Traditionen tro dykker vi ned i Roskilde Festivalens program, dag for dag, time for time, og går på opdagelse i det bugnende udbud der endnu engang præsenteres. Der er de store, de små, de ukendte og de helt skæve – nysgerrighed belønnes, som næsten altid. Vi lægger ud med festivalens korteste dag, onsdag.
Da vores dækningsområde er relativt bredt, ikke mindst når vi får festival-feber, så kan det være svært at begrænse sig. Sidste år tog det dog måske en smule overhånd i disse optaktsartikler, hvor vi endte med at nævne omkring 90 navne… det er halvdelen af programmet.
Så vi tweaker konceptet lidt, i de 4 store optaktsartikler vil vi (jeg) forsøge, at finde en mere neutral linje og rute igennem programmet for de enkelte dage, der naturligvis afspejler min personlige smag og GFR’s mulige dækning, men lige mere tøjlet end sidste år. Senere, i ugen op til festivalen udråber vi så nogle must see’s, lottokuponer og alternative fristelser fra programmet, set med Jonas og undertegnedes øjne. Rising tager Jonas sig af i en separat artikel.
Onsdag er som nævnt indledningsvis kortere, så hvorfor ikke bruge lidt plads på nogle strøtanker om, hvad Roskilde Festival egentlig er for en størrelse, udover 170-180 konktre musiknavne. Et program som bliver vendt, drejet og diskuteret uden at “man” nogensinde bliver helt færdig – eller bare nogenlunde enig om kvaliteten af. Sådan er Roskilde Festival, stor og uoverskuelig.
Man kunne prøve stille det op med nogle sætninger, der er værd at have i baghovedet, når man “bedømmer” festivalen og dens program. I mange år kørte Roskilde selv med “more than music” som slogan, der har også været ting som “Orange feeling”, taglines der altså indikerer, at Roskilde ER og for så vidt altid HAR været mere end musik. Den samlede oplevelse er dog svær at bedømme, eller bare sætte ord på, ud over at det er “vildt”. Et sammenstød af kontraster, på camping arealerne og i musikprogrammet.
Netop musikprogrammet er et evigt diskussionsemne, og det bliver aldrig anderledes. For, imod, indifferent, lagt for had, tiljublet og ignoreret. Jeg sad forleden dag og bladrede nogle gamle magasiner og bøger med materiale fra Roskilde Festival igennem og kom til, at sidde og stene over et luftfoto af campingpladen fra midt 90’erne. I det perspektiv kunne det for så vidt have været nærmest hvilket som helst år, men synes af alle de telte, farver, former, både tydelige og helt udviskede fik mig til at tænke, at campingpladsen på en eller anden måde afspejler musikprogrammet. Der er en form for orden, streger der inddeler og afgrænser, men samtidig vildt kaotisk og uoverskueligt.
Orden og uorden hånd i hånd, ved siden af hinanden og ovenpå. Ting der ikke umiddelbart passer sammen, forskellige størrelser og kulører, gammelt, nyt og tidsløst, skævheder, ensretning og totalt anarki i en stor pærevælling. Og fest. Der er plads til næsten alt, og gives plads. Roskilde Festivals musikprogram er et luftfoto af det der rører sig indenfor musikken.
Men Roskildes musikprogram er også et supermarked, eller måske i større og større grad en onlinebutik? En musikbutik, hvor du selv kan hive det ned fra hylderne som du ønsker at tjekke ud. Måske stiller du det tilbage på hylden, uden at bryde indpakningen, måske går du helt i stå og står og stener over køledisken i flere timer, eller også har du fråderen på og fylder grådigt indkøbsvognen. Det kan også være du er en værre feinschmecker og kun vælger, få, men mere luksuriøse varer? Pointen er, at det er dig selv der står for, at fylde kurven, eller lade være, selvom supermarkedet måske forsøger at præge dig i en bestemt retning. Impulskøb ved kassen! Hvad gemmer der sig mon i rodekassen?
Det er dig der bestemmer. Det kan måske føre til et lettere uklædeligt egotrip, men de fedeste trips på Roskilde er nu dem man har sammen, så bare fordi der er frit valg på stort set samtlige hylder, så går det nu nok alligevel for det der fællesskab. For Roskilde Festival er også, i bund og grund, dig og mig. Uden “os”, så ville det bare være en pløjemark og noget musik, og sikkert en hel del måger. Eller…. kommer de kun for skraldets skyld?
Any way, Roskilde Festival og musikprogrammet er en afspejling af tiden OG af dig og mig. Roskilde ER tiden. Du er Roskilde Festival. Så nyd det, eller se hvad der gemmer sig bag det tilsyneladende grå og kedelige iglotelt derovre.
Onsdag d. 28/6
Alright, inden det stikker af, må vi hellere komme i gang med et kig på selve musikprogrammet. Og onsdag er stadig en kort dag, i år endda en, hvor jeg personligt savner en headliner. Til gengæld kan jeg traske i pendulfart mellem de små scener og på den måde sagtens få tiden til at gå.
Det er næsten blevet en tradition for os, at lægge ud på Avalon ved 17.30 tiden, så hvorfor ikke også gøre det i år, hvor A Day To Remember får fornøjelsen af, at være første band på den scene. Jeg troede, ud fra bandnavnet, at der var tale om sådan noget klammo call-response Emo-core noget, men så…. vent, det er sådan noget? OK… glem hvad jeg lige sagde.
Vi begynder vores tur på Arena kl. 18.00, hvor de amerikanske indie pop-rock band Warpaint står klar til at åbne den næststørste scene. Det er et af de her semi-hypede navne, som jeg kun perifert har fået smagt lidt på hist og her, siden de for alvor fik hul igennem med nummeret “Love Is to Die” i 2013, der blandt andet blev brugt i en Calvin Klein reklame. Den må jeg så have hørt i radioen, for hvis jeg endelig ser reklamer, så er det med lyden på mute!
Bandet har eksisteret siden 2004, og tidligt i karrieren fanget opmærksomheden fra John Frusciante, der miksede deres debut-ep, ligesom debutalbummet, The Flood (2010), fik gode anmeldelser og en del opmærksomhed. Bandet har generelt en lidt små-psykedelisk, kunstrocket og drømmende vibe, der enten gør det til en rigtig fin festival-starter – eller en ordentlig stener.
Så napper jeg lidt Alternative Fristelser på Avalon, men dem gemmer vi jo og fortærer senere i en anden artikel, så her sniger vi os videre mod Pavilion. Her er der nemlig dansk islæt kl. 20.15, når Marching Church, der allerede har noget buzz i ryggen skal vise om omtalen, der er løbet forud, er velfortjent. Bag navnet gemmer sig Ice Age frontmand Elias Bender Rønnenfeldt, så der er allerede hype-alarm! Både fordi, at Ice Age har været gode til at trigge den med det de har lavet, og fordi jeg stadig har til gode at se lyset i den forbindelse. Men nu er det jo ikke Ice Age det handler om, men en slags flabe-punket soul-rock med en britisk poet vibe, dømt ud fra de numre jeg har hørt indtil videre.
Hvis, eller når, min alarm går helt amok, så kan jeg drible over mod naboscenen Avalon, hvor der kl. 21.30 er dømt stener-rock af den slags, som nok aldrig går af mode – og som nok heller ikke ender helt galt. Det var det ellers lige ved sidst jeg overværede en Red Fang koncert på Roskilde Festival, da strømmen gik og medførte over 20 minutters stilhed og forvirring på og i Odeon teltet. Det var i 2012, der er da løbet lidt vand under retro-rock broen siden. Nå, men den strømafbrydelse faldt egentlig på et heldigt tidspunkt, for jeg synes godt nok, at Oregon-gruppen kørte en smule i tomgang oppe på scenen. Til gengæld var de som forvandlet da de endelig gik på scenen igen, og fyrede den af i den sparsomme tid der var tilbage. Skal de ikke bare samle den op derfra i år, så?
Hvis strømmen ryger, eller tomgangen sætter i, så er det jo heldigt, at man efterfølgende har nogle valgmuligheder. Hmm… skal jeg se hvad det der The Weeknd egentlig kan på Orange Scene kl. 22.00, mjaaah, men kunne også trække mod Gloria, men det er nok en lottokupon til senere! Man KUNNE også bare gå tilbage til Pavilion, snuppe en hvid russer i Gutter Baren og se om Kevin Morby kan leve op til de fine ord, og anbefalinger, fra nær og fjern! Americana er et relativt rummeligt og diffust begreb efterhånden, Morby gør sig i den mere rolige og afdæmpede folk-trubadur ende af spektret. Det kunne godt blive en rigtig fin aften stener.
Og hvad pokker skal man så finde på bagefter, Justice lukker Orange efter midnat, men det er vist ikke en fest for mig. Så skal man drikke sig i hegnet eller se om Blink-182 var en booking værdig på Arena kl. 23.00? (UPDATE: Det var de åbenbart ikke, for bandet har nu aflyst koncerten) Jeg tænker en kombination af de to ting kunne komme på tale, ellers er bedste alternativ vist bare at gå tidligt i seng, men det er jo også lidt trist på festivalens første dag. For What’s My Age Again? Whøøøøhøøø! 38, på det tidspunkt, nu du spørger… så.. kan jeg holde til The Rockshow, wøøøøhøøøø!! Eller skal man have sig en aften Dixie?
Og med disse, store, spørgsmål lukker vi onsdagen ned, kigget på torsdagen følger i næste uge.
Af Ken Damgaard Thomsen
