til, at hive den her koncert op fra støvet.
“Vejen derhen er belønningen”, forklarede Madsen da han snakkede om nogle af de ting han havde lært af børnene og Turbolens processen, hvor han også fik rodet sig ud i, at nævne hans kat, Sally, som en han lærer meget af for tiden… Og så er det måske, igen, en fejl at prøve på at bedømme denne koncert udfra samme skala som ellers? Måske var denne koncert den foreløbige kulmination på Turbolens projektet, det må i hvert fald have været en storslået oplevelse for “rollingerne”, eller også var det endnu en del af vejen? Så var det en meget bumlet og rodet del af den.
Det kom, med al respekt, lidt til at virke som den seje folkeskolelærer på udflugt med klassen, en klasse hvor ikke alle, trods behjertet indsats, var lige så store naturtalenter som andre. Beklager, det lød sgu ikke lige godt det hele, og Bo, jeg kan egentlig godt lide din lidt nonchalante og “udanske” stil og det du har gang i her, men du kan ikke synge. Jo, du synger lige så godt som mig, så på det punkt er vi i samme båd. Det sejlede, og det gjorde koncerten også, bare ikke fremad, men rundt og fra side til side.
Under et nummer, der handlede om at blive voksen, flytte hjemmefra og alt det der blev det rent lyrisk nærmest tåkrummende pinligt. Huha.
Jeg ville så gerne have syntes bedre om det, men, beklager, det var helt skidt det her.
Så driblede jeg hurtigt over til Avalon, hvor der var noget radikalt andet på programmet, indonesisk trommemusik og dans! Gamelan Salukat beskrives som traditionel trommemusik fra Java og Bali inklusive tre dansere. Jeg nåede at få den ene danser med, en kvinde i ført noget der lignede en fin fest dragt/kåbe-ting i guld og en vifte, som hun dramatisk, ja, viftede rundt med, mens hun dansede til rytmerne fra de 21 mand der sad på scenen. Jeg talte dem ikke, men tror på Roskilde når de skriver 21.
Var det godt? Aner det ikke, det var en af den slags oplevelser, hvor det bliver meget tydeligt, at man selv er vokset op med og blevet “kodet” til en helt anden form for musikalsk udtryk, Det var ikke uinteressant, men jeg “forstod” det heller ikke rigtig som sådan, eller “følte” det. Men som dagens udflugt i ukendt territorium var det helt klart godkendt. Det blev til en halv times tid i trommeland, inklusive at jeg lige skulle sidde og hvile ryggen lidt og gå et par gange rundt om mig selv, hvad manglede jeg, hvad manglede jeg… AHA, reparationsalkohol! Mod Gutter Island!
Eller i hvert fald deres bar og store, kolde white russians. OK, ovenpå en omgang brændende kærlighed var det måske et lige vel optimistisk valg og udlæg på dagen. Jeg fik en instant mini-buzz på, sikkert i kombination med resterne i systemet fra i går. Det gik hurtigt over, til gengæld kom maven på overarbejde med blandingen af varm kartoffelmos og kold mælk. Ørk….
Nå, jeg gik kæmpet mig igennem The Weather Station på Pavilion, som jeg egentlig havde set lidt frem til. Canadisk, jah, folkrock/americana, eller er det så canadacana? Anyway, det var sgu bare en lidt enslydende og småkedelig oplevelse, desværre. Musikken var fin og velspillet, og kunne lige og lige holde snakkeklubben i skak. Denne gang vil jeg dog godt tage den ellers uønskede “klub” i forsvar, det var tidligt på eftermiddagen, folk skulle debriefe Eminem og bandet på scenen manglede afgørende gennemslagskraft til, at fange publikum.
Især den ellers velspillende og syngende Tamara Lindeman i front var lidt af et karismavakuum på scenen, ikke mindst mellem numrene. Hvad siger damen? Tal højere, hvis det er vigtigt eller du bare gerne vil høres! Nuvel, en time, ikke fløj afsted, men forløb da i et nogenlunde tempo, uden nogen videre højdepunkter i det noget flade sæt. Der mangler nok bare nogle flere rigtig gode sange, og så evnerne til, at få dem ud over rampen. De har dog et enkelt es i ærmet, singlen “Thirty”, der blev skudt af mod slut. DET er et stærkt nummer. Flere af den kaliber.
Så dalrede jeg, lidt tilfældigt, over mod Avalon igen, mest fordi jeg ville skære lidt ventetid af op til First Aid Kit, så jeg ikke skulle stå og hænge for meget foran Orange. Og så fik jeg mere og mere ondt i koncertryggen, hvor det bedste middel faktisk var at tøffe lidt rundt i stedet for, at sidde eller stå.
Tune-Yards! Mere eller mindre festlig art-pop halløj fra New York. Der var knald på og publikum, i hvert fald dele af det, virkede klar på en fest. Det var jeg måske ikke heeeeelt, men blev da hængende en 3-4 sange, hvor der også momentvis kom gang i vippeledet i den slidte anmelderfod. Så stod man der og lignede en familiefar der var drejet forkert til byfesten, men kun har to moves: vippefoden, der går bedst til røvballe-country og den smarte “morfar” dans, hvor det ser ud som om man har imaginære seler på, som man trækker/holder i mens man tripper lidt med fødderne.
Apropos familie, så var den 6-årrige assistent og fotograf nået frem og havde parkeret firmavognen foran Orange, så jeg trak derover imod. Stadig ikke noget syn af “lejren” dog, eller min wingman Mongo, ligesom al kommunikation var død. Det viste sig at tosserne, selvfølgelig, havde gang i et camp-party…
First Aid Kit ★★★☆☆☆
Tror også, at de to svenske søstre Klara (vokal + guitar) og Johanna (vokal, bas og diverse) Söderberg havde en fest oppe på Orange Scene, flankeret af deres velspillende band. Desværre forplantede den sig ikke længere ud fra scenen end pitområdet.
Jeg stod lige bag hegnet ved pitten, midtfor scenen og kunne ligesom se hvordan det skilte og cirka hvor folk (en generalisering) sluttede med at give en fuck for svensk country og flotte vokaler. First Aid Kit gjorde hvad de kunne, både med charme, sødme og ikke mindst en blændende præstation bag mikrofonerne. Det var bare ikke helt nok til, at få pladsen med, dertil var en del af numrene simpelthen for “små” og materialet helt overordnet nok for nydeligt og ensformigt til, at bære en koncert på over en time.
Åbneren “Rebel Heart” lettede slet ikke, og det virkede som om folk på pladsen nærmest ikke opdagede, at der gik et band i gang. Sådan var der flere “udfald” i løbet af koncerten, hvor søstrene kom til, at synge og svede lidt forgæves, når de kastede sig ud i numre som ikke lige er “hits”. Selv Kate Bush’s mægtige “Running Up That Hill” faldt til jorden med larmende stilhed. Kendte publikum virkelig ikke det nummer, eller var de komplet ligeglade?! Den blev introduceret med en lille anekdote om, at søstrene tidligere hadede 80’er musik, fordi det var deres forældres musik og dermed ikke cool, men nu var de blødt op. Ærgerligt, at den ikke blev modtaget bedre, for det var et ret veludført cover af en sang, som vist egentlig ikke behøver flere coverversioner nu.
En anden tale, denne gang af mere alvorlig karakter, som Klara holdt efter anti-overgrebssangen “You Are The Problem Here”, nåede lidt længere ud, men kom alligevel til at blafre lidt i sidevinden, trods det relevante budskab. Der blev, endelig ville nogen sige, vist nogle tænder og vist en mere bister side af duoen. Også musikalsk, hvor nummeret skar igennem som sættets mest hvæssede kniv.
Det var dog de rene, nærmest uskyldsrene og drivende sentimentale hymner, som to stikket hjem for mig. “Emmylou” er bare et dejligt nummer, selvom det er ovre i den helt traditionelle grøft. Den nød jeg, sammen med “It’s A Shame”, som viser udviklingen i søstrenes lyd, hvor de er drevet mere over mod regulær pop end den bløde country, men ikke har glemt den gode melodi.
Højdepunktet var dog, lidt som forventet, den drivende sentimentale ballade, “Fireworks”. Hold nu kæft et fantastisk nummer, altså! Også lidt som forventet, så er jeg ret sikker på, at jeg lige under dette nummer fik en ordenlig støvsky lige i fjæset, så øjnene begyndte at klø og løbe lidt. Urinstøv! Jeg stod da ikke og fik en lille bitte tåre i øjenkrogen i omkvædene, nah-haj, det kan jeg kategorisk afvise!
En skam resten ikke havde helt samme effekt. Orange var bare for stor, for First Aid Kit har egentlig formatet til, at skabe en stor oplevelse et mindre sted.
Så var der også endelig kommet samling på tropperen, eller de af dem som stadig kunne gå og stå efter deres “opvarmning” i løbet af dagen. Det er lidt som, at trække rundt med en flok halv-vilde dyr, eller en børnehave, når man skal have trukket sådan en gruppe over pladsen. Men vi nåede da over til Chelsea Wolfe ved Pavilion klokken 18.00.
Men her gik der simpelthen for meget snak, gøgl og hilsen på i den (udenfor teltet!) til, at jeg kunne fokusere på musikken. Der faktisk, når jeg fik stillet ind på de rigtige frekvenser i perioder, lød ganske glimrende. Altså, hvis man er til genren, der vel er en form for mørk, atmosfærisk metalrock, mjaaah… eller tung og dyster singer songwriter musik? Kort og godt: dunkle stemninger. Og noget der kræver fuld koncentration så man kan forsvinde helt ind i det univers miss Wolfe får fremmanet, en koncentration som ikke lige kunne støves af og findes frem her. Jeg havde også allerede proppet godt med indtryk i skallen i løbet af dagen og skulle være nogenlunde oppe i omdrejninger til Nelson Can en time senere på Avalon
Så mens det meste af flokken drev mod Orange for, at se Interpol, så trak jeg over mod naboscenen, hvor der allerede var godt fyldt op 10 minutter inden koncerten, mens Wolfe rundede af i baggrunden..
Nelson Can ★★★★☆☆
Jeg stod sgu og blev helt rørt på trioens (i dag udvidet med nogle gæster på scenen) vegne, da de blev sendt af scenen med et enormt brøl fra det talstærke publikum, da de takkede af efter 5 kvarters koncert. Et begejstret publikum, der fra start var på og virkede som om det bare VILLE den her koncert og Nelson Can og var parate til, at bære dem igennem sættet, om nødvendigt.
Det var det, heldigvis, kun i kortere glimt, for Nelson Can kan selv, det meste af vejen, i dag fik de bare en hjælpende hånd, selv under mere svage numre. Det ændrede dog ikke på, at 5 kvarter simpelthen stadig er for meget tid, at fylde ud for bandet. Selv med et virkelig vellykket cover af Alex Camerons “Take Care Of Business” lidt over halvvejs gennem sættet begyndte materialet at vise sine naturlige begrænsninger, når de er baseret på bas, trommer, vokal og ind i mellem nogle rytmer der minder lige lovlig meget om hinanden. Så hjalp det heller ikke, at de hev deres producer på scenen med en guitar, selvom de i følge bassist Signe SigneSigne havde svoret de aldrig ville have guitar med i bandet, under en overlang udgave af “You Are Digging Your Own Grave”.
Åbneren “Glorious” ramte måske ikke helt publikum, men var velvalgt ud fra tematikken om bandets ambitioner om, at overtage “verdensherredømmet”, som de forklarede da jeg oplevede dem på Midsommer Festival for et par uger siden. Da var rammerne noget mere intime og man kunne på nært hold se og føle bandets nerve og intensitet. Helt i samme grad blev man ikke ramt, når den velsmurte trio kom op på en større scene med medfølgende “afstand” til følge. Det sagt, så kom de godt ud over scenekanten. Selina Gin er ikke bare en velsyngende frontkvinde, hun ejer en scene med hendes udstråling og autoritet, Signe SigneSigne er den mere kommunikerende og samlende del af treenigheden, mens Maria Juntunen er et regulært bæst og indpisker bag trommerne.
På den led har Nelson Can en vinder formation og noget der bare fungerer, så mangler de bare, at få bundniveauet i numrene hævet lidt. Eller rettere, numrene, også de ældre som “Call Me If You Wanna Get Laid”, “Go Low” eller “Talk About It” er sådan set fine nok, ikke mindst live, hvor sidstnævnte var ved at sende folk i kollektiv ekstase mod slut. Men, over et helt sæt bliver udtrykket alligevel lidt for begrænset og virkemidlerne kommer til, at lyde som gentagelser, eller variationer over samme “skabelon” med for få udsving.
Så har de jo så trumfer som “Downtown”, “Miracle” og den afsluttende “Break Down Your Walls”, at smide, men, indrømmet, jeg tror næsten det medlevende publikum var ligeglade med, hvad der blev spillet – de bar bandet frem på lidt af en bølge af goodwill. Og så er vi tilbage ved starten. Det her endte med, at blive en fest og triumf for Nelson Can, hvis man bare kigger på responsen, og en lidt mindre hjemmebane sejr, hvis man kigger på, hvad der egentlig blev leveret. Men mere end rigeligt til, at vi ender på 4 stjerner med pil op.
Det mest overvældende man tog med derfra var næsten den kærlighed, som man fornemmede i luften til og fra publikum, for det gik bestemt begge veje. Og det stod man så en blev en lille smule rørt over… godt de ikke spillede “Fireworks”!
Så trak jeg tilbage mod Orange for, at mødes med flokken, der dog var temmelig spredt. Organisationen og disciplinen var røget! Og jeg skulle tisse? Hvorfor gjorde jeg ikke det, da jeg var ved Avalon, nu var der mega tissekø over det hele? Endte på en lille tur med lejr-dronningen, der også skulle tisse og sørme om vi ikke endte ovre ved Avalon for at tisse.. lige der hvor jeg var kommet fra. Roskilde classic! Og så tilbage til Orange, hvor der blev camperet op til DJ Rashida begyndte hendes opvarmning til Bruno Mars.
Vent, Bruno Mars, det gider jeg da egentlig ikke at se?! Så jeg trak væk igen og kom i tanke om, at mad kan være en rigtig fin ting, så det blev efter “kortest kø” princippet, hvilket resulterede i en boller i karry fra boden til venstre for Orange Scene. Jeg kom for sent i tanke om, at min mave har det særdeles stramt (eller slapt, alt efter hvordan man vil vinkle den) med karry, men tog chancen, hvilket jeg OVERHOVEDET ikke fortryder i skrivende stund! Nuvel, 70 kr. for en, hvad jeg ville kalde, “medium størrelse” tallerken med ris, kødboller og karrysovs var endnu engang i den aggressive ende i forhold til mængde og produktet der serveres. Men, der var godt med kødboller, det smagte faktisk hæderligt og jeg fik holdt sulten i skak. Det er nok til 4 stjerner, husk at tage salt ved udleveringen.
Så trak jeg mod Pavilion, hvor den stod på post-punk, eller hvad det nu er, fra Preoccupations.
Preoccupations ★★★★☆☆
Bandet fra Calgary, Alberta, Canada startede med, at hedde Viet Cong, men det gav dem åbenbart problemer med, at blive booket rundt omkring, så efter debuten skiftede de navn til det mere anonymt klingende Preoccupations.
Anonyme var de nu ikke, jo, deres sceneperformance er der måske ikke det store ved, de står sådan set bare og knalder den af og lader deres ret tunge og højlydte post-punk do the fucking talking. Det er jo ikke et ukendt fænomen for genren og virker lidt som en del af præmissen. Ville måske også virke underligt med dyster og larmende post-punk og så et sludrechatol bag mikrofonen mellem numrene.
Derfor kom det også en smule bag på mig, at frontmand og bassist Matt Flegel rent faktisk småsnakkede et par gange i løbet af sættet. Først med et tak til de fremmødte, der var pænt i forhold til, at Mars buldrede løs i baggrunden med noget funky sexy magic og dernæst da han, rent faktisk, netop adresserede, om det var Bruno Mars de kunne hører derovre fra?! “Oh.. wow..”, som det lød lettere diffust fra frontmanden. Nå ja, og så skulle de campere “in an orange tent” i aften, så de var da ikke for fine på den.
Heldigvis spillede bandet så massivt og højt, at de holdt den lille spradebasse på Oranges toner i skak. Der blev lagt rasende ud med “Select Your Drone”, inden bandet smed deres, i min optik, stærkeste sang, “Continental Shelf”, allerede som andet nummer. Eller i hvert fald deres mest “genkendelige” og “catchy” nummer, hvilket reaktionen fra publikum også vidnede om. Det lød satme da fedt, omsluttende og rensende det her! Som en ondere og mere larmende version af Interpol.
Fra første album til det nyeste, “Dissaray” holdt momentum og nu stod jeg bare, helt automatisk og vuggede med mens jeg fik blæst hjernen igennem. Bandet formåede også, at holde nogenlunde fast i den fremmødte skare, hvor folk først mod slut begyndte at sive. Jeg mistede også en smule af koncentrationen som sættet skred frem, eller, måske var det bare fordi jeg var endt i en eller anden semi-trancetilstand på grund af støjudladningerne på scenen?
Selvom min hjerne begyndte at vandre og kom lidt på udflugt mod slut, så er det stadig nok til, at vi kalder det en lille 4’er. Ikke så meget pis med dem!
Så drev jeg over mod Avalon og Boris & Merzbow, nu med wingman og et mindre følge, som dog blev opløst da japanerne havde spillet et kvarters tid. Samarbejdet mellem den japanske støjkunstner Merzbow og rock/metal/doom bandet Boris fungerede i glimt ret godt, men både min berusede wingman Mongo og jeg havde nok håbet på… mere vanvid? Mere rabalder og ballade?
Ud over nogle støjflader og lange overgange, broer, mellem numrene, så spillede Boris i bund og grund en ret lige-ud-af-landevejen koncert. Det gjorde de sikkert, men også på en måde hvor det hele kom til, at virke en smule ordinært, eller i hvert fald kontrolleret og ret klassisk. Måske var det bare vores forventninger om, at nu skulle vi have smeltet hjernen med nogle vilde eksperimenter, der kom i vejen der?
Nuvel, når Boris doomede igennem var det dejlig højt, tungt og med masser af tyngde, når de stenede ud af det mere “rockede” spor, så var det knap så overrumplende. I virkeligheden kom det hele nok til, at fremstå en kende ensformigt med for får udskridninger.
Vi endte med, at sidde og stene resten af koncerten fra teltåbningen, mens ryggens brok tog til, sulten dukkede op igen, dagens indtryk begyndte at ville fordøjes og den lange morgendag begyndte, at virke faretruende tæt på.
Men, vi ville lige have lidt af Heilung med, en halv time ville jeg give det og så afsted ud i mørket. Desværre var bandet et kvart forsinket, så da røg halvdelen af den afsatte tid. Surt, men man skal holde sine aftaler med sig selv!
Bandet sneg sig på scenen til tonerne af fuglekvidren, og dannede en cirkel midt på scenen, som sådan slags indgangsbøn. Fin stemningssætter, hvis det ikke var fordi man kunne høre Nephew BRAGE løs i baggrunden. Bandet gik i gang og deres trommeshow fik hurtigt overdøvet 00’er festen på Orange, heldigvis. Det er næsten umuligt for mig, at beskrive Heilung med ord. Det virker som en form for hedensk rituel folkemusik, ført videre af en hidtil uopdaget stamme af pelsjægere, som nu træder frem i lyset og afslører sig selv.
Det er ganske fascinerende og smittende, på sin vis og ret gennemført. Hvis det ikke lige var for det skinnende lys fra den laptop der stod på et bord ude i venstre side af scenen og sørgede for diverse effekter og underlægning. Det kan virke som flueknepperi, men den var faktisk lidt distraherende for mig.
Jeg trak mod Big A’s Diner, mere af nød end lyst og prøvede deres kyllingevariant i burgerafdelingen. Den var…. ikke spændende. Ikke direkte uspiselig, men bestemt ikke hvad jeg ville kalde en delikat oplevelse, især det stykke tørre kylling af tvivlsom beskaffenhed var lidt en udfordring på hjemturen. 65 kr. for det besvær, det kan man få en enkelt stjerne for til gengæld. BUH!
Og så skulle jeg sove… troede jeg… men min nye “venner” fra forleden, knævrehovederne der forstyrrede min nattesøvn med højrøstet latter og anekdoter for et par nætter siden kom væltende fra Nephew lige da jeg var ved, at have fundet ro. Og så skulle de satme have en lille fest, ryge noget hash og rable løs om dengang de arbejde for Samsung, Universal eller den ene skulle med Uffe Buchard i BonBonLand. OK, den sidste historie var ret fin, men ikke klokken 3 om natten, i et område jeg ville mene burde være roligt om natten… fordi dem der bor der, forhåbentlig, er for FUCKING AT BESTILLE NOGET og ikke er på en eller anden form for firmaudflugt?!
Tak for lort, Søren, Jacob og Bøje, ja, jeg hørte jeres navne, jeg foreslår ro i nat, ellers må jeg hellere tippe strisserne oppe ved vejen om et MASSIVET NARKOLAGER PÅ PRESSECAMPING. Eller bare Ekstra Bladet… Hvis I holder kæft, så gør jeg det også…
God nat!
Af Ken Damgaard Thomsen (ord og mobilfoto)
Foto: Lene Damgaard
