Den længste dag… nogensinde, ever! På Lang Fredag blev der i større og mindre grad smagt på The Hunna, Marlon Williams, Skeletonwitch, Dead Cross, Touché Amoré, Richard Dawson Band, Stefflon Don, Nick Cave & The Bad Seeds, David Byrne, Massive Attack og LLNN.
Christ, min hjerne er stegt! Beklager på forhånd hvis det her bliver endnu mere usammenhængende og rablende end ellers, men musik fra 12 middag til efter klokken 3 om natten, næsten non stop i en eller anden grad og så kun en 3-4 timers søvn har haft sin effekt.
I skrivende stund prøver jeg at samle resterne af min forstand og komme igennem ved, at kigge på en blanding af håndskrevne noter, løsrevne stikord på mobilen som ikke giver meget mening nu og hvad jeg nu kan hive fra hukommelsen, fra de perioder hvor jeg ikke lige magtede at tage noter af nogen art. Det minder lidt om den Richard Dawson Band koncert jeg overværede på Pavilion! Til gengæld ligger resterne af hjernen nok inde på Gloria, hvor LLNN rundede af i nat, da klokken nærmede sig halv 4…
Kom ellers godt fra land i går og holdte mit skrivesnit for dagene herude, jeg har endda haft nøjagtig den samme plads i laden alle dage – mit eget lille kontor ovre i hjørnet, hvor jeg kan isolere mig mentalt. Nu kunne jeg godt bruge lidt assistance til, at samle tankerne!
Nå, efter endte skriverier i går vandrede jeg i rask tempo, så rask det bliver på en Roskilde fredag, mod Pavilion for, at fange noget af The Hunna, der havde spillet en 10 minutters tid, da jeg nåede frem. Jeg skulle lige have morgenmad med på vejen, hvilket blev en Oxburger fra Kirstinedal Boden… Kristine? Kirstine? Hvad fanden hedder den egentlig?! Nå, den har nok også kun ligget herude lige så mange år som mig, så intet under jeg ikke kan huske navnet.
Boden har fået en ny placering og er rykket fra Arena til området til venstre for Orange. “Ny og større” Oxburger til 75 kr. var salgspitchet. Ny og større betød så ikke bedre. Det var en gevaldig tør omgang, både hvad angår bollen og oksekødsstrimlerne, mens baconet var en ternform, hvilket altid gør, at lækkerierne har det med at drysse ud. Bollen var mere en sandwichbolle end en burger, så tilmed falsk varebetegnelse og så kunne man ellers bruge en helvedes masse tid på, at gumle sig igennem det seje okseræs. En ny og større skuffelse til den pris! 2 stjerner.
The Hunna gjorde det til gengæld ret godt inde under den fyldte Pavilion dug. Det er også en taknemmelig genre orkesteret gør sig, en form for energisk og ungdommelig rock med en lidt collegepunket kant. Catchy og melodisk som bare pokker, og rock af den slags som man kan få til, at glide ned hos folk der måske egentlig slet ikke kan lide rock. Det var ikke (nødvendigvis) ment som en form for bagvendt kompliment, men blot en konstatering af, at bandet har melodiører og leverer en medrivende omgang, men det er ikke noget man slår sig på.
Det gør man nok heller ikke på Marlon Williams, der indtog Avalon med country-crooner-rock klokken 13.00. Det var cirka her jeg, endelig, fik lavet en genial (!!) dækningsplan for dagen. Alt inden Nick Cave skulle være “reportage” og alt efter “anmeldelser”, så en to-deling af dagen med en langsom opbygning. Det holdt da nogle timer inden planen skred!
Nå, Williams for helvede! Ham og band gjorde en rigtig fin figur i det pænt fyldte telt, hvor der kun under de stille numre var ved, at gå lidt for meget sniksnak i den blandt de fremmødte. Marlon, der har et look som vel kan beskrives som en krydsning mellem en klassisk honky tonk sanger og lounge crooner, virkede sikker, autoritær, imødekommende og ikke mindst velsyngende på scenen.
De startede klassisk ud med en drømmende country-klingende sag men slog hurtigt ind på et mere rocket spor, afbrudt af Williams hang til croon og ballader. En ganske effektiv blanding må man sige, repertoiret er tilmed ret stærkt og noget der kunne være værd, at dykke længere ned i når man kommer hjem til virkeligheden. Godt nok er han af New Zealand’sk oprindelse, men stilen og sangene om de knuste hjerter kunne lige så godt være fra et sted mellem Memphis og Austin, tilsat Chris Isaac crooner tendenser.
En skam balladerne druknede lidt pga. det kronisk knævrende publikum, til gengæld var der fint tryk på et nummer som “Party Boy”.
Så var det over til Pavilion igen i en fart, jeg stak af fra Avalon så jeg kunne nå at købe en stor dessert i Gutter Island Baren inden Skeletonwitch spredte noget melodisk død ud over den solbeskinnede plads. I samme ombæring vedtog jeg en ny GFR-regel, vi drikker jo ikke i arbejdstiden, forstår sig. Men hvis man lige sætter sig, så betyder det, at man ikke længere er på arbejde. Derfor fandt jeg en bænk med lidt skygge lige udenfor Pavilion og tog en omgang siddende død – der skulle jo også spares kræfter og hjernekapacitet til senere.
Jeg synes nu ellers, at Skeletonwitch gjorde det ret godt derinde på scenen, faktisk så godt, at jeg var lige ved at komme til, at rejse mig op og stå og vugge med til deres tighte og dybe stød og voldsomt fængende melodier. Men, så ville det jo betyde, at jeg drak i arbejdstiden, så jeg nøjedes med, at tage mine sko af og sidde og vippe lidt med tæerne. Knald på var der og bandets performance og levering kan man ikke udsætte noget på, publikum virkede dog en kende dvaske og lidt uimodtagelige overfor Ohio bandets dødsridt.
Det var jo også stadig tidligt på dagen, og tilmed en varm en af slagsen, det plejer at lægge en naturlig dæmper på løjerne. Jeg er ikke selv videre velbevandret i Skeletonwitchs bagkatalog, faktisk kan jeg kun rigtig huske nummeret “Beyond The Permafrost”, som de heldigvis spillede, så, “yay”.
Wingman Mongo havde også fået sneget sig ud af sin Get a Tent hule og var godt tilfreds med hvad han oplevede på scenen, inden vi stille og roligt trak over mod Dead Cross på Avalon. Ren pendulfart mellem de to scener.
Da var fotografen og den lille assistent også dukket op og så gik det ellers løs igen med en omgang smadder fra metalslænget, som blandt andet består af Mike Patton på vokal og Dave Lombardo på trommer. Jeg har ikke været videre imponeret over bandets studieoutput, det virker mest som en undskyldning for, at hygge sig med at lave noget metalpunk smadder. Fint nok, men kunne I ikke skrive nogle sange, nu I var i gang? Nogle gode nogen, måske endda? No dice…
Heller ikke live overbeviste bandet mig om deres berettigelse som andet end et hyggeprojekt, som måske mere hører til hjemme i kælderen. Er der mon kældre i berømte musikeres mansions? Nuvel, Patton ser da ud til, at nyde livet, nu i en lettere oppustet udgave iført hawaii-skjorte og det obligatoriske tilbagestrøgede mafioso-hår. Han gav den da gas, det gjorde de alle, det var bare en klassisk omgang “tomme tønder” syndrom.
Intet hang rigtig ved, og det bed heller ikke i overbevisende grad på de fremmødte. Det var faktisk bare en omgang lettere udisciplineret og retningsløs støj og gøgl, eller “larm”, som min mor helt sikkert ville sige. Der skulle også gakkes rundt med lidt publikum på scenen og fyres dårlige “anal-jokes” af, hvor Patton, desværre, kom til at virke som en lettere fejlplaceret dirty grampa.
Jeg vil næsten gå så vidt, at kalde det her spild af de involveredes evner og tid, især Patton og hans stadig ret intakte vokal. Der her bare blev brugt som en rundsav i en skov for nyplantede juletræer. Unødvendigt og lidt uværdigt. Men hey, deres tease mod slut med introen fra “Raining Blood” som slog direkte over i en del af omkvædet fra “Epic”, var da meget “skæg”.
Så var det tid til, at stemple lidt ud igen og få lidt væske i tanken, så der blev camperet i den varme eftermiddagssol foran Pavilion, først for at få lidt ro, dernæst for at få lidt Amoré og så ro igen! Touché Amoré gik på Pavilion klokken 16.15 og de kom sgu’ ret stærkt fra land med en række af deres bedre og mest genkendelige numre, ikke at jeg kan huske titlerne i skrivende stund, haha! Eller jo, måske! De spillede i hvert fald “Rapture”, “Flowers and You” og “Palm Dreams”, men rækkefølgen røg i sidevinden og ved assistentens gøglen rundt, sådan er det med børn… irriterende små opmærksomhedskrævende skabninger!
Heldigvis fik jeg mulighed for, at stikke af ind i teltet og fange et par numre. Da var vi dog så langt inde i sættet, at både band og publikum var ved, at tabe pusten en lille smule. Altså, post-hardcore bandet svedte bestemt for sagen, men det var som om det i længden ikke helt bed på publikum. Måske blev virkemidlerne bare lidt for ensformige i længden og sangene en kende for enslydende i klang og opbygning?
En fin og godkendt præstation, hvor gassen stille og roligt sivede ud af ballonen, som koncerten skred frem.
Apropos assistenten, så er det jo hendes første Roskilde Festival efter noget opvarmning de seneste par år med Uhørt og lignede arrangementer. Da er Roskilde, ikke mindst fra onsdag, et lidt andet bæst og i princippet ikke for børn, i hvert fald ikke efter mørkests frembrud. Men da bør en 6-årig nok alligevel ikke være oppe. Men hun har det som en fisk i vandet herude, ikke alt musik fanger interessen, for at sige det mildt, men hun suger indtryk til sig som en lille svamp, gøgler rundt, sjipper og, har stolt proklameret, at det bedste er, at hun har fået “så mange nye venner”! Det er så resten af lejr-flokken der henvises til, som har ageret pædagoger og pauseklovne på skift…
Jeg har, absolut, ingen anelse om, hvor jeg egentlig ville hen med det?! Jo, tagdit barn med på Roskilde! I hvert fald hvis du vil udfordres lidt, ikke mindst hvis du skal prøve at arbejde samtidig! Næh, det var… hmm… Roskilde er børnevenligt, trods alt! Næææh, eller, joooh… Ej, det var bare lige for, at sætte rammen lidt og komme omkring, at ligesom Roskilde er i konstant udvikling og forandring, så er jeg det også selv som gæst og det bliver åbenbart ved. I år blev det så med et barn “på slæb” i dagtimerne, hvilket både har været skægt og en udfordring, og sikkert noget der lige skal justeres på til næste år, men sådan er ens Roskilde-evolution. Hvilket også er medvirkende til, at jeg kan blive ved med, at vende tilbage år efter år – tilpasning og udvikling.
Richard Dawson Band ★★★★★(★)
Så skete det, en af de “uventede”, magiske Roskilde stunder. Eller, jeg havde fidus til det her efter nogle begrænsede lyt inden festivalen, men det her overrumplede mig på andre måder end “bare” musikken. Jeg vedkender gerne, at Dawson og band nok spillede, og underholdt mellem numrene, for delvist døve ører, hvor der især i begyndelsen var ekstremt meget snak i teltet. Men det var som om den døde ud, som koncerten skred frem, ikke mindst fordi at snakkeklubben faktisk valgte at skride og efterlod en lille, dedikeret skare helt oppe ved scenen.
Jeg startede lidt ude i venstre side, men som koncerten skred frem og folk dryssede væk og opgav at følge Dawson og bandet, eller bare syntes det var noget lort, blev jeg, helt automatisk, suget længere og længere op foran og endte helt oppe ved hegnet midt for scenen. Det er ellers efterhånden en zone, jeg ikke ender i længere, men jeg var kort og godt fuldstændig indfanget og fortryllet af den besynderlige musik og Dawsons rodede og laid back performance.
Måske var han bagstiv, ramt af tømmermænd eller er bare en sær, lille britisk trold, som er lidt akavet på en scene. Eller som han selv sagde på et tidspunkt, “I’m usually not even up at this time of the day”. Klokken var omkring halv syv?! Han glemte også teksten hist og her, måttet starte en sang eller to flere gang, for vild i sætlisten, byttede rundt, fortalte mere eller mindre sammenhængende anekdoter om numrene, gik i stå eller brugte tid på, at slås med at få guitaren til at stemme. En tech-dude kom på et tidspunkt på scenen for, at række ham en elektronisk stemmedims, hvortil Dawson i munter tone konstaterede, “he clearly doesn’t know, that I have no use for such a device!”.
Andre gange rodede han sig ud i en eller anden sammenligning/metafor om, at koncerten var ligesom, at sætte en dvd på derhjemme. Efter et par numre konstaterede han, at folk lige skulle slappe af, koncerten var faktisk ikke rigtig begyndt endnu, det de havde spillet var ligesom at se “the blooper reel” til Meet The Parents inden man sætter filmen på! Senere var vi nået til ekstramaterialet til “Scent of Woman”, efterfulgt af et lavt Pacino “hoohaa”, som man kender det fra filmen. Det var mildt sagt anderledes og virkede som ramblings fra en krøllet, eller “alternativt wired” britisk hjerne.
Det samme kan siges om musikken, der var en helt særegen og dybt original blanding af traditionel visesang, folkesange, pub-singer songwriter stil blandet med rockede toner, når det ikke slog over i noget nærmest roots-punket, eller ligefrem arrigt metallisk?! Helt fantastisk og helt sin egen, faktisk. Svært at beskrive med ord, også for Dawson, der eksempelvis introducerede et nummer med et par ord om, at den handlede om “en pose” han havde set og ikke kunne lade være med at tænke på. Et andet handlede om noget middelalder halløj, med tilsvarende fortælle-synge stil, så det blev et helt lille epos. Så var der et nummer om, at svøbe et nyfødt barn i et tæppe… “that, and making babies”.
Det hele var fedt! Af numre jeg fangede titlerne på, eller kunne opspore efterfølgende, synes jeg man skal kaste sig over “Soldier, “Ogre” og “Scientist”, hvis man er blevet nysgerrig. Men, jeg kan ikke afvise, at det fungerer ENDNU bedre live. Jeg var i hvert fald totalt solgt og opslugt og forsvandt helt ind i det forunderlige univers, mens Dawson vekslede mellem skrig, skrål, sang, ekstreme brøl, korsangerinder hvinede løs, en skæv violin ligeså og musikken brusede frem og tilbage i tone og klang.
Wauw. Jeg er sgu’ nødt til, at stange en lille topkarakter med sidste stjerne i ( ) over disken for hele oplevelsen, men respekterer fuldt ud, hvis andre slet ikke blev fanget af det. Måske er “Iron Man”, som vi fik en bid af som det sidste punktum mere dig, så?
Så var det tid til, en klassiker på en af festivalens sidste dage, dalre lidt hvile- og planløst rundt og nyde lidt alenetid! Først faldt jeg i Food for Fifty fælden, havde åbenbart ikke lært noget af den skandaløse føde de servede mig sidste år. Boller i karry til en 50’er, fuck min sarte og allerede ret pressede mave, den røg jeg på. I forvirringen blev jeg tilbudt, at få den i en variant med kartoffelmos? Så, karrysovs, tre store kødboller og kartoffelmos? Hva? Nårh, OK, jo jo, det prøver vi! Det ved jeg ikke hvad jeg skal sige til… sovsen og mosen var i den tynde ende som udgangspunkt og gik i en form for plævret symbiose mens tre store kødboller sejlede lidt rundt i svineriet. Det smagte… ikke helt uspiseligt, men lignede det, det helt sikkert ville resultere i: dårlig mave. 2 stjerner!
Så endte jeg ved Apollo for, at tjekke lidt Stefflon Don ud, som jeg havde fanget et enkelt nummer med inden festivalen og tænkte, “nå ja, det kan man da godt tjekke ud”. De første 10 minutter gik med komplet ligegyldig hype og rodet dj-sæt, inden Steff væltede på scenen i et outfit, som skulle fremhæve bagpartiet på maksimal vis. Det var da også ganske imponerende, men blev hurtigt lidt trættende og jeg besluttede, at min fest vist var et andet sted.
Den var i nærheden af Orange, hvor jeg sad og stenede og kiggede på verdens mangfoldighed en halv times tid uden at tænke på noget. Så gik jeg mod Orange og parkerede anmelderbussen hos lejrens flag.
Nick Cave & The Bad Seeds ★★★☆☆☆
Jeg vil ikke gå alt for meget i detaljer her, de fleste større og mindre medier har allerede anmeldelse online, vekslende mellem 3 stjerner (som jeg hælder til) og helt op til fuldt hus. Så, både en der deler vandene, virker som om er bedømt udfra ret forskellige parametre og en hvor oplevelsen afhænger lidt af, hvor man stod.
Var man i pitten, så havde man sikkert en intens, nærværende og storslået koncert. På den anden side af hegnet, lige bagved, var det en lidt anden historie. Og det er “alles” skyld. For det første så ævlede og kævlede den fuldstændig ukoncentrerede hob som gjaldt det livet, ikke mindst i de stille stunder i koncerten, som her var vanskelige at nyde. For det andet gjorde Nick Cave ikke sig selv nogen tjeneste ved ikke bare, at tilpasse sættet lidt og fyre en festivalkoncert af. Det behøver han jo ikke, og hurra for, at forsøge at bevare en vis integritet, men det virkede noget naivt, når selv et vidunderligt nummer som “Into my Arms” ikke formåede, at samle pladsen og få det til, at lette. Det gik helt galt i andre af de stille numre.
Cave søgte ellers publikumkontakten med de forreste fra start under den meget, rolige og laaaaangsomt udviklende start med “Jesus Alone” og “Magneto”. Da havde han allerede tabt det meste af publikum bag pitområdet, og de kom ikke tilbage igen. Men prædikanten i sort ville elskes på sin egen, trodsige facon, “Do You Love Me?” var momentvis medrivende, men blev for lang og endte underligt uforløst. Så skete der endelig noget under en halv-maraton udgave af “From Her To Eternity”, hvor lydtrykket blev så massivt og skærende, at snakkeklubben måtte stikke fingrene i ørerne, mens Cave væltede rundt på vanlig dramatisk vis på scenen. Fuck yeah, dræb snakkeklubben med vold og larm!
“Tupelo” lynede i glimt, men det gik vist henover hovedet på de fleste hvor jeg stod, ligesom “Jubilee Street” havde svært ved helt at få fat, selvom det lykkes mod slut. “Stagger Lee” er jo stadig et dejligt perverteret nummer, men effekten var ikke helt som at blive dolket, mere prikket lidt til, selvom bandet og lydmanden gjorde sit for, at gøre det ubehageligt for folk. “Push The Sky Away” lukkede efter 1 ½ times tid, uden den store effekt. Det virkede som om dem der virkelig ville Nick Cave var gået i pitten, og resten bare enten var uinteresserede, eller bare ikke blev indfanget denne aften.
Så kan man føje Nick Cave til listen over navne, som vi bør have set på Orange for sidste gang. Han er ikke mere end et Arena navn nu herude, dømt på fremmødet. Men mørkemanden er nu heller ikke uden skyld selv…
David Byrne ★★★★★★
At Arena kan være en kæmpe fordel, og ikke en degradering, beviste en veloplagt David Byrne kort tid efter. SÅ var der kraftedeme FEST! Endda af den slags der ikke var kaloriefattig og billig, ja tak. Man kunne frygte, at Byrnes aparte og spjættende afro-art-pop univers ikke ville være egnet til en nattefest på Arena, men selv de der inden koncerten gik i gang virkede skeptiske, eller tydeligvis ikke kendte Byrne, dømt ud fra de samtaler jeg overhørte, blev revet med fra start og endte med krudt i de støvede dansefødder.
Byrne er ener på musikscenen, og går også stadig sine helt egne veje. Nok er håret blevet hvidt, den ranglede krop har fået lidt mere fylde og bentøjet er måske heller ikke helt så elastisk-fantastisk som tidligere, men, han er også blevet fucking 66!! Det taget i betragtning, så virker jeg som en delvist lammet folkepensionist i forhold til hans forrykte dansemoves og bevægelsesmønstre og så var den karakteristiske vokal forbløffende intakt og kraftfuld.
Selve koncertens opbygning og brug af scenen var også noget for sig. Der var ingen “faste” instrumenter placeret på Arenas scenegulv, musikerne vandrede frit omkring med hvad de nu lige spillede på at tangenter, trommer, strenginstrumenter, mens Byrne smeltede sammen med dem med hans headset mikrofon. Kæmpe scenegulv, der så blev brugt til en ret sofistikeret og meget, meget veludført koreografi hele koncerten igennem. Der blev lavet cirkler, figurer, danset på kryds og tværs, vandret rundt, så hele seancen var lige så meget storslået kunstperformance/danseshow, som egentlig koncert. Det fungerede virkelig godt og som et lille nybrud for, hvordan man kan tænke en koncerts rammer og udførelse.
Men, vi kom jo også for musikken og den var, heldigvis, også både værd at danse og lytte til! Byrne startede alene på scenen med en hjerne i hånden og nummeret om denne, “”Here”, som fungerede som en fin introduktion til det tænksomme popunivers – hvor der også nok kringelkroge til, at få sat gang i de små grå. Så gik dansefesten i gang, hvor “I Zimba” for alvor fik gang i hele teltet og så langt jeg kunne se bagud. Hvid afro-pop af fineste skuffe.
Byrne fik sat et lille politisk aftryk med den nye “Everybodys Coming To My House”, fra det nye album, American Utopia – så kan man selv drage sine konklusioner ud fra titlen. Den mekaniske åbner fra samme plade fungerede overraskende godt som en del af sættet mod slut, hvor bissen blev skruet lidt på med skarpe breaks og tonale skift og dansefesten stoppet for en stund.
Men det var, naturligvis, de ældre Talking Heads numre, som tog flest stik hjem og fik gang i andet end folks danseben. Den delikat tøffende “There Must Be A Place (naive melody)” fik varmet stemmebåndene op, så den efterfølgende “Once In A Lifetime” satte gang i den fællessang, som Nick Cave aldrig formåede. Her i en respektfuldt overfor den ikoniske original let-opdateret udgave, så den stilistisk og lydmæssig passede til sættet.
And you may ask yourself, well
How did I get here?
Ja, hvordan?! Men det var det helt rigtige sted, under the rocks and stones og into the blue again, after the money’s gone – this is NOT my beautiful wife! Kæft jeg elsker det nummer…. “Everyday Is a Miracle” fik hænderne i vejret og folk ud af den dødsyge forstad fra “Once In A Lifetime”, sunget med stor fylde og kraft fra Byrne og hans dygtige korsangere. I det hele taget, det band og hvad der nu ellers var af godt folk på scenen, wow!
WATCH OUT, YOU MIGHT GET WHAT YOU’RE AFTER, jeg ville hellere have haft “Psycho Killer”, men vi fik en helt forrygende udgave af “Burning Down The House” i stedet for, så, fair game. Det burde nok have lukket forestillingen i Cirkus Byrne, men vi skulle lige have et velmenende, og igen flot udført, Janelle Monáe cover som punktum. Det havde nok fungeret lidt bedre med en anden placering i sættet, men vi er ovre i småtingsafdelingen.
Sikken et show! Men, også et, hvor dansen til trods, der ikke efterlod meget plads til direkte kommunikation og interaktion med publikum og slet ingen improvisation på scenen. Det var der måske nogen der savnede? Vi ender sgu’ på en topkarakter for noget gammelt på en helt ny måde og en fest der, efter sigende, spredte sig helt op bagved, hvor lejr-flaget dansede mens der også røg noget tøj i processen – så vidt jeg kunne se, da jeg stødte til lige efter koncerten.
Til tonerne af Massive Attack på Orange stod jeg og fik mig en særdeles hæderlig omgang Pasta/kødsovs fra NamNam Boden. 50 kr, god størrelse portion, pasta der ikke var udkogt, eller for hård, en kødsovs som var i den lidt vandede ende, men ikke uden smag. Solid 4er til den.
Og så nærmede dagen sig. Dommedagen.
LLNN ★★★★★☆
Men en start klokken 02.30 var vi ude over min sædvanlige sengetid herude, og vi var inde i zonen, hvor jeg kunne begynde, at tælle min nattesøvn på én hånd. Men, det lykkedes, jeg fik slæbt mit trætte legeme ind i Glorias fortættede mørke. Tænke kunne jeg næsten ikke længere, så jeg glemte alt om noter og har også svært ved, at huske rækkefølgen på numrene, endsige titlerne på de nye der udgjorde hovedparten af sættet.
Sorry, men det var ren overlevelseskamp for mit vedkommende, men der blev lagt ud med en lille håndfuld fra Deads og lukket ned tre kvarter senere med den mægtige “Monolith” fra forrige album, Loss. Så vidt så godt!
Kæft der var SMÆK på, og ganske pænt fyldt op på Gloria, det sene tidspunkt og musikken in mente. Post-apokalyptisk scifi hardcore, det er dælme ikke for sarte sjæle det LLNN leverer. I et sønderlemmende højt og tilpas dunrende og “ubehageligt” lydbillede, der virkede som karry normalt gør på min mave. Det fik hjernen til at flyde ud og bryde sammen. YIIIIIIAAAAARRRRH.
Spacy synth, fremmedartede lydflader, tung og huggende bas, flænsende guitar og vokal og dommedagstrommer til at piske det hele frem, som en glubsk og ondsindet flåde af alien rumskibe fra en mareridts klingende anden dimension. Ormehullet var åbent og ikke til, at lukke igen mens LLNN bragede løs, så folk ikke kunne finde ud af, om de skulle huje, klappe, hoppe, nikke med eller stå med brede smil og måbe.
Mission fuldført, LLNN, det var ikke det mest taknemmelige spilletidspunkt eller det nemmeste publikum, at indfange, som udgangspunkt. Men det lykkedes og jeg overlevede med nok orienteringssans, så jeg med summen for ørerne nåede mig telt lidt i 4. Jeg skylder en mere udførlig anmeldelse til en anden gang, LLNN skylder ikke noget.
“BUUUUURN IIIIIT DOOOOOOOOOOOOWN”!
Af Ken Damgaard Thomsen (ord og mobilfotos)
Foto: Lene Damgaard
