Onsdag, store indryk-dag, kendis lille fredag, musik dag 1, ground zero… Så ændrede Roskilde Festival karakter, og vi prøvede at følge med. Det blev til den første og eneste lejrfest for os i år, en der trak lidt ud, men vi nåede dog at opleve Red Fang, Kevin Morby, og The Hellacopters. Nå ja, og så var der også lidt hiphop inde over og det endte med en elektronisk dansefest på Orange.
Så kom ikke her og sig, at vi ikke kommer omkring! Altså når vi først er kommet igennem dagens ritualer der involverer peronlig pleje og hygiejne, skriverierne og overdrevent kaffeindtag i Medieladen og de der ting. Hamsterhjulet kører.
Onsdag er altid en sjov dag på den indre plads, alle de sidste detaljer skal gøres færdige, der hamres, bankes, saves, bygges, males og trækkes kabler i et myretue mylder af arbejdsfolk, frivillige og andet godt folk. Og her lærer man virkelig at sætte pris på hvilket kæmpe apparat det er, som driver Roskilde Festival, gør den funktionsdygtig og holder hjulene igang når først festen og musikken kører. Utroligt, at der ikke er mere der går galt eller glipper, det er jo en hel by der etableres herude.
Nuvel, men vi skal da også lige brokke lidt, hehe! Medieområdet, eller Backstage Village, lukkes af kl. 12.00, så man ikke længere kan komme ind på festivalpladsen, hvilket gør, at har du planer ude på campingområdet, så må du forberede dig på lidt af en alternativ rute. Eller en stor omvej.
Vi skulle mødes med de sent ankomne fra vores gamle Roskilde lejr, der nu grundet famlie, arbejde og, nå ja, stamina, fortrinsvis er blevet onsdags-folk og bor i Get a Tent East. Så da skulle vi ligesom finde ud, efter den direkte vej ud ved Arena var blevet lukket land for os. Armbåndstyraniet! Vi var blevet anbefalet en bagvej af en hjælpsom vagt ved Medieladen, som mente vi kunne gå af en grusvej bagom Arena og komme direkte over til Get a Tent. Det kunne vi ikke, wrong wristband, måjerfåkker.
Så vi måtte tilbage. Og udenom, og rundt, og følge de store veje, så vi fik slået en ordentlig bue rundt om destinationen og ankom gennem indgang Øst til campingområdet. Og NU var vi for alvor sultne. Så i denne stress situation tog vi en ikke særligt velovervejet beslutning og hoppede på et foodtruck scam oppe ved indgangen til Get a Tent. 69 kr. for en såkaldt roastbeef sandwich. Altså, roastbeefen var der. Men sandwich er et relativt begreb, især til den groteske overpris. En tør, standard burgerbolle, et stykke salat af en art og en klat mayo til at holde det sammen. Værsgo. Det giver lige nøjagtig 0 stjerner udfra value for money princippet. OUTRAGE!
Nå, vin kunne man heller ikke købe her, så vi tossede op til Service Center Øst, eller bycenter? Hvad hedder det i år? Anyway, vores Mongo sidekick var vågnet op til dåd og tog med på vores lille afstikker, inden han fik os med ind på Get a Tent området som fornemt besøg, efter endt vinindkøb. Men hvorfor så vin?
Jo, udover at sådan en basse er nem at drikke og praktisk at bære rundt på, og nogenlunde prissat, så var det ikke blot en gensynsfest med gamle venner og Roskilde Rotter der ventede. Det officielle tema var Blink-182 Bag-in-a-box fest, en slags mindefest, hyldest og fejring over deres aflysning. Ja, mange følelser i spil på samme tid! Konceptet kom dog hurtigt ud på et skråplan og nåede aldrig et naturligt Blink-peak, måske fordi vi kun havde en gratis Spotify og måtte shuffle lytte deres skønne bagkatalog, måske fordi festen blev delvist kuppet af en gammel transistorradio med fede kassettebånd. Autentiske kassettebånd, med årtier på bagen, awesome mixtapes fra kassettens guldalder, ikke noget hipster-bånd halløj der. Så måtte Blink stille og roligt lade livet for skiftende streaming DJ’s smag i den anden ende af festen…
Det var sgu helt rart lige at snuse lidt til det “normale” festivalliv igen, når man render rundt og leger medietyper som os, så kan det hurtigt blive en lille, lukket boble man kokser rundt i, så godt med noget frisk blod i form af nyt selskab og nogle timer, hvor man bare kunne slå hjernen fra. Slå hjernen fra og nyde noget af det som også er en kæmpe del af Roskilde Festival: sidde på en mark og glemme alt om pligter, arbejde, hverdagens trummerom og hvad der nu ellers måtte have fundet bolig i krop og sjæl. Ahhhhhhh…
Men, vi kunne, selvfølgelig, ikke blive siddende der og hjerne vin hele dagen. Det blev dog aften inden vi fik nosset os sammen til, at opløse festen og begynde at bevæge os hen imod indgangen til musikpladsen ved Arena. Her var der godt med run på, der var nemlig en koncert der var lige ved at starte, med rapperen G-Easy, og det er sateme noget de unge kan lide! Det er jo ikke vores dækningsområde, men flere på redaktionen er slet skjulte hiphop fans, eller var det i hvert fald engang, måske mest i 90’erne? Anyway, vi kunne nu godt være med på de tunge sugende beats der blev blæst ud fra Arena og blev hængende en halv times tid, inden vi stille og roligt begyndte at trækker over mod Avalon.
Og det er jo med at begynde at bevæge sig i god tid, for det tager bare tid at flytte en mindre flok helskinnet på tværs af pladsen. Ikke blot er der rent fysisk et stykke vej, men mentalt er der også flere idéer i spil for den nemmeste rute, folk der pludslig skal tisse, krammere der skal uddeles til tilfældige bekendte man møder. Jeg (Ken) mødte forresten for gud ved hvilket år i træk en gammel folkeskolekammerat, som jeg ellers ikke har haft nogen videre kontakt med i mindst 25 år, men vi løber på hinanden stort set hvert år. Og næsten samme sted. Og lover, at nu skriver vi altså lige til hinanden efter Roskilde og stikker hovederne sammen… denne gang lykkes det, Jonas (hvis du er derude!).
Hvor kom vi fra? Nå ja, vi gik mod Avalon!
Red Fang ★★★★☆☆
Der var sgu solid opbakning til Portland, Oregon stoner-rock/metallernes aftenkoncert på tredje største scene. Godt fyldt i teltet og ikke mindst rigtig fed stemning, som om festivalfolket havde stået og hungret efter noget tung tråd i flere dage.
Lyden var lige en lille smule ulden i begyndelsen, men efter 3-4 numre var der for alvor voldsomt smæk på, så den overdøvede et hvert anløb til knævren ude blandt publikum. Det må have været lige omkring “Antidote”, jeg er ikke super meget inde i Red Fangs diskografi, det er et af de her rockbands, der lidt har eksisteret i periferien for mig. Men spredte numre som “Flies” og “Cut it Short” kunne jeg da genkende i det olmt buldrende sæt.
Det er måske heller ikke så vigtigt med titler og store bevingede ord om det her. Det var en bundsolid rumle-rock koncert, som den slags skal være. En af den slags der får kroppe og underlag til at ryste, en ordentlig rusketur. Det er da egentlig meget rart af og til. Og endte med at være en solid 4 stjernet oplevelse.
Under koncerten stak Jonas i retning af Kevin Morby på Pavilion, mens yours truly (stadig Ken) stille og roligt stak i retning tilbage mod Arena, hvor svenske The Hellacopters ventede.
Kevin Morby (Jonas)
Trods lidt forvirring om hvilken scene Red Fang og jeg selv befandt mig ved (på dette tidspunkt forstod jeg ikke Red Fang fik lov at spille så længe, når Kevin Morby skulle på kl. 22.15 – men det var jo på en anden scene!), fik jeg fundet vej til Pavilion hvor Kevin Morby ganske rigtigt var i gang. Pavilion bød på god lyd denne aften, og Morby og band er ovenikøbet dygtige forvaltere af amerikansk folk-rock. Det ville ikke være rimeligt at uddele stjerner, for dels så jeg ikke hele koncerten, og dels var tilstanden kun til at konstatere at det var godt. Så…det VAR da meget godt?
På vej mod Arena stod den på lidt forplejning for mig (Ken). Uden at have lært at lytte til mavefornemmelsen tidligere på dagen og droppe impulskøbet, så søgte jeg over mod en absolut festivalklassiker, som jeg af en eller anden grund insistere på at købe mindst en gang hver festival, selvom produktet er blevet tarveligere samtidig med at prisen er steget. Fish & Chips, to suspekt udseende, tørre “fiskefileter” i et kræmmerhus fyldt med en herlig buket af slatne og/eller for stegte pommes. 55 kr. for denne ugudelige spise er alt for meget, og det er også lidt klamt… og med garanti ikke det kroppen havde brug for. Og så alligevel er der et eller andet tiltalende ved griseriet. Vi kalder det 3 stjerner.
The Hellacopters ★★★★★☆
Således fyldt med delikatesser og fritureolie fik jeg placeret mig langt fremme i det ikke ligefrem proppede Arena telt da The Hellacopters gik på. Bandet gik egentlig i opløsning i 2008, hvor de også blandt andet spillede på Roskilde Festival, men fandt sammen igen sidste år og har spillet få, udvalgte shows.
I de mellemliggende år har guitarist og forsanger Nicke Andersson fået afløb for hans rockdrifter i herlige Imperial State Electric, som jeg så vælte Beta med deres melodiske blanding af klassisk rock og rul og garage dyder. Hvorfor er det vigtigt? Jo, The Hellacopters er egentlig den lidt mere primitive og rå udgave af Imperial State Electric, et eller andet sted er jeg mest til sidstnævnte på grund af Anderssons flair for iørefaldende melodier, der får mere plads i det nye band. Men hvor de kommer fra, skinner også igennem i en del af The Hellacopters materiale, især det senere.
Bandet skulle lige igang, de to første numre “You are nothin” og “Born Broke” ramte ikke helt plet hos publikum, der hvor jeg stod, af en eller anden grund. Måske fordi lyden var alt for lav og pænt skod, langt fremme i teltet. Hvad fanden sker der for det, og nu igen, Arena? Så belært af de senere års lydfadæser og dertilhørende punkterede koncertoplevelser trak jeg længere bagud og placerede mig i teltåbningen. Hvor lyden af uvisse årsager var både højere og tungere, man kunne høre guitaren, YEEHAW!
Der begyndte også at ske noget i kontakten og energien mellem publikum og band, da vi nåede fjerde nummer, “Random Riot” var det ved at udvikle sig til en rigtig fed rockkoncert, i bredformat på den store teltscene, hvor et band som The Hellacopters måske i bund og grund ikke hører hjemme. Og så alligevel, nok er der sveddryppende energi i en del af numrene, som måske ville komme mere til sin ret på et mindre spillested, men bandet har også sider hvor det bliver til blæret stadionrock, som hører til på de større scener.
Koncerten kom for alvor op i gear for mig personligt midt i sættet, hvor stærke numre som “The Devil Stole The Beat From The Lord”, “HEY”, “Disappointment Blues”, “Move Right Out Of Here” og “My Mephistophelean Creed” foldede sig flot, flot ud fra det virkeligt velspillende band. Herefter tog jeg en kaffe ekspedition, for lige at kunne hold den kørende og kunne konstatere, at lyden også var mere en hæderlig helt ude ved boderne på højre side af Arena – så der er, desværre, ikke den store grund til at mosle ind i det telt…
To ekstranumre blev det til, og her gik der bare ren guitar orgasme i den med først “By The Grace of God”, hvor jeg var ved at trippe ud af mine slidte sko og danse steppedans, inden “(Gotta Get Some Action) NOW” satte en fed streg under, at The Hellacopters har været savnet i rockland. Og i den grad stadig har deres berettigelse på scener rundt omkring i 2017.
Så var der også ved at være samling på resterne af flokken igen, decimeret i antal siden vi kom ind på pladsen. Jeg lod mig lokke med op til Orange efter endnu en kop kaffe (nu med whisky i… for at holde varmen, i ved!), hvor den stod på elektronisk dansefest med Justice. Jeg holdt til et kvarter, så vandt den sunde fornuft, mavens knurren og lysten til at trække sig tilbage. Resten blev vist hængende? Jonas? Ja, vi blev hængende og konstaterede at Justice da nok kan finde ud af at lave en fest…
Efter at have drysset lidt retningsløst og ubeslutsomt rundt endte jeg ved Food For Fifty, simpelt navn, lige så simpelt koncept! Og man burde jo nok have vist hvad man gik indtil, men igen, det var ikke den bedste dag i min personlige Roskilde historie hvad mad-beslutninger angår. OK, 50 kr. for et måltid mad er ikke meget herude, hvor man blandt andet kan vælge imellem Brændende Kærlighed og Boller i karry. God, solid mad til mavsen. Jeg gik efter den brændende kærlighed, den var udsolgt så måtte boller i karry. Godt det sammen, fordi hvis man ikke magter noget så simpelt som at koge ris så de er nok, så har jeg ikke den store tiltro til, at man kan finde ud af at koge en kartoffel. Karryen smagte til gengæld ikke af det store, men de tre kødboller var da så vidt jeg kunne bedømme i mørket kogt hele vejen igennem. 1 stjerne, for prisen og det faktum at der kom noget i maven.
Med den skuffelse i kroppen gik jeg, trods alt, tilfreds mod restricted camping og endnu en nat på den oppustelige madras. Anmelder out (Jonas overlevede tilsyneladende også!).
Af Ken Damgaard Thomsen + Jonas Strandholdt Bach, der hvor det fremgår af teksten
