Lørdag, fake sunday på Roskilde, bød på den sædvanlige opbrudsstemning på pladsen, og en relativt tidlig retræte fra vores side efter nogle intense sidste 72 timer. Men, vi nåede lige en artig overraskelse fra Yonaka, en stille hyggestund med onkel CV og en modig Peter Sommer, der lagde arme med Orange Scene.
FUCK, er klokken allerede kvart i 9, var min første tanke da jeg rullede om på højre hofte og fumlede efter telefonen i det meget oplyste telt. Dermed var jeg omkring 45-60 minutter bagefter den rytme og cyklus jeg havde kørt hele ugen. Måske ikke så underligt når jeg først var i mit telt lidt i 4 “dagen før”; ahem, eller, samme morgen var det jo så, efter en af de længste arbejdsdage i mit liv, en 8 morgen til 4 nat vagt, hehe!
Nå ja, der havde jo faktisk været pænt tryk på de seneste par dage… og dagene på Rising inden det, men altså, det var de 3-4 timers søvn (eller hvad man kan kalde den halv-vågne koger tilstand jeg lå i det meste af tiden), som virkelig kunne mærkes her. Good God! Heldigvis var bruserne i skoleomklædningen for første gang kolde, så det blev til en hurtig opkvikker, inden det var benene på nakken og afsted mod Mediebyen. Med lidt hurtig hovedregning kunne jeg jo sjatte mig frem til, at jeg havde travlt hvis jeg ville nå nogle af de tidlige musiknavne.
Succes, jeg fik på en eller anden måde indhentet et kvarter i hele processen indtil jeg landede i laden, der bestemt ikke var overrendt på dette tidspunkt. Også her kan man, belært af øvrige år, også mærke, a vi er på sidste a dagen og at det allerede tynder en smule ud i folk, og at stemningen generelt er noget mere smadret og stenet. Jeg var ikke en undtagelse! Helt blæst i skallen, jeg havde muligvis tabt den sidste rest af forstanden inde på Gloria, da LLNN overfaldt stedet samme nat.
Så det gik lidt op og ned i tempo med de der skriverier, mens jeg forsøgte at koncentrere mig og få et eller andet sammenhængende ud af den lange fredags oplevelser. Da jeg forlod stedet var jeg åbenbart så presset i øverste etage, at jeg havde mistet følingen i hovedet. Jeg skulle lige tisse udenfor laden i et af de opstillede pissoires, hvor jeg pludselige mærkede en let brise på toppen af hovedet. Hov, jeg havde da glemt min hat i pressecentret, hurtigt ind og finde den. Nå, den lå da ikke på den plads jeg lige havde forladt, det var da underligt… ja, det var så lige i det sekund, at det gik op for mig, at jeg havde hatten på… Der var ingen vind i håret, hatten havde hele tiden siddet på hovedet. Go daw, då!
Således smågrinende over min egen tilstand vaklede jeg mod Pavilion i det fine solskin, hev noget mad på vejen derover, noget vi har anmeldt tidligere, så det gider vi ikke nævne igen – ingen grund til, at satse på sidstedagen! Jeg endte faktisk med, at ankomme i så god tid inden Yonaka skulle spille, at jeg lige kunne nå en opstrammer på “kontoret”: en stor white russian foran Gutter Baren. Der kom der pludselig også lidt folk fra Get a Camp afdelingen af flokken dryssende, samt fotografen og den 6 årige assistent. A-kæden rykkede ind i teltet.
Yonaka ★★★★★☆
Her fik vi en herlig lille, komprimeret rockeksplosion, at sparke dagen i gang med. Yonaka, en ung kvartet fra Brighton med kvindelig forsanger, var kun på scenen i omkring 35 minutter, hvilket jo kan virke som værende lige i underkanten, men det virkede faktisk som en helt tilpas længde her. Dejligt, at gruppen bare fik lov til, at gå ind og fyre deres bedste numre af og ikke skulle fede eftermiddagssættet op i længde med fyld.
Det gav lidt af en potent energiudladning, hvor bandet formåede, at holde gejsten og stemningen oppe i det røde felt det meste af koncerten igennem – både på og foran scenen i det godt fyldte telt.
Yonaka spiller en lidt sjov blanding af genrer og stilarter, hvor rock, emopunk, grunge, alternativ pop og en snert hiphop, ikke mindst på vokalen fra velsyngende/råbende Theresa Jarvis i front. Der var sådan lidt en opdateret Gwen Steffani vibe over hendes optræden og stemme, hvor klangen både er ren og rå, skrøbelig og aggressiv, hvor der veksles mellem rocket vokal og en hakkende levering, som nærmer sig et rapflow.
Ungt og in your face, ja, hvilket godt kan være lige lovlig “frisk nok” til min smag, men jeg synes faktisk, at Yonaka, trods kun omkring 3 år på bagen, har sangene der kan bære denne “kække” attitude. Det kan sgu et eller andet det her. Om det så er ovre i det mere boblende og spruttende poppede som på “Bubblegum”, det mere pop-anthem opbyggende og højstemte som på “Run” eller det mere regulært rockende og “klappe-med-venlige” som på “Gods and Lovers”. Fællestrækkene er, at det er forbandet iørefaldende og kort og godt bare gode sange.
Materialet blev leveret med stor sikkerhed og smittende begejstring, ingen tvivl om, at bandet havde teltet med sig her, og det relativt tidlige spilletidspunkt til trods fik startet en fin fest. Selv under et lidt mere afdæmpet og tilbageholdende nummer, i hvert fald indledningsvis, som “Ignorance” tabte koncerten ikke pusten.
Højdepunkterne blev dog de to supersingler “Wouldn’t Wanna Be You” og “F.W.T.B.”, hvor førstnævnte viser bandet fra deres mere tungt rockende og skurrende side, men stadig med et catchy omkvæd, så er sidstnævnte ren boss-attitude. Den hedder jo også “Fucking With The Boss”, og har et beat og en selvsikker attitude der kan matche titlen.
Yonaka viste hvem der var chefen denne eftermiddag, så lad os få dem til et spillested af Radar/Beta/Stengade størrelsen, inden de bliver større. De har meget af det der skal til, så må vi se hvor vidt det rækker.
Min form rakte til, at stå lidt i solen og snakke efterfølgende og så undgå selskab de næste par timer. Jeg drev mod Arena, hvor jeg ventede i en halv time på følget midt i solen, indtil jeg besluttede mig for, at det var sgu for varmt. Så jeg stillede mig ned på mit efterhånden vanlige Arena-spot, lige i udkanten af teltet, hvor jeg synes lyden plejer at være god, og jeg har et nogenlunde udsyn over “alt”. Her var da ikke meget køligere, men en lille smule vind til at tage det værste. Der var ellers godt pakket i og omkring Arena allerede en halv time inden CV. Jørgensen skulle gå på, det var lige før man kunne have overvejet, at smide ham på Orange i stedet for – men der havde sættet nok fordampet i solen.
CV. Jørgensen ★★★★☆☆
For det var det mere stenede og ballade- prægede sæt Carsren Valentin og band havde med sig på Roskilde i år, eller, det var, helt som forventet, det samme sæt som de har spillet landet rundt de seneste måneder. Så absolut ingen overraskelser, at finde der, hvis man har overværet en af de efterhånden utallige koncerter på den igangværende turné, eller læst anmeldelser derfra, så vidste man hvad der ventede.
På den ene side helt forståeligt, sådan er det jo mange bands og kunstnere der gør det. Nøjes med, at øve en lille bunke sange op og så kører man det samme sæt dag efter dag, så er der da i hvert fald ingen publikummer der bliver forfordelt rundt omkring og man må formode, at sættet sidder på rygraden, På den anden side virker det dødssygt, stillestående og som om man bare trykker play og så kører koncerten dag efter dag efter dag… SNORK! Hvis man er CV superfan, og har fanget ham flere steder i år, så må man da håbe for dem, at sættet indeholder nogle af deres favoritnumre…
På den led var der intet overraskende, eller anderledes, ved denne Roskilde koncert, hvor man nok kunne have ønske sig et mere optempo/hit-orienteret/radiovenligt sæt, “festivalsættet”, men så var det fordi man ikke havde sat sig ind i tingene på forhånd og lavet en forventningsafstemning. Jeg nænnede ikke, at nævne overfor den flok jeg stod ved siden af, der drak sig godt i hegnet under koncerten og bare ventede på “Bellevue”, at den spiller han altså ikke på denne tour. Man kunne også have efterlyst numre som “Entertaineren”, “Lidt til & Meget mere”, “Mig & Charly”, “Costa Del Sol”, og hvad de nu allesammen hedder. Eller, ikke sidstnævnte landeplage, selvfølgelig, spiller han nogensinde det nummer?
Nej, det var den mere afdæmpede, langsomt udviklende og atmosfæriske CV. der valgte, at kigge ud fra sin frivillige isolation i Birkerød og drage ud på de danske landeveje i 2018. Da han ankom til Roskilde fik han, lige meget hvad man synes om sætlisten og dens fordele og ulemper, en regulær heltemodtagelse. Især inde i teltet, hvor applausen var øredøvende høj og vedvarende mellem numrene, så Jørgensen selv virkede helt overvældet, benovet og en smule paf under hans talrige taksigelser. Men lige så vigtigt, så var hovedparten af de fremmødte faktisk så velopdragne, at de ikke snakkede under de mange stille numre?! Der var nærmest en klædeligt andægtig stemning, når folk ikke lige sang med eller stod og vuggede stille for sig selv. Bravo!
Og godt det samme, for lyden var periodevis lige lovlig lav, hvilket gjorde, at der virkelig ikke skulle have været meget til for at overdøve en overraskende stærkt syngende CV. og hans velklingende, men måske liiiiiidt pænt klingede orkester. Det var ikke suppe-steg-is, men det var sgu heller ikke noget man rev sig på. Nok var den af til den lavere ende, til gengæld var den ren og klar, så må kunne høre og nyde hvert et ord der kom ud af munden på Jørgensen.
Det kan næsten ikke sige for tit, men, hold nu op, hvor har han mange gode tekster! Om det så er når han rent faktisk slipper afsted med, at rime hjerte og smerte i “Det Regner I Mit Hjerte” eller den mere poetiske “Spildte Bedrifter”:
Mit livslys er ude at svømme
min næste er gået til ro
jeg står ved en korsvej
& savner dem begge to
Da stod jeg og svømmede helt væk i ordene og den behageligt vuggende musik, inden vi skulle videre til “Babylon”, som står endnu, og hvor “storbyen ligger og lokker”. Det var også her omkring, efter en række stille ballader, at CV. proklamerede, at nu spiller vi en mere af vores talrige balleder. Det blev senere fulgt op af et “nu tager vi den lige lidt ned”, ja tak, det skulle jo nødigt stikke af og blive uterligt, det her! Gad vide om det var ment som en form for humoristisk kommentar? Ligegyldigt, folk labbede ballade efter ballade i sig, som om der ikke var noget mætningspunkt. Efter Babylon gik turen ud i forstæderne igen, hvor jeg sørme fik støv i øjnene igen og lige måtte stå og synke lidt:
Hver gang jeg tænker tilbage
på Hovedgaden 84 E
ka’ jeg tydeligt se ting
jeg ved ikke findes der mer’
Nostalgisk og småsentimentalt, måske, men så længselsfuldt og smukt leveret, at “Elisabeth” (næsten) altid får skovlen lidt under mig. Så stod man der… ELISABETH, FOR HELVEDE, HVOR ER DU?!
Efter “Blåt Blod Til Alle” var det lige før, at den mere rockede og højrøstede “Flikflakker” virkede som et lidt malplaceret indslag, selvom bandet nok trængte til, at skrue op igen og CV måske frygtede, at sættet ville gå i stå uden. Heldigvis var vi tilbage i det mere døsige leje med “På Gyngende Grund” og “Skygger af Skønhed”, inden “Sæsonen er Slut” fik sluppet fællessangen fri for alvor, da den lukkede sættet.
Efter et kæmpe bifald og et matchende jubelbrøl da CV. og band trissede tilbage på scenen, blev koncerten kørt i garagen med “Florafobi” og endelig, helt som forventet, “Det Si’r Sig Selv”, her i en endnu mere roligt brusende og langsom version end på plade.
Well, well, well, CV, din gamle ræv, det slap du helskindet fra, ikke mindst fordi du blev båret frem på en enorm goodwill fra publikum, som ikke blev forkælet med noget som helst ekstra. Den går nok kun een gang, så hvis tourbussen forlader Birkerød en anden gang, så går den nok ikke med så mange ballader, og ikke skyggen af nye numre. Men indtil da var det rigeligt til 4 store stjerner. Det siger sig selv.
Fra læremesteren til lærlingen, no offence, Peter Sommer stod klar på Orange Scene lidt efter, så man lige kunne nå, at følge menneskestrømmen derover. Og finde en plads i solen blandt de ma…
Peter Sommer ★★★★★☆
Nå, der var sgu da ellers pænt meget plads foran Orange, hva`?! Frit valg på alle hylder bag pitten, som heller ikke så specielt proppet ud. Som koncerten skred frem trak der lidt flere folk til foran Orange, men hovedparten sad mest og stenede, eller vuggede lidt med, mens et fåtal virkede mere engagerede helt oppe foran.
Sådan måtte det nu nok være, når man smider et mellemstort dansk navn, som jo ikke ligefrem er en der har været nærig med koncerterne over årene, op på festivalens hovedscene en solbeskinnet eftermiddag. Det havde nok “set bedre ud” på Arena, men fuck nu lige det for en stund, for jeg synes, at Sommer gik til opgaven på den helt rigtige måde og slap fra det med æren i behold. Faktisk synes jeg, at han greb det an på rigtig kløgtig vis, som vidnede om fin selvindsigt og situationsfornemmelse.
Mon ikke Sommer havde HÅBET på et mere talstærkt publikum, men havde lugtet lunten og forberedt og indstillet sig på, at den også kunne være svær, at sælge til et ungt og festhungrende publikum en lørdag eftermiddag? Havde han og Tiggerne spillet en regulær, rockorienteret koncert uden dette in mente, så var det nok faldet til jorden med et hult brag pga. det magre fremmøde. Hvad kan man så gøre i stedet for?
Jo, man kan forsøge, at gøre det mere intimt og personligt, skabe en relation og mere “familiær” stemning. Det er lidt af et sats på Orange Scene, og ens oplevelse af det afhænger nok om man købte præmissen og var villig til, at følge Sommer. Jeg var med det meste af vejen, fra han sprang ud som optimist og det føltes som at desertere, over 8860 Skanderborg og op og ned af Valby Bakke.
Vi skulle en tur rundt i “kataloget”; som en meget snakkesaglig, imødekommende og usvigeligt selvsikker (men ikke arrogant) og scenevant Sommer omtalte det efter den flotte åbning med “Skønne Spildte Kræfter”. Det kan godt være, at han synger om high fives som ikke rammer, men det gjorde de her, da han hoppede ned til de forreste rækker og hilste på. Så var vi ligesom i gang og tonen slået an. Inviteret indenfor i Sommers ofte ret sortsynede univers, eller “nogle knudepunkter i mit liv”, som han kaldte de nedslag i kataloget vi skulle igennem. I dag skulle vi se, om vi kunne få løst de knuder lidt op.
Næsten hver sang blev introduceret, eller fulgt til dørs, af Sommer ved, at han satte rammen, leverede en anekdote eller på anden vis fik gjort nummeret relaterbart. Det kunne, under normale omstændigheder, sagtens have været en momentumdræber med så meget snak, men her virkede det velvalgt og passende. Som om vi var på guidet tur igennem Sommers musikalske landskaber. Aldrig uvedkommende, til tider meget selvironisk og afvæbnende underholdende og meget… jysk!
“Til Rotterne, Til Kragerne og Til Hundene” og “Hærværk” var tunge og mørke i solen, mens nummeret der startede det hele, “8-6-6-0”, blev leveret i en stærkt omarrangeret version, hvor Sommer også slap nådigt fra, at få pitten til at synge med mod slut. Omkvædet er jo også “tyvstjålet fra Dorthe Kollo”, som han formulerede det inden den blev sat i gang. Fra samme hjemstavn fik vi senere i sættet også den smukke hyldest til en af de lokale, skæve Skanderborg eksistenser og forbilleder for Sommer, “Sang Til Bo”.
På den måde fik vi et blik ind i hvad der har formet Peter Sommer, blev inviteret indenfor og fik lov til, at kigge os lidt omkring. Sommer selv var klar over, at det også stedvis kunne virke en smule sentimentalt, når eksempelvis hans forældre blev hyldet med et gammelt bryllupsbillede på storskærmen og det afsluttende “mom and dad, I love you too” i det dejlige nyere nummer “Bittersød Natskygge”. Men, “det skal være mere sentimentalt, inden jeg er færdig, så kan i gå over på en af de andre scener og høre noget bongobongo”, som han med vanlig lune kommenterede efter sangen.
Inden da havde vi været over den stærke “Sand Kærlighedshistorie”, “Hvorfor Løb Vi?” med Mikael Simpson på lidende mundharpe og titelnummeret fra seneste album, “Elskede at Drømme, Drømmer om at Elske”. Gode og velvalgte nedslag i hele bagkataloget, som at bladre i et gammeldags fotoalbum. En følelse som blev forstærket af, at Sommer med mellemrum udpegede og hilste på folk kan kendte blandt publikum, eller gjorde hans niece pinligt berørt ved, at synge til hende nede på forreste række.
Det var næsten om, at være med til en form for familiefest, hvor Sommer ville have en med til bords. Modigt og meget anderledes for en koncert på den store Orange Scene, og trods det noget magre fremmøde, så synes jeg faktisk, at det lykkedes til fulde.
I princippet og som udgangspunkt, så var Peter Sommer og band jo overmatchede af de enorme rammer, men fandt her en måde, at vende det til deres fordel. Vi sniger os op på den sidste, 5. stjerne for den samlede pakke.
Og så lakkede min 20. Roskilde Festival også mod enden, efter en lille uges tid med støv, sol og virkelig meget musik, ikke mindst torsdag og fredag, så var der ikke mere tilbage. Eller jo, jeg kunne godt have malket den yderligere, men jeg valgte, at trække stikket på et positivt indtryk og ikke køre den for langt ud. Det, og så havde jeg faktisk en begyndende summen for ørerne, så, ingen grund til, at satse unødigt.
Jeg satte kursen ud mod virkeligheden… og den ventende, larmende stilhed. Nu skal der fordøjes, de sidste tanker om årets Roskilde Festival kommer i morgen.
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Lene Damgaard
